Selvet er den bevidste Synthese af U endelighed og Endelig
hed, der forholder sig til sig selv, hvis Opgave er at vorde sig selv, hvilket kun lader sig gjøre ved F orholdet til Gud. Men at vorde sig selv er at vorde concret. Men at vorde concret e r hverken at blive endelig eller at blive uendelig, thi det d er skal vorde concret er jo en Synthese. Udviklingen m aa altsaa bestaae i uendeligt at komme b o rt fra sig selv i Uendeliggjørelse af Selvet, og i uendeligt at kom m e tilbage til- sig selv i Endeliggjørelsen.
V order derim od Selvet ikke sig selv, saa er det fortvivlet, enten det veed af det eller ikke. Dog er et Selv i ethvert Øieblik, det er til, i Vorden, thi Selvet xaxn Swctfuv er ikke virkeligt til, er blot
Det, d er skal blive til. F orsaavidt da Selvet ikke v o rd er sig selvr er det ikke sig selv; men det ikke at væ re sig selv er ju st F o r
tvivlelse.
<0 Uendelighedens Fortvivlelse er at mangle Endelighed.
At dette er saaledes, ligger i det Dialektiske at Selvet er en Synthese, hvorfor det Ene bestandigt er sit Modsatte. Ingen F orm af Fortvivlelse kan m an bestem m e ligefrem (o: udialektisk), men kun ved at reflektere paa dens Modsatte. Man kan beskrive den Fortvivledes T ilstand i Fortvivlelsen ligefrem, som en Digter jo gjør det, ved at give ham Replikken. Men bestem m e Fortvivlelsen kan man kun ved dens M odsatte; og skal Replikken væ re digterisk værdifuld, maa den i U dtrykkets Colorit indeholde Reflexen af den dialektiske Modsætning. Altsaa, enhver m enneskelig Existents, d e r form eentligen er blevet eller blot vil væ re uendelig, ja eth v ert Øieblik, i hvilket en m enneskelig Existents er blevet eller blot vil
y . a t a å m a / x i v (k a ta d y n a m in ) , e fte r M u lig h e d .
vJ >
32
væ re uendelig, er Fortvivlelse. Thi Selvet er Synthesen, hvor d et Endelige er det Begrændsende, det Uendelige det Udvidende.
U endelighedens Fortvivlelse er derfor det P h an tastisk e, det G ræ ndseløse; thi kun da er Selvet sundt og frit fra Fortvivlelse, n aar det, ju s t ved at have fortvivlet, sig selv gjennem sigtigt g ru n d e r i Gud.
t ;?■
11 f -1.
j
i ■' ti. i
U;
Det P hantastiske fo rh old er sig vistnok næ rm est til P h a n ta sien ; men P hantasien fo rh o ld er sig igjen til Følelse, Erkjendelse,
Villie, saa et Menneske kan have en phantastisk Følelse, E rk jen delse, Villie. P hantasien er overhovedet det Uendeliggjørendes
M edium; den er ikke nogen Evne som de andre E vner — hvis m an vil tale saaledes, er den Evnen instar om nium . Hvad Følelse, Erkjendelse, Villie et Menneske har, b ero er dog til syvende og sid st paa, hvad P hantasie han h ar, det vil sige paa, hvorledes Dette reflekterer sig, o: paa Phantasien. P hantasien er den uende- liggjørende Reflexion, h v o rfo r den gamle Fichte ganske rigtigt antog, selv i F o rh o ld til E rkjendelsen, at Phantasien er Katego
riern es Oprindelse. Selvet er Reflexion, og P hantasien er Reflexion, e r Selvets Gjengivelse, hvilken er Selvets Mulighed. Phantasien er al Reflexions M ulighed; og dette Mediums Intensitet er Muligheden a f Selvets Intensitet.
Det P hantastiske er overhovedet Det, som fører et Menneske saaledes ud i det Uendelige, at det blot fø rer ham b o rt fra sig og derved afholder ham fra at kom m e tilbage til sig selv.
