Kollektivisme kontra individualisme

70 udtrykkes den kollektive diskurs gennem ”Juntos todos debemos”, som igen manifesterer det fælles initiativ i regionen, og pligten til at samarbejde, der også fremfører et skjult ’jer’ frem for et ’vi. I forlængelse her af samt jævnfør tidligere afsnit, fokuserer den narrative strategi talerne på ’el pueblo’ – regionalt som nationalt (og kontinentalt), og i begge diskurser fungerer det som flydende betegner.

Den overordnede latinamerikanske historie fylder stadig meget i den nuværende diskurs, og både Hugo Chávez i Venezuela og Michelle Bachelet i Chile fokuserer specifikt på fortid, nutid og fremtid. Herved samles det politiske projekt retorisk og konstruerer desuden den nationale identitet gennem landets historie. For at gennemføre den politiske diskurs må historiske faktorer således inkluderes: ”… porque hoy nuestros ojos están puestos en el pasado, pero también en el presente y en el futuro…” (Bachelet, den 12. marts, 2006: 1) og

”… los venezolanos de hoy, tenemos que mirar el pasado para tratar de desentrañar los misterios del futuro…” (Chávez, 1999: 2). Fortidens fortælling har stor relevans i genopbygningen af nationen og er en del af den nationale samt politiske identitet. Historien fungerer som en kim til fremtiden, hvorved der opstår en storyline til sammenhængen mellem den regionale og nationale identitet.

I de ovenstående afsnit bliver globaliseringen en storyline for samtlige lande, idet de forskellige diskurser finder fællesskab i globaliseringen, hvorigennem den nationale samt regionale identitet bliver påvirket både positivt og negativt. Endvidere fylder ’el pueblo’ samt den narrative identitet meget i både den regionale og nationale diskurs, som også centreres omkring den historiske identitet i fortid såvel som nutid og fremtid.

71 ved at prioritere den kollektive struktur og samfundsmæssige konstruktion frem for den individuelle. Tendensen med den kollektive diskurs peger i retningen af en venstreorienteret og socialistisk ideologi, som dog her ikke fremkalder en tydelig opdeling af landene i radikale eller moderate politiske strategier. Ydermere lader det til, at den socialistiske/kollektivistiske idé er blevet en principsag og ideologisk grundtanke for hovedparten af de sydamerikanske lande - et fænomen, der italesættes for at gennemføre visionen om regionens og nationens udvikling og identitet over for omverdenen, som oprindelig var Bolívars ønske - en forenet latinamerikansk region.

I Argentina fremfører Cristina Fernández den kollektivistisk prægede diskurs således: ”…

nunca he creído en los triunfos personales e individuales, descreo profundamente de ellos, porque creo en las construcciones colectivas y la sociedad.” (Fernández, 2007: 2).

Fernández’ socialistiske diskurs fokuserer på kollektivet, der karakteriserer samfundets værdier og derved den nationale identitet, der samler nationen i et forestillet fællesskab.

Således modsvarer de individuelle værdier den argentinske identitet og bliver social modpol til det ønskede samfund. Ydermere reflekterer Fernández over nationens samarbejde: ”Estoy convencida de que lo vamos a poder hacer con el esfuerzo y el trabajo de todos los argentinos.” (Fernández, 2007: 8). Det narrative element er nationen som samlet kollektiv enhed, og ”todos los argentinos” skaber en vi-gruppe, hvor alle argentinere har en konstruerende rolle at udfylde for fællesskabet. Fernández appellerer til moral, solidaritet og loyalitet hos befolkningen, som er faktorer, der former den narrative nationale identitet, så ’vi’

er lig med ’jer’. Endvidere peger det kollektive og folkelige fokus i retningen af en populistisk diskursiv strategi med folket i centrum, hvor der ofte fokuseres på ét folk og én diskurs, hvilket også er tilfældet i Chávez’ tale nedenfor.

Ligeledes benytter Chávez i Venezuela det kollektive element som narrativ struktur: “…

pensemos primero y antes que nada en el interés del país y en el interés del colectivo…”

(Chávez, 1999: 4). Chávez inkluderer sig selv men skaber en diskursiv-iddeologisk deiksis via

”pensemos primero”, idet der ikke stilles spørgsmålstegn ved dette – det er naturligt at

72 prioritere fællesskabet. Samtidig tager den retoriske strategi afsæt i en samfundsdiskurs, der bestemmer befolkningens tankegang, der skal følge den socialistiske diskurs. Det er ikke blot regeringen, der skal løfte landet, derimod skal alle borgere i fællesskab hjælpe og vise et moralsk ansvar idet ”pensemos” inkluderer hele befolkningen. Den kollektive samt personlige identitet dikteres via den politiske diskurs, og landets rammer samt forestillede fællesskab defineres således i denne kontekst.

