Samfundets forandring

59

60 nodalpunkt, idet der skabes en fælles forståelse for den venstredrejede diskurs, der er vigtig i forhold til en ’fiksering’ af diskursen. Dette kunne overføres til samtlige lande og danne grundlag for en ens tankegang. En regional enhed i lighed med nationen.

I Bolivia fremfører Evo Morales en retorisk strategi med radikale forandringer i både historien (samfundet), nationen og regionen. Den nationale identitet skal genopbygges og formidle en positiv start for en ny politisk era: ”… creo que es importante cambiar nuestra historia, cambiar nuestra Bolivia, nuestra Latinoamérica.” (Morales, 2006: 3). Denne politiske strategi, med fokus på fundamentale ændringer, peger i retningen af en venstreorienteret politik, der blandt andet bygger på samfundsmæssige og sociale forandringer. Desuden er der en sproglig logisk modsætning i brugen af ”nuestra”, idet det bolivianske ’nuestra’ opfattes nationalt og derfor modsættes det latinamerikanske ’nuestra’, som har en regional betydning. I hele Latinamerika optræder der adskillige nationale identiteter, som indholdsudfylder betydningen af den flydende betegner ”nuestra Latinoamérica”; således kan en sydamerikansk regional konsensus være vanskelig at gennemføre. Ved at sige Latinamerika frem for Sydamerika bringes perspektivet op på et højere storslået niveau, som gør betydningen af denne ændring endnu tydeligere. Derudover er illusionen og historien om ’de andre’ tydeliggjort ved at pointere et både nationalt og her kontinentalt ”nuestra”. Endelig fungerer ”cambiar”, i denne sætning, som nodalpunkt, da det samler sætningens budskab, og de andre ord organiseres efter ”cambiar”.

I Ecuador er det politiske projekt omdrejningspunktet for den eksplicitte narrative strategi. Det er folkets vilje og politiske valg, der er den grundlæggende faktor for den nye samfundsmæssige udvikling, og som bevirker, at den nationale identitet dannes på folkets præmisser og antager en folkelig diskurs - hvilket er kendetegnet for en venstreorienteret diskurs (Oxford Reference, nr. 2): ”…los ecuatorianos que, […] escribieron una gesta heroica en el país y empezaron una nueva historia. Hoy, LA PATRIA YA ES DE TODOS.”

(Correa, 2005: 1). ”Patria” fungerer her som nodalpunkt, der indbefatter samfundets værdier og hele folket/nationen, det vil sige, at den nationale diskurs er i fokus som identitetsskabende

61 faktor. Derved fremhæves også en populistisk diskurs med fokus på folket og nationen.

Endvidere symboliserer ”nueva historia” det nye samfund og bliver en flydende betegner, idet indholdet er afhængigt af hvem, der italesætter det nye samfund – i dette tilfælde er det socialismen. Samfundet samler de nationale værdier og bliver grundlaget for en bedre fremtid – via det politiske projekt, ligesom ovenstående tilfælde i Bolivia.

Venezuelas præsident Chávez fremsætter en national diskurs, der fokuserer på nationale revolutionære initiativer. Simón Bolívars vision er inspirationen, der skal afspejle Chávez’

egne revolutionære intentioner: ”Tenemos que revolucionarnos, incluso nosotros mismos, es hora de oír a Bolívar de nuevo y ahora es cuando los venezolanos van a oírme hablar de Bolívar, porque ese es el faro.” (Chávez, 1999: 7). Her fremføres både en national og politisk retorik – politisk revolution og national vision via Bolívar. Chávez giver Bolívar status som Ledestjernen (som endnu en gang er religiøst betonet), således bliver han en del af det politiske projekt, der skal forny nationen og Bolívars vision fungerer derfor som nodalpunkt.

Desuden fungerer ’revolution’ som nodalpunkt samt flydende betegner og er kimen til den politiske diskurs og fundamentale tiltag, der skal danne rammerne for Venezuelas forandring og nye identitet. Forandringer er fokuspunkt gennem Chávez’ tale, og som narrativ strategi benyttes den igangværende sociale bevægelse - det forestillede fællesskab - i landet, som begrundelse for at gennemføre ændringerne: ”… nuestra acción orientada hacia la transición transformadora, […] nosotros tenemos que darle cauce a un movimiento que corre por toda Venezuela.” (Chávez, 1999: 6). ”Nuestra acción” indikerer det nationale politiske projekt, der tydeligvis er en aktiv aktion og forandring. Derudover benyttes en ny retorisk tilgang, der tager udgangspunkt i ”toda Venezuela” – hele landet er involveret i den sociale bevægelse, der kræver forandringer - som bør efterleves.

