MARIUS KRISTENSEN
S
om jeg allerede en gang tidligere her i tidsskriftet (1904, 125) har gjort opmærksom på, er der lo jyske mål, som har bevaret spor af konsbojning i tillægsmåderne, og da sagen vel iortjænte grundigt at un-dersøges, var jeg allerede den gang bestemt på at søge nærmere udred-ning af de pågældende forhold i samsisk. Da mine egne optegnelser var ret tilfældige, og jeg desuden ikke fuldtud turde stole på en „udlændings"opfattelse, måtte jeg først se at få oplysningerne udlyldle og bekræftede, og jeg var så heldig hertil at få en både kyndig og velvillig hjælper i realskolelærer Didrik Didriksen. Stoffet kan vel på ingen måde siges at være enten udtomt eller engang aldeles utvivlsomt på ethvert punkt, men det er tilstrækkelig stort og sikkert til at kunne afgore hovedspørgsmålene.
Der er imidlertid grund til at tage også tillægsordenes konsbojning med ind under behandlingen, da som bekendt jysk i det hele og store mangler intetkonsformer i tillægsordene. Kun i vendelbomål og sønderjysk er der noget rigeligere brug af intetkonslormer, for det øvrige Jylland kan man omtrent fræmstille forholdet på følgende måde.
Af ordet g o d bruges undertiden intetkonsformen g o d t [gat] også foran navneord, som 'et godt hus', 'et godt solle skrog' o. lign., i den del af Jylland, som i det hele taget har iutetkons-navneord. I det øvrige Jylland hedder det naturligvis 'en god hus'. I hele Jylland bruges enkelte tillægsord som neutrale navneord: 'han gor ikke meget godt', 'det gor ondt'; og .ligeledes på grænsen af adverbiel stilling: 'lian har det godt, ondt, hårdt', 'han taler liojt', 'han spænder vidt', 'de måtte tage det tyndt', 'vi gik langt", i nogle egne: 'det var da grimt', 'han kommer snart', 'det er lyst' o. lign. Men allerede ved de sidst nævnte eksempler vil der være vaklen mellem fælleskons- og inletkonslorm, og f. eks. i Århus-egnen vil man nok sige 'det er lyst' i betydningen 'det er klar dag', og 'det er gråt' d. v. s. 'det er gråvejr', 'det kan se gråt og blive godt', 'det var pænt (kont) gjort af ham', men 'et pæn (kon) hus', 'huset er pæn (kon)', ligesom også 'tojet er lys'. Så snart vi kommer uden for nogle få faste forbindelser, vil hele det store østjyske område, undt. det nordligste og det sydligste, sige 'tojet er lys, mork', 'huset er rød, hvid, grå', 'stykket
122 MARIUS KRISTENSEN
er ikke så farlig stor, lang', 'lammet er to måneder gammel', 'vejret er mild, grim', 'huset er fuld af folk', 'hullet er dyb', skont de samme egne har 'de har fuldt op af alt', 'de gravede dybt', 'han kan ikke se forskel på stort og småt' osv. Når vi ser bort fra det ene ord g o d , kan vi udtrykke det sådan, at jo mere udpræget tillægsordet står i adjektivisk stilling, des mindre er det modtageligt for konsbojning. Som a t t r i b u t er det aldeles ubojeligt, som p r æ d i k a t s n o m e n vaklende, og jo mere det nærmer sig til a d v e r b i e l eller s u b s t a n t i v i s k brug, des mere til-bojeligt er det til at få t lagt til. Da grænsen mellem disse områder er noget usikker, kan vi i en egn finde -i, hvor en anden egn ikke har det, ja der kan være forskel i sprogbrugen hos forskellige personer i samme by.
Enkelte ord, som g r o v , s t r æ n g , d y r , s a n d (alle uden stød!) har al-drig -t, skont de i alm. dansk er enstavelsesord, ligesom alle flerstavelses-iillægsord er ubojelige.
Vensysselsk har særlig den afvigelse fra det øvrige østjysk, al præ-dikativt tillægsord regelret har -t, når det hører til et intetkons-navneord;
attribut er ligesom ellers ubojet, undt. g o d t . Østslesvigsk afviger endnu mere, idet intetkonsform på -t dær er normal også attributivt, som 'et stort hus', 'et gammelt sted', 'et hvidt lam'. Både Vensyssel og Sønder-jylland mangler dog konsbojning i fortids tillægsmåde, når undtages hjornet
ved Husum, hvor Thorsen har påvist spor af konsbojning (Forh. vid VI nord. filologmotet, s. 183).
