Indianernes rolle

74 Bachelet i Chile og Vázquez i Uruguay har i deres omtale af regeringen til formål at skabe en kollektiv national alliance, der forsikrer befolkningen om regeringens diskurs: ”Nuestro apoyo para con esos jóvenes […] que quieren emprender, que quieren forjar su propio destino.” (Bachelet, 2006: 3) og ”…así trabajaremos para seguir abriendo industrias y puestos de trabajo decentes para todos los uruguayos.” (Vázquez, 2005: 12). I ovenstående udsagn repræsenterer henholdsvis ”nuestro” samt „trabajaremos‟ regeringen, hvilket indikerer en uautentisk deiksis, for er alle i regeringen enige (?) og ”nuestro” opnår tilmed en ny betydning da ’vi-gruppen’ er regeringen og ’de andre’ er befolkningen. Denne brug af ’vi’

og ’de andre’ sender et signal til folket om, at regeringen påtager sig et ansvar om at forbedre samfundet og er beviset på, at det politiske projekt bliver gennemført.

I de ovenstående afsnit indbefatter den kollektive diskurs de nationale samt regionale fælles værdier. Ens for talerne er den folkelige nationale fremtidsdiskurs, der er en flydende betegner og føres via en kollektiv national identitet, der peger i retningen af en socialistisk diskurs.

Desuden indikerer brugen af ’nuestra/o’, et tilhørsforhold til nationen, der præsenterer folket som en samlet enhed og skaber en fælles identitet, således kaldes denne strategi for assimilationsstrategi - befolkningen har noget tilfælles og assimilerer ét ’vi’.

75 Det narrative omdrejningspunkt for både Morales i Bolivia og Lugo i Paraguay er indianernes manglende rettigheder. Dette giver indtryk af en splittet og heterogen befolkningsgruppe, der stadig kæmper imod en ufrivillig todelt national identitet mellem hvid og indianer, hvorved opdelingen mellem ’vi’ og ’de andre’ tydeliggøres. Lugo præsentere en eksplicit narrativ strategi, der er med til at samle den todelte nation i én. Han begynder sin tale på guaraní²⁶ og gentager efterfølgende på spansk, hvilket giver indtryk af en nation, der rummer og respekterer den sammensatte nationale identitet, men det tydeliggør også, at ’vi’ er et skjult

’jer’, da Lugo kunne have holdt hele talen på guaraní. Morales derimod undlader at tale på sit eget indianske sprog, aymara. Modsat guaraní forstås og tales aymara ikke af størstedelen af befolkningen, derimod er det kun en mindre del af bolivianerne, der taler det. Der ville således være risiko for at blot en del af befolkningen ville forstå talen, og det intentionelle symbol på fællesskab sammen med den narrative identitet ville derfor udeblive, og der kunne opstå en social antagonisme.

I Bolivia eksisterer der en form for intern kolonialisme og undertrykkelse, mellem indianer og hvid, hvorimod den paraguayske befolkning lader til at være lidt mere samlet og integreret uden en tilsvarende intern konflikt. ’Andethed’ er dog fælles for begge lande, som stadig findes i den sociale diskurs. Morales’ eksplicitte narrative strategi tager afsæt i diskriminationen, der forbindes med kolonitiden og den latente konflikt: ”Para cambiar ese estado colonial habrá espacios, debates, diálogos. Estamos en la obligación, como bolivianos, de entendernos para cambiar esta forma de discriminar a los pueblos.”

(Morales, 2006: 3). Appellen er rettet mod den hvide del af befolkningen og deres samvittighed for at stoppe diskriminationen af indianerne. Den flydende betegner ”los pueblos” indholdsudfyldes af indianerne, hvorved denne nationale diskurs har valgt betydningen og fraviger tidligere brug af ordet, som inkluderer hele befolkningen. ”Como bolivianos” inkluderer således skjult de hvide uden indianerne, som er ”los pueblos” og den nationale opdeling fremhæves.

26 Både spansk og guaraní er Paraguays officielle sprog.

76 En fælles national identitet er ikke-eksisterende, idet kolonialismelignende tilstande i Bolivia stadig er til stede. Dette kan få konsekvenser for det politiske projekt, der blandt andet tilstræber en samlet national identitet. I forlængelse her af inddeler den narrative strategi konflikten indianer kontra hvid nationen i ‘vi’ og ‘de andre’: ”… queremos vivir en igualdad de condiciones con ellos, y por eso estamos acá para cambiar nuestra historia […] es la conciencia de mi pueblo, de nuestro pueblo.” (Morales, 2006: 2). Det kunne opfattes som indianernes besked til de hvide. Derudover fremhæver Morales’ narrative konstruktion af den nationale identitet splittelsen, og der opstår en omvendt ’inde- og ude-gruppe’²⁷ i den nationale diskurs, idet ”queremos” er indianerne som ’vi-gruppen’, og ”ellos” er de hvide som ’de-gruppen’. Den nationale diskurs frembringer derfor en hegemonisk kamp mellem indianer (’vi’) og hvid (’de’), og som følge deraf risikerer det nationale fællesskab samt budskabet at få et tvetydigt udtryk, da det tydeligvis er indianerne, der har ’overtaget’ med Morales ved magten. Ydermere skelnes tydeligt mellem indianer og hvid via den politiske diskurs tydeligt til udtryk: “… vamos a seguir avanzando porque ya estamos a un paso de llegar al Palacio.” (Morales, 2006: 9). Den narrative strategi opstiller den indianske befolknings plan, og ved at besætte den mest magtfulde post i ”el Palacio” er målet nået.

