Marianne Jørgensen:
Født 1966, opvokset i henholdsvis Østjylland og Ribe, studentereksamen i 1985 fra Ribe Katedralskole, derefter Au-pairpige i London, videre i september 1986 til Kalø Sproghøjskole – fra 1988 bosat i Nordsalling.
Uddannet lærer fra Skive Seminarium i 1991, gift i 1992 med Bondemanden.
Børn: Lærke født i 1993, Jeppe født i 1995 og Line født i 1996.
Tidligere ansat på NHV, Nordvestjysk Handels-gymnasium, primært som dansklærer på HG og HH. Skribent på Landbrugsavisen siden 1991.
45 BONDEKONELIV! – TANKER FRA EN MODERNE BONDEKONE
Det er Bondemanden i rød t-shirt. Så kan vi se ham på laaang afstand. Stuehuset er oldgammelt, men trods mange vinduer at pudse – en gave at bo sådan et sted!
spor i tvivl om, at jeg skulle ende, som jeg er endt. De siger det endda åbenlyst: ”Du var da den eneste, vi kunne se, bo på en bonde-gård. Du er lidt oprindelig!”
Oprindelig… Hvad dækker dét så over?
En livsindstilling, en leveform, der er væ-sentlig anderledes end det parcelhuskvar-terliv, jeg er opvokset i, og måske til, men som ikke desto mindre har været min virke-lighed i de 20 år, jeg har kendt min elskede, og levet med ham. Bondemanden. På Bon-degården.
Og jo, jeg er lykkelig! Jeg har uddannet mig til et parcelhus-lønmodtagerliv, men verden blev ikke, som jeg havde troet. Mit lønmodtagerliv varede kort. Efter 12 år, in-klusiv barselsorlov på tre børn, sagde jeg mit faste job op. Farvel og tak. Ikke mere arbejde til dén dame.
Og det er lige præcist det, jeg tror, er mange bondekoners liv i en nøddeskal. Ud-over at være bondekoner, og en stor del af defi nitionen ”Livet på Bondegården”, så er de fl este koner på landet opdraget til et andet liv. De er gjort ud af lønmodtager-familier, og de fl este, som jeg, har taget en uddannelse, der sigter mod en karriere udenfor landbruget. De er ikke oplært i bondekonefunktioner. De kender ikke na-turligt til glæden ved at pleje og passe familien og karlene, de er ikke nødvendigvis glade for havearbejde og husholdning, sådan på forhånd, og de ser det ikke som det vigtigste kald i verden at have en fl ot og præsentabel urtehave, eller at være selv-forsynende med alskens grøntsager, og frem for alt: De ikke gearede til to kumme-frysere!
46
BONDEKONELIV! – TANKER FRA EN MODERNE BONDEKONE
De kloge siger, at det man bliver stresset af, er alt det, der hober sig op inde i hovedet, som man ikke tror, man kan nå at få gjort! Det lyder rigtigt i mine ører. Jeg er ikke stresset, mens jeg arbejder. Men jeg bli-ver stresset hvis jeg, mens jeg arbejder, tænker på alt det, jeg ikke får gjort imens jeg gør det. Hvis jeg tænker over, hvad jeg skal nå, når jeg er færdig. Sådan blev det med mig og mit job. Jeg fi k stress, dårlig samvittighed og søvnløse nætter, mens jeg tonsede derudaf med udearbejde, børn, bondemand og bondeliv, forsøgte at opføre mig, som det jeg ikke var, nemlig bondekone i ordets egentlige, oprindelige forstand.
Jeg brugte uendelig lang tid på at prøve at være noget, jeg ikke var. Brugte mange ressourcer på at blive både og. Det kan man ikke. Ikke helhjertet. Jeg plejer at sige, at man ikke kan være 75 % to steder, for det giver 150 %, og det kan man ikke.
Konsekvensen blev, at jeg sagde farvel til fast arbejde og fast månedsløn. En skræmmende tanke, når man er lønmod-tager-opdraget! Uha, ingen lønindtægt hver måned – hvad gør vi så!?
Jeg opdagede, at jeg godt kunne fun-gere nogenlunde normalt, selvom jeg ikke fi k en lønseddel fra min arbejdsplads hver måned. Jeg opdagede, at de penge som bondemanden overførte fra vores fælles økonomi til min ”husholdnings-løn-konto”
ikke var anderledes i brug, end dem der kom direkte udefra. Jeg kunne sagtens nøjes med mindre end det, mit nu forhen-værende job kunne give mig! Jeg behøvede ikke så stort et klædeskab, og hovsa!-er-det-nu-aftensmadstid-igen-løsninger og
købe-brød blev hurtigt en saga blot. Jeg fi k tid til at bage brød og lave mad. Fik tid til at tage noget op af fryseren, skrælle kartofl er og handle i Netto. Fik tid til at tænke mig om.
