Hans Pedersen
75 DETTE STYKKE HAR JEG GEMT SPECIELT TIL DEM, FRUE
Min brors tre børn foran varevognen, en Chevrolet 31, Spentrup 1939.
meget småt med penge. Vi havde ikke en decideret butik i Mellerup, men et stort pølsemageri.
Torvehandel i Randers
Vi kørte fra Mellerup kl. 4 om morgenen og ankom til det offentlige slagtehus i Randers kl. 6. Vi havde en kvie med, altid af fi n kvali-tet, ca. 800 pund levende, en gris og et til to lam, når det var sæson – de første var pinse lam, som min far altid slagtede selv.
Skindene på fedekalven blev slagtet af om morgenen, inden vi kørte på torvet. Kalvene blev aldrig fl ækket, for det hændte at de fi neste kunder skulle have dobbelt kalve-ryg. På det offentlige slagtehus fi k vi krop-pen stemplet. Indmaden skulle hænge ved den ene fjerding. Det var et stort arbejde at bære ud og ind, og det blev udført af min far og en svend – siden hen vi brødre.
Vi ankom til torvet ved syvtiden. Min far stod som nr. to i rækken, øverst stod en slag-termester, Th. Høppner, som havde hospitals-stempel, hvilket vil sige, at han som den ene-ste havde salget til hospitalet i Randers.
Når vi kom til torvet, gik den ene i stalden med hestene, og den anden gik over i restaurationens baggård og hentede boden, som bestod af to lange bukke, en bordplade, stænger til sejl og en lille hugge-blok. Vi stod i boden fra kl. 7 til 16. Vi havde en dreng til at cykle ud med kød, for kunderne tog det aldrig med, når de be-stilte kød af os på torvet.
Hjemkomsten fra torvet var ved 6-7-ti-den om aftenen. Der var mange faste kunder på vejen hjem, som vi havde reser-veret kød til.
Slagtedyrene cyklede min far ud og købte de første dage i ugen. Kreaturerne blev trukket hjem, ofte 10-12 km, det kunne godt være lidt besværligt. Grise, kalve og lam blev kørt hjem i en stilladsvogn, som vi kaldte den. Alle dyr blev hentet hjem dagen før og gik så i en mørk boks med meget halm. Dagen efter blev dyrene bedøvet med slag fra slagteøksen, stukket i halsen – ikke i brystet – og blev banket ned i såvel brystet som i ryggen.
Jeg husker ikke, hvornår torvehandlen ophørte, men det var vist i trediverne. Der-efter kørte vi på landet og solgte kød.
Støvringgaard Kloster
Min far havde mange gode kunder, deri-blandt Støvringgaard Kloster med 12
76
DETTE STYKKE HAR JEG GEMT SPECIELT TIL DEM, FRUE
Varevognen med det påmonterede kødrum. På vognen står ”Johannes Pedersen, slagter”. Drengen på billedet er min brorsøn, Peter Brøndum Pedersen, der blev slagter i Vejle.
adelige frøkener. Kødet til dem blev taget fra om morgenen, og jeg husker nøjagtigt, at de fi k en hel kalvekølle skåret helt ned til hoftebenet. Yderligere fi k de en hel skive over låret – skært kød, som de kunne bruge til bøffer, og så fi k de gerne lever, oksetunge, brisler og nogle svinemørbrader. Desuden leverede vi til et hotel, der hver lørdag mor-gen fi k et stort halestykke med tyksteg ved.
De skulle have suppen færdig til kl. 12, når landboerne, der var til marked i Randers, kom.
Alt vort værktøj blev pudset hver fre-dag. Save, fi letknive, messingstrygestål og det messingbeslag, der var på slagter truget, blev pudset med sand. Trug og alt trætøj blev gjort rene i kalk, skyllet af i koldt vand og vasket af i sæbevand. Og knivene blev slebet på en slibesten, der blev trukket med håndkraft.
Vormark 1937
I 1937, da jeg var 19 år, tog jeg til Vormark på Fyn for at arbejde hos slagtermester Valdemar Pedersen. Han havde desuden et fi lialudsalg i Hesselager. Han og svenden tog på torvet hver lørdag. Jeg slagtede, skar kød ud og fremstillede pølser af alle slags.