Samsø har et mål, som i visse henseender indtager et mellemstand-punkt mellem de omliggende landsdeles. Som øerne og Djursland har det bevaret de tre gamle kon, og i behandlingen af skriftsprogets nd nærmer det sig stærkt til fynsk og hadsherredsk. I anvendelsen af stødet er det rent sællandsk. Ellers er det et udpræget jysk mål, men det har bevaret mere af adjektivisk konsbojning end noget andet norrejysk mål, så vidt mig bekendt. Muligvis findes lignende forhold på Anholt, men jeg har ikke haft mulighed for at få besked derom.
Naturligvis har samsisk det fælles-østjyske got både i den ene og den anden forbindelse', sål. 'han giver å got bå' (0, et godt bud), å got bå'dn (barn); ligeledes findes intetkonsformer i lignende stillinger som ellers i østjysk: de æ law'nt å go!, de æ wænmt, de bwu wuht po' o ('det bærer vådt på det', o: det småregner, B), de æ liwsd khgan o'at (IV).
Men desuden har samsisk i reglen -t i intetkon i prædikativ stilling, som de sdæj æ smogt, tøæ!j æ tahnt (0, IV), gl'o (el'o X) æ suhytt (0, SI), hwso æ bmihut, bivoitd æ ne'ml (S), guesd æ gacehnt (IV, græsset er gront), sddftjidd æ måb gnohit (Sydsams), IVSRO æ fnit (ordet er frit). Som eksempler på fælleskonsform kan mærkes mv&lkm æ SWZK (mælken, 0), ftOw'i (rugen) æ gitæhn (SI), sdOwsn æ law', ^agatfi æ fniq.
Ord som s t r æ n g (sml. ovenfor), s æ r ( ? ) , d å r l i g har ingen intet-konsform ps -t.
I ordet s t o r er intetkonsform kun fundet i denne art forbindelser;
1 I det følgende betegner 0 Ørby, Br Bruudby, K Koldby, P Pillemark (til-sammen Sønderlandet), B Besser, Øs Østerby, T Taftebjrerg (Nordlandet), N Nordby;
hvor intet sted er tilføjet, er formen alin. sydsamsisk.
ADJEKTIVISKE INTKTKONSFORMER I SAMSISK 1 2 3
det hedder å sdow'a sdega lt:æ! (0), å sdu'a sdek (31, et stort stykke), men de sdege i-næ æ sdow'a-Rt (0), de sdek ce sdwsftt (31); dog mener jeg fra T at have å sdow'sKt sqjoirn (ef stort skår med kniv), og også D.
Didriksen mener at have hørt formen sdow'ant fra Ws, så det er muligt, at Nordlandet har spor af gammel bøjning også udenfor prædikat. I det hele synes Sydlandet al være noget nærmere alm.jysk i denne henseende, i alt fald opgiver D. D. sydlandsk å sbæd la-am, men B, T d sbwht båhn.
I de fleste andre ord har hele Samsø imidlertid også -t i attributiv stilling, som dæ æ ivant bliv'd i ham, u'ant biei/d (B, brød som har af-smag, fordi det er bagt af fordærvet rug), å u'ant dyw'd' (et ondsindet dyr), å law'nt sdegd ivæj, å blddt bnow (et blåt brev), å hwet IOwt (et hvidt loft), ngft gOV (nyt gulv), å wKet mvkast (et vredt ojekast), å døt sdæj (et 'dødt' sted, sml. senere), å ssfdøt hns'tuhi (0), å sjel'dU fer an (BI, selvdødt), u næ!mt axbcej'd, å wuht o!art (et vådt år), å xon't bwaR, å givtt sgjce'x, å klcefnt sdegd jwan, biet bxø' (0); biet hiveddbiie' (31, blødt hvedebrød), å fæalt sow'n (et fælt syn, 0) å net hu1 s (K), å not hu:s (Sydsams), å gal't bi'dn (K), å fjst fo!an (X, et fedt får).
Også i nogle ord som ikke har konsbojning i rigssproget findes kons-bojning i samsisk, som æn su'aTtt kOw' — « sivOttt fo!an: ligeså sdolpi æ næ'at — tttæ'a æ iicet.
Spor af lignende vaklen som ovenfor omtalt ved s t o r t , s p æ d t findes i d ø d , hvor Sydsams har « dyJa la'am i egentlig betydning, men å døt sdæj i overført betydning, i prædikativ stilling vist altid døt; lige-ledes altid s e l v d ø d t (se ovenfor).
Også flerstavelsesord kan have -i, som å umæjant anseqt (et vredt, egl. forvredent, ansigt), å æjant smil (et egent smil).
Ved disse bøjningsformer står samsisk sammen med ømålene og øst-slesvigsk, men ved sine ejendommelige former for fortids tillægsmåde kommer det til at stå for sig selv. Atter hor synes Sydsams at dele sig, men i dette tilfælde skal det være Nordlandet som er tilbojeligt til at opgive de fælles-jyske fælleskonsformer på -il til fordel for de særlig samsiske, som efter tabet af det udlydende -t ender på -a. Eksemplerne i det følgende er dærfor klarest for Sydlandet og Nordby.
