FORBEDRINGSHUSET PÅ CHRISTIANSHAVN
I 1974 erhvervede Den kongelige Kobberstiksamling tolv af Martinus Rørbyes skitsebøger sammen med rejsedagbøger, malerifortegnelse og regnskabsbøger, jfr. Kunstmuseets Årsskrift 1974, s. 153. Skitsebøgerne dækker hovedsagelig Martinus Rørbyes rejser, men en enkelt, inv. nr. 1974-27, indeholder tegnin
ger fra Københavns fængsler. Det drejer sig om en lille skitsebog af format 18 X 10,5 cm.
Skitsebogen er udateret, men en række af de enkelte blade indeholder ikke- fortløbende dateringer fra årene 1832-33. Martinus Rørbye har således ikke konsekvent anvendt skitsebogen forfra. I bogen findes foruden fangetegninger landskabsstudier fra en rejse til Sydsjælland 1832, samt en rejse i maj 1833 til Hirschholmene m. v.^)
Kun en enkelt af skitsebogens tolv sider med fangestudier er dateret, s. 29
»Af Taarnet No 2 Marts 1833«. Det er sandsynligt, at samtlige fangetegninger er udført i foråret 1833, hvor Martinus Rørbye må have fået den for en dansk guldalderkunstner utraditionelle idé at besøge hovedstadens fængsler for at tage skitser af fangerne.
Ved en del af fangerne har Martinus Rørbye angivet navn samt opholdssted, som f. eks. Mads Madsen, falsk Bancoseddelmager af Forbedringshuset (fig. 3), Johan Liiberg af Tugthuset, Ditlev Hansen af Taarnet No 1 samt Hans Mor
tensen af Taarnet No 2. Af disse påtegninger fremgår, at Martinus Rørbye ikke blot besøgte byens store fængsel på Christianshavn, men tillige opsøgte de særligt farlige fanger, der hensad under skarp bevogtning i Kastellet.
Fængslet på Christianshavn havde oprindeligt været en art social institution, kaldet Børnehuset, men efterhånden var man kommet ind på at indsætte løs
gængere, ulydige tjenestefolk, de som forsømte arbejdet med drik, dobbel og natteløben, letfærdige kvinder m. v. i Børnehuset, hvorved institutionen i løbet af 1700-tallet mere og mere fik præg af et fængsel ved siden af hovedstadens andre fængsler: Bremerholm og Stokhuset. Fra 1742 oprettedes en særlig afde
ling - Rasphuset - hvor fangerne i stedet for fæstningsarbejde blev sat til at raspe farvetræ til brug for klædefabrikation, et arbejde, der var svinet og ube
hageligt.
39
I løbet af 1700-tallet rettede oplysningstidens forfattere, som f. eks. Voltaire, kritik mod vilkårligheden i straiferetsplejen samt den rå og brutale behandling, forbrydere blev udsat for.^) Banebrydende i så henseende var Beccarias bog
»Dei delitti e delle Pene« (Om forbrydelser og straffe), 1764, som straks udkom i en række udgaver på tysk og fransk. Den første danske udgave af bogen kom i 1796, men allerede inden da var den kendt af foregangsmænd, så som Chr.
Colbj ørnsen, der som generalprokurør var med til at udforme tyveriforordningen af 20. februar 1789. Denne forordning blev, som Anders Sandøe Ørsted ud
trykte det, modtaget med det mest levende bifald som en ædel frugt af den menneskekærlige strafferets grundsætninger. Ved forordningen lempedes straf
fen for førstegangs tyveri, og der åbnedes mulighed for en nuanceret straf
udmåling, hvor bl. a. forbryderens alder skulle tages i betragtning. I forord
ningens forord, som er stærkt influeret af Beccaria, udtales, at straffelovens retfærdighed skal være ledsaget med så megen lemfældighed, som den offentlige sikkerhed tillader, samt at straffen skal virke til forbedring, hvor denne er at formode. Forordningen var udtryk for helt nye og banebrydende tanker, idet hidtidig straffelovgivning hovedsageligt hvilede på afskrækkelsessynspunkter samt fra mosaisk ret inspirerede gengældelsesprincipper.®) Forordningen fik vidtrækkende betydning for den senere udvikling af strafferetten.