Konsulent Mikkelsen kom ofte og hjalp os med at udvikle produkterne og rette produktionen op. Vi var kendt for vore for-skellige slags spegepølser. Det var ganske almindelige oksekødsspegepølser med gri-sekød, terninger og rød farve i. Vi fremstil-lede også kødpølser, rullepølser og pålæg til fi lialen. I øvrigt husker jeg, at tre pund fars kostede en krone.
Vi arbejdede med trækar og træborde.
Det var lidt specielt på dette sted, at når der var fest i forsamlingshuset, så rørte mester kødbollefarsen til kødbollerne, og disse blev leveret færdige til kogekonen, som så tog sig af selve suppen.
Et særkende for Fyn var cervelatpølse, som blev stoppet i morløser, som er spise-røret, og de blev til sidst lakeret med pølse-lak. Jeg var der et års tid – måske lidt mere.
Spentrup 1939
I 1939 fi k jeg ansættelse hos min bror, Johannes Pedersen. Han havde købt et tid-ligere cementstøberi, som han omdannede til slagtehus: Spentrup slagterforretning.
Min bror havde længe ønsket, at jeg ville arbejde for ham. I forretningen var der min bror og hans kone, to svende, en medhjæl-per og en dame til at passe butikken.
77 DETTE STYKKE HAR JEG GEMT SPECIELT TIL DEM, FRUE
En gammel gårdmand har her besøg af Spentrup-slagteren.
Hvidsten Kro
Den bedste kunde, vi havde, var Hvidsten Kro. Gudrun Fiil kunne godt bestille to til tre grise per uge til den berømte fl æske-æggekage. Vi har tit stået ude i køkkenet og skåret fl æskesider op. Gudrun havde et rum, der kaldtes slagterummet. Der kom vi op om morgenen med to til fi re store grise – og de skulle være store med spæk på. Hun skældte ud, hvis der ikke var spæk nok på grisen. Gudrun lavede recepten. Gæsterne fi k først sild, så recepten, det vil sige fl æske-æggekagen, så et pålægsfad med kogt skinke, rullepølse og fl æskesteg. Ovenpå det kaffe og kringle. Gudrun lavede det hele selv, selv pålægget var hjemmelavet.
Vi leverede som sagt to til tre grise om ugen, ja somme tider kunne det godt være fl ere. Hvis jeg husker rigtigt, kunne de somme tider bespise 1.000 mennesker på én dag.
Min bror handlede med heste ved siden af. Efter krigen byggede han et stort fryse-hus i Spentrup. Vi slagtede meget hjemme,
og så havde vi pølsemageri. Vi tog vognen og solgte kød engros. Vi havde også kunder i Randers, dér kørte vi til en gang om ugen.
Min bror havde mange faste kunder.
Vi kørte både med motor- og hestevogn.
Vi havde en åben varevogn med ramme om siderne til for eksempel afhentning af kreaturer, svin, lam med mere. Men vi kunne også sætte en lukket kasse på, når vi skulle ud at sælge kød. Kassen kaldte vi et kød-rum. Der var stålplader forneden i vognen.
Kødrummet var bygget med en låge og en hylde. Hver uge havde vi røgvarer, skin-ker og fl æsk i den ene side og bestilte varer i den anden.
Vi slagtede også producentgrise – slag-tede grise, som landmanden fi k hjem igen.
Dengang var det ikke almindeligt med pølse mageri, men vi fremstillede lidt kød-pølser, leverpostej og medisterpølse.
Når vi kørte vore landture, havde vi en stor kundekreds i en radius på ca. 20 km. Vi kørte halvvejs til Mariager. Når vi var på vore landture, og de unge koner handlede med os, skulle vi altid veje de nyfødte spæd-børn. Var vore kunder ikke hjemme, kunne vi altid lægge kødet på køkkenbordet.
Det var mester, som pakkede bilen med forskellige kødprodukter. Som udgangs-punkt skulle vi sælge alt, hvad vi havde fået med. Vi skulle jo helst komme tilbage med en tom vogn. Vi solgte mest oksekød – men vi skulle helst sælge ud af småkødet først og komme hjem med de hele stege, for dem kunne vi jo videreforarbejde. Samtidig skulle vi på vores tur rundt på gårdene spørge, om mester måtte købe dyr af dem til næste uges produktion.
