ELEVER

Jeg gav Marguerite Viby som Debut Ingenue-Rollen, den lille Cirkuspige i Kal­

man’s Operette Girkusprinsessen. Hendes Debut fandt Sted i Aalborg. Be-daarende var hun.

7*

selvom hun har en Pipstemme, sætter jeg hende alligevel op i en Operette.

Og saa gav jeg hende Ingenue-Rollen, den lille Cirkus- pige i Cirkusprinsessen. Hendes Debut fandt Sted i Aal­ borg. Bedaarende var hun. Og selv om Stemmen var spæd, sang hun dog frejdigt til — og rent.

Hendes kommende Berømthed slog som en Anelse ned i mig en Aften, vi spillede Operetten paa Aarhus Teater.

I sidste Akt er der en Beplik, der lyder saadan noget lig­ nende som: Og saa kan du nænne at lade Verdens sødeste Pige sidde og vente! Da Marguerite sagde den Replik med Trutmund og de store uskyldige Øjne, brød et Bifald løs aldeles spontant. For det var jo Verdens sødeste Pige, og ingen kunde tænke sig at lade hende sidde og vente! Den Aften saa jeg i et Glimt den Fremtid, der laa for den lille Viby.

Senerespillede hun flere Roller, lige saa henrivende mor­ som og pudsig i dem alle. Hvor var det dejligt at følge.

En Aften traf jeg Oscar Holst paa Vennelyst i Aarhus.

Han var i trist Humør og saa Fremtiden i Mødemed bange Anelser.

Hans Førstekraft: Holger Petersen (Gissemand), var lige død, og han kunde ikke finde nogen til at remplacere ham.

Ved De hvad, Oscar Holst, jeg har en lille Pige, De kan faa hendei Stedet for Gissemand — og jeg vil gerne løse hende, for jeg faar saamænd alligevel ikke Lov til at beholde hende ret længe.

— Hvem er det? — Det er MargueriteViby. — Aa, hende ... det er jo kun en af de unge Piger i Koret?— Ja, men den Pigevil om to eller tre Aarsætte København paa den anden Ende af Begejstring.

Holst mente nu ikke, det var noget. Men jeg fik jo Ret.

Fra mig kom hun til Scala og senere til Filmen, og saa opnaaede hun efterhaanden en skandinavisk Popularitet uden Sidestykke.

At Marguerite ikke glemte sin gamle Læremester, kan man se af nedenstaaende Hilsen, hun skrev til mig i Poli- tiken i Anledning af mit 50 Aars Jubilæum.

Kære Fru Gerda!

Ih, hvor jeg dog aldrig glemmer Dem! De kunde vel nok sætte Pep i en lille sekstenaarig, der lige var kommen med Sekstentoget fra Helsingør. — Det staar lyslevende for mig, da jeg i den Alder mødte til Prøve hos Dem og Fru Nancy paa Hotel Frederik, efter at De havde set mig danse i Hel­ singør.

Jeg mindes, jeg skulde spille Storfyrstinde med langt Slæb og Sager, men uden Repliker. De viste mig, hvilken Mine jeg skulde tage paa, mens De fingrerede ved en Guldkæde paa Deres Barm — og jeg kunde slet ikke lære at se stolt ud, for jeg havde ingen Kæde. Jeg kan huske, da jeg skulde spille Cirkuspige i Operetten Cirkusprinsessen, at De imponerede mig ved at demonstrere, hvordan man ler efter megen Cham­

pagne. Aa, hvor var jeg ulykkelig, jeg kundeslet ikke lære det.

De var en dejlig Direktrice. De vaagede over os ustandselig.

Jeg ser Dem endnu for mig siddende i Kulissen med Ingenio et arfz-Medaillen, parat til Fremkaldelse efter sidste Akt.

De sad og fulgte Spillet Aften efter Aften, selv om De ikke selv spillede med.

Hvilken ukuelig Energi! Og saa havde De endda Tid til at spille Poker bagefter.

Altid var De i Humør, selv naar De havde Vanskeligheder.