I overensstemmelse med disse nye tanker blev Børnehuset i 1789 opdelt i to afdelinger: Københavns Tugthus og Københavns Forbedringshus, jfr. re
skript af 29. maj 1789. Af plakat af 15. januar 1790 erklæres følgende om opdelingen:
»Da Kongen har bevilget, at Børnehuset på Christianshavn således skulle indrettes, at de uærlige og på livstid idømte grove forbrydere herefter kunne adskilles fra de mindre, som blot til rettelse og for
bedring samme steds ere indsatte, og da denne stiftelse således for
andres til tvende under særskilte navne af Kjøbenhavns Tugthuus og Kjøbenhavns Forbedringshuus, men at det derimod, i henseende til Rasphuset, skal forblive herefter, som tilforn; hvilken indretning nu er bragt til fuldkommenhed, så bliver samme herved til efterretning for alle vedkommende jurisdiktioner bekendtgjort, på det at disse kunne vide, at sådanne forbrydere, som ved dom gøres uærlige, eller anses skyldige til arbejde på bemeldte sted for livstid, herefter bør dømmes til Kjøbenhavns Tugthuus; hvorimod de, som enten dømt første eller anden gang, for simpelt tyverie, eller formedelst andre forseelser til at arbejde for visse år eller måneder, herefter bør tilfindes at arbejde i Kjøbenhavns Forbedringshuus«.
Opdeling af Christianshavns fængsel i tugthuset og forbedringshuset var stadig
gældende, da Martinus Rørbye i 1833 besøgte fængslet. Opdelingen forklarer imidlertid ikke angivelserne i skitsebogen »Af Taarnet No 1« og »Af Taarnet No 2«.
På grund af de elendige forbold i Christianshavns fængsel i årene efter stats
bankerotten udbrød der i 1817 et større fangeoprør, under hvilket store dele af fængselsbygningerne ødelagdes ved brand. Myndighedernes reaktion på mytteriet var nedsættelse af en standret, jfr. reskript af 25. juni 1817, hvilken ret uden særlig betryggende undersøgelser dømte 14 af fangerne til benrettelse.
De øvrige, herunder den af Martinus Rørbye afbildede Lars Nielsen (fig. 1), dømtes til forskellige straffe.^)
Efter oprøret skærpedes behandlingen af fangerne. Ca. 60 af de farligste fanger hensattes i to tårne i Grevens og Dronningens Bastioner i Kastellet.
Grundlaget herfor var en indstilling af 26. juli 1817 fra Det danske Cancelli, hvoraf fremgår, at der i hvert tårn skulle indrettes to etager med 8 rum til 4 fanger i hvert rum. Da hvert rum kun var ca. 12 m^, kunne fangerne ikke udføre arbejde på grund af den knappe plads og vel heller ikke på grund af det sparsomme lys. Cellerne var uden opvarmning, men i Cancelliets skrivelse anføres, at de tykke mure ville gøre rummene kølige om sommeren og lune om vinteren. Tårnene var i brug i bvert fald til 1836 og betegner et mørkt kapitel i dansk retspleje i 1800-tallet. Det må være disse tårne, Martinus Rørbye har besøgt for at tegne fangerne. Det har formentlig ikke været helt let for Martinus Rørbye at få adgang til tårnene. I 1826 havde Cancelliet således afslået en anmodning fra to præster. Rønne og Raffard, der sammen med den engelske chargé d’aifaires, Brown, ønskede at oprette et selskab, der skulle tage sig af fangernes åndelige tarv, jfr. resolution af 18. marts 1826. Samme år bestemtes på baggrund af flugtforsøg fra tårnene, under hvilket én fange havde påtaget sig hele skylden for at befri de andre for afstraffelse, at alle fanger i én celle skulle straffes for sammenrotning for at undvige, hvis én fange forsøgte at undvige, og de andre fanger ikke kunne have været uvidende herom.®)
Nærmere oplysninger om de enkelte af Martinus Rørbye afbildede fangers forhold findes i fangeprotokoller, som nu opbevares i Landsarkivet for Sjælland.
