som redskab
I tema 2 fokuseres på, hvordan jobcentrene konkret anven-der uddannelsespålægget. Analysen belyser særligt sam-spillet mellem uddannelsespålægget og jobcentrets øvrige redskaber og indsatser. Endvidere analyseres omfang og resultater af samarbejdet mellem aktørerne i indsatsen om-kring den unge: jobcentre, Ungdommens Uddannelsesvej-ledning og uddannelsesinstitutionerne.
3.1. Igangsætning af uddannelses-pålægget
I alle jobcentre igangsættes uddannelsespålægget tidligt i den unges ledig-hedsforløb for både forsikrede og ikke-forsikrede. I knap hvert fjerde jobcen-ter gives pålægget allerede ved første henvendelse og i mere end ni ud af ti jobcentre er pålægget afgivet inden den lovpligtige frist for første jobsamtale
inden for tre måneder. Størstedelen af jobcentrene giver ligefrem pålægget tidlige-re end de ttidlige-re måneder og alletidlige-rede inden for de første
1-4 uger.
I de få jobcentre, der mere systematisk anvender uddannelsespålægget til de ikke-arbejdsmarkedsparate, gives pålægget typisk først senere i processen og med et længere tidsperspektiv.
Efter pålægget er givet, angiver 56 procent af jobcentrene, at den unge typisk får 1-4 uger til at komme med uddannelsesforslag, som er første trin i uddan-nelsespålægget. Mens yderligere 34 procent angiver inden for 5-13 uger.
Blandt de jobcentre, der angiver at give pålægget ved første henvendelse, angiver knap 90 procent, at der arbejdes med en frist på 1-4 uger for uddan-nelsesforslaget. Blandt jobcentre, der igangsætter pålægget senere, gælder dette kun cirka hvert andet jobcenter. Der er således en tendens til, at en
Trin 1. Jobcentret igangsætter uddannelsespålæg
Trin 2. Valg, ansøgning og optagelse på
uddannelse
Trin 3a. Overgang fra jobcenter til uddannelse
Trin 3b. Opfølgning og gennemførelse af
Tema 2: Igangsætning af uddannelsespålæg
Tema 3: Fastholdelse og opfølgning vedr.
uddannelsespålæg Tema 4: Effekt af uddannelsespålæg
0% 20% 40% 60% 80% 100%
A-dagpenge-modtagere Arbejdsmarkedsparate kontant- og
starthjælpsmodtagere Ikke-arbejdsmarkedsparate kontant- og
starthjælpsmodtagere
Hvornår får de unge typisk et uddannelsespålæg?
Første henvendelse Inden for 1-4 uger Inden for 5-13 uger Inden for 14-26 uger Mere end 26 uger Ved ikke
tidlig igangsætning af pålægget generelt følges op af en mere intensiv proces for pålægget.
De kvalitative interview peger på, at tidsperspektivet for uddannelsespålæg-get i et vist omfang afhænger af den enkelte medarbejder samt en individuel vurdering af den enkelte unges ønsker og graden af afklaring. Et jobcenter beskriver i den forbindelse, at nogle medarbejdere giver de unge en fast frist på fire uger til afklaring af uddannelsesønsker, hvor andre medarbejdere giver en frist på tre måneder til det samme. Derudover kan afgivelse af pålæg og frister i forbindelse med pålægget afhænge af, hvornår der er opstart på den type uddannelse, som den unge ønsker. Hvis den unge ved, at han/hun vil søge ind på en professionshøjskole, men er uklar på for eksempel hvilket fag, giver jobcentret en længere frist, hvis der er lang tid til ansøgningsfristen.
Omvendt kan jobcentrets frist være ganske kort, hvis dette passer med an-søgningsfristen til den ønskede uddannelse.
Fristerne i forbindelse med uddannelsespålægget tilrettelægges således i vidt omfang under hensyntagen til, hvornår uddannelserne starter op, og dermed hvor lang tid der går, før den unge kan forvente at påbegynde ud-dannelsen. For korte videregående uddannelser og professionshøjskolerne er der optag 1-2 gange årligt, og tiden fra ansøgning til opstart på uddannel-se kan derfor være lang. På erhvervsuddanneluddannel-serne er der typisk optag 2-3
gange om året og enkelte steder helt op til syv gange om året. For unge, der skal ind på erhvervsuddannelserne, kan tidsperspektivet fra afgivet uddannelsespålæg og til start på uddannelse derfor i nogle tilfælde være ganske kort.
De unge har i de gennemførte interview selv peget på, at det ofte er godt, at afklaringen er hurtig og intensiv, hvis afklarin-gen omfatter den rette støtte fra UU-vejledninafklarin-gen og/eller andre tilbud i beskæftigelsesindsatsen. De unge ønsker såle-des ikke, at der spilsåle-des unødig tid, hvis de kan uddannelses-afklares hurtigt.
