THOR OG LOKE

Hos Esterne er der bevaret, helt ned mod vore dage, mytiske fortællinger hvori folkets gamle forkristne myteskikkelser spiller hovedrollen. En af dem er fortællingen om tordenguden, der mi-stede sin sækkepibe og vandt den igen1.

Tordensonnen var kommen i djævlens magt2, og for at købe sig fri lovede han at hjælpe djævlen med at få fat på den sække-pibe hvormed gamlefar plejede at frembringe tordenen. En aften, da gamlefar var falden i dyb sovn efter et vældigt uvejr, steg de sammen op på et hojt bjærg, og djævlen løftede ham på sine skuldre og strakte sin krop længer og længer, så han kunde kigge over skyerne ind i himlen. Dær lå gamlefar i dyb sovn, men med hojre hånd over sækkepiben, så ingen kunde få fat i den. Da listede tordensonnen sig hen til den gamle og satte et lille dyr ved hans næse så at den kløede, og gamlefar tog sig med hånden op til næsen. I samme ojeblik snappede han tordentingesten bort, og gav den til djævlen, der styrtede af sted med den ned i helvede

1 Jlyten foreligger i to tekster: Jannsen, Marchen und sagen des estnischen volkes, II (1888) nr. 4; I (1881) nr. 10. 2 Dette udmales i kristen stil: djævlen havde lovet at tjæne ham i syv år imod at få hans sjæl efter udløbet af denne tid.

TORDENfUTDEN Ofi HANS DRENO 141 og gemte den i et jærnkammer med syv slåer for. Men nu var der ingen torden mere i himlen, og derfor kom der ingen regn, alt på jorden torrede bort i det stadige solskin. Det havde torden-sonnen ikke tænkt sig, og han drog til en finsk troldmand for at sporge om råd. Troldmanden sagde, at han måtte fortælle gamle-far hvor tordentingesten var skjult, gamlegamle-far vilde da nok selv hitte udvej til at få den igen. Og så sendte troldmanden „ørnen fra norden" med den besked til gamlefar. Tordenguden skabte sig da til en dreng, gik til en fisker og tog tjæneste hos ham; han vidste at djævlen ofte kom til den sø og stjal fisk. Flere gange fandt de nettet tomt, når de kom efter fangst; men en nat da de roede ud, så de djævlen sidde i nettet og pille fiskene ud. De tryllede ham fast i nettet, så at han ikke kunde komme løs; dernæst slæbte de nettet til land og pryglede ham igennem indtil han lovede en stor løbesum. Så fulgte de med djævlen ned til helvede, han beværtede dem på det prægtigste og viste dem alle sine skatte. Piker (torden-guden) sagde sagte til fiskeren: „Du skal også bede at se hans sækkepibe, som ligger inde i jærnkamret bag syv slåer." Og da de havde drukket godt, bad fiskeren om også at se hans sækkepibe.

Sækkepiben blev båret ind; djævlen prøvede at spille på den, men det lød ikke smukkere end om man trækker en gris i halen. „Da kan min dreng gore det bedre," sagde fiskeren. Piker tog piben, og straks da han satte læberne til mundstykket, blæste han så helvedes mure rystede og alle djævle styrtede om som døde. I stedet for drengen stod der selve gamlefar, og takkede fiskeren for hans hjælp. Så gav han sig på vej hjemefter; undervejs satte han sig på en sten og blæste i sækkepiben, så regnportene lukkedes op og jorden blev dyndvåd. Men tordensflnnen ham tog gamlefader med som sin tjæner, og han skal være hos ham endnu.