78
DETTE STYKKE HAR JEG GEMT SPECIELT TIL DEM, FRUE
Mestersvenden Jensen og en medhjælper. Jensen var fra Værum ved Randers, hvor hans far var slagter.Med-hjælperen var fra Holte. Skiltet var lavet af sort råglas, og teksten stod med guldbogstaver.
St. Magleby, Amager 1941.
Amager 1941
Jeg så en annonce i Slagtertidende, at de på Amager havde brug for noget arbejds-kraft. Og da jeg gerne ville opleve noget andet, tog jeg springet. Det var en slagter-forretning i Store Magleby – lige ved gade-kæret og bagved museet.
Min mester hed Borger Jensen. Han havde fi lial både i Kastrup og Dragør. Mit arbejde bestod i at køre ud til de hollandske gartnerkoner på Amager. Det var nogle nydelige familier, som boede meget tæt. De var ”dis” med hinanden, for eksempel skulle svigerdatteren tiltale sin svigermoder med
”De”. De var velstående, da de havde faste indtægter ved salg af grønsager. De fi k også en god kost. De var dygtige og arbejd-somme, og sjovt var det, at konerne gik med torvepung ved bæltet. Havde man givet en god ekspedition, fi k man nogle gode drikkepenge. Gartnerkonerne var klædt på med lammeskindsstøvler, og vognene var rene og grønmalede med stafferinger både på fælge, eger og vognsider. De kørte med to frederiksborgheste, som blev kørt med stramme tøjler. Det var altså damer!
På Amager var det eftertragtet at købe en muskel til bankekød, men vi havde også salater og konserves med i vognen. Vi fi k salater hjem inde fra Kødbyen i krukker, og så havde vi nogle små papforme, vi kunne komme salaten i og sælge videre. Der var mange slags: italiensk salat – det var den mest solgte – makrelsalat, russisk salat, sil-desalat, de to sidste var med røde sild, og så havde vi en med almindelige sild. Og fransk salat havde vi. Der var nok 10-12 slags i alt.
Fru Pedersen var en god og fast kunde. De havde en gartneri-ejendom og to sønner, der boede hjemme. Jeg kørte den samme tur to gange om ugen, og hun købte altid til nogle dage ad gangen. Først i ugen købte hun pålæg og salater, så de havde noget til mellemmadder. Sidst i ugen var det bankekød og en god kalvesteg.
79 DETTE STYKKE HAR JEG GEMT SPECIELT TIL DEM, FRUE
Slagtermester Borger Jensen og frue. De står ude i gården med hesten Sofus. Mester har en panamahat på.
Han havde altid en cigar i munden, men her ser det ud til, at han står med en pibe. Men det var jo under krigen, så det kan da godt være, han har været nødt til at tage en pibe tobak i stedet for en cigar.
Kødbyen
Vi hentede alt kødet i Kødbyen. Vi kørte med hestevogn og generatorbil. Vi ankom kl. 6 om morgenen. I Kødbyen havde de vægte i brysthøjde. Bærerne tog selv en gris ned fra stangen og hen på vægten, hvor kødet skulle vejes og bar så selv kødet ud på vognen. Og når de drak en øl – kunne de have øllen i den ene hånd, samtidig med at de slæbte de døde dyr over skulderen.
Når vi ankom om morgenen, stod der ofte to til tre arbejdsløse svende for at spørge mester, om der var jobs at få på Amager.
Vi var turen rundt i hele Kødbyen. Steff kom ofte i hvid kittel og blanke træsko. Han havde en kvindelig medarbejder med. Når han kom, og han havde kikket lidt, kunne han svinge ud med armen og sige ”så tager vi denne række, frøken”, og damen måtte så rundt efterfølgende og stemple på det udvalgte kød.
Specielt husker jeg fra Amager bacon med bundskind. På landet solgte vi jo spæk, men her lavede vi bacon og bayonneskinke i blære, som blev skoldet for at krympe, bundet med mere. De var sukkersaltede.