En del af fangerne, således Lorenz Nielsen (fig. 2), var brændemærkede og skulle kagstryges (piskes). Begge disse straffe opfattedes som stærkt vanærende, og særlig kagstrygningen var frygtet. De fleste af fangerne var dømt på livstid for mere end to gange tyveri, men også forbrydelser som røveri, morderiske overfald og falskmønteri forekommer. En enkelt af de afbildede, Lars Nielsen (fig. 1), var straffet på livstid for deltagelse i fangeoprøret i 1817.
Danske guldalderkunstnere interesserede sig i almindelighed ikke for fangerne som tema. Det er da også karakteristisk, at Martinus Rørbye ikke har omsat
41
Fig. 1. Martinus Rørbye: Skitsebogen, s. 11. Fangefoged Lave, Lars Nielsen, Jørgen Mops samt Jørgen Jensen. Lars Nielsen var dømt 25. juli 1817 på livstid
for deltagelse i tumulten på straffeanstalten.
Fig. 2. Martinus Rørbye: Skitsebogen, s. 17. Fangerne Lorenz Nielsen, Kyllinge Søren samt Michel Hertz. Lorenz Nielsen var dømt 8. oktober 1824 på livstid for morderisk overfald på en hr. Mikael Jensen. Som uærlig fange straffedes han med brændemærkning og kagstrygning. Michel Hertz var
Fig. 3. Martinus Rørbye: Skitsebogen, s. 34. Mads Madsen, dømt 27. juli 1830 for forfærdigelse af falske bancosedler (falskmønteri) på livstid. Alder ca. 50 år. Ernst Højer, dømt for tyveri.
Fig. 4. Martinus Rørbye: Skitsebogen, s. 35. Gjøde Elisabeth Hansdatter af Tugthuset, Johan Lii- berg, Frederik Mühl samt Ole Olsen. Gjøde Elisabeth Hansdatter af Tugthuset var dømt 17. sep
tember 1830 til livsvarigt tugthusophold for tyveri. I 1833 var hun 43 år gammel, gift og havde 4 hørn.
Frederik Mühl var ved dom af 16. juni 1831 idømt 3 år for tyveri. I 1833 var han 18 år gammel.
Fig. 5. Martinus Rørbye: Skitsebogen, s. 37. Mads Mogensen Hollænder. Ifølge fangeprotokollen også kaldet Mads Hansen Langelænder, efter sin hjemstavn. Dømt den 25. november 1831 til livsvarig fængselstraf i arresthuset og skulle som uærlig fange kagstryges (piskes). I 1833 var han
44 år gammel.
de omhyggeligt udførte skitser til maleri, men har henholdt sig til mere idylliske temaer, som var acceptable i datidens Danmark. I malerierne kunne et arrest
hus godt anvendes som baggrund for folkelivet, men afbildning af fanger lå uden for det acceptable. Fængselsskitserne er således arbejder af privat karakter.
Ved siden af rejsebladene og dagbøgerne kaster skitserne lys over sider af Mar
tinus Rørbyes personlighed. Eleven, Lorenz Frølich, skildrer ham som en alvorlig, ej snaksom mand, hvilket stemmer overens med, at han kunne finde på at interessere sig for fanger. Tegningerne giver udtryk for medfølelse med de usle eksistenser. Dette kommer særligt frem i tegningen, fig. 5, hvor livstids
fangen, Mads Mogensen Hollænder med sammensunken holdning stirrer apa
tisk og tomt frem for sig. Martinus Rørbye har således ikke blot betragtet fangerne som »et interessant tema«, men tillige som ynkværdige mennesker.
Fangestudierne vidner om betydelig seriøsitet i Martinus Rørbyes personlighed og om malerens åbenhed overfor den verden, der omgav ham.
N iels S ø b y
N O T E R
^ To af skitsebogens tegninger er publiceret af Jørgen B. Hartmann i Fra Rørbyes Skitse
bøger, 1949 (kvindestudie signeret R - for
mentlig Rørbyes forlovede, Rose Frederikke Schiøtt - samt læsende dreng »Sacha den 15.
januar 1833«).
