ud og hængt op, flød det med Papir, smaa Æsker, Fodtøj, Parykker og Sminkesager.
Hver enkelt af os havde Aar efter Aarsin faste Plads.
Albert Helsengreen skiftede ikke ofte Personale.
For Enden af Bordet, ved Siden af mig, tronede Tea Frederiksens fornemme, trefløjede Sminkespejl. Et hvidt, med Blonder besat Stykke Tøj var fint bredt ud paa Bor
det, og sirligt ordnede Glasskaale, Krukker og Flasker gav et smukt Indtryk af Tea Frederiksens Ordenssans.
Gamle Fru Grønlund, som sjældent spillede, men som næsten altid sufflerede, havde Plads lige ved Siden af mig.
DethvideVoksdug laa glat og pænt under hendes beskedne Spejl. Det lille, kære Spejl, som hun engang havde faaet af en Maskinmester paa Stavanger Teater, og som hun ikke vilde miste for alt i Verden. Den grufuldeste Ulykke vilde overgaa hende, hvis det gik itu. Det var nu over 40 Aar gammelt.
Alle Fru Grønlunds Ting saa ud til at have været brugt i en Menneskealder. Ovre paa den anden Side af Bordet havde Fru de Garlieb sin Plads. Fru Ella de Garlieb med Kommandostemmen og det gode Hjerte. Det lidt nussede, hvide Stykke varbredt ud paa Bordet, og den samme Tøj
rose — vi kendte den igen paa Sminkeklatten paa et af de yderste Blade — var Aar efter Aar stukket ind i Rammen paa Spejlet. Her var ogsaa et Utal af Flakoner, Skaale og Flasker med mærkelige Blandinger, men det saa ud, som om de indbyrdes havde været oppe at slaas. Den Flakon havde en Revne, og den Skaal havde intet Laag, og dér erstattede en Ølprop den oprindelige Glasprop. Der var noget — noget hærget over Fru de Garliebs Plads. Nede for den anden Ende af Bordet sad Alma Lundstrøm — isoleret. Lidt fjendtlig, fjernt fra de andre, havde hun pak ket sit Kram ud.
Hvilket Griseri med hendes Ting — det snavsede Stykke, der var bredt ud, de underlige Blikæsker med udflydt Sminke.Pudder i en Pose, som var revnet. Den rent ud fan tastisk snavsede Kam med Haar fra sidste By, iCigaræsken med de snavsede Sminkestykker og det lillebitte Spejl.
Os fra Kakkelovnen, Parfume, Sminke, gamle Kostumer, brændt Haar af Krøllejernene — denne underlige Blan
dingslugt, som kun findes paa et Teater. De helt Unge — Eleverne — kom altid farende i sidste Øjeblik, pludrende og larmende.
Fru de Garlieb stod næsten altid i Skørt og Chemise, paa Hovedet i en Kuffert, med Halen i Vejret, og rodede rundt i dens mærkværdige Indhold af brogede Sager, for at finde Ting, hun havde forlagt.
— Jeg kan ikke finde mit Brillantkollier, jeg havde det i Gaar, ved Gud, det er tyvstjaalet, dér ligger det.
Fru de Garlieb talte altid i ét Vejr, og lod bestandig haant om Kommaer og Punktummer. De andre ænsede aldrig hendes Talestrøm, men snakkede indbyrdes om an dre Ting, medens de sminkede sig og betragtede sig møn strende i deres smaa Spejle.
Hvis man ikke vidste bedre, skulde man tro, hver især sad og bad foran et lille Alter: Den lille Sminkeæske med Spejlet og de brændende Lysstumper paa hver Side.
Fru Jockumsen blev sat i Aktivitet med Naal og Traad.
— Søde Fru Jockumsen, se her ... og se dér ... kan De ikke sy det sammen, hvad ...? Men endelig saa det ikke ses.
— Kan De hente mig et Glas Vand, min Pi’e, lød gamle Fru Grønlunds Stemme. Jeg maa ha’ mine Draaver nu.
Fru Grønlundblev mereog mere astmatisk for hver Dag.