Bacon og blærer på bayonneskinken blev
Bygningen set fra gadekæret. Mit værelse er vindue nr. 2 til venstre for døren.
80
DETTE STYKKE HAR JEG GEMT SPECIELT TIL DEM, FRUE
Vi havde sirenen på huset, og vi var i kælderen mange gange. Damen i døren var fl ink til at have en termokande med ned i kælderen.
hæftet på og blev hængt ud i solen for at tørre. Når de var tørre, kunne vi skære sådan, at sværen var ren, hvorpå de kom ind og blev varmrøget. Bundskind købte man færdigt hjem.
Mesters frue var i butikken fra morgen til aften, og mester også, når han ikke var i Kødbyen. Jeg kørte nok tre dage ude på Amager, men resten af tiden arbejdede jeg hjemme. Jeg var også mest med i Kødbyen om morgenen, inden jeg kørte ud med kød.
Jeg boede der, havde kost og logi i til-knytning til mit arbejde. Jeg havde bare et lille værelse. Men vi kom aldrig andre steder end i køkkenet. Når man kom sent
hjem, fi k man bare lidt kold kartoffelsalat og en rynket pølse. I Store Magleby var jeg begyndt på noget undervisning, men ty-skerne tog skolen, og så var den aftenskole sløjfet. På Amager var der forter, og jeg op-levede en del skyderi i Kastrup Lufthavn.
Jeg kan huske, at vi ofte sad i kælderen under forretningen, når der var luftalarm.
Selvom man sad i kælderen det halve af natten, skulle man begynde lige tidligt. I for-bindelse med krigen er det vigtigt at be-mærke, at der var rationering på kød, så man fi k lidt drikkepenge ved at sige ”og dette stykke kød, lille frue, har jeg gemt specielt til Dem”.
81 DETTE STYKKE HAR JEG GEMT SPECIELT TIL DEM, FRUE
Sofus var en dejlig, frisk hest. Når jeg sagde farvel til kunderne, så var Sofus allerede ude af gården.
Jeg var mest i pølsemageriet. Min kollega Arne afl øste inde i butikken. Men oftest hjalp han mig i pølsemageriet. Jeg kørte tre dage om ugen ude på Amager.
I pølsemageriet fi k vi hele grise hjem.
Grisene blev lagt inde på pølsemageri-bordet, og så blev de savet med en rygsav på begge sider af ryggen. Vi skulle skære, til der ikke var noget kød på ryggen. Det var ikke så nemt. Det var store grise, vi fi k den-gang, de var på 80-100 kg. Vi fremstillede alt pålæg: røget fi let, hamburgerryg og pariser-fi letter, som vi kaldte dem. De var pakket ind i spæk.
Når vi havde en fedekalv, så kunne vi dele køllen i to. En sådan halv kalvekølle var meget efterspurgt. Og nyresteg var også populært. Der var jo rationering på blandt andet fedt, så vi kunne godt mærke, at det begyndte at stramme til.
Og så havde vi alle slags oste. Damerne i butikken havde kitler på, og der var lom-mer i. De kasserede oste lå under disken.
Når der var en rigtig vanskelig kunde, der ikke ville have de oste, vi havde på disken, plejede en af damerne at sige: ”Frue, der er lige én her, den kan De få et stykke af, men så må vi skynde os”, og så stak hun selv pengene i lommen.
Der var jo en vis Københavner-jargon, men vi havde det godt sammen. Det var sådan, at ”nu giver vi den en skalle, så vi kan blive færdige”. Og når vi havde gjort rent, ja, så skulle der være rent. Risten på gulvet var af messing, og hvis den ikke var pudset, så den var blank – også lørdag aften – så var der ikke rent nok.
Det var lidt ensomt på Amager, selvom jeg havde lidt familie i København. Og det var måske med til, at jeg tog derfra. Det var under krigen.
Als 1942
Fra Amager rejste jeg til Lysabild på Als.