Og familien faldt til ro, da jeg holdt op med at være lønmodtager! Man nærmest fysisk mærkede, hvordan roen bredte sig ud i alle hjørner af huset, ungerne forandrede sig, og selv mærkede jeg en langsom ”venden tilbage til livet”-fornemmelse, forstået på den måde, at hvor jeg før havde haft travlt med at få hverdagen til at fungere, så gled det nu stille og roligt, og mit overskud til andre ting indfandt sig. Mine tanker kunne nu vandre i utilsigtede retninger, uden at jeg blev dårlig af det, og uden at ungerne led overlast. Mor kørte glad rundt til fritids-interesser og kammerater, og mor kunne fi nde på at foreslå skovture, strandture, udfl ugter midt på ugen, midt i hverdagen nu. Helt anderledes, end da hun var løn-modtager!
Og tankerne fi k luft, blev hængt ud og beskuet, vendt, drejet og lagt sammen igen.
Klar til at blive taget frem, når det rette tidspunkt bød sig. Og det byder sig til. Livet!
Man får så dejlig god tid, man får ro til at tænke over livet, og meningen med det, når man ikke længere er skemalagt fra morgen til aften, men selv skal lægge tidsrammerne for dagens arbejde. Man kan handle om formiddagen eller lade være. Man kan gå i gang med rengøringen, vasketøjet, bage brødet, havearbejdet i nævnte rækkefølge, eller i en helt anden. Tid. Foræret eller taget. Dét er livet!
Og så kom alt det andet. Alt det, jeg pludselig mærkede også var en del af mit
47 BONDEKONELIV! – TANKER FRA EN MODERNE BONDEKONE
Lærke, Line, Bondemanden og jeg. Jeppe er på lejrskole da billedet tages. I vores køkken er der altid hjemmebagt brød. Det er fordi, et købebrød varer cirka til morgenbordet, og fordi vi elsker godt brød hele dagen. Jeg bager næsten hver dag. Både rugbrød og hvidt brød og boller og kager er som regel fra egen ovn! Pigerne er gode til det søde!
liv. At formulere nogen af de dilemmaer, livet byder. At få sat ord på. Få gjort rent i hovedet og lagt historierne, som har været der i mange år, ind på computeren, så de kan læses. Læses og forstås. Mit mange-årige bijob som klummeskribent blev ud-videt til også at omfatte længere skriverier.
Der var pludselig tid! Jeg fi k skrevet bøger!
Børnebøger, som jeg havde savnet til mine egne børn. De nødvendige bøger, som for-tæller om livet på landet for børn, som handler om børn, der selv bor herude, og som er en del af livet på landet. Børn på
landbrug, der stadig lever af landbruget, og hvor far eller mor, eller begge to, er fuldtids-beskæftigede med bondelivet. Noveller, historier, som jeg selv ser og oplever, eller hører om, i den del af verden, der er vores, nemlig dén i udkantsDanmark, herude hvor landsby er defi nitionen på nærmeste by.
Hvor alle kender hinanden, og hvor ordet
”bybo” er et skældsord.
Tilbage til billederne. Der har været hække og runde bede. Stauder og roser, små romantiske nicher med en havebænk, bro over det rislende vand… Jeg spørger
48
BONDEKONELIV! – TANKER FRA EN MODERNE BONDEKONE
Tomaterne er fruens nærighed. Når vi om efteråret er ved at ”lukke ned” i drivhuset, er der af uforklarlige grunde altid en masse grønne tomater tilbage på de visne stængler. Dem samler jeg sammen, prikker, koger og lægger i lage – og så er der det mest herlige tilbehør til fl æskestegen juleaften! En skik vi bruger i min mors familie, og som jeg husker fra min barndom som noget særligt!