3.2. Forskelle i formalise-ringsgraden af uddannelses-pålægget
Når uddannelsespålægget gives, varierer graden af formali-sering fra jobcenter til jobcenter. Fire ud af fem jobcentre svarer i surveyen, at uddannelsespålægget som hovedregel altid gives skriftligt. Hertil bruges som oftest KL’s blanket AB 175, hvor de enkelte trin i uddannelsespålægget doku-menteres (se illustration), mens enkelte jobcentre anvender egen blanket eller på anden vis dokumenterer skriftligt, for eksempel i et brev til den unge.
Knap 20 procent af jobcentrene bruger derimod altid udelukkende uddannel-sespålægget mundtligt over for den unge. Yderligere svarer cirka en tredjedel af jobcentrene, at de ofte eller en gang imellem alene giver uddannelsespå-lægget mundtligt.
Besøgene i jobcentrene medvirker til at nuancere dette billede af formalise-ringsgraden. I mange tilfælde anvendes blanketten først, når den unge har afklaret sine uddannelsesønsker, søgt om optagelse og er optaget på en uddannelse. Dermed anvendes blanketten til dokumentation af alle tre trin samlet, når det står klart, fra hvilken dato den unge er optaget på en uddan-nelse, og hvornår den unge kan forventes at have gennemført uddannelsen.
De kvalitative interview tyder således på, at uddannelsespålægget ofte først dokumenteres skriftligt i forbindelse med trin 3 om påbegyndelse og gennem-førelse af uddannelsen, mens der i afklaringsfasen (trin 1 og 2) er en højere grad af mundtlighed og dialog.
Interviewene med de unge understøtter, at den mindre formalistiske anven-delse af uddannelsespålægget anvendes i videre omfang. En stor del af de unge med uddannelsespålæg er således enten ikke klar over, om de har et pålæg, eller hvad pålægget mere præcis indebærer. De unge tilkendegiver ligeledes, at de ikke mener at have fået et pålæg på skrift. Dette underbyg-ges endvidere af de kvalitative interview med UU-vejledningerne og uddan-nelsesinstitutionerne, der ligeledes vurderer, at de unge oftest ikke er klar over, om de har et uddannelsespålæg og konsekvenserne heraf.
Denne variation i formaliseringsgraden af anvendelsen skal ses i tæt sam-menhæng med den måde, hvorpå uddannelsespålægget i øvrigt anvendes i kombination med den øvrige indsats. De kvalitative interview med jobcentre-ne peger på, at uddanjobcentre-nelsespålæg langt overvejende anvendes som en ramme for den uddannelsesrettede afklaringsproces. Dermed bliver pålæg-get et procesredskab, der understøtter et systematisk arbejde i jobcentrene med afklaring, ansøgning/optagelse og påbegyndelse af uddannelsen.
Uddannelsespålægget bruges således ikke som et formaliseret myndigheds-redskab, hvor afgørelsen træffes og meddeles borgeren m.v. Anvendelsen af uddannelsespålæg som procesredskab frem for myndighedsredskab bliver tydelig, når der ses på, hvor ofte der sanktioneres på baggrund af et uddan-nelsespålæg. Jobcentrene bruger stort set ikke sanktioner med begrundelse i uddannelsespålægget, hvilket vil blive behandlet yderligere i afsnit 3.5. Den begrænsede anvendelse af uddannelsespålæg som myndighedsredskab betyder også, at jobcentrene ikke oplever, at uddannelsespålægget rækker ud over den jobcenternære indsats. Det vil sige, at jobcentrene ikke oplever at have en myndighedsrolle med udgangspunkt i pålægget, når den unge har forladt dagpengene/kontanthjælpen og er overgået til ordinær uddannelse, selvom pålægget principielt dækker perioden frem til gennemført uddannel-se. Som vi vil vende tilbage til senere, anvendes uddannelsespålægget dog i en del tilfælde, hvis den unge vender tilbage til jobcentret efter frafald.
Der er dog også en række eksempler på en mere formel anvendelse af ud-dannelsespålægget, hvor den unge i jobcentret blot bliver bedt om at komme med uddannelsesønsker, søge optagelse og påbegynde uddannelsen uden yderligere støtteforanstaltninger i jobcentret. Denne anvendelse vurderer jobcentrene er uegnet til langt de fleste unge. De unge, hvor den rene forma-listiske tilgang kan være relevant, er særligt unge, der for eksempel efter gymnasiet gerne vil have et sabbatår, men hvor det viser sig at være vanske-ligt at finde arbejde, hvorfor de i stedet søger kontanthjælp. Der er ofte tale om unge, der alligevel ville være startet på en uddannelse, men hvor uddan-nelsespålægget kan fremrykke tidspunktet for uddannelsesstart. Jobcentrene vurderer, at disse unge ofte ikke har behov for støtte i afklaringsprocessen, men alene skal have uddannelsespålægget som motiverende for at sikre en hurtig uddannelsesstart.