De sagde intet derom. De solgte hellere Deres Smykker, end De lod være med at betale Deres Skuespillere til Tiden.

Jeg bøjer mit lille Hoved i den dybeste Respekt.

Deres Marguerite Viby.

Illona Wieselmann begyndte ikke hos mig — saa vidt jeg husker, var hun først en Sæson hos Arne Jensen, som ogsaa var Tournéleder i Provinsen.

Da hun kom til mig, saa jeg straks i hende et oprindeligt Talent — et særpræget, lidt fremmedartet Talent. Hun var om ikke umiddelbart indtagende, saa dog yndefuld i Be­

vægelser og Dans. Jeg satte hende op baade i Operette og Revu. Og saa prøvede jeg at lade hende spille forskellige Taleroller, bl. a. Agnete i Elverhøj. Og til sidst Margarethe i Faust.

Jeg arbejdede intenst med hende i den Rolle, som jeg selv, da jeg var ung, havde spillet til Afgangseksamen paa Det kgl. Teaters Elevskole. Jeg huskede fra den Tid mange af Emil Poulsens Anvisninger og gav disse igen til Illona.

Hun var ikke nogen nem Elev — stemningsbevæget og 101

temperamentsfuld, som hun var. Men hun naaede det næsten fuldkomne i Vanvidsscenen enkelte Aftener.

Som Elev sledhun mig op. Jeg kunde ikke slippe hende, hun interesserede mig, oghun irriterede mig.

Jeg saa Mulighed for en stor Fremtid til hende paa et fast Teater, hvor hun under rolige Arbejdsforhold og den bedste Instruktion kunde udvikle sine særprægede Evner.

Og jeg gik tilFørsteinstruktøren ved Det kgl. Teater, Thor­

kild Roose, og fortalte ham om hende. Samt at jeg var villig til at løse hende fra Engagementet hos mig, hvis hun kunde komme ind paa Detkgl. Teater, ikke som Elev (der­

til kunde hun for meget), men som Skuespillerinde.

Roose var interesseret og henviste mig til Chefen: Pro­ fessor Einar Christiansen.

Og saa skete det mærkværdige:

At det traditionsrige Statsteater bøjede sig for mit For­

langende om, at 1) Prøven skulde finde Sted paa Scenen, 2) i illusionssvarende Interieurs, 3) i Kostumer (mine fra Tourneen), og 4) at Christen Møller, som paa Tourneen havde spillet Faust, ved Prøven spillede Scenerne med hende.

Alt blev bevilget. Tænk midt i Sæsonen! For, som Roose sagde: De borger jo med Deres Navn for dette Forsøg udenfor Reglerne.

Efter Prøven sagde Einar Christiansen til mig: Have­ scenerne kunde maaske en anden ung Skuespillerinde have gjort lige saa godt, men Vanvidsscenen gør ingen hende efter.

Og hun blev engageret som Skuespillerinde ved Det kgl.

Teater.

Solveig Odervald Lander blev som syttenaarig og nygift engageret hos mig som Danserinde i den første Sæson, jeg rejste.

Ogsaa i hende saa jeg et Talent, og jeg tilbød hende at spille Titelrollen i Et Vaisenhusbarn, som jeg vilde tage op som Landboforestilling. Hun græd og bønfaldt mig om at blive fri.

Men hendes Mand og jeg fik hende til sidst overtalt. Og

hun blev aldeles udmærket i Rollen, hvortil hendes barn­

lige Ydre passede fortræffeligt.

Naar jeg har nævnt disse unge Kvinder, er det, fordi de er begyndt hos mig, og alle er naaet vidt. Men der er jo mange andre talentfulde, baade Mænd og Kvinder, som jeg har haft Glæde af at hjælpe.

Da jeg var i Audiens hos Kongen for at takke for Ingenio et ArZZ-Medaillen, sagde Hans Majestæt:

— Den har De faaet ikke alene for Deres personlige For­

tjenester, men ogsaa fordi De er saa udmærket en Vej­

leder for de Unge.

103