Der haves en anden kortere form af samme myte, hvor ind-ledningen med „tordensonnen" slet ikke findes. Den gamle Ty hi ligger stadig på lur for at rane Piknes sækkepibe, og da han en gang, træt af stadig at være på vagt, har lagt sig til at sove og har glemt at putte sækkepiben under hovedet, listede Tyhi sig på tæerne hen og snappede den fra ham. Pikne vågnede og kunde nok vide, hvem der havde stjålet den. Tyhi vidste nu, at Pikne vilde søge at ramme ham, og han skjulte sig da på bunden af vandet. Men Pikne fandt på list, han skabte sig i skikkelse af en dreng, og gik hos fiskerne og tilbød sin tjæneste, og kom også i

142 AXEL OLRIK

tjæneste hos en af dem. Nu skulde den gamle Tyhi gore sin sons bryllup, og en dag på søen så drengen ham stjæle fiskene ud af fiskerens net, i det samme sagde han det til fiskeren, og fiskeren tryllede ham fast, og næste dag bankede de ham igennem på stran-den. Endelig slap han fri og bød til gengæld fiskeren og hans dreng til sonnens bryllup. På drengens opfordring bad fiskeren om at se hans sækkepibe, der lå gemt under syv slåer; da ingen andre kunde blæse den, fik drengen den at prøve og blæste så alle troldene styrtede til jorden. Så gav han sig på hjemvejen, satte sig undervejs på en sten og blæste så regnen atter faldt efter syv måneders torke¹.

Som estnisk myte er denne fortælling i dens forskellige former godt nok i orden. Guddommene er nær naturbundne, og der er den dertil svarende korte afstand mellem himmel, jord og under-jord, som endnu er så fremtrædende i dette folks overleveringer.

Meget mærkeligere er den vidtgående lighed med nordiske myter. Hovedhandlingen svarer til Thrymskvadet: gudens torden-våben bliver stjålet fra ham mens han sover, men i forklædning drager han ned i troldeboligen til bryllup, får våbnet givet i sine hænder af de intetanende trolde og fælder så hele flokken dermed, inden han vender hjem til gudeboligen med den genvundne skat.

Den indskudte fortælling svarer til Hymeskvadet: tordenguden om-skabt til dreng vandrer til fiskeren, får lov at ro ud med og fanger trolden i sit næt (ligesom Thor Midgårdsormen på sin snore), og lader utysket mærke de hårde hug.

Mest overraskende er det vel dog, hvor noje „tordensonnen"

(i den forste fortælling) svarer til Loke. At han løskøber sig selv fra trolden imod at hjælpe med tyveriet fra guderne, svarer til myten om Iduns rov. At han får den sovende til at vende sig og slippe skatten ved hjælp af et loppestik, genfindes i myten om Lokes ran af Brisingemen. At han optræder som Thors ledsager og tjæner, svarer til hans rolle i Thrymskvadet o. fl. st.

Nu opstår det sporsmål: hvorledes forklares denne mærkelige række af ligheder? At menneskeånden altid ligner sig selv og gang på gang skaber det samme uden at vide af det, vil ikke slå til som forklaring. Ligheden er så gennemgående, fortællingen i

est-1 Til slutning lovede Pikne fiskeren, der hed Lijon, at han altid vilde opfylde hans bonner, og derfor er endnu Lijon mellemmand mellem guder og jætter.

TORDENfil'DEN Ofi HANS DRENG 143 nisk er alene bygget op af motiver der genfindes i nordisk; ud over det findes intet. Hvilket underligt tilfælde skulde der ikke til, for at. en sådan digtning af sig selv skulde vælge denne kres af motiver og ellers intet af dem der svømmer på folkedigtningens uhyre hav? Der må være en bestemt forbindelse.

Et slægtskab imellem dem vil sandsynligvis sige, at den ene form ligger nærmest ved mytens grundform, den anden er mere afledt.

Det vil være vanskeligt eller snarere umuligt, at opfatte den estniske som afledt af nordisk. Der mangler netop alle de træk som mest umiddelbart må fæste sig i dens erindring, der hører myten, sådanne optrin som at Thor har Midgårdsormen på sin fiskekrog og giver den hammerhug, eller at Thor bliver klædt ud som brud. At man skulde være i stand til at pille alle de for-skellige Loke-træk ud af de mange myter og forene dem til en helhed, er også hojst usandsynligt. Og hele denne opfattelse, at tordenguden væsenlig sejrer ved sin snedighed, er så afvigende fra den nordiske Thors-type, at den umulig kan forklares som af-ledt af den.

