Kolonialismen

Det er kolonialismen der ligger til grund for den narrative strategi og fungerer samtidig som storyline for flere af præsidenterne. Det var kolonialismen, der skabte hele Latinamerika, og derfor er denne periode en væsentlig del af den nationale identitet. Kolonialismen fremstilles således, at den har stået i vejen for nationen og dermed skabelsen af identiteten, og samtidig fortolkes virkeligheden, der omgiver landene og har været med til at skabe samfundet som det ser ud i dag. Den fremlægges både via en politisk og national diskurs, der giver den sociale og politiske interaktion en ekstra dimension ved at vise det onde før - det som hele Latinamerika er opstået af. Det er denne historiske fortælling, der er grundelementet i størstedelen af talerne, som netop tager afsæt i de historier, der omfatter den sydamerikanske kamp for at blive uafhængigt og frit, derfor afspejles de diskursive retninger også i denne fortælling.

Den nationale diskurs kan, som nævnt, forstærkes via en skelnen mellem ’vi’ og ’de’. Ved at differentiere sig selv eller andre fra noget helt tredje kan en nation eksempelvis samles om fælles værdier, hvilket kan medvirke til en kraftigere definition af den nationale identitet (Jørgensen og Phillips, s. 181). Ydermere kan sproget blive mere levende ved brugen af det personlige pronomen ’du’ og ’jeg’ og skabe mere dybde (Gustafsson, 2005: 170).

I Bolivia skaber Evo Morales en fortælling om Latinamerikas martyrer, der kæmpede for friheden, og han begynder sin tale med at bede om et minuts stilhed for martyrerne, hvilket tilkendegiver graden af alvor i talen: ”¡Gloria a los mártires por la liberación!” (Morales, 2006: 1). Morales’ politiske retorik sender et signal om, at Bolivia og resten af det latinamerikanske kontinent er selvstændigt og frit, således kan det opfattes som om, han bruger kolonialismens diskurs som skræmmebillede for at opildne til større loyalitet. Således kan visionen om uafhængighed og skabelsen af en national identitet opnå en endnu stærkere position i samfundet og frihedskæmpernes rolle introduceres herved.

44 Den politiske diskurs, som skal manifestere landets styrke og frigivelse, der ikke tolererer andre landes indblanding fremlægges her: ”No se trata de importar políticas económicas o recetas económicas desde arriba o desde fuera, y la comunidad internacional tiene que entender eso: el querer importar políticas a Bolivia y es un error” (Morales, 2006: 7-8).

Morales præsenterer en tydelig politisk diskurs, der ikke tillader, at udenlandske regeringer blander sig i Bolivias politiske beslutninger, hvorved konceptet om nationalstaten og dennes fremherskende positionering af sig selv fremhæves. Samtidig danner han en ’vi-gruppe i form af Bolivia, som bliver en positiv modpol til ’de andre’, der importerer politiske strategier, hvilket resulterer i en positiv selv-præsentation samt en negativ anden¹⁸. Morales fremsætter selv landets politiske agenda og herigennem manifesteres den nationale selvstændige følelse, som påvirker identitetsdannelsen. Yderligere eksisterer der i Bolivia en intern uafhængighedskamp mellem indianerne og resten af befolkningen, hvilket fremhæves senere.

Indianerne kæmper for uafhængighed og desuden kæmper sociale bevægelser for indianernes rettigheder. Dermed bruges uafhængighed og frihed som flydende betegnere. Morales’

retoriske strategi tager igen afsæt i uafhængighedskrigen mod Spanien: “…seguirán siendo los movimientos sociales, el movimiento indígena que siga luchando por esa segunda independencia de nuestro país.” (Morales, 2006: 9). ”Segunda independencia” hentyder til kolonimagten¹⁹ og kampen mod denne, som i den historiske kontekst helt naturligt gøres til den negative anden. I dette tilfælde bruges det narrativt til at fortælle om den nationale og heterogene identitet, der kæmper for at slå igennem, og landets interne problemer mellem indianer og hvid med til at fremhæve kampen for identitet. Herved ses en væsentlig forskel på Morales og de øvrige præsidenter, idet Morales grundlæggende ser en konflikt inden for landets grænser, hvorimod Chávez eksempelvis især ser ydre fjender i form af neoliberalister og indre sociale fjender.

