gennem-Paa Betty Nansen-Teatret fik jeg en af mine største Succes’er fra de senere Aar som Fru Dulska i Fru Dulska's Moral. Jeg følte selv, at jeg var god
i den Bolle ...
skuet hende, trak mig ned i en Lænestol, og saa snakkede vi.
Resultatet blev, at jeg blev engageret hos hende seks Maaneder af Aaret for 1000 Kr. pr. Maaned, hvilket var en stor Gage den Gang, og frie Kostumer — og Orlov i Fe
bruar—Marts, saa jeg kunde tage ud med mine Tourneer.
Derefter var jeg paa Betty Nansen-Teatret i to Sæsoner, hvor jeg spillede alt, hvad der var af ældre Roller.
Jeg, som havde haft den ideelle Medspiller i Sophus Neu- mann, fik nu Geniet Peter Fjelstrup at spille med, en underlig Mand, stor, til Tider genial, men mange Gange respektløs. Jeg husker, vi spillede i en Forestilling, be-staaende af tre Enakter. Den sidste hed Zoologi. Han spil lede vistnok en Professor? Jeg var hans Søster. Han havde fra den første Aften fundet paa at give mig et ordentligt Slag bagi, idet jeg skulde gaa ud af Scenen.
Næste Aften sagde jeg til ham:
— Fjelle, jeg vil ikke have, du slaar mig i Aften.
Han saa paa mig — ikke med Lune — ikke med en An
tydning af Godmodighed — tværtimod! og saa sagde han blot ganske tørt: — Naa, ikke det. — Og, selvfølgelig:
Klask! Det samme som ved Premieren. Jeg forstod saa, at det var noget, han vilde gøre hver Aften, noget han maatte gøre, ikke kunde lade være med at gøre, og jeg forsøgte saa ved min Udgang af Scenen at forhindre ham i at ramme mig ved at gaa en anden Vej end den af Instruk
tøren foreskrevne. Efterhaanden blev det et Kapløb mel lem ham og mig mellem Sofa, Borde og Stole, men ramme mig gjorde han altid. Alle Teatrets unge listede ned i Par
terret hver Aften, hvor de spændt fulgte vor Duel. Tilsidst fandt jeg paa en Udvej, gik baglæns ud af Scenen, imedens jeg smilte og nikkede venligt til ham, og det gjorde jeg hver Aften, saalænge Stykket gik. Hvorfor jeg ikke kla gede til Direktionen? I vor Verden er det ikke Skik at klage over hinanden.
En af de andre Enakter hed Aftenstjernen, hvori jeg spillede en Slags uappetitlig Restauratriee, der opholdt sig bag en Disk. Jeg kan godt huske, hvordan jeg saa ud: Sort,
Scenebillede fra Zoologi. Peter Fjelstrup (yderst til højre) spillede vistnok en Professor. Jeg (midt i Billedet) var hans Søster.
Ilan havde fra første Aften fundet paa at give mig et ordentligt Slag bagi, idet jeg skulde gaa ud af Scenen.
lidt plettet Kjole med Guldstads, Kæder og Ørenringe. Nu hændte det, at jeg en Dag for et Par Aar siden kom til at køre i Kupé med Fabrikant Nobel fra Nykøbing Falster. Vi talte om Teater og navnlig om de Aar, han som ungt Men
neske gik i Teater næsten hver Aften og fortrinsvis i Betty Nansen-Teatret. — Saa sagde han: — Kan De huske den Replik i Aftenstjernen, som De sagde saa morsomt? Nej, det kunde jeg jo ikke.
— Jo, De sagde: Nej, der biir inte serveret her.
Han sagde Ordene med den Betoning, jeg maa have brugt, for nu pludselig kunde jeg huske den. Men jeg synes, det er saa mærkeligt — og glædeligt — at ens — tør jeg sige — Kunst, kan lagre sig hos Tilskuerne, saa de husker saadanne Enkeltheder i Aarevis.
Ligesaa var det med Kaj Munk. Gang paa Gang kom han til at nævne den velsignede Amme i Faderen. Han kunde aldrig glemme den Forestilling, og hans Interesse og se nere Venskab for mig kan jeg fra Begyndelsen tilskrive den Rolle. I Faderen spillede Fjelstrup aldeles sublimt.