Derudover følger Chávez’ opfordringer til befolkningen om revolutionære ændringer:

”Asumamos con coraje y con valentía la tarea de darle cauce a la revolución venezolana…”

(Chávez, 1999: 7). Ved at sige ‟La revolución venezolana‟ (i bestemt form) virkeliggøres revolutionen og bliver håndgribelig samt genkendelig, og den vidner om en længe ønsket

62 omvæltning. Samtidig fungerer revolutionen som et strategisk samlingspunkt, der forener nationen i kampen for at skabe deres egen længe ventede nationale identitet og samfund, hvorved der opstår et nationalt fællesskab – over for den modstillede regionale fællesskabsdiskurs. Således opnås et hegemonisk og antagonistisk forhold med den nationale diskurs over for den regionale.

Når den politiske diskurs forandres, og der foretages store samfundsmæssige ændringer, er det vigtigt at pointere de folkelige værdier, hvis støtten til regeringen skal bibeholdes; i forlængelse heraf skal regeringens politiske værdigrundlag følge den nye samfundsdiskurs. I Chile benytter Bachelet en reflekterende strategi, der centraliseres om landets nationale betingelser samt moderne udvikling: ”Más inclusiva, más participativa, más abierta, más transparente. Una política por y para los ciudadanos.” (Bachelet, 2006: 6). Bachelet fremfører en folkelig diskurs, der afspejler en regering på folkets præmisser via ”por y para..”

samt ”más inclusiva” – regeringen inkluderer folket og giver et populistisk præg. Samtidig er den politiske diskurs ”más abierta” og indikerer nye strategier, hvilket peger i retningen af en mere moderne og moderat venstrepolitisk ideologi, der er åben over for nye tiltag. Desuden indeholder den politiske diskurs i Bolivia også ændringer, der er valgt af folket – og derved er der tendenser til en populistisk narrativ strategi, som i Chile, der vægter en folkelig-demokratisk politik, som repræsenterer befolkningen. I forhold til Bachelet er Morales lidt mere eksplicit idet han påpeger den socialistiske politik kraftigere, og Morales definerer sig her som socialist og stadfæster, at dét er det politiske redskab: ”… es el Movimiento Al Socialismo, es el instrumento político por la soberanía de los pueblos.” (Morales, 2006: 6).

Endnu en gang er ”los pueblos” nodalpunktet og flydende betegner, der her omfatter den bolivianske befolkning og identiteten fremhæves ved at samle det politiske projekt i befolkningen, således at det bliver et socio-politisk projekt.

Uruguays præsident Vázquez’ nationale diskurs tager udgangspunkt i at indføre lige rettigheder for alle. Han danner derved en national ’vi-gruppe’, der inkluderer samtlige borgere - og tilvejebringer en stærk fællesskabsfølelse, der også skaber en sammenhæng

63 mellem borgernes muligheder og visionen bag det politiske projekt: ”Que todos los niños y todos los jóvenes, y todas las mujeres y todos los hombres de este Uruguay, tengamos las mismas posibilidades de llevar adelante una vida digna.” (Vázquez, 2005: 3). Den tekstlige strategi tager afsæt i ”una vida digna”, der fremhæver de sociale værdier for et værdigt liv, som er visionen med det politiske venstreorienterede projekt i det nye samfund i ”este Uruguay”. Tilsvarende i nabolandet Brasilien, fremføres en national diskurs. Lulas strategi tager ligeledes afsæt i den nationale identitet, hvor ”el pueblo” igen er nodalpunktet samt national flydende betegner: “… el pueblo brasileño realizó una obra de resistencia y construcción nacional admirable.” (Lula, 2003: 5). Lula fremsætter en historisk diskurs, hvor nationen gennem tiden har formået at rumme alle brasilianere (sorte som hvide) og opstiller derved en historisk ’vi-gruppe’. Nationens identitet afspejles i denne positive selv-præsentation af befolkningen, som genererer en større og mere optimistisk national fællesfølelse, og det er her den politiske og nationale diskurs præsenteres. Desuden bruger Lula også en folkelig retorik, der lægger vægt på de, for nationen, nødvendige ændringer: ”…

