Hyrdinderne med deres smaa Bælam i første Akt i Jacques Offenbach’s Ope
rette Orfeus i ~C n der verdenen. Forestillingen gav paa min Tourné stort Overskud.
sættelse, som viste sig at være meget nær Reinhardts, saa nær, at man troede, jeg ulovligt havde benyttet Svend Gades Iscenesættelse (frit efter Reinhardt) paa Det kgl.
Teater, og derved fik en lang, kedelig Historie med Svend Gade, Sagfører og det hele paa Halsen. Det morsomme ved Historien var, at da jeg laante Helsengrecns Dekora
tioner, som fra hans Opførelser stod paa Odense Teater, var disse i formindsket Udgave meget lig Det kgl. Teaters, og jeg gik sejrrig ud af denne lille Kamp.
Paa den Tourné tjente jeg ikke saa lidt, og jeg øste ud med begge Hænder til mine Kreditorer. Jeg husker, at jeg under Orfeustourneen sendte 1000 Kr. til min Bog trykker, Christensen, den elskelige Mand, der aldrig med eet Ord spurgte, om han snart fik noget Afdrag paa den store Gæld, jeg efterhaanden var kommet i til ham. Og som Svar paa mine 1000 Kr. fik jeg et Brev: — Hvad er der i Vejen, vil De ikke handle hos mig mere?
Jo, med den Tourné fik jeg lidt rablet af mig, og saa tjente jeg jo ogsaa mange Penge paa Kaj Munks Ordet, og senere, gennem mit nære Venskab med ham, fik jeg Lov at spille mange af hans Stykker, som alle gav stort Overskud. Men jeg mærkede aldrig, at jeg havde Penge.
De forsvandt øjeblikkelig til mine Kreditorer.
Saa var det i 1916, at Operetten Flagermusen skulde op paa Casino. Direktionen: Holger Rasmussen og Hilmar Clausen, havde engageret den fra Berlin anerkendte Kapel mester Oscar Fried, som forlangte en Sangerinde afFormat til Rosalindes Rolle og et Orkester paa 45 Mand (detstørste Orkester, der nogensinde har spillet paa et privat Teater), og da de ikke kunde finde en anden til Rollen, kom de til mig og tilbød mig et Gæstespil. Det var et fristende Tilbud igen at staa paa den Scene, hvor jeg havde fejret saa mange Triumfer, men skulde jeg tilbage, skulde det være med Maner. Jeg var jo ikke ung mere. Og det Mindre værdskompleks, som havde forbitret saa mange af mine Ungdomsaar, meldte sig paany. Holger Rasmussen gav imidlertid ikke op med sine Overtalelser, og da jeg insi
sterede paa, at Oscar Fried, som ikke kendte mig, først
Første Akt af Offenbach’s Operette Orfeus i Under verdenen paa min Tourné. Fra Venstre: Poul Jensen, Weinreich, Inga Løf- gren og Karen Marie Nielsen. Jeg brugte Albert Helsengreen’s Iscenesættelse, som viste sig at være meget nær Max Reinhardt’s.
skulde høre mig synge, blev en Prøve arrangeret og „Ele ven", den forhenværende Primadonna, sang flov og rødmen
de nogle Strofer, som Fried straks afbrød med: Det er nok.
Han sagde derefter, at jeg kunde og skulde, og at han tog Ansvaret.
— Jamen, jeg har ikke det høje D mere. (I Rosalindes store Arie i anden Akt forekommer D’et).
— Det faar De af mig, sagde Fried.
Og minsandten — han fik Ret. Aldrig har jeg troet, at en Kapelmester kunde ildne Een op, saa man i den Grad ydede over sit vderste! Jeg var jo ikke forvænt med mine tidligere Kapelmestres Temperamenter (Hr. Hemme!) Det var jo mig, der altid maatte ildne dem op.
Der kunde være Aftener, hvor jeg var fysisk træt og uoplagt — det mærkede Fried straks — og saa blev det en Kamp mellem os to: Han ligefrem hvæsede op mod mig, laa helt over mod Sufflørkassen og pacede Tempoet op, til jeg blev lige saa rasende som han. Og denne Tempe ramentsduel tog Vejret ikke alene fra mig, men ogsaa fra Tilskuerne, og til Slut trumfede jeg det høje I) ud lige ned i Næsen paa ham.
Efter Akten paa en saadanAften stak han gerne sitHoved ind i min Garderobe, medens han flaaede sin drivvaade Flip af sig og sagde hoverende: He’e! Og jeg svarede gal hovedet: Is’ch! Men for Resten var jeg meget gode Venner baademed ham og hans bedaarende russiskeVeninde, Dan
serinden Madame Corty. Rosalindes Rolle havde jeg før spillet paa Casino under Frits Petersens Direktorat—i min bedsteTid—men den største Succes havde jegalligevel som halvgammel i 1916. Selv om jeg havde „sat alle Sejl til"
ogsaa kostumemæssigt set, (jeg havde faaet det Indfald, at mit „store" Kostume i 2den Akt skulde være halvt sort, halvthvidt, lige fra en sort og en hvid Sko til en sort og en hvid Esprit i min Paryk), saa havde Fried den største Ære af min Succes. Den før omtalte Czardas er vel nok det mest fordringsfulde Sangnummer, der eksisterer i en Operette. Det blev ikke sunget ved Det kgl. Teaters Op førelse af Operetten.
At Flagermusen under Frieds ildfulde Ledelse var en Succes af Format, kan bedst bevises ved, at vi til Politikens Julekoncert blev anmodet om at synge Terzetten fra tredie Akt. Hildebrandt og jeg var lidt betænkelige ved paa den snævre Plads paa en Koncerttribune at skulle udføre dette løsslupne Nummer, hvor vi paa Scenen plejede at flyve efter hinanden mellem Borde og Stole, men vi blev over talt til at vove det. Inden vi gik ind, sagde jeg til Hilde brandt:
— Du, vi sætter Tempoet en Tand i Vejret. Følg mig bare, saa skal du se.
Og med vore store Stemmer — i et forrygende Tempo — fik vi ogsaa dér en dundrende Succes.
En Gang til senere hen kaldte Politikens Julekoncert paa mig. Denne Gang gjaldt det Cancan’en i sidste Akt af Orfeus i Underverdenen. Det var atter det forrygende Tempo, man havde lagt Mærke til. Jeg selv medvirkede jo ikke, men mine unge, meget unge, Damer var saa dyg tige og glade, at de havde taget Provinsen med Storm.
Blandt alle de søde Piger var ogsaa Lis Løwert, der senere kom paa Det kgl. Teaters Elevskole, og som nylig spillede Niiouche paa Bellahøj.
Jeg delte mine Pigers Benovelse ved at skulle optræde ved den fine Koncert, hvor ogsaa den kongelige Ballet assisterede, men hvem kan staa for Ungdom og Livsglæde?
Pigerne gjorde i alt Fald stormende Lykke.
57