Vidunderlig saa han ud. Der var ikke eet Øjeblik, hvor han ikke levede i Rollen. Det var kun i Lystspil og Farcer, han ikke kunne tøjle sig. Det var heller ikke nemt for mig nogle Aar senere at spille med ham i Erik Ejegods Pil grimsfærd (det var paa en Tourné), nej, det var ikke nemt.
PaaBetty Nansen-Teatret fik jeg en af mine største Suc
cesser fra de senere Aar i Fru Dulska’s Moral som Fru Dulska.
Jeg følte selv, at jeg var god i den Rolle. Og Forestil lingen trak ogsaa Hus. Det var morsomt for mig.
Og saa blev Martinius Nielsen engageret fast som Scene instruktør. Vi jublede allesammen. Vi glædede os til at byde denne detroniserede Teaterkonge velkommen tilbage.
Vi havde jo alle ligget under for hans Charme — glemt alt, hvad vi ikke syntes om hos ham.
Skuespillere er saa lette at bevæge. Han havde jo døjet nok, slaaet ud, som han var, og nu kom han tilbage, lutret
—formentlig — gennem Modgangen. Alle hans store, gode
Vi jublede ved Betty Nansen-Teatret, da Martinius Nielsen blev engageret fast som Sceneinstruktør. Vi glædede os til at byde denne detroniserede Teater
konge velkommen tilbage.
Egenskaber vilde nu folde sig ud — nej, hvor vi glædede os!
Jeg for min Part kunde ikke lade være at tude lidt, da han endelig stod midt iblandt os, smilende og glad, i sin vide Iscenesætter-Kappe og med bredskygget Filthat og hvide Vaskeskindshandsker. Og da han stødte sin store Stok i Gulvet og med sin dybe smukke Stemme slyngede sit: a-sa-la-ba ud som sit Goddag, vel mødt igen, smeltede vore Hjerter.
I Begyndelsen gik alt godt. Han satte Faderen op og flere Ting. Men efterhaanden kom Selvherskeren op i ham.
Det var saa mærkeligt med hans Instruktion, der efter
haanden gik over til Befalinger og Forlangende om slavisk Kopi af hans Anordninger.
63
Og baade Fjelstrup og jeg havde jo før vist, at vi godt kunde lidt selv. Situationen blev efterhaanden saa fjendsk, at der blev forfattet et Andragende til Fru Nansen om at fjerne Martinius Nielsen fra Teatret. Hans Kommandotone var vi forlængst vokset fra, vi kunde ikke finde os i den.
Jeg husker, at jeg en Dag stod og talte med en Kollega i Kulissen, medens han satte et Stykke iscene. Da han fik Øje paa mig, gik han hen til mig og sagde i sin mest brø
sige Tone:
— Hvorfor havde hun Paryk paa i Gaar Aftes (det var som Ammen). Jeg svarede: at det var mit eget Haar, som jeg hver Aften spillede med.
— Det er Løgn, raabte han. Saa gik jeg ind paa Scenen til ham, saa ham lige ind i Øjnene og sagde med fast Stemme:
— Jeg forlanger en Undskyldning for Deres utilbørlige Udtalelse.
Han saa forbløffet paa mig et Øjeblik, saa sagde han, idet han gik tilbage og satte sig paa sin Instruktørstol:
— De er mæget udisciplineret, Frk. Christopersen.
Fru Nansen saa man ikke meget til paa Teatret. Hun talte næsten aldrig til nogen. Hendes Jovialitet overfor mig i Hotel d’Angleterres Salon var som blæst bort — hun saa mig knapt, skønt vi spillede sammen i flere Stykker, som f. Eks. Hedda Gabler og Faderen.
Og saa blev det da til, at baade Fjelstrup og jeg sagde Farvel og Tak efter de to Sæsoners Forløb, da hun ikke vilde tage Personalets Protestadresse mod Martinius Niel
sen tilfølge.
Jeg tog med Fjelstrup paa Gæstespil i Oslo. Vi spillede dér Mr. Wu og Rubicon.
I Direktørkontoret paa Aalborg Teater. Jeg elskede Aalborgs dejlige gamle Teater med alle dets Bekvemmeligheder og dets Hygge. I de Aar, jeg sad dér,
udrettede jeg fire Mands Arbejde, mens min Gæld blev større og større.