N aar Følelsen saaledes bliver phantastisk, da forflygtiges Selvet blot m ere og mere, det bliver tilsidst en Slags ab strak t Følsom hed, d er um enneskeligt ikke tilh ø re r noget Menneske, men
um enneskeligt saa at sige følsomt p articip erer i et eller andet T A bstraktum s Skjebne, f. Ex. M enneskeheden in abstracto. Som
den Gigtsvage ikke er sin sandselige Følelse mægtig, men denne j e r i Vindens og Veierligets Vold, saa han uvilkaarligt m æ rk er
d et paa sig, n aar d er er F o ran d rin g i Luften o. s. v., saaledes
m ed Den, hvis Følelse er blevet phantastisk, han bliver paa en | Maade uendeliggjort, men ikke saaledes, at han m ere og m ere | v o rd er sig selv, thi han tab er m ere.o g m ere sig selv. |
jp
i n s t a r o m n i u m d e r g jæ ld e r lig e s a a m e g e t s o m a lle ( o : E v n e n fo r a lle &
E v n e r ) . F i c h t e ] h e r sig te s til F .s L æ r e o m » d en p r o d u k t i v e I n d b i l d n i n g s - |g k ra ft« , h v o r i F . s ø g e r O p r in d e ls e n til F o r e s tillin g e n o m e n O m v e r d e n ( » Ik k e - J e g ’et«)
o g d e r m e d tillig e til d e n ø d v e n d ig e T æ n k e f o r m e r (K a te g o rie rn e ). Se n a v n li g m G r u n d r is s d e s E ig e n t h iim li c h e n d e r W is s e n s c h a f ts le h r e ( W e r k e I, 1, S. 386 f.). IS
Ligesaa med E rkjendelsen, n a a r den bliver phantastisk. Loven fo r Selvets Udvikling i H enseende til Erkjendelse, forsaavidt det da skal være sandt, at Selvet v o rd er sig selv, er, at E rkjendelsens stigende Grad sv arer til S elv erk en d elsen s Grad, at Selvet, jo m ere det erkjender, desto m ere erkjender sig selv. Skeer dette ikke, da bliver Erkjendelsen, jo m ere den stiger, desto m ere en Art um en
neskelig Erkjenden, paa hvis Tilveiebringelse M enneskets Selv
■ødsles, om trent som der ødsledes M ennesker paa at bygge P y ra
mider, eller der i hiin russiske H ornm usik ødsledes M ennesker paa at være en Takt, hverken m ere eller m indre.
N aar Villien bliver phantastisk, saa forflygtiges ligeledes Selvet m ere og mere. Villien bliver da ikke bestandigt i sam m e Grad concret som abstrakt, saa den, jo m ere den uendeliggjøres i F o r
sæt og Beslutning, bliver desto m ere og m ere sig selv ganske næ rvæ rende og sam tidig i den lille Deel af Opgaven, som lad er sig udføre nu strax, saa den i at uendeliggjøres. kom m er i stre n geste F o rstan d tilbage til sig selv, saa den l æ n g s t b o r t e fra sig selv (naar den er m eest uendeliggjort i F o rsæ t og Beslutning) er sig selv i sam m e Øieblik a l l e r n æ r m e s t i at udføre den uendelig lille Deel af Arbeidet, hvilken lader sig udføre endnu idag, endnu i denne Time, endnu i dette Øieblik.
Og n aar saa Følelse eller E rkjendelse eller Villie er blevet phantastisk, saa kan tilsidst hele Selvet blive det, hvad enten det
• '
nu er en m ere aktiv Form , at M ennesket sty rter sig i det P han- tastiske, eller en m ere lidende Form , at han rives hen, men i begge Tilfælde ansvarlig. Selvet fører saa en p h antastisk Existents i ab strakt Uendeliggjørelse eller i ab strak t Isolation, bestandigt m anglende sit- Selv, hvorfra det blot kom m er m ere og m ere bort.