Hun talte i afbrudte Sætninger: Tæl dem op, lille Jockum
sen — 15 — inte flere. Hvad er nu det? De ryster jo paa Haanden! (Vi hørte fra Herregarderoben ved Siden af Amandus Hansen synge nogle bedaarende Tremulanter).
De spilder ... nej, lad saa hellere være, de er alt for dyre til at spildes.
Fru Jockumsen satte forskrækket Flasken fra sig.
— Kom, lad mig, sagde Tea Frederiksen med resigneret Tonefald. Tea Frederiksen saa altid ud, som om hun for
barmede sig. Fru Grønlund drak Draaber og Vand med alle Tegn paa Væmmelse.
— Lille Jockumsen, stik ned i Bestaurationen — Fru 89
Grønlund pustede og ræbede lidt — og hent min Toddy!
Fru Jockumsen skyndte sig.
Amandus Hansen prøvede nu sin Stemme for fuldt Drøn.
Skrives, min Pi’e, raabte Fru Grønlund efter hende.
— Det er dog rædsomt, som han brøler i Aften, kom det fra Fru de Garliebs Basorgan. — Aa, han skal vel have Lov at prøve Stemmen, mente Tea Frederiksen. Fru Jockumsen kom med Toddyen. — Men Barn dog, Fru Grønlunds Stemme lød irriteret, hvodden er det, De gaar, De har jo spildt det halve. Jeg saa paa lille Jockums blus
sende Kinder og forstod, at de Toner, der vældede ud af Amandus’ Strube, var næsten for meget at tage for hende.
Tea Frederiksenskulde hægtesi Byggen. Hunstrammede Taillen ind med begge Hænder og holdt Vejret.
— Tak, lille Jockum, og saa Halsbaandet, det lukkes i Nakken. Hunnikkede venligt til hende i Spejlet. Hvad siger De til, at den kære Amandus skal forlade os? Fru Jockum-sens store Øjne blev unaturligt store og saa uforstaaende ud. Ja, han har skudt Papagøjen. Han har faaet Engage
ment paa 5 Aar i København. Fru Jockumsen vaklede, greb for sig, og faldt om paa Gulvet. Tea og jeg samlede hende op og lagde hende med Hovedet i Fru Grønlunds Skød og stænkede Vand paa hende. Hun laa som livløs.
— Det har længe trukket op med hinner — hun har set daarlig ud hele Aftenen. Fru Grønlund drak den sidste Mundfuld Toddy. I kan tro, det er inte for min Fornøjelse.
To unge Piger af de nye fniste. Den Replik fulgte hver Aften den sidste Slurk. Tea Frederiksen spejlede sig, mens hun talte: Hun er nok i „fjerde" — det er altid den værste Maaned. Tea Frederiksens Tonefald lod formode en over
ordentlig Sagkundskab. Det ringede. — Gud, det er tredie Gang — de for alle op som skræmte Høns. — Ja, jeg kante sitte med hende længer —jeg skal i Kassen. Fru Grønlund saa sig om.
— Lad mig tage hende, lød Fru de Garliebs dybe Stem me. Vi lægger hende her! Hun vendte resolut Bunden i Vejret paa sin Champagnekurv, og Kostumer, Klude og
Laser væltede ud paa Gulvet. Hér kan hun ligge og sunde sig lidt. Kom saa, lille Jockum! Hun bar hende som et lille Barn. — Herregud, saa let som en Fjer! Tea Frede riksen vendte sig i Døren: — Hun maa, ved Gud, komme med min Bakke. — Ja, naar hun kan. Fru de Garliebs Stemme lød som en Torden. — Krukke! tilføjede hun lidt sagtere. Hun saa paa lille Jockum, der laa med lukkede Øjne. Herregud, det lille Skidt! Ja, hver har sit — hun har sit! Fru de Garlieb sad foran sit Spejl og krøllede Parykken og tænkte tilbage. Hun fæstede sit Blik paa det blegede Fotografi, der var stukket ind i Spejlrammen vis-a-vis Bosen.
— Ja, hver har sit, mumlede hun. Vi fulgtes ad op ad Trappen. Jeg kunde ikke lade være at knuge hende lidt:
De er sød, Tante Ella.
— Aa, maa jeg være fri, Tøs.
91