Jeg så annoncen i Slagtertidende og kon-taktede slagtermester Dam. Der var stolte traditioner hos denne slagter, hvis familie havde haft erhvervet gennem tre genera-tioner. Jeg skulle fungere som landslagter, hvor vi dels slagtede og dels fremstillede forskellige slags kødprodukter, blandt an-det de specielle sønderjyske pølser. Der var både oksespegepølser og fl æskespege-pølser. Alle de sønderjyske pølser var hånd-æltede. De kom igennem hakke maskinen
82
DETTE STYKKE HAR JEG GEMT SPECIELT TIL DEM, FRUE
Arne og jeg – godt beskidte. Vi har begge slips på. Det skulle vi have hver morgen – være barberet og træskoene pudset. Hvis vi ikke havde kravetøj på, var barberet og træskoene pudset, så … Hvis vi var blevet beskidte ved at arbejde med kødet, var det OK, men det andet skulle altså være i orden.
og blev så håndæltet. Derefter hang de og syrnede lidt, og så kom de ind og blev va-sket af og røget. Yderligere fremstillede vi rigtig mange leverpølser, og vi – det var under krigen – brugte skoldede komaver til leverpølser. Jeg kan huske, at vi på Als ikke solgte en eneste leverpostej. Det var lever-pølsen, som solgte bedst.
Jeg kørte på landet tre til fi re gange om ugen, begyndte kl. 6 og var hjemme igen til middag. Jeg boede, hvor jeg arbejdede, kost og logi var en del af lønnen, og der var et værelse til rådighed. Vi fi k en fantastisk god kost i Sønderjylland. Vi spiste mest okse-steg, og man fi k mange grønsager. Vi fi k stuvede sølvbeder og græskar. Jeg kan huske, vi fi k en specialret, de kaldte snysk:
en skive røget skinke, der var paneret på en pande, dertil grønsager kogt i mælk. Og frikadeller af oksekød fi k vi også tit.
Vi solgte mest kød fra kreaturer. Gik man for eksempel på kro i Sønderjylland, fi k man halvt fl æskesteg og halvt oksesteg.
Man gjorde også det, at det var slagter-mesteren, som skar kødet ud til gilderne på kroerne på Sydals. Kogekonerne sørgede for grønsagerne til kødet. Jeg husker spe-cielt pinselørdag, hvor mester stod op kl. 1 om natten for at pakke kød. Her i denne del af Danmark brugte man udelukkende hakket oksekød til kødboller, mens man i Vendsyssel skulle blande farsen med grise-kød.
Jeg kunne egentlig godt lide Sønder-jylland. Som ung i Sønderjylland kom jeg til mange fester. Til festerne på Als var der fuld servering, og der var spiritus til maden. Det fi k man ikke andre steder, hvor der til
maden ofte blev serveret sodavand. Vin var endnu utænkelig. Stemningen i Sønder-jylland på dette tidspunkt bar præg af meget sammenhold. Der var de tysk sindede og folk ”fra det gamle land”. Det mærkede man, når man gik til bal, man måtte udvælge sin dansepartner med omhu.
Det var på dette tidspunkt, at jeg mødte min kone ved en fest i Sønderjylland.
Hirtshals 1944
Jeg så annoncen i Slagtertidende og kon-taktede slagter Jepsen. Jeg var der cirka et halvt år i en sommerperiode. Om aftnerne havde jeg ekstra job. Jeg arbejdede på havnen til sent ud på natten med at losse makreller i banevogne. Dette arbejde fore-gik også om søndagen.
Juelsminde 1945
Lige efter befrielsen kom jeg til Juelsminde ved Horsens hos slagtermester Ebbesen.
Det var en meget stor forretning med 10-12 ansatte. Vi leverede kød til en fl ygtninge-lejr. Kødet til lejren blev bare hakket ned i nogle baljer. De kom selv og hentede det.
Det var blandet fars til frikadeller. På det tidspunkt havde vi et-, to- og trestjernede kreaturer, og det var jo nok ikke det aller-bedste kød, vi hakkede derud til lejren.
Mellerup 1945
I 1945 købte jeg fars forretning i Mellerup, hvor jeg var i 18 år frem til 1962. Min far var blevet alt for gammel – over 70 år, og han kunne ikke længere passe butikken alene.
Jeg har syv søskende i alt, hvoraf de tre af os blev slagtere, men da mine andre brødre