i, «ntvev Arleqvin J^ovetet ogSirincne øfPiro fin snebbejrer^An’ittrAan tpg veb ^eperie faøer iglen, •
i, SSifer øgenøpejel, tgiennem bvilteø Arleqvin tillige røeb Piro fpringer.
j. SJifer Arleqvin øg fom en ©treber/ M hvilten Piro Køber en Klæbning/
føm bog forfvinter i guften.
4, *5311 ver Arleqvin forfølget afAnfelmo, forø fpringer i et •pnuö» $ufet bip ver til en Salge i hvori Arleqvin bliver bengew,
5. bringer en S3onbe--flone en Kurv meb ssiprøfter 1 overgiver farørøe til Ans felmi Wiener 1 forø letter ben paa fjorten'; 3 Kurven feeéArleqvins ^)o veb.
Sntelig tommer Arleqvin felv 1 betommer, til belønning for øn tro Mier*
ligheb, ben lernge og højtønfteve Columbine, pg jlutteø berpaameb én Sana._______ ;________________________ _______ '________
NB. SJlanb vil føge at fptbrive Kultenz fanvibt itrøeligt/veb ^Ib i'Pe tvenbt nceø boé Salen verrenbe Kaftelovne.
©tue Klopfen er paa ?KaaP|tuen.
Sender ‘Pttfon StMtopaa lxn fWftfVfaM • ttStt, paa føtfte Gallerje » * 1
var baseret på salpeter, svovl og slige ting. Det var også rart nok for en kammerjæger atvide, hvordan mansikredesig mod eksplosionsfare ved fremstil
lingaf rottekrudt.15
Men det var alligevel ikke det, Frederik Wilhelm havde forestillet sig med tilværelsen. Og davirksomhedensomkammerjægerhverken var til at leveeller dø af,startede han uden myndighedernes tilladelse sitegetlille omrejsende akrobat selskab i håb om, at det nok skulle gå. Det gjorde det ikke. Der blev i anden anledning rejsten banal sag mod en omrejsende tysk linedanser, der heller ikke havde tilladelsetil at optræde, og her blev en del byfogder afæsket en forklaring, hvor også Frederik Wilhelm blev afsløret.
Sagen vartypisk for denperiode. Her erdet byfogdeniF åborg, der i1838 måtte stå skoleretfordet højedepartement i København:
AtenLiniedanser ved navnFredrich HendrichEisfeldt indfandt sigheri Byen den 20. Decbr.f A. medPas, udstedt i Colding den 21. Novbr. næstforhen, som paa Grund afOmstændighedernefik Tilladelse til ude paaTorvet atvise sig paa Linie en Timestid, forholder sig gandske rigtigt.
Han kom sidst fra Assens og gik herfra til Svendborg. Det var en kold Vinterdag, hansslette økonomiske Forfatninglaae udenpaa ham; han beviiste, at han saavel i Kolding som alle øvrige Steder han havde passeret, ogsaa i Assens, havde viistsig paa Linien.
Hvad skulde jeg nu gjøre ?
Jeg erkjender, atTilladelsen burde været ham nægtet. Men saalænge Man i en dansk Kjøbstad kan erholde Pas til at bereise Landet som Liniedanser, saalænge Man visererPasset fraStedtil Sted og paa hvertSted tilladerham at vise sinFærdighednytter det kun lidt, aten enkelt Mand sætter sig derimod.
Jegtaler af lang Erfaring, naar jeg forsikrer, at man ikke bliver troet, ikke engang af Byensegne Indvaanere, naarMan siger, at deterforbudetFremmede at vise slige Kunster.
Detkan umuligt være, svarer Man. Var detforbudet, saa kunde det joikke bevilges alle andre Steder, hvor Mandog maaforstaae Loven ligesaagodtsom her.
Ved ene atvillemodsættesig den indbrydende MisbrugsstrømudretterMan intet Andet end at gjøresig selv forhadt eller latterlig. Jeghar oftetilforn skreven om sligeMisbrugafPasvæsenet; mendet er blevenderved.Hvilketjeg i Gjensvar paa Deres Høivelbaarenheds behagelige Skrivelse af11. Juli ikke undlader
tjenstærbødigst atyttre.20
Byfogden i Maribo havde også været for flink. Detmåtte hanfortælleom i sin indberetning af 22. juli 1838:
174
Under 24de April d.A. ankom, fra Nakskov hertil, Mecanicus Frederik WilhelmHoffmann producerendesaavel etPas for sig udstedt fra Kjøbenhavns Amts Nordre Distrikts Politiekammer den24de Juli1837,somogetlignendefor en visFrederik Heinrich Eisfeldt og Jomfru C. Kunst af Preussen, udstedt i Rudkjøbing den 7deMartzd.A. hvorefterHoffmannbegjerede minTilladelse til at maatte forevise nogle Behændigheds Kunster.
Vel manglede Pasproducenten den specielle Tilladelse, menda han ved sin Forklaring godtgjorde at væreenBroder tilden her i Landet af samme Navn ansatte Mekanikus, som har ikkeblot Concessionmenogsaaen Grundeiendom i Odense, ansaaejeg Producentensom en Indfødt, hvilket hanformentlig ogsaa er, og benævnte Eisfeldt som hans Haandlanger, og saavel paa Grundheraf, som og fordi han angav at ville vise, ikkun almindelige Taskenspiller- og Behændighedskunster, meddeelte ogsaajeg ham denforønskede Tilladelse, hvorefter Hoffmann gav 1 Forestilling.
Dajeg imidlertid erfarede, at den væsentligste Deel af Forestillingen havde bestaaet i, at benævnte Eisfeldt var paa en Reeb-Linie gaaet temmeligt høit tilvejrs, op til Hatten afden herværende Hollandske Mølle, forbødjeg strax enhver videreForestilling, hvorpaa Hoffmann med Følge afreiste til Saxkjø-bing.20
Enhver med lidt kendskabtil offentlig administration kan sige sig selv, at der, med alle de myndighedspersoner, der havde jokketispinaten,ikkeblevnogetud af det skind.Sagen blev henlagt i departementet. Samtidig måtte Frederik Wilhelm Hoffmann indstillesinvirksomhedet stykke tid. De næste par år forsøgte han flere gangeatskaffesig enbevillingsom mekanicus og kunstberider. Men uden resultat.
Den dybere årsag til, at departementet gang på gang afslog ansøgningen var uden tvivl, at Frederik Wilhelm og hans kone, Amalia Steckhan, efterhånden havde fåetendel børn.
I netop den periode strejfede endel børnerige familier omkring uden fast bopæl.
Det uvæsen ville centraladministrationen have standset. Ikke mindst fordi de lokale myndighederude omkring iprovinsenfleregangekom med berettiget kritik af forholdene. Vor ven, byfogden i Fåborg, der i 1838 måtte gøre rede for linedanserEisfeldt, havde også skrevet generelt om omstrejferiet:
Men den Politiøvrighed, som meddeler slige Personer Pas, forseer sig udentvivl mest; thiblev Passet ikke meddelt, saa blev Paagjeldende hjemme.
Men dette erikke det eneste Hensyn, hvori Pasvæsenet misbruges. Saaledes meddeles til Ex. Reise-Passe in optima forma til at reise for at ernære sig som Skjærsliver, og saadan Mand trækkerfra Bye til Bye med Kone ogen Flok pjaltede Børn, saa Man fristestil attroe, at Manseer en TrupNatmandsfolkfra JyllandsHøilyng.