Gennem Morales’ strategi opnår indianerne en positiv selv-repræsentation, og således får den del af befolkningen, der ikke er indianere, et mærkat som negativ anden-repræsentation. Ved at Morales benytter en tvetydig national diskursiv strategi sandsynliggøres en stadig opdeling af nationen. Det politiske projekt, der foretages på folkets præmisser, kan være vanskeligt at gennemføre, hvilket derfor også kan karambolere med regionale strategier idet indianerne ejer landet, og tidligere tiders undertrykkelse skal omvendes til fordel for dem. Helt overordnet for Bolivia er Morales som indianer måske mere vigtig end Morales som præsident.

Præsident Lugo er ikke selv indianer og inkluderer naturligvis derfor ikke sig selv som Morales, hvilket også kommer til udtryk i den retoriske strategi. Han antager dog en familiær, højtidelig retorik: ”Nuestros hermanos indígenas […] son los genuinos y auténticos duenos de nuestra historia y de nuestra tierra.”(Lugo, 2008: 1). Fortællingen, der tager

27 Indianerne anses oftest som ude-gruppen - de ekskluderede men Morales, der er af indiansk afstamning, inkluderer naturligvis sig selv med dem, og indianerne gøres derved til inde-gruppen.

77 udgangspunkt i retten til jorden og ejerskabet over historien, kan give anledning til stærke nationale følelser, værdier og konflikter; idet indianerne har førsteretten til jorden, og den nationale historie beror på deres værdier. Derigennem opstår endnu en gang andetheden og herunder opdelingen af ’vi’ – de hvide (omvendt af Bolivia) og ’de’ – indianerne, og den nationale identitet opnår igen en opdeling. Den eksplicitte narrative strategi fortæller historien om undertrykte indianere og danner en næsten uundgåelig marginalisering af dem på trods af brugen af den flydende betegner ”nuestros hermanos”, der her indholdsudfyldes, anderledes end i tidligere afsnit, af indianerne. Endvidere udtaler Lugo: ”Después ya nos quedaremos para conversar juntos en nuestro idioma nativo, queridos amigos.” (Lugo, 2008: 2). Ved at benytte ”nuestro idioma” anerkendes sproget, og Lugo samler befolkningen i en national ’vi-gruppe’, idet størstedelen af befolkningen taler guaraní, som andet modersmål, og derfor undgås en ekskludering - således skaber også historiens kulturelle aspekter nationen.

Ydermere opfattes den nationale identitet som adskillige identiteter, der er diskursivt konstrueret, og Lugo forsøger at skabe et forestillet fællesskab.

Endelig bruger Lugo en historisk narration, idet han citerer et tekststykke fra 1811, da Paraguay fik sin uafhængighed fra Spanien, og derved fungerer de gamle værdier, som varige nationale diskursive retningsgivere, som husker befolkningen på den fælles historie:

”Reconoce sus derechos, […] ni tampoco se niega a todo que es regular y justo. para formar una sociedad fundada en principios de justicia, de equidad y de igualdad”. (Lugo, 2008: 1-2). I ovennævnte udsagn bruger Lugo en konstuktiv strategi, der fremhæver gamle værdier

”igualdad” og ”equidad”, som, på trods af ”sus” - indianerne, der igen skaber inddelingen

’vi’ og ’de’, er med til at skabe en historisk ’vi-gruppe’. Dette genererer en samlet nationalfølelse, der yderligere kan virke som en anmodning til befolkningen om at opretholde de nationale værdier, der skabte landet og derved danne et fælles fundament.

Bolivias og Paraguays historie fremhæver indianernes rolle i den nationale identitet om end på meget forskellig vis. Der opstår helt automatisk en skelnen mellem ’vi’ og ’de andre’, og den implicitte samt eksplicitte narrative strategi tager afsæt i præsidenternes personlige forhold til den indianske befolkning. Den samlede nationalfølelse kan være vanskelig at opretholde, idet opdelingen af befolkningen har en lang historie bag sig, og end ikke det politiske projekt kan

78 ændre den lige med det samme. Dog forsøges ’en samlet nation med lige vilkår’ at blive en storyline.

79