^ Immanuel Kant: »Metaphysische Anfangs- griinde der Rechstlehre« sluttede sig dog ikke hertil, men argumenterede kraftigt for en gen
gældelsesteori. Enhver anden målestok var efter Kants opfattelse vaklende og kunne ikke bestå med den rene og strenge retfærdigheds fordringer. Morderen skulle således dræbes, og voldtægtsmanden kastreres. Sidstnævnte var ikke en særlig konsekvent anvendelse af gengældelsesprincippet. For tyveri udviklede Kant en særlig teori gående ud på, at tyven ved sin handling berøvede sig selv sikkerheden for al mulig ejendom. Han havde intet og kunne intet erhverve, men ville dog leve, hvil
ket var umuligt, med mindre staten ernærede ham. Da staten ikke kunne gøre dette gratis, måtte han arbejde for staten i slavetilstand.
A. Sandøe Ørsted kommenterer i Eunomia Anden Deel 1817, s. 24, høfligt Kants udred
ninger således: »Det bør ikke glemmes, at Kants retslære er et i hans høje alder ud
arbejdet værk, som med alt det dybttænkte, det indeholder, dog ikke sjældent bærer spor af hans mægtige tankekrafts svækkelse«.
® Som et eksempel på afskrækkelsessynspunktet kan nævnes forordningen af 7. februar 1749, jfr. forordning af 16. oktober 1697, ifølge hvilken morderen skulle knibes med gloende
tænger først på gerningsstedet og derefter på samtlige offentlige torve, eller, hvis forbrydel
sen var begået på landet, tre gange mellem gerningsstedet og retterstedet og endelig på selve retterstedet. Derefter skulle den højre hånd afhugges og til sidst hovedet. Natman
dens folk lagde liget på hjul og stejle og hove
det sattes på en stage. I forordningen fra 1749 fremhæves, at henrettelse m. v. sker »til skræk og afsky«.
Dommen er gengivet i Collegial Tidende 1817, s. 553, jfr. s. 755.
Når H. C. Andersen i sin fortælling »Billede fra Castelsvolden« fra 1852 beskriver, hvor
ledes »Den mørke barske fange ser med et hæsligt blik på en stråle af den nedadgående sol, der falder ind i det nøgne kammer«, må samtiden have tænkt på de frygtede tårne i Kastellet.
Brændemærkning og årlige kagstrygninger op
hævedes ved den af Anders Sandøe Ørsted udarbejdede anordning om forbrydelser, hvorved andre angribes på legeme og frihed af 4. oktober 1833. P'or tyveri bortfaldt disse straffe ved forordning af 11. april 1840, der dog opretholdt kagstrygning for røveri.
I en rejsedagbog fra en Italiensrejse 1834-37 flndes en studie af galejslaver (Kobberstiksam
lingens inv. nr. 1974—29 s. 42). Fra brev'veks- ling vides, at Martinus Rørbye i Paris beun
drede Gericault (Jørgen B. Hartmann: Fra Maleren Martinus Rørbyes Vandreår). Géri- cault afbildede bl. a. indsatte åndssvage og henrettede forbrydere.
ZUSAM MENFASSUNG
MARTINUS RØRBYE
SKIZZEN AUS DEM ZUCHTHAUS UND DER VERBESSERUNGSANSTALT IM KOPENHAGENER STADTTEIL CHRISTIANSHAVN
Eines der 1974 von der Königlichen Kupfer
stichsammlung erworbenen 12 Skizzenbücher Martinus Rørbyes, inv. 1974-27, enthält Skizzen von Insassen der Kopenhagener Gefängnisse.
Gezeichnet wurden die Sträflinge wahrscheinlich im Frühjahr 1833. Aus den angeführten Namen u. a. m. geht hervor, dass Martinus Rørbye nicht nur das grosse, im Stadtteil Christianshavn ge
legene Gefängnis der Hauptstadt besuchte,
son-dern auch die besonders gefährlichen Sträflinge aufsuchte, die, scharf bewacht, im Kopenhagener Kastell untergebracht waren. Für einen Künstler war es im Dänemark der 1830er Jahre keineswegs herkömmlich, sich für Sträflinge als Thema zu interessieren. Die Skizzen dürften kaum als Vor
studien zu einem Gemälde gemacht worden sein, sondern Arbeiten privater Art darstellen.
45