J. A. Friis fortæller i sin „Lappisk Mythologi", at „som en Levning af Soldyrkelsen finder man endnu en og anden overtroisk Skik blandt Befolkningen, f. Ex. at kline Smør paa Væggen, saa-ledes at Solen kan smelte det, naar den igjen om Vinteren* kom-mer tilsyne." Det synes, at han med denne Setning tager Sigte paa Lapperne, der er kendte som nidkære Soltilbedere.
Selvsamme Skik finder man ogsaa i mange norske Bygder.
Fra Valdres fortæller saaledes Hallv. A. Bergh (Nye Folke-eventyr S. 75) at „det for ikke ret længe siden var Skik at give Solen Smør. Naar Husene laa saa dybt nede i Dalen, at Solen var borte endel af Vinteren, lagde Husmoderen et Smørgran paa det Sted i Stuen, som Solen om Vaaren først skinnede paa. Dette skulde da opfattes som en taus Bon om at den dog tidt og ofte maatte sende sine varmende Straaler didhen." Fra Vikøyr i Har-danger er mig meddelt, at man sætter en Ske med Smør i Vin-duet, hvor Solen først kommer efter Solhverv. I Sætesdalen sæt-tes Smørret paa Stuetaget.
J. Storaker beretter følgende1: „Fra et enkelt Sted i Mandals Fogderi er mig fortalt, at man i gamle Dage brugte ,at ofre til Solen'. Naar den kom saa høit paa Himmelen, at den kunde skinne ned igjennem Ljoren i Ildhusets Tag, gik En op paa Taget og lagde endel Smør for den, saa dette kunde smeltes af dens Straaler.
Paa Gaarden Egeland i Vennesland, hvor Solen ikke skinner endel af Vinteren, da en Aas stænger Adgangen mod Øst og Syd, blev der gjort en Ring af Smør i Ljorehullet, naar Solen første Gang naaede Huset. Man kaldte det ,at give Solen Smør'."
1 Efterladte Samlinger vedkommende Folketroen. Manuskript tilhørende Universitetsbibliotheket i Kristiania.
8"
116 IVAK MORTENSSON
Fra et Par Steder i Sundalen er ogsaa meddelt, „at det til-dels endnu er Skik, at naar Solen begynder at skinne om Vaaren første Gang, efterat den har været borte om Vinteren, at give den Smør. Man lægger lidt helst i Vinduet eller ogsaa stundom paa en Væg udenfor Stuen mod Syd, saa Solen kan skinne derpaa, naar den kommer op over Synskredsen. Naar man gjør dette, vil der blive meget Solskin om Sommeren. Dette udtrykkes ogsaa saa, at Solen skal se paa En med et behageligt Øie."
Ogsaa fra Guldbrandsdalen har man meddelt, og det synes antydet, at den gamle Skik enkeltsteds tør blive iagttaget endnu,
„at første Gang Solen kommer tilbage og skinner ind i Stuen, kliner man lidt Smør paa det Sted, hvor den skinner, og saa faar den god Lyst til at skinne hele Sommeren."
Fra Søndmøre fortælles ogsaa, at naar Solen første Gang viser sig, efter at den en Tid ikke er gaaet op over Synskredsen, skal man give den lidt Smør. Det lægges lidt i Vindueskarmen, eller man klæber det til en Rude, saa at det kan smelte i Solen."
I Nordre Østerdalen, nærværende Meddelers Hjemsted, har det ogsaa været gammel Skik at fæste en Smule Smør paa det Sted paa Væggen, hvor Solen først skinner efter Vinter-solhverv.
Det er dog ikke mange, som kjender til dette nu. Jeg maa dog bekjende, at mig selv sidder gammel Vane saa fast i Blodet, at jeg intet Aar undlader at følge nedarvet Sæd.
Ifjor spurgte jeg en ung Pige her fra Dalen, som kjendte Skikken, om hun havde hørt, hvorfor man skulde bære sig saa-ledes ad. Hun svarede, at hun havde hørt al naar man gjør saaledes, „skal man faa godt Aar."