Den estniske myte står derimod over hele linjen på et trin, der selv røber sig som oprindeligt. Dens tordentingest er virkelig-den genstand, hvormed torvirkelig-den og regn frembringes. Mytens for-skellige optrin er byggede over enkle motiver — tordenguden som fiskerdreng, tordenguden forklædt ved troldegildet, osv. — der kan foreligge stærkere udviklede og individualiserede i den rigere nor-diske myteverden.

Hertil kommer endnu et hensyn. I de nordiske Thorsmyter er — som jeg tidligere har fremhævet — gudens styrke nu mest fremtrædende; men til hver af hans bedrifter knytter sig dog træk af snedighed, som ikke helt har kunnet fjærnes, men som i den foreliggende skikkelse interesserer mytefortællingen mindre. Thors kamp med Midgårdsormen står i alle de foreliggende kilder som den store styrkeprøve, men tillige findes snedighedsmotivet, at Thor forklædt som en ung dreng kan nærme sig til den og få den på sin krog. Thors hammerhentning er også i forste række en snedig streg; mytefortællingen kan kun holde Thors-karakteren ved at lægge snedigheden over på andre (Heimdal, Loke). I begge til-fælde har vi den simpelt-byggede grundform i den estniske myte, og den nordiske mere omfattende fremstilling indeholder bl. a. lævn af disse ældre motiver.

144 AXEL OLRIK

Denne sætning gælder jo for øvrigt også de andre Thorsmyter.

Hrungne-kampen indeholder lævn af jættens overlistelse, og myte-teksterne tumler på mærkelige måder med den for at komme uden om den .kendsgerning at Thors sejr i tvekampen skyldes en list.

Selv en myte som den i Hymeskvadet, om Thor der vinder kedlen ved at knuse jættens bæger, har en grundmodsætning mellem gudens smile og troldens tankeløse styrke.

Rene myter om tordengudens list har vi derimod ikke uden i Alvissmål (der med sit læredigts-præg står alene) og så udenfor eddadigtningen i den smålandske myte. Men også dette vidner om, at der er en art af Thors-myter der er skudt til side af edda-kvadenes gudefortællere, — men som nu viser sig at hænge sam-men med mytetyper andensteds i Europa.

Som det forholder sig med Thorsmyterne, er det også med Loke. Her i den estniske myte møder vi Loke-skikkelsen, men på et ganske andet og ældre trin af udvikling, end i Eddamytologien der sætter hans jættebyrd og ondskab på spidsen. Han er ganske let forståelig, han er den svage unge gudeledsager, hvis uoverlagte måde selv at slippe ud af forlegenheden står i modsætning til stor-gudens videre kløgt. Vi står der overfor en sikkert ganske pri-mitiv myte-type. Således kommer jo altid „Sankt Per" galt af sted, og „Vorherre" må bringe det i lave.

Både tordengubben med sin kløgt og tordensonnen med sin ubesindighed, er da ældre former af de gudeskikkelser, der mere udviklede foreligger os som Thor og Loke. Denne sidste iagttagelse er af ikke mindre interesse end den forste. Ti er der nogen skik-kelse, der har voldt forskernes vanskelighed, er det Loke. Man har søgt hans oprindelse i naturfænomener, i kultus, i teologiske grundbegreber og måske i mere endnu. Kun den vej er man ikke gået, at søge oprindelsen til denne myteskikkelse (ti kun gennem myter kender vi ham) slet og ret ad mytisk vej. Den forste vej til at løse hans gåde bor være at følge myteelementernes historie.

Det løser ikke alle hans gåder, men det fører et overraskende stort stykke frem ad vejen. Thors og Lokes fælles sagnkres bliver klar ved at han fra forst af er „tordensonnen", „Thors tjæner" eller hvad vi nu vil kalde den yngre og svagere ledsager for torden-guden. Hvorledes han har fået alle den nuværende Lokes træk véd vi ikke; men det er forståeligt, at alt som gudeskikkelserne hævedes i magt. og i særpræg, og alt som jættekampen opfattedes

TOHDENfiUDEN OG HAMS DRENG 145 dybere og alvorligere, at han da så at sige blev agterud, og hans tvetydige væsen opfattedes som jættebyrd.