Saaledes f. Ex. paa det religieuse Gebeet. G udsforholdet er Uende
liggjørelse; men denne Uendeliggjørelse kan p h an tastisk rive et Menneske saaledes hen, at det blot bliver en Beruselse. Det kan være et Menneske som v ar det ikke til at holde ud at væ re til fo r Gud, fordi nemlig Mennesket ikke kan komme tilbage til sig selv, blive sig selv. En saadan phantastisk Religieus vilde sige (for at ch arakterisere ham ved Hjælp af Replik): »at en Spurv kan leve er begribeligt, den veed ikke af, at den er til for Gud. * 3
h i i n r u s s i s k e H o r n m u s i k ] se E r s c h u . G r u b e r s R e a le n c y c lo p å d ie 2.
“S e c t. 11. T h . (1834). O r c h e s tr e t b e s to d a f i n d t i l 60 M a n d , d e r h v e r h a v d e e t H o r n , d e r k u n g a v e e n b e s te m t T o n e ; h v e r M a n d h a v d e a lts a a k u n a t fa ld e i n d m e d d e n n e T o n e p a a s in P la d s . (K. b u r d e a lt s a a h a v e s a g t: »paa a t v æ r e e n T o n e * , i k k e : » p aa a t v æ r e e n T a k t* .)
V L,
,?iu
’■>:
i'. S ' :'>')
V v • 'i .
4;
]' å 1%■ni
!• rrb
i
w
i
&
m■ i.
i-SiS
i -i
i
*1.
3
Men at vide, at m an er til for Gud, og saa ikke i sam m e Øieblik at blive afsindig eller at blive til Intet!«
Men fordi et Menneske saaledes er blevet phantastisk, og d er
for fortvivlet, saa kan han dog, skjøndt det oftest bliver aab en b artr ret godt leve hen, væ re Menneske som det synes, beskjæftiget med
det Timelige, gifte sig, avle Børn, væ re æ ret og anseet — og man m æ rk er det m aaskee ikke, at han i dybere F orstand m angler et Selv. Sligt gjøres der i Verden ikke store O phævelser over; thi et Selv er Det, d er m indst spørges om i Verden, og er Det, som det m eest af Alt er farligt at lade sig m æ rke med at man har. Den største Fare, den at tabe sig selv, kan i Verden gaae saa stille a f som v ar det Ingenting.' Intet Tab kan gaae saa stille af; ethvert andet Tab, en Arm, et Been, 5 Rbd., en H ustru o. s. v., bem æ r
kes dog.
Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed.
At Dette er saaledes, ligger, som viist blev u n der «, i det Dialektiske, at Selvet er en Synthese, hv orfo r det Ene er sit Mod
satte.
At m angle Uendelighed er fortvivlet Begrændsethed, B orneret- hed. H erm ed er dog naturligviis kun, ethisk, Tale om B ornerethed og Indskræ nkethed. I Verden tales d er egentlig blot om intellec- tuel eller æ sthetisk Indskræ nkethed eller om det Ligegyldige, om hvilket d er da altid er m eest Tale i Verden; thi Verdslighed e r ju s t at tillægge det Ligegyldige uendelig Værd. Den verdslige Be
tragtning k lam rer sig altid fast om Differentsen mellem M enneske og Menneske, har, som naturligt (thi at have det er Aandelighed) ingen F o rstan d paa det ene Fornødne, og derfor ingen F o rstan d paa den Indskræ nkethed og B ornerethed, d er er at have tab t sig selv, ikke ved at forflygtiges i det Uendelige, men ved aldeles at endeliggjøres, ved istedetfor at være et Selv at væ re blevet et Tal, eet Menneske mere, een Gjentagelse m ere af dette evindelige Einerlei.