Man kommer til at tænke paa, hvad det hed om Midvinters-blotet i gamle Dage, at det blev holdt „til groOrar", for at det skulde vokse godt Sommeren efter. Og denne Vinterfest (jol) blev holdt paa samme Tid (9—16de Januar), hvor man nu almindelig-vis giver Solen oven omtalte Smøroffer, omtrent samme Tid, hvor Tyvende-dagen falder, som endnu er halv Helligdag i norske Bygder.
J. Storaker beretter videre: „Nær Gaarden Kvarenæs i Randø-sund Sogn ved Kristiansand er et Fjeld som man kalder Kvaren.
Det rager forholdsvis høit op; man kan derfra se, naar Solen stiger op af Havet. Her findes en hol Hoben Stene, alle næsten runde og omtrent af ens Størrelse. I Bygden gaar det Sagn, at
SOI.DVUKEI.SE I NOHCE 117 Fædrene her tilbade Solen og ofrede til den, naar den stod op i sin Glands. Sagnet tillægger, at de, som vilde ofre til den, altid bare en Sten med sig og lagde den i Stenhoben. Noget nærmere herom ved man ikke at fortælle."
„Det sees at have været en almindelig Skik, og Beretningerne stemme ogsaa alle deri overens, at det ,ai ofre til Solen',, som den fra et enkelt Sted udtrykkelig kaldes, foretages ved Solens Til-bagevenden, efterat den ikke har været seet i endel af den mør-keste Vinter.
Til festlige Skikke og Sædvaner er det ellers almindeligt i Folketroen, at Ting, som da ske. varsle kommende Begivenheder, og vil man udfritte, hvad ens Vilkaar senere skal blive, saa er netop en saadan Tid dertil beleilig. I denne Henseende staar den her omtalte vistnok næsten glemte Skik heller ikke som Und-tagelse. Fra Salten er det mig nemlig mundtligt meddelt, at man har brugt at gaa op paa en eller anden nærliggende høi Hei for at se Solen, naar deri ved sin Tilbagevenden er kom-men saa høit over Synskredsen, at den kan sees. Man har da havt med sig en Salmebog; denne har man slaaet op uden at se i den, og den Salmes Indhold, som da falder op, varsler, hvad man kan vente sig. Træffer man saaledes en ,Dødssalme\ er man feig"1,
I Anledning af denne Bereltelse minder Storaker om Prokops Fortælling om Thuliterne, at efter deres 35 Dage lange Vinternat klatrer de op paa Bjergene og speider efter den sig nærmende Sol og feirer da deres største Fest.
Fra Nordland meddeles mig mundtlig følgende af indfødte:
Den Dag da man først faar Solen at se efter Nytaar (naar „Sol-øiet er fuldt"), er det Skik at drikke et Glas Vin. I Harstad skal man før i Tiden ogsaa have brugt at kaste noget af Vinen ud i Vind og Veir. Samme Dag bruger man at holde en Salme-bog bag Ryggen og slaa op Bogen. Den Salme man da kommer til at se, tager man Varsel af. Skolerne har fri eller halvfri.
1 Jf. hermed II. J. Willes Optegnelser fra Thelemarken (Hist. Tidsskr. 1881) S. 186: »Julenyet, som blev tændt efter Juledagen, var det mærkværdigste i hele Asirct; om Aftenen gik man da ud med en Psalmebog, saa paa Lyset og da greb i Psalinobogen, som man holdt bag paa Ryggen; traf man da paa en Ligpsalme, da skulde man dø det Aar, traf man paa en Brudepsalme, skulde man giftes."
118 AXEL OLRIK
Enkelte Steder (Hammerø) pleier man ogsaa, naar Himmelen er klar paa den Dag da Solen kan ventes, at gaa i Flok og Følge op i Fjeldet. Naar saa Solen kommer til Syne, hilser man den med Jubel.