”Jordbærrabarber med vanilje maj 2007” – Der lå et kilo optøede jordbær i mit køleskab, som ikke var blevet brugt til jordbærsovs, da vi havde gæster aftenen forinden, og jeg syntes ikke, de skulle gå til spilde. Så plukkede jeg et kilo vin-rabarber, kogte jordbær og rabarber med sukker og en stang hel vanilje, og så var der smag af sol og sommer først i maj. Det smager rigtigt godt!!
mig selv, om det er i år at græsplænerne skal reduceres, og tidligere tiders havepragt genopstå. Svaret er nej. Mine plæner dufter så himmelsk, når de er nyslåede, have-gangene der skal rives tre til fi re gange i løbet af sommeren er rigeligt til mig, og køkkenhavens dimensioner er reelle. Der er plads til seks rækker kartofl er, som sættes
alt for sent, persille og salat til vinterfoder af rådyrene, gulerødder og radiser, der aldrig bliver anvendt i madlavningen, men som pynter smukt i bedet, og jordbærrene er altid bedst lige fra planten, så vi skal ikke have fl ere end dem, vi har. Krydderurterne er en fryd for øjet, og der går sport i at få Amaryllis-løgene til at vokse i drivhuset
49 BONDEKONELIV! – TANKER FRA EN MODERNE BONDEKONE
sommeren over, tage dem ind til drivning om efteråret, og de blomstrer gerne igen, ikke planlagt til jul, men i marts og april er de også skønne.
Nej. Ikke mere arbejde i haven. Der skal være tid til at nyde den også. I 2007 tilplan-ter vi en skråning med rododendron. Det har jeg bestemt. Ikke fordi det kommer til at ligne tidligere tider, men fordi det bliver nemmere! Havearbejde er ikke rigtig noget for mig. Med rododendron, surbundsspag-num, og fl is i store mængder, kan jeg over-komme på én dag, hvad der ellers ville ko-ste adskillige timers knokkelarbejde reko-sten af året. Smart! Og selvom man er hjemme-gående husmor, så har man ikke uanede mængder tid til rådighed, man har jo stadig et job, der skal passes!
Måske er det noget, der kommer med alderen. Altså, dét med at ”nøjes”. Jeg nøjes med at være hjemmegående husmor. Jeg har ikke brug for karrieremæssige udfor-dringer. Jeg har prøvet. Det er ikke noget for mig. Ikke mere. Og jeg kan godt drive mig selv. Drive den af, kan jeg også. Jeg glemmer, at jeg er en feministisk rød-strømpe, der kan klare sig selv. Jeg er glad for at ”blive forsørget af en mand”. Og jeg har overskud som aldrig før, og bevidst-heden om at det kan lade sig gøre, fordi min bondemand tjener penge nok til os begge, får mig til at se gennem fi ngre med vekslende arbejdstider og spidsbelastnings-perioder på op til tre måneder i høst, hvor al kommunikation foregår som ordrer!
Jeg når utroligt meget, når det tager mig. Andre gange når jeg ikke en skidisse.
Mest fordi jeg bliver doven i dårligt vejr, har
jeg kortlagt… Om sommeren lever vi vores liv ude, og så behøver man jo ikke være
”oprindelig” indenfor. Jeg kunne ikke drømme om at ansætte en rengørings-dame. Det havde jeg gjort, hvis jeg havde haft udearbejde. Nu bliver her gjort rent, når det lige passer ind. Og sommetider går der laaang tid imellem. Men jeg bliver ikke stresset af den grund. Jeg kan jo bare gå i gang. Når som helst. Hvis det lige passer.
Mellem måltiderne, bondemandens planer, og de dejlige ungers fritidsaktiviteter.
50
KARTOFLEN I PERU
Guaman Pomas tegninger af den første inka, Manco Capac Inka, der ifølge Titicaca-legenden var Solens søn og den som grundlagde Inkariget.
Af Irene Hellvik, museumsinspektør, Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup
Der var engang – sådan begynder et rigtigt eventyr – og det vil også være begyndelsen på denne beretning om den mest alminde-lige ernæringskilde i dagens Danmark. Første del om kartofl ens kulturhistorie i dens hjem-land fortælles i denne artikel, mens historien om kartofl en i Danmark kommer i næste års årbog.
En legende skabes
En gang for meget længe siden, i et land fjernt fra Danmark, bestemte Solen sig for at skabe en stor og mægtig civilisation. Han sendte to af sine børn af sted, Manco Capac og Mama Ocllo. Dette søskende- og ægte-par, klædt i smukke klæder, steg op af Titicaca-søen i grænselandet mellem Peru og Bolivia. Solen gav dem en stav og sendte dem ud på en lang rejse, for at fi nde det mest frugtbare land de kunne. Hvor de kom frem, skulle de stikke staven i jorden, og der hvor den gik helt igennem, skulle de bygge
en by og skabe et rigt samfund. Manco Capac blev i 1300-tallet den første Inka-konge, og stedet hvor staven sank i jorden blev Cusco, der på inkaernes sprog betyder verdens navle, Inkaernes strålende stad, bygget. Sådan lyder i grove træk Titicaca-legenden.