Den fortvivlede B ornerethed er at mangle Prim itivitet, eller at have herøvet sig sin Prim itivitet, at have, aandelig forstaaet, af- m andet sig selv. E th v ert Menneske er nemlig prim itivt anlagt som et Selv, bestem t til at blive sig selv; og vistnok er ethvert Selv som saadant kantet, men d eraf følger blot, at det skal tilslibes, ikke at det skal afslibes, ikke at det af M enneskefrygt aldeles skal opgive at væ re sig selv, eller endog blot af M enneskefrygt ikke tu rd e væ re sig selv i den sin væsentligere Tilfældighed (hvilken
netop ikke skal afslibes), i hvilken m an dog er sig selv for sig selv. Men medens een Art Fortvivlelse sty re r vild i det Uendelige og tab er sig selv, saa lader en anden Art af Fortvivlelse sig lige
som sit Selv fra n a rre af »de Andre.« Ved at see den Mængde M ennesker om kring sig, ved at fa a e . trav lt med allehaande v erd s
lige Anliggender, ved at blive klog paa, hvorledes det gaaer til i Verden, glem m er saa et saadant Menneske sig selv, hvad han, gud
dommelig forstaaet, hedder, tø r ikke troe paa sig selv, finder det for voveligt at være sig selv, langt lettere og sikkrere at være som de Andre, at blive en Efterabelse, at blive N um erus, med i Mængden.
Denne Form af Fortvivlelse bliver m an nu saa godt som slet ikke opm æ rksom paa i Verden. Et saad an t Menneske h a r ju s t ved saaledes at tabe sig selv vundet Perfectibilitet til ret at gaae med i H andel og Vandel, ja til at gjøre Lykke i Verden. H er er intet Sinkeri, ingen Vanskelighed med hans Selv og dets Uendelig- gjørelse, han er afslebet som en Rullesteen, co u ran t som en gang
b ar Mynt. Det er saa langt fra at Nogen anseer ham for fortvivlet, at han ju st er et Menneske som sig bør. O verhovedet h a r Verden, som naturligt, ingen F o rstan d paa det sande Forfærdelige. Den Fortvivlelse, som ikke blot ikke volder En Uleilighed i Livet, men gjør En Livet beqvem t og mageligt, den ansees naturligviis paa ingen Maade for Fortvivlelse. At dette er Verdens Betragtning • seer m an blandt Andet ogsaa næsten af alle O rdsprog, hvilke blot ere Klogskabsregler. Man siger saaledes, at m an fo rtry d er ti Gange at have talet for een Gang at have tiet, og hvorfor? F o rd i det at have talet som et udvortes Faktum kan vikle En ind i Ubehageligheder, da det er en Virkelighed. Men det at have tiet!
Og dog er det det Allerfarligste. Thi ved at tie er M ennesket ene overladt til sig selv; h er kom m er Virkeligheden ham ikke til Hjælp ved at straffe ham , ved at bringe Følgerne af hans Tale over ham. Nei, i den H enseende er det let gjort med at tie. Men derfor frygter Den, der veed hvad det Forfæ rdelige er, ju st af Alt meest ethvert Misgreb, enhver Synden, der tager Retningen ind efter, og intet Spor efterlader i det U dvortes. Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man ju s t saa forfærdelig let tabe, hvad m an dog, hv o r meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som v ar det Ingenting
— sig selv. Thi h a r jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjæ lp er Livet mig med Straffen. Men h a r jeg slet ikke vovet, hvo h jæ lp er mig
3*
saa? Og n aar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste F orstan d at vove (og at vove i høieste F o rstan d er ju s t at blive opm æ rksom paa sig selv) feigt vinder alle jo rd isk e Fordele — og tab er mig selv!
Og saaledes er det ju st med Endelighedens Fortvivlelse. F ordi et Menneske saaledes er fortvivlet, derfor kan han meget godt, og egentligen netop desto bedre, leve hen i Tim eligheden, væ re Men
neske som det synes, væ re p riset af Andre, æ ret og anseet, be- skjæftiget med alle Tim elighedens Form aal. Ja ju st det m an k ald er Verdsligheden b estaaer af lu tte r saadanne Mennesker, der, om m an saa kan sige, forskrive sig til Verden. Dé bruge deres Evner, sam le Penge, udføre verdslige Bedrifter, beregne klogt, o. s. v. o. s. v., blive m aaskee nævnte i H istorien, men dem selv ere de ikke, de have, aandelig forstaaet, intet Selv, intet Selv for hvis Skyld de kunde vove Alt, intet Selv for Gud — h v o r selviske de end for
resten ere.
b)
Fortvivlelse seet under Bestemmelsen Mulighed — Nødvendighed.