Endnu står et sporsmål tilbage at besvare. Den estniske myte har vi hidtil betragtet blot som nordeuropæisk myte i alminde-lighed. Men hvorledes kommer det, at en finsk folkestamme skal sidde inde med urformen af en arisk, nærmere set en gotisk folke-stammes myte. Der kan næppe være tvivl om det. Disse vestligste udløbere af den finske folkeæt er meget tidlig komne under arisk kultur. I ganske særlig grad gælder det Esterne, der har arvet land og navn fra en arisk, littauisk folkestamme, Æstierne, og som har optaget store mængder af lånord fra littauisk og fra gotisk. Også disse myter om tordenguden må være sådanne lån.

Fra hvilken arisk stamme de er optagne, kan vi ikke afgore med nogen sikkerhed. Samstemningen med den senere Eddamytologi, og den gotiske stammes storre hang til mytedigtning, fremfor Littauerne, endelig også ulighed med den naturbundne littauiske tordenledsager (Varpulis), — alt det gor det sandsynligere, at det er folk af gotisk æt, der har siddet inde med mytekresen om tordengubben og tordensonnen.

"Loke" eller „tordensonnen" har i denne kres af myter en lig-nende rolle som Thjalfe har i andre myter: at være tordengudens ungdommelige ledsager og tjæner. De to skikkelser er dubletter til hinanden og kan ikke tænkes udviklede på samme egn. For Thjalfe var Sverig det land hvor skikkelsen optrådte fyldigst og dog i pri-mitive former. For „tordensonnen" findes den mest oprindelige form i egne øst for Østersøen; snarest således at den estniske over-levering repræsenterer et tidligt lån fra de østligste gotiske folk.

Thjalfe-skikkelsen frembyder for så vidt den stårste interesse, som den viser mytedannelsen i sin spædeste vækst. Dens grund-motiv (i Hrungne- og i Løftesten-myten) er blot den forudilende tjæner for tordenguden. Vi ser dens forskellige episke muligheder

udfolde sig: den svage skikkelse der må have den stærke guds hjælp (Porsdr. og Hårb.), eller den snedige tjæner, der kan udfylde Thors styrke (Hrungne-myten hos Snorre). Det interessante er at disse nye skud ikke optræder som færdige myter, men som den enkelte fortællers indfald.

Den anden type har allerede som „tordensonnen" en rigere episk udformning (og får det endnu langt stærkere som „Loke").

Man vil lægge mærke til, hvorledes den hele mytekres er bygget

Danske S t u d i e r 190T> 1 0

146 AXEL OLKIK : TOFIDKNGUDEN OG HANS DRENG

over modsætningen mellem den stærke gud og svagere ledsager, den unge gud der går på egen hånd og kommer i farer som den ældre må klare; og at denne modsætning mellem styrke og liden-hed behersker hele udviklingen, lige til den nordiske vikingetid har rendyrket styrken i Thor og tildelt Loke alle modsatte egenskaber.

Modsætnings-loven er den simpleste og vistnok allermægtigste af de regler der gælder indenfor folkedigtningen. Og den enkelthed, hvor-med den holdes fast og føres igennem i hele kresen af myter vidner om, at mytestoffet — hvilke træk af naturopfattelse eller gudsdyrkelse der kan være indkomne i det — forst og fremmest beherskes og formes af episke hensyn. Derfor vil enhver opfattelse, der ikke opfatter myteoverleveringen efter sin indre bygning, men blot efter udefra hentede teorier, på forhånd stemple sig som mangelfuld; ti her er det eneste punkt, hvor vi kan opfatte stoffet efter sit eget væsen.

Dette mytens indre væsen er det, der viser Thjalfe, torden-sonnen og (gudeæventyrenes) Loke som forskellige udviklingstrin af samme skikkelse.

v