la sociedad brasileña eligió cambiar y comenzar, ella misma, a promover la mudanza necesaria.”(Lula, 2003: 1). ”La sociedad brasileña” indikerer at samfundet står sammen om et fælles mål og fælles identitet, som bliver en del af den politiske vision og danner tillige et forestillet nationalt fællesskab. Endvidere er ”eligió cambiar” et eksempel på en fælles folkelig diskurs og en narration, der udtrykker, at folket selv har valgt disse nødvendige ændringer. Dette er ydermere tegn på en venstreorienteret politisk diskurs, hvor ’folket’ er i fokus. ’Vi-gruppen’ bliver tilmed en skjult ’jer-gruppe’, der skaber en distance i magtforholdet mellem regering og borger.

I Uruguay fremstilles regeringen, via en velovervejet og ansvarlig politisk diskurs, idet de samfundsmæssige ændringer har været undervejs i et stykke tid: ”Nuestra fuerza política se preparó largamente para llevar adelante una transición que denominamos “responsable”.”

(Vázquez, 2005: 5). Regeringens stærke diskurs – ”nuestra fuerza política” fremhæves som et politisk redskab, og i øvrigt henviser den flydende betegner ”nuestra” til den nationale politik, hvilket derfor resulterer i en national diskurs og skaber en national ’vi-gruppe’. De politiske ændringer - ”transición responsable” fungerer som nodalpunkt, der skaber

64 sammenhæng samt rød tråd gennem hele talen, idet forandringen er i fokus. Desuden forsikres befolkningen om regeringens ansvarsfulde politiske projekt, der ligger til grund for ændringen. Vázquez benytter derudover også en folkelig retorisk konstruktion med udgangspunkt i en national diskurs: ”… en el ejercicio de este gobierno nacional que debe ser de todos los uruguayos.” (Vázquez, 2005: 1). Regeringens diskurs er ”nacional” valgt af folket, og der skabes en national ’vi-gruppe’, der samler befolkningen om det politiske initiativ med en populistisk retorik. Den implicitte narrative strategi i dette udsagn stadfæster her hvor nationen er på vej hen ved at pointere, at regeringen favner alle uruguayere, hvorved den kollektive nationale identitet forstærkes.

Fernando Lugo, i Paraguay, præsenterer også en folkelig diskursiv strategi, hvori de unge borgere italesættes som en ‘jer-gruppe’, der repræsenterer fremtidens samfund: ”Yo renuncio, renuncio a un Paraguay con jóvenes tristes, yo anuncio, con la colaboración de todos, un Paraguay con jóvenes protagonistas de su destino!!.” (Lugo, 2008: 9). Den unge befolkning bliver en illustration på den nationale identitet, og det fremtidsperspektiv, der tager afsæt i en mere liberal diskurs, med mere selvbestemmelse og socialt ansvar. Det handler dog om

”colaboración de todos” for at opnå den kollektive nation og undgå en to-delt befolkning, hvor ”todos” er hele nationen ung som gammel. Denne diskursive strategi kan være med til at skabe et solidarisk fællesskab, hvor de sociale roller stilles op over for hinanden, og samtidig fokuseres der på en stærk, ansvarsfuld national identitet. Også i Uruguay tager Vázquez’

strategi afsæt i befolkningens hjælp, hvor den kulturelle udvikling bliver det diskursive element: ”Este plan estratégico definirá metas y objetivos que orienten un proceso de desarrollo cultural propio con la mayor participación ciudadana.” (Vázquez, 2005: 7). Den

’strategiske plan’ er den kulturelle udvikling, der indgår, som en del af det politiske projekt.

Det nationale fællesskab udtrykkes via ”participación”, hvorved den nationale identitet skal fremstilles ved fælles hjælp, og dette skaber en national ’vi-gruppe’.

I de ovenstående afsnit er det narrative fokus hovedsageligt på folket, som i øvrigt er et gennemgående moment for talerne, og fungerer som det politiske projekts hovedakse og

65 eksplicitte guideline. Yderligere er samfundets ændringer i fokus med afsæt i det faktum, at befolkningen selv har valgt ændringerne - det politiske projekt, hvilket herved overlader folket med en venstreorienteret populær magt samt ansvar.