F or at vorde (og Selvet skal jo frit vorde sig selv) er Mulig
hed og N ødvendighed lige væsentlige. Ligesom d er til Selvet h ø re r U endelighed og Endelighed (nnsigov—nsgac), saaledes ogsaa Mulighed og Nødvendighed. E t Selv, der ingen Mulighed har, er fortvivlet, og ligesaa et Selv, der ingen Nødvendighed har.
n ) Mulighedens Fortvivlelse er at mangle Nødvendighed.
At Dette er saaledes, ligger, som viist blev, i det Dialektiske.
Ligesom Endelighed er det Begrændsende i F orhold til U ende
lighed, saaledes er N ødvendighed i F orh o ld til Mulighed Det, d er ho ld er igjen. Idet Selvet, som Synthese af Endelighed og U ende
lighed, er sat, er xaxa dwafuv, for nu at vorde, reflekterer det sig i P hantasiens Medium, og derved viser den uendelige Mulighed sig.
Selvet er xaxa dwafuv lige saa meget m uligt som nødvendigt; thi det er jo sig selv, men det skal vorde sig selv. F orsaavidt det er sig selv, er det Nødvendigt, og forsaavidt det skal vorde sig selv, e r det en Mulighed.
c i n u Q o v — n i Q a i ( a p e i r o n —p e ra s ) , e g ti.: d e t U b e g r æ n d s e d e —G r æ n d s e n ; v ig tig e B e s te m m e ls e r i d e n p la to n is k e P h ilo s o p h i, s æ r lig i P la to n s P h ile b o s .
Løber nu Muligheden N ødvendigheden over Ende, saa Selvet i Muligheden løber fra sig selv, saa det intet Nødvendigt har, hvortil det skal tilbage: saa er dette M ulighedens Fortvivlelse.
Dette Selv bliver en ab strak t Mulighed, det sp ræ ller sig træ t i Mulighed, men det kom m er ikke af Stedet og heller ikke til noget Sted, thi det Nødvendige er ju s t Stedet; at vorde sig selv er jo ju st en Bevægelse paa Stedet. At vorde er en Bevægelse fra
Stedet, men at vorde sig selv er en Bevægelse paa Stedet.
Muligheden synes saa Selvet stø rre og større, Mere og Mere bliver det muligt, fordi In tet bliver virkeligt. Tilsidst er det som var Alt muligt, men ju st dette er, n aar Afgrunden har. slugt Selvet.
E n hv er lille Mulighed vilde for at vorde Virkelighed, allerede be
høve nogen Tid. Men tilsidst bliver Tiden, d er skulde bruges til Virkelighed, k o rtere og kortere, Alt bliver øjeblikkeligere og øie- blikkeligere. Muligheden bliver intensivere og intensivere, men i M ulighedens F orstand, ikke i Virkelighedens F o rsta n d ; thi i
Virke-___ i
lighedens F o rstan d er det Intensive, at dog Noget af Det, der er muligt, bliver virkeligt. I Øieblikket viser. Noget sig som Muligt, og saa viser der sig en ny Mulighed, tilsidst følge disse P hantas- m agorier saa h u rtig t paa hinanden, at det er, som v ar Alt muligt, og det er ju st det sidste Øieblik, h v o r Individet heelt og holdent . er blevet selv et Luftsyn.
Det Selvet nu m angler er vistnok V irkelighed; saaledes vil m an ogsaa tale i Almindelighed, som m an jo taler om, at et Men
neske er blevet uvirkeligt. Men ved næ rm ere Eftersyn er det egentligen Nødvendighed han m angler. Det er nemlig ikke saa, som P hilosopherne forklare, at Nødvendighed er E enhed af Mulig
hed og Virkelighed, nei, Virkelighed er Eenhed af Mulighed og Nødvendighed. Det er ei heller blot en Mangel paa Kraft, n aar et S^lv saaledes løber vild i Mulighed, idetm indste er det ikke saaledes at forstaae, som man i Almindelighed forstaaer det. Det, der fattes er egentligen Kraft til at lyde, til at bøie sig u n d er det Nødvendige i Ens Selv, hvad d er m aa kaldes Ens Grændse.
