Globaliseringens konsekvenser

65 eksplicitte guideline. Yderligere er samfundets ændringer i fokus med afsæt i det faktum, at befolkningen selv har valgt ændringerne - det politiske projekt, hvilket herved overlader folket med en venstreorienteret populær magt samt ansvar.

66 Der er dog også fordele ved globaliseringen, og Fernández fører ligeledes en positiv diskurs her: “… queremos […] fijar nuestra posición en cuanto a una necesidad imperiosa, la reconstrucción del multilateralismo. Un mundo unilateral es un mundo más inseguro, más injusto” (Fernández, 2007: 7). Der fremføres en åben og perspektiverende diskurs, hvilket kunne pege på en åbenhed og fremsynethed samt moderat venstredrejning, således anses multilaterale relationer for en vigtig faktor for samfundet. Præsident Vázquez, i Uruguay antager en lignende visionær og fremtidsbaseret diskurs, hvor perspektiver er vigtige: ”Un país sin perspectivas es un lugar demasiado peligroso.” (Vázquez, 2005: 2). Denne reflekterende retoriske strategi frembringer en form for realisme samt åbenhed over for nye udfordringer, som derved også vidner om en politisk form for rationalisme i en globaliseret verden samt en mere moderat politik. Der dannes også en positiv selv-præsentation og negativ anden-præsentation af lande uden disse perspektiver.

I Brasilien opstiller Lula en positiv strategi over for udenrigspolitiske relationer, der medvirker til landets deltagelse i den globaliserede verden og samtidig har indflydelse på samfundets udviklingsprojekt – herunder identiteten: ”Realizar esta introspección no significa cerrar las puertas y ventanas al mundo. Brasil puede y debe tener un proyecto de desarrollo que sea al mismo tiempo nacionalista e universalista…” (Lula, 2003: 5). Lula kombinerer en nationalpolitisk diskurs med en international, idet begge elementer er vigtige for udviklingen. Denne udtalelse ligner i øvrigt Lugos ”patria sin murallas” (Lugo, 2008: 6).

Samfundets ”introspección” opfattes som en positiv udvikling og identitetsskabende faktor, som er national og universal. Endvidere er de brasilianske sociale forhold og dermed den nationale identitet inspireret af ’de andre’ - ”relaciones exteriores” i den udenrigspolitiske diskurs: ”… las relaciones exteriores de Brasil deberán contribuir para la mejoría de las condiciones de vida de la mujer y del hombre brasileños…” (Lula, 2003: 6). Det politiske projekt og et bedre liv er herved også afhængigt af internationale ressourcer, der kan forbedre forholdene og tilføre teknologisk udvikling.

67 Der er forskel på den diskursive tilgang landene har til omverden. I Brasilien er de internationale samarbejdsaftaler vigtige: “Procuraremos tener con los Estados Unidos de América una asociación madura con base en los intereses recíprocos y en el respeto mutuo.” (Lula, 2003: 7). I ovenstående bruges den implicitte narrative strategi til at demonstrere den politiske åbenhed over for USA. Relationerne til USA er et omstridt emne i flere af landene, derfor fungerer ”respeto mutuo” som et indirekte signal til USA, og andre lande i øvrigt, om at respektere Brasiliens interesser. Desuden er forholdet til USA en flydende betegner, idet forholdet varierer fra land til land.

