Det er et rigt materiale til soldyrkelsens historie, som forfat-ter Ivar Mortensson her har bragt frem for en stor del fra utrykte, endogså mundtlige kilder. Hvad vi lærer at kende derigennem er 1) en over så godt som hele Norge udbredt skik at ofre smor til solen, når den efter vintermorket igen viser sig på de enkelte gårde.
2) en på Helgeland (o: nord for polarkresen) eksisterende skik, at man under hojtidelige former går op på en hojde for atter at tage mod solen ved dens genkomst.
3) en mere usikker efterretning om soldyrkelse på et fjæld i det sydligste Norge.
Den forste form, g å r d o f f e r e t til s o l e n , ligger helt tydelig for os. I de trange dale har den laftstående sol i den morkeste vintertid været skjult for gårdens beboere; den forste dag den atter skinner på gården sættes der smor til den på taget, på væggen eller i vinduet, og solstrålerne slikker det op: man byder den velsete gæst et måltid, at han skal komme snart igen. Hen-sigten med offeret opgives udtrykkelig at være den at skaffe meget solskin (eller god åring). Med julefestens skikke træder det ikke i forbindelse; det fejres jo også kun på den enkelte gård, og til for-skellig tid efter som gårdene ligger til at nås af solen. Skikken kendes i en mængde norske bygder, fra Norges sydspids østover lo\} lige til Østerdalen og nordpå indtil |3øn|møre. Efter sin natur
kan den ikke have været fejret i samtlige bygder; i de mere åbne strækninger f. eks. Mjøs-sletten og Trøndelagen er solen jo synlig hele året. Mærkelig nok kender man den ikke i del nordenfjæld-ske, med mindre Friis's udtalelse skal gælde de derboende Lapper.
I det egenlige Nordland træder i dens sted en anden form: at gå til fjælds og hilse den tilbagevendende sol. Men med denne be-grænsning for de nordlige egnes vedkommende må smorofferet på gården betegnes som i hojeste grad almen-norsk.
SOLDYKKKI.SE: I XOKGK 119 Den anden form er kun nordlandsk. Den er betinget af, at solen er under synskresen en vis tid af året; altså nord for polar-kresen. Den ældste beretning skriver sig fra 6te årh. e. Kr. Pro-kop fortæller i sin Gotekrig om en folkestamme, der ved midvin-ferlid har 40 dogns nat; når de 35 dogn er gåede, sender de spejdere op på de hojesle bjærge, og når de får solen at se, giver de det til kende for de nedenfor boende; derpå begynder de, skont endnu værende i morket, at gore gæstebud for at fejre solens
gen-komst. „Dette er hos Thuleboerne den storste hQjtid."
Man opfatter ofte Prokops beretning som vidne om en al-mindelig soldyrkelse på den skandinaviske halvø. Efter sit eget indhold er den dog begrænset til en landsdel der ligger et stykke nord for polarlcresen, nemlig med en midvintersnat på 30 dogn (nede i bygden 40 dogn). Endvidere er det uvist, efter Prokops fremstilling, om det er en nordisk folkestamme, der holdt denne fest. Fra en anden samtidig kilde, Jordanes' Getica, véd vi, at
denne folkestamme med de 40 dages nat hed Adogit; „namnet år i-. r *''' ' såkerligen ej af nordisk-germansk ursprung"1 Det ligger da nær
at opfatte det som navn for en finsk stamme eller — da heller ikke finske sprogforskere hidtil har været i stand til at forklare det — et nu forsvundet ukendt folk, hvis det da ikke skyldes skrivefejl.
Det er hojst mærkeligt, at 1400 år senere dukker den samme skik — at gå til fjælds for at tage mod solen efter den lange vin-ternat — op på samme egn (i Helgeland), denne gang ojensynlig hos den norske befolkning, og med religiøse orakler knyttet til.
Skikken synes at have holdt sig gennem halvandet tusend år, og har muligvis overlevet et nationalitets-skifte; men den står io også i et særlig inderligt forhold til disse egnes særlige naturforhold.
Hos Lapper, der boede sydligere end polarkresen, fandtes en offerfest på nytårsmorgen, hvorved hver mand med kone og børn lagde en messingring i brond eller bæk som offer til solen; af ringens farve tog man siden varsler om liv og død (se ovenfor s. 41). Denne fest synes at være i slægt med de nordligere egnes solfest. For øvrigt er der jo også et vist alment slægtskab mellem den nordlandske fjældfest og den sydligere gårdfest, selv om offer-skikkene er forskellige.
Mere uklare står vi overfor den tredje form, t i l b e d e l s e og
1 Laffler, Folknamnen hos JorcJanes (Av. landsm. XIII 9) s. 4.
1 2 0 AXKL OLRIK : SOLDYRKELSE
stenoffer ved solopgang. Vi har kun den ene beretning fra det sydligste Norge, og den er med hensyn til solens betydning ikke udtommende. De øvrige træk i overleveringen synes rigtige nok: at et særlig hojt og fremtrædende fjæld betragtes som hel-ligt sted, og at der ofres ved at kaste en sten til dyngen. Om den sidste form af offer har der nylig været meddelt en række oplysninger både fra nordisk folkeskik og fra fjærne og vilde folke-slag1, og vort tidsskrift skal snart bringe yderligere meddelelser om de højtidelige former, hvorunder dette offer er bevaret ned til vore dage på flere steder i Norden. Fra Island kender man der-imod del stejle, lidt særligt formede fjæld der betragtes som hel-ligt, og som hyppig bærer en stenhob som egenligt helligsted (Helgafell, Krorsholar, Borg). Dets hellighed står formodenlig i forbindelse med, at „det rager forholdsvis hojt op, man kan der-fra se når solen stiger op af havet", og omvendt må fjældet være det forste sted som solskinnet faldt på. Endelig selve efterretnin-gen, at man gik til fjælds for at bede til solen, n å r den stod op af h a v e t , og ofrede sten til den, svarer i visse måder til den nordlandske skik, at gå til fjælds og hilse på den tilbagevendende sol. Men som beretning, der ikke er knyttet til solens årlige for-svinden, men giver en soldyrkelse i almindelighed står den for en-lig og er formet for ubestemt, til at den kan have fuld troværdig-hed. Her må ønskes nye oplysninger, om muligt fra selve stedet, og ellers sidestykker andensteds fra.
1 Dania VII 224 ff. VIII 50; Zeitschrift des vereins fur volsk. 1902, 89.
203. 319.