Som Mor Karen i Elverhøj paa Tournéen i Sønderjylland efter Genforeningen.
Iljertegrebne og bevægede var vi alle. De fleste af os kom tudbrølende ned i Garderoberne efter de endeløse Fremkaldelser.
stophersen, og naar Teaterdirektør Reinhardts Enke en gang dør, hun er 84 Aar gammel, saa erBevillingen ganske gratis. Ja, saa sagde jeg baade ja og Tak, for det med Fjeren i min Hat forstod jeg var noget flot noget og, ja — man skal selvfølgelig ikke ønske nogens Død, men 84 Aar, ikke sandt, det var jo ikke en Evighed at se hen til. Og nogle Aar efter fik jeg virkelig min Helaarsbevilling gratis.
Forholdene er anderledes nu: Bare for at faa de saa eftertragtede Tournébevillinger, maa der stilles flere Tu sinde Kroner i Garanti.
At Ministeriet ikke glemte mig i Aarenes Løb og under de skiftende Ministre, fik jeg et eklatant Bevis for, da jeg modtog den ærefulde Opfordring til som eneste Kvinde at tage Sæde i den Teaterkommission, der oprettedes.
Men hvordan det egentlig gik til, at jeg blev den lykke lige, der kom til at aabne dansk Teater i Sønderjylland efter Genforeningen, staar den Dag i Dag mig endnu ikke klart.
Jeg husker, at en Privatmand en Dag sagde til mig:
— Hvorfor søger De ikke at faa Bevilling til at aabne dansk Teater i Sønderjylland? — Jeg? Hvor kan dog jeg gøre mig Haab om det? Det bliver selvfølgelig Det konge lige Teater, der skal gøre det. — Søg, sagde han bare og vilde ikke udtale sig nærmere.
Naa, jeg sendte saa Ansøgning ind til Ministeriet, for det kunde jo ikke skade, vel? Og mit Hjerte klaprede godt, da jeg faa Dage efter modtog Svar fra Ministeriet, at min Ansøgning var bevilget.
Hvor var det muligt? Men det uar jo altsaa Virkelighed.
Man spurgte: Hvad vil De spille? — Selvfølgelig Elverhøj
— selvfølgelig kan der ikke være Tale om andet. Elverhøj, det nationaleFestspil, den skønne Musik, den lyriske Hand ling, Christian den Fjerde, Kongesangen, — aah, hvor jeg udmalede mig det alt sammen i Tankerne, drømte om det Dag og Nat. Og alle Drømme, alle Forhaabninger blev overtrufne.
Den Tourné vil aldrig nogen, som var med, kunne
Mit Personale paa Sønderjyllandstournéen efter Genforeningen, hvor jeg op
førte Elverhøj. Den Tourné vil aldrig nogen, som var med, kunne glemme. Hver Aften et Bifald af taktfaste Hænder, saa stort, at det nærmest maa betegnes
som et stormende Glædesbrus.
glemme. Holger Reenberg var Christian den Fjerde, Jo hannes Ring Walkendorf (foruden at han før Forestillin
gen i Kjole og med sit Ridderkors paa Brystet fremsagde en smuk Prolog). Agnete Arne Jensen var Elisabeth Munk, Erna Schrøder Agnete, Emanuel Jørgensen Flemming, Svend Borch Albert Ebbesen, jeg selv Mor Karen, Vil
helm Birch Mogens, Tage Hertel Junker Rud. Ravn Jon
sen var Forretningsfører. Min Søster Kamrna i hvidt og med rødt Skærf var Kapelmester, og jeg havde et ud mærket Kor, som baade kunde danse og synge. Og saa stemningsfulde Dekorationer, der kunde skaffes, men det kneb jo med at faa dem til at tage sig ud paa de smaa Scener, men Forestillingen gik alligevel smukt, hjerte- grebne og bevægede som vi alle var. De fleste af os kom tudbrølende ned i Garderoberne efter de endeløse Frem kaldelser. I Haderslev — paa Premiereaftenen — stod jeg til Slut alene paa Scenen efter alle Fremkaldelserne, da en gammel Bondekone banede sig Vej, stilfærdigt, men be stemt, gennem Orkestret, forbi Musikerne hen til Scenen 79
og rakte Mor Karen Haanden over Lamperækken og sagde:
Tak for iawten! og jeg sagde: Tak fordi I kom!
I hver By, paa hvert lille Sted, hvor vi spillede, var Teatrene overfyldte. Alle Pladser kostede det samme. Det var bare en Entrébillet, saa det gjaldt for Folk om at komme først. Forlystelsesskat kendtes ikke — ikke engang af Navn. Tage Hertel, som ikke skulde paa Scenen før langt ind i Stykket, passede Indgangen sammen med de lokale Kontrollører. Han proppede Folk ind, til de besvimede maattebæres ud igen. Folkvilde joind, de var kørt milevidt for at se Elverhøj, de kunde, de vilde ikke gennes tilbage.
Og saa stille Publikum var, saa andagtsfuldt, saa grebet.
Og tilSlut etBifaldaf taktfaste Hænder, saa stort, atdet nær mest maa betegnes som et Brus, et stormende Glædesbrus.
Men ellers om Dagen at gaa i de hærgede Byer, hvor der næppe var en hel Bude i Husene! Og Landevejene, saa opslidte, at Bilen næsten ikke kunde køre paa dem — hvil ken Fattigdom — hvilken Elende!
Men Land- ogByboerne fyldteTeatrene, og mange Penge blev spillet ind til Mor Karen og Fru Gerdas Gæld.
Efter Sønderjyllandstourneen gik jeg ud paa en Vinter sæson og spillede Den erotiske Hamstrer, som jeg havde foreslaaet Thit Jensen at dramatisere. Else Gunløgsen spil lede Hamsteren og Johanne FritzPetersen den anden Rolle.
Ogsaa den Tourné gav Overskud, ligesom Den grønne Elevator med Søren Fjelstrup og den til Amerika tidligt udvandrede Louise Nymann i Hovedrollerne.
Saa tog jeg til Berlin for at se paa Nyheder. Jeg saa Flamme med Kate Dorsch som Skøgen, købte straks Styk
ket og lod det oversætte. Jeg havde nemlig en udmærket Skuespillerinde til Hovedrollen: Maria Berthelsen. Selv spillede jeg Moderen. Samme Sæson spillede jeg Therese Raquin ligeledes med Maria Berthelsen og med mig selv som Moderen. Det var, naar jeg selv skal sige det, to ud
mærkede Forestillinger.
Senere kom Flamme til at gaa paa Det lille Teater inde paa Vesterbro med Else Skouboe i Hovedrollen, men det var nu alligevel mig, derfandt Stykketog spillede det først.
Efter min Genforeningstourné til Sønderjylland foreslog jeg Thit Jensen at dramatisere Den erotiske Hamster. Hun gik ind paa Idéen. Billedet er taget
under vore Forhandlinger.
6