Derudover fører både Uruguays præsident Vázquez og Morales i Bolivia en politisk diskurs hvor international assistance via videnskab og teknologi er en del af det nye samfund: ”Y cuando hablamos de vinculación, […] recibir y aportar cultura, recibir y aportar conocimientos científicos y tecnológicos, fomentar el comercio y las inversiones.” (Vázquez, 2005: 9) og ”… si todavía no tenemos expertos en temas energéticos pedimos a los países vecinos, países de Europa a ayudarnos…” (Morales, 2006: 11). I Latinamerika som helhed, der mangler en del af industrialiseringens processer, er optimeringen af ’know-how’ samt åbenhed vigtig. Dette vidner om en åben venstrepolitisk diskurs med fokus på internationalt samarbejde samt udenlandsk hjælp - et andet og visionært Latinamerika, hvor ’de andre’ – internationale organer ikke har en negativ indflydelse, men anses som væsentlig og nødvendig partner. På den anden side manifesterer Morales sin politiske og sociale diskurs: ”Para que sepan las instituciones internacionales, la prensa internacional: el poder de la conciencia ganó las elecciones nacionales y el MAS es el instrumento político.” (Morales, 2006: 7). Der dannes en ’inde-gruppe’ bestående af MAS²⁵ og i særdeleshed en ’ude-gruppe’ i form af ”las instituciones internacionales” samt resten af politiske relationer, og der er derved risiko for en social antagonisme, i den hegemoniske artikulation over for de internationale organer. Den venstreorienterede politik via MAS manifesteres, hvorved diskursen ’vi’ (Bolivia) og ’de andre’ (internationale organer) endnu en gang præsenteres. Dette stadfæster Morales’ mere radikale venstredrejning samt narrative identitet, der involverer en forandring bestående af den nye socialistiske regeringsdiskurs.

25 Movimiento al Socialismo er præsident Morales’ socialistiske parti i Bolivia.

68 Den narrative identitet, der er forankret omkring forandringen og moderniteten, fokuserer især brasilianske Lula og Chilenske Bachelet på. Den nationale udvikling påvirkes af nye globale tendenser, således er det vigtigt med en national globaliseret diskurs. Lula fører en positiv retorik over for de nye tiltag, som udviklingen medfører, og som kan have en smittende effekt på nationen som helhed: ”Este es un país del nuevo milenio, […] por su amor a lo nuevo y a la invención.” (Lula, 2003: 9). Der opstår således en naturlig åbenhed, eftersom det nye årtusinde, som givet, vil medføre en ny udvikling – Brasiliens identitet ”amor a lo nuevo”

indikerer samtidig forandring. Denne modernitet og progressive udvikling er anderledes i Chile, hvor den moderne udvikling tolkes som valget af en kvindelig præsident og derfor bliver modernitet en flydende betegner: ”En los últimos años, hemos avanzado mucho para construir un país que crece, más igualitario, un país moderno. La elección de una Presidenta es la culminación…” (Bachelet, den 12. marts, 2006: 1). Højdepunktet i Chiles udvikling er nået, som vidner om et åbent samfund, der tør tage chancer, hvilket Bachelet værdsætter hos befolkningen. Samtidig fungerer ”un país moderno” samt ”más igualitario”

som nodalpunkter, der indbefatter og står for et mere lige og udviklende land, hvilket tyder på en moderat venstrepolitik.

Imidlertid er der, som nævnt, lande, der ser globaliseringens indtog som hæmmende. I Ecuador fører Rafael Correa en negativ narrativ strategi: ”Esta globalización neoliberal, inhumana y cruel, que nos quiere convertir en mercados y no en naciones […] es muy similar en términos conceptuales al capitalismo salvaje de la Revolución Industrial…”

(Correa, 2005: 6). Correas politiske diskurs er tydeligvis ikke positiv over for globaliseringen, kapitalismen og industrialismen, som, ifølge Correa, tingsliggør landene. ”Nos” repræsenterer de lande, der er modstandere af neoliberalismen – de sydamerikanske og danner en ’vi-gruppe’. Disse lande placeres derved retorisk i offer-rollen, som den gruppe, der bliver domineret af ’de andre’ – den neoliberale ideologi, som i kolonitiden – hvorved udviklingen af den nationale identitet og kultur forhindres og bliver gjort sekundær. Endvidere fungerer

”revolución” igen som nodalpunkt og flydende betegner, der her indholdsudfyldes i en negativ kontekst, hvorimod det senere i samme tale bruges som retorisk værktøj i en positiv kontekst: ”…y así emprender una lucha por la Revolución Ciudadana…” (Correa, 2005: 1). I

69 diskursen for internationalt samarbejde er ’revolución’ således en negativ betegner, hvorimod den i den nationale diskurs fungerer positivt, og der er tale om en hegemonisk kamp mellem disse to diskurser, derved modstilles det nationale og globale. Både Chávez og Morales bruger

’revolución’ i en positiv sammenhæng (Chávez, 1999: 7) (Morales, 2006: 2), hvilket påviser diskursernes hegemoniske kamp om at indholdsudfylde ordene.