Ulykken er derfor heller ikke, at et saadant Selv ikke blev til Noget i Verden, nei, Ulykken er, at han ikke blev opm æ rksom paa sig selv, at det Selv, han er, er et ganske bestem t Noget og saaledes det Nødvendige. Han tabte derim od sig selv derved, at dette Selv phantastisk reflecterede sig i Muligheden. Allerede i F orho ld til at see sig s e l v i et Speil er det nødvendigt at kjende
s o m P h i l o s o p h e r n e f o r k l a r e ] se IV B d . #S. 2 3 7 .
I . W l M.UII • Muw-r-, -■ -'!■ W i I l , P l i m i i p
: ■
sig selv, thi gjør m an ikke det, saa seer m an ikke sig s e lv , men blot et Menneske. Men M ulighedens Speil er ikke noget alm inde
ligt Speil, det m aa bruges med den j^derste Forsigtighed. Thi om dette Speil gjæ lder det i høieste F orstand, det er usandt. At et Selv seer saaledes og saaledes ud i M uligheden af sig selv er kun halv Sandhed; thi i Muligheden af sig selv er Selvet endnu langt
fra eller kun halvt sig selv. Saa gjæ lder det, hvorledes dette Selvs N ødvendighed bestem m er det næ rm ere. Det er med Mulig
heden som n aar m an in d b y d er et B arn til en eller anden Glæde;
B arnet er strax villigt, men nu gjæ lder det, om F oræ ldrene ville tillade det — og som det er med F oræ ldrene, saaledes er det med
N ødvendigheden.
Dog i Muligheden er Alt muligt. D er kan derfor i Mulig
heden løbes vild paa alle mulige Maader, men væsentligen paa to.
Den ene Form er den ønskende, higende, den anden den tung- sindig-phantastiske (H aabet — F rygten eller Angesten). Som der saa ofte fortæ lles i E ventyr og Folkesagn om en Ridder, d er p lu d selig faaer Øie paa en sjelden Fugl, efter hvilken han bliver ved at løbe, idet det i Begyndelsen seer ud som v ar han den ganske n æ r — men saa flyver den igjen, indtil det saa er blevet Nat, han kom m et b o rt fra Sine, uden at kunne finde Veien i den Ørk, h v o r han nu befinder sig: saaledes med Ønskets Mulighed. Istedetfor at tage M uligheden tilbage i N ødvendigheden, løber han efter Mu
ligheden — og tilsidst kan han ikke finde tilbage til sig selv. — Tungsindigt skeer det Modsatte paa sam m e Maade. Individet for
følger tungsindigt elskende en Angestens Mulighed, der tilsidst fø rer ham b o rt fra ham selv, saa han om kom m er i den Angest, eller om kom m er i Det, han var angest for at om kom m e i.
Nødvendighedens Fortvivlelse er at mangle Mulighed.
D ersom m an vilde sam m enligne det at løbe vild i Mulighed med B arnets Vokaliseren, saa er det at mangle Mulighed som det a t væ re stum . Det Nødvendige er som lu tte r K onsonanter, men for at udtale dem m aa der Mulighed til. N aar denne m angler, n a a r en m enneskelig Existents er bragt dertil, at den m angler Mulighed, er den fortvivlet, og er det i ethv ert Øieblik, h v o r den m angler Mulighed.
I Almindelighed m ener m an nu, at d er er en vis Alder, som isæ r er riig paa Haab, eller m an taler om, at m an til en vis Tid, i et enkelt Øieblik af sit Liv er eller v ar saa riig paa Haab og Mulighed. Alt Dette er dog blot m enneskelig Tale, som ikke
i ■!
.i5
I-i ;s
fr- V{
i"
t