Bojningen har i samsisk ikke længere noget med konnet at gore, så vidt man kan skonne. Den retter sig, hvor forskellen er bedst be-varet, kun efter om hjælpeverbet er er (bliver?) eller h a r . Efter e r findes regelret formen på u, efter h a r den som i sin tid har haft t.
Følgende eksempler, som er 'rene', kan vise forholdet:
[ 1 ] kOw'an (fcraud) æ lov3>i ivcek (0, P).
wQyJd æ lovan ug (uf) (X).
fyj&nan æ lovm øidsdej (X).
klogm ce lovan uf (X).
i. Koen (fåret) er lobet væk.
Vandet er lobet ud.
Køerne er lobet afsted.
Klokken (ureti or lobet ud.
hqj hå lovd hi'afø dawH (0).
hOry hå lovd an mel (X).
Han har lobot hele dagen.
Han har lobet en mil.
124 MARIUS KRISTENSEN
[21 go!3Ki æ noqpn fuV (0).
[3] ttw's æ sdnoqm (SI).
[ 4 ] 1}JW3H9 Cd fKO'3S3>l (B[).
[5] haj (dæj) ce blowsn wæk (0).
smefi ce blswsn fo'flet (X).
[6] fOw'sli m flgwm.
Lidt mindre klart er forholdet i de følgende, hvor forskellige for-skydninger har gjort sig gældende; men i det hele giver de dog samme indtryk.
no ce bxeuf& sgmwz (IV).
2. Gården er foget fuld.
i*. Hesten blev truffet af lynet.
10. Jeg er bedt (indbudt).
11. Tommeret er drevet bort.
Nu er han drevet bort.
Køerne blev drevet bort.
Han blev fordrevet.
\% Jeg bar aldrig været skrevet for noget i mine dage.
Bogen er skrevet ud.
Den bog er skrevet.
Nu er brevet skrevet
Jeg har røget meget tobak.
Det har foget svært i nat.
Jeg har strøget tiijet.
Det har frusset i nat.
Plaggen har revet sig los.
Han har revet ham i armen.
Har I blindet kalven V Har du indbudt ham?
Har du drevet haui bort?
•Jeg har drevet det ud.
Jeg har skrevet det.
Jeg har skrevet brevet.
Hvor mange ark har du skrevet?
Han har skrevet et. brev.
ADJEKTIVISKE 1NTETK0NSF0FI.MER I SAMSISK 125
| 18] de sgej' ce k~K0V3n muf.
men:
karli æ Icaovs ujd sgav'9.
tvivlsomt:
haj wa fcrørø (el. kteovan) tig åw wejd.
[14] yiivsi wa sbxOqan åw wwni.
men:
loq'3 wa sb-ttOrp 'ap.
fi'sui æ sbnOtp i bøsan.
[15] tqj'i æ ttiOyan 'ug.
men:
wu'ni bio 10 tnOga ej' i toOn-sgyw'sU.
I overensstemmelse med hovedreglen er også følgende, som dog er noget usikkert for den ene forms vedkommende:
[10] huj æ koman hihm (T). hå do kOma smoit i gne!iV witaqa iva kOtmn i låj.
men:
hå do kOnidn hOmst. i gl'di mener jeg at have hørt i T; D. D. be-tvivler dog rigtigheden, og er det urigtigt, stemmer ordet med de først anførte.
Dersom ikke eksempel [9] talte imod, kunde man fristes til at tro, at -n-formen kun fandtes efter v æ r e , -t-formen efter have og blive; dær-ved vilde eks. [11] og | 1 5 ] komme til den regelrette afdeling.
Ens efter alle tre hjælpeverber er ord som fmtp, sbmiø (fundet, spundet, X): knyw'i æ fujd — haj hå fuj» i kmjw' ( 0 ) ; ligeså kos» (kyst, B), slem (slebet, Sydsams): knyw'i te slem.
Skont jeg ingenlunde regner dette for det sidste ord om denne sag
— navnlig mangler endnu redegorelse for stillingen i Djurslands-målene og på Anholt — mener jeg dog at det her tilvejebragte stof er nok til at vise, at vi har andre vestdanske mål end sydslesvigsk, som i denne henseende indtager en særstilling.
13. Det skind er skrumpet meget.
Katten er krøbet under skabet.
Hun var krobet ud af vinduel.
14. Grisen var sprunget af vognen.
Låget var sprunget af.
Fjedren er sprunget i bøssen.
15. Tanden er trukket ud.
Vognen blev trukket ind i vognskjulet
16. Han er kommen hjem. Har du kommet smor i grøden?
Vraget er kommet i land.
Har du kommet humle i øllet V