Correas retoriske strategi tager udgangspunkt i at modstille den venstreorienterede og socialistisk diskurs over for den neoliberale, som gøres til ’underdog’ - derved opstår en antagonisme samt en hegemonisk kamp mellem de politiske ideologiske diskurser: ”… el nefasto ciclo neoliberal ha sido definitivamente superado por los pueblos de nuestra América, […] y ahora Ecuador.” (Correa, 2005: 4). Correa fører en regional diskurs, der skaber en opdeling af ’os’ kontra ’de andre’ – socialisme og neoliberalisme, hvilket derved også modstiller globaliseringsdiskursen over for det regionale sammenhold. Den opstillede

’vi-gruppe’ inkluderer ”los pueblos de nuestra América”, som medvirker til en positiv selv-præsentation samt ejerskab og fællesskab i ”nuestra”, og ’de andre’ – ”nefasto ciclo neoliberal” marginaliseres, hvorved magtforholdet er byttet rundt – socialismen har overtaget og bliver en gennemgående storyline. Den regionale narrative identitet har gennemgået en transformation, som nu udvikles gennem socialismen, og det regionale fællesskab kommer derved til udtryk. Desuden fungerer ”pueblo” som både flydende og populistisk betegner, da den manifesterer folkets valg af den venstreorienterede politik.

Forskellen mellem den nationale ’pueblo’ og den latinamerikanske ’pueblo’ fremgår eksempelvis i bolivianske Evo Morales’ tale: ”Juntos todos debemos resolver este tema energético no para Evo sino para el pueblo y los pueblos latinoamericanos.” (Morales, 2006:

15). I dette tilfælde opnår ”pueblo” således de to indholdsudfyldninger i samme udsagn - den bolivianske befolkning og hele den latinamerikanske. Således modstilles de to diskurser, og dermed skal ’vi’ ”todos debemos” og ’de’ ”pueblos latinoamericanos” her anses som en forenet og samarbejdende gruppe, og ’vi-gruppen’ indeholder derfor både Bolivia og lidt grandiost Latinamerika, hvilket viser den tidligere nævnte oplapning af ’vi’. Desuden

70 udtrykkes den kollektive diskurs gennem ”Juntos todos debemos”, som igen manifesterer det fælles initiativ i regionen, og pligten til at samarbejde, der også fremfører et skjult ’jer’ frem for et ’vi. I forlængelse her af samt jævnfør tidligere afsnit, fokuserer den narrative strategi talerne på ’el pueblo’ – regionalt som nationalt (og kontinentalt), og i begge diskurser fungerer det som flydende betegner.

Den overordnede latinamerikanske historie fylder stadig meget i den nuværende diskurs, og både Hugo Chávez i Venezuela og Michelle Bachelet i Chile fokuserer specifikt på fortid, nutid og fremtid. Herved samles det politiske projekt retorisk og konstruerer desuden den nationale identitet gennem landets historie. For at gennemføre den politiske diskurs må historiske faktorer således inkluderes: ”… porque hoy nuestros ojos están puestos en el pasado, pero también en el presente y en el futuro…” (Bachelet, den 12. marts, 2006: 1) og

”… los venezolanos de hoy, tenemos que mirar el pasado para tratar de desentrañar los misterios del futuro…” (Chávez, 1999: 2). Fortidens fortælling har stor relevans i genopbygningen af nationen og er en del af den nationale samt politiske identitet. Historien fungerer som en kim til fremtiden, hvorved der opstår en storyline til sammenhængen mellem den regionale og nationale identitet.

I de ovenstående afsnit bliver globaliseringen en storyline for samtlige lande, idet de forskellige diskurser finder fællesskab i globaliseringen, hvorigennem den nationale samt regionale identitet bliver påvirket både positivt og negativt. Endvidere fylder ’el pueblo’ samt den narrative identitet meget i både den regionale og nationale diskurs, som også centreres omkring den historiske identitet i fortid såvel som nutid og fremtid.