I Ecuador er præsident Rafael Correas diskursive udgangspunkt det samme som Morales’ - anden politisk indblanding er en negativ faktor, og uafhængighedsdiskursen bliver en vigtig retorisk faktor: ”...Ecuador comenzará a independizarse de los organismos internacionales

18 Andethed skal her forstås som en forskel i race og køn og i særdeleshed kultur.

19 Den første kamp for uafhængighed var netop mod kolonimagten – Spanien.

45 representantes de paradigmas e intereses extranjeros, […] son las nuevas formas de subordinar a nuestros países.” (Correa, 2005: 5). Correa fremlægger historien om undertrykkelse og benytter en narrativ strategi, der fremstiller ”organismos internacionales”

som værende de negative faktorer, der står i vejen for at udfolde den nationale identitet, og som undertrykker ”nuestros países”, der repræsenterer alle de latinamerikanske lande.

Samtidig undermineres nationalstatens magt via de internationale magters overtagelse. Correa benytter først en national diskurs ved at påpege Ecuadors uafhængighed – og overlapper med referencen til hele Latinamerika, hvilket gør overgangen national og regional flydende, og der opstår et dialektisk forhold²⁰.

Evo Morales i Bolivia fremfører en forbeholden politisk diskurs over for den bistand andre lande kan yde. Denne negative diskurs kan bunde i den kolonialistiske fortid tillige med, at USA’s politiske diskurs har gjort relationerne lidt anstrengte: ”… que la cocaína no sea una excusa para que el gobierno de Estados Unidos domine o someta a nuestros pueblos.”

(Morales, 2006: 14). ”Nuestros pueblos” repræsenterer her alle de latinamerikanske nationer grundet brugen af pluralis og fungerer som populistisk flydende betegner, da den gennem talerne indholdsudfyldes i forhold til konteksten. Desuden tager den narrative strategi igen udgangspunkt i en samlet socialt funderet blok, der domineres af andre lande, og den distancerede holdning over for indblanding manifesterer endnu en gang ønsket om at skabe eget samfund og egen identitet. Idet ’pueblo’ påpeges, indikeres det, at der også findes en antagonistisk modpol i form af ’anti-pueblo’. Hegemonikampen mellem den ene pol ’folkelig’

og den anden pol ’antifolkelig’ kommer altid an på de konkrete politiske forhold og deres organisatoriske former samt kapaciteten til at imødekomme de enkelte krav og konvertere dem til et generelt samfundskrav (Troncoso, 2008: 14).

Hugo Chávez i Venezuela benytter også uafhængighedsdiskursen idet han citerer en tale fra uafhængighedskrigene i 1811. Han sammenligner daværende kampe og opnåelsen af et frit land med den diskurs han forsøger at efterleve i 1999: ”… si nosotros estamos dispuestos a ser libres», hoy es el mismo dilema, estamos entre el mismo dilema.” (Chávez, 1999: 7).

20 Et sammenhængende forhold indlejret i andre sociale dimensioner.

46 Chávez tillægger historien betydning, hvilket afspejler en tilgang med triangulation. Her hentyder han til, at Venezuela er afhængig af andre landes politiske diskurs, og at det er samme dilemma nu som, da Spanien regerede over næsten hele Latinamerika - derved den ydre fjende. Chávez mener dermed, at landets frihed fortsat begrænses og referencen til kolonitiden opstår som i Bolivia. Der er igen en tendens til, at lande uden for kontinentet fungerer som den skræmmende og negative ’anden’. Det komplekse forhold til lande uden for regionen dukker igen op, og Chávez’ retorik fremstiller en differentierende ’inde- og ude-gruppe’, som er med til at sende signaler om hvilke værdier, der ligger til grund for samfundet, som derved påvirker den nationale identitet.

I ovenstående fremføres fortællingen om ’os’ og ’de andre’, hvor kolonialismen er omdrejningspunktet og derved også kampen for uafhængighed. Fortællingen om dengang og det skræmmebillede, det bringer, er med til at skabe fundamentet for en ny og forbedret identitet samt politisk fremtid.