Inka-riget blev grundlagt i nogle af de mest frugtbare dale i Andesbjergene, hvor blandt andet kartofl en voksede vildt. Kar-tofl en blev Inkaernes hovedernærings-kilde.
Kartofl ens oprindelse
I Cusco-dalen, i den Hellige dal, en parallel dal til Cusco-dalen samt ved Titicaca-søens bredder vokser mange sorter af vilde kar-tofl er. Gennem mere end 3000 år har man kendt kartofl en; men det er først omkring 200 før Kristus at indianerne i disse egne begynder at dyrke den som en vigtig land-brugsafgrøde. De tidligste spor af kartofl er
Kartofl en i Peru
Den peruanske indianer Felipe Guaman Poma de Ayalas store Inka-krønike er et af de mest berømte håndskrifter i Det Kongelige Bibliotek. Det er både en historisk beretning om Andes-områdets historie fra de ældste tider, hvor inkaerne fi gurerer som det seneste af fl ere herskerdynastier, og en række forslag til reformer af det spanske kolonistyre. I dette fantastiske værk, der af ukendte årsager og på forunderligvis er endt i København ses en lang række tegninger.
Felipe Guaman Poma de Ayalas Inka-krønike:
51 KARTOFLEN I PERU
Markerne spreder sig som en vifte gennem dalene og opad bjergsiderne. De fl ade områder med lidt større mark-stykker tættest på fl oderne stammer fra pre-inka perioden, altså fra før år 1100, mens de smalle terrassemarker, der på fornem vis udnytter alle de mulige dyrkningsarealer er udviklet af inkaerne mellem 1100 og 1550’erne.
stammer fra en arkæologisk udgravning i Chiripa, ved Titicacasøens bred.
Det er efter al sandsynlighed også på dette tidlige tidspunkt, at de først spæde forædlingsarbejder så småt tager sin be-gyndelse. Der er dog ingen der ved præcist hvor og hvornår forædlingsarbejdet be-gyndte. I dag er der omkring 200 vilde kar-toffelsorter, og de vokser alle mellem 500 og 4500 meters højde. De vilde arter kan uden vanskeligheder krydses med hinan-den, og eftersom de mange arter har vokset side om side, har de på den måde kunnet formere sig frit og skabe nye afarter, hvoraf fl ere med tiden har fået større og mindre bitre knolde end de oprindelige vilde arter.
Inkaernes herredømme i Andesområ-det tager sin begyndelse i 1100-tallet, men det er først i begyndelsen af 1400-tallet, at Inkaerne ekspanderer til det enorme rige, det var blevet til da spanierne ankom i 1532. Inkaernes kerneområde forblev dog omkring Cusco og det centrale højland, og det er da også i disse områder, at vidnes-byrdene om kartoffeldyrkning i tidligere tider ses tydeligt. Overalt spreder terrasse-markerne sig, fra de fl ade områder langs fl oderne til langt op ad de stejle bjergsider.
Sådan har markerne set ud gennem de sid-ste 1000 år, og sådan drives landbruget den dag i dag.
Inkaerne var dygtige landbrugere, og de lod sig ikke nøje med bare at gøre, som de-res forfædre eller forgængere havde gjort.
De udviklede og forbedrede alt, hvad de kom i nærheden af, uanset om det var byg-ningskunst, vandingssystemer eller dyrk-ningsmetoder i landbruget.
Myter og overtro
Jordens frugtbarhed og det udbytte som udspringer af frugtbarheden er ikke noget den peruvianske bonde tager for givet.
Tidligere såvel som i dag afholdes der frugt-barhedsceremonier, der tilgodeser både de gamle traditioner såvel som kirkens tradi-tioner. For at sikre en god kartoffelhøst skal marken først velsignes. Det foregår på den
52
KARTOFLEN I PERU
Inkaerne var tidligt fremme med forædlingsforsøg. Midt i den Hellige Dal i nærheden af byen Moray ligger et fan tastisk inkaanlæg, som arkæologerne har fundet frem til har været en slags forsøgsstation med afprøvning af for skellige dyrkningsvilkår for majs og kartofl er. Det enormt nedgravede cirkelformede marksystem er i dag delvis tilplantet, så man kan se hvordan det har fungeret og set ud for fl ere hundrede år siden
måde, at der brygges en god majsøl, chicha, der hældes ud over jorden. Derpå lægges der cocablade ud, og for at fuldende velsig-nelsen stilles et kors op.
Hvis der opstår problemer i familien eller i arbejdslivet, samles den nærmeste familie og venner til en natlig seance, hvor alle de afgrøder, der dyrkes i Andesområdet indgår som offergaver. Der drikkes af
majs-øllet, der spises af kartofl erne og de mange andre rodfrugter, grønsagerne og så videre, og endelig ryges der tobak. Men kun lidt af det hele. Resten lægges i en stor beholder, hvor tobakken pustes henover. Når behol-deren er fyldt op, forsegles den og gemmes i nogle dage inden indholdet brændes og asken strøs i huset og på markerne. Denne skik anvendes også i dag.
53 KARTOFLEN I PERU
Kartoffelstude på taget af en bondegård i området nær Puno ved Titicacasøen. Siden Inkatiden har studene symboliseret lykke og velstand. I dag ses de stadigvæk på alle gårdene, men for også at tilgodese den katolske kirke er der ofte placeret et kors mellem de to stude. Så har man garderet sig mon alle ulykke uanset hvor de måtte komme fra.
For at bringe lykke og velsignelse i form af mange børn og nok fornødenheder i dag-ligdagen anvendes små lerfi gurer formet som stude. Disse kaldes ofte for kartoffel-stude, idet de for det meste forekommer i de egne, hvor kartofl en er en af de vigtigste afgrøder sammen med majsen, hvilket vil sige på Altiplanoet eller på højlandssletten og i dalene mellem Puno og Cusco. Det samme område, der er kartofl ens oprindel-ses område.
Kartoffeldyrkning før og nu
Markerne er forholdsvis små og indheg-nede med stengærder, eller de ligger på terrasser. Jordbearbejdningen kan derfor kun foregå med simple redskaber, som man har gjort det gennem 1000 år. På de fl ade marker pløjes med en ard, af samme type som den der blev brugt i Vikingetiden her-hjemme, og den trækkes af stude eller af muldyr. Heste forekommer ikke i land-bruget. Ploven er sandsynligvis først kom-met til Peru med spanierne. I Inkariget brugte man til jordbearbejdningen på de små marklodder og på terrasserne i Andes-bjergene en fodplov, chaqui taclla. En metode der anvendes den dag i dag. Fod-ploven er meget nemmere at håndtere på de små marker og er også meget nemmere at transportere, når bonden skal fra den ene mark til den anden. Efter at jorden er vendt, ligger den stille en måneds tid, så jorden kan samle varme, og det meste ukrudt kan tørre ud. Derefter hakker bon-den marken efter igen og så lægges kartof-lerne manuelt én ad gangen, og jorden skubbes over og trædes til med foden, hvis
det er på de stejle marker. Hvis marken er fl ad, pløjes en fure og kartofl erne dækkes af jord ved næste vending med ploven. Denne måde at lægge kartofl er på kaldes også for
”lazy bed” – en doven seng. Udtrykket skal forstås på den måde, at der ikke er brugt en masse arbejde på at gøre jorden klar til dyrkning.
Kartofl erne dyrkes i en såkaldt veksel-drift, laimi, med korn andre rodfrugter og som braklægning. Eksempel: Det 1. år læg-ges kartofl er, 2. år rodfrugter som oca og ullucu, begge rodfrugter, der er meget an-vendt i peruviansk mad og som er beslæg-tede sorter til kartofl en. 3. år sås byg. Her-efter er der en brakperiode på seks år, hvor ukrudt og vilde planter får lov at gro frit.
Først derefter lægges kartofl er igen i den samme mark.
I Peru har man en meget speciel form for konservering af kartofl er så de bliver langtidsholdbare. Det er en slags fryse-tørring, som efter færdig behandling kaldes for chuno, se billede side 59. Det er fortrins-vis de bitre kartofl er, der anvendes til at fremstille chuno af, da de alligevel ikke kan anvendes som almindelige spisekartofl er.
Og hvordan gør man så det? Kartofl erne lægges ud på jorden på frostnætter. Om dagen tildækkes de med strå for at beskytte dem mod solens bestråling. Efter nogle nætter og dage er kartofl erne blevet så frostsprængte, at man kan gå videre i pro-cessen. Denne gang er det kvinderne og børnene, der tramper og stamper vandet ud af kartofl erne. Derefter skylles de for at få de sidste bitterstoffer ud, og endelig lægges de til tørre. Efter denne behandling