Lula i Brasilien fremhæver ligeledes den kollektive samfundsstruktur, gennem en retorik med afsæt i de nationale symboler og værdier: ”Y todos vamos a tener que aprender a amar con intensidad aun mayor a nuestro país, amar a nuestra bandera, amar a nuestra lucha y amar a nuestro pueblo.” (Lula, 2003: 8). Ved at bruge ”todos vamos” og ”nuestro país” er der tale om en sjælden autentisk deiksis, netop fordi ’vi alle’ og ’vores’ øjensynligt er tiltænkt at skulle omfatte samtlige brasilianere - for brasilianere må opfatte Brasilien som ”nuestro país”

og flaget som ”nuestra bandera”. Desuden fungerer ”nuestra” som taler-inklusiv, og den nationale identitet markeres netop via brugen af ”nuestra/o”, som tillige forstærker det sociale kollektiv og skaber en ’vi-gruppe’. Samtidig stilles der krav til at nationen via kollektiv affektion gendanner landets identitet. Derudover er der forventninger om at befolkningen kan yde mere for samfundet, hvilket kommer til udtryk i følgende udsagn fra Lula samt Vázquez i Uruguay: ”Brasil puede dar mucho de si mismo al mundo. Por esto deberemos exigir mucho de nosotros mismos.” (Lula, 2003: 8) og ”Este país dio mucho, el Uruguay dio mucho, pero estoy seguro -absolutamente seguro- que tiene mucho aún más para dar.” (Vázquez, 2005:

3). I begge lande inkluderer den nationale ’vi-gruppe’ hele nationen, hvilket skaber solidaritet og fællesfølelse over for det nationale politiske projekt. Endvidere kan præsidenternes implicitte narrative strategi, i form af generel tillid til folket, have en forstærkende effekt således at den positive selv-præsentation udmøntes i et fælles samfundsansvar. Et af målene med det politiske projekt fremlægges indirekte her, idet den nationale ansvarsfølelse er en vigtig brik i opbygningen af den nationale identitet.

73 I Chile benytter Bachelet ligeså en retorisk strategi, der tager afsæt i samfundets fremtidige værdier i et både ansvarsfuldt ”más particpativo” og homogent ”más igualitario” samfund, der er en del af den nationale identitet: ”Un mañana más próspero, más justo, más igualitario, más participativo.” (Bachelet, 2006: 2). Bachelet fokuserer på lighed og retfærdighed, hvilket peger i retningen af en venstrepolitisk diskurs, og samtidig fremlægger hun fremtidens samfundsdiskurs – som den udvikles i det politiske projekt.

Grundet landenes forskellighed vil den regionale fællesskabsfølelse manifestere sig på forskellig vis. I Brasilien er der således ikke blot tale om en national og regional identitet, som Correa fremhævede i et tidligere afsnit, men derimod en helt tredje identitet med et narrativt fokus på et fællesskab, der koncentreret om MERCOSUR. Imidlertid er der også en tendens til, at det er samarbejdet frem for et decideret og tættere forenet Sydamerika, som Lula fokuserer mest på: “La gran prioridad de la política exterior durante mi gobierno será la construcción de una América del Sur políticamente estable, prospera y unida…” (Lula, 2003: 6) og ”Apoyamos los arreglos institucionales necesarios, para que pueda florecer una verdadera identidad del MERCOSUR y de América del Sur” (Lula, 2003: 7). Narrationen tager afsæt i de politiske relationer - med en fælles front i Sydamerika, mens Lulas regionale fokus lader til at være på den absolut sydligste del af regionen og ikke umiddelbart hele Sydamerika. ”América del Sur” fungerer derved i den regionale kontekst som en flydende betegner - koncentreret om MERCOSUR-landene, hvorimod det, i en kontinental kontekst, ville omfatte samtlige lande i problemformuleringen. Endvidere bliver den sydamerikanske region en flydende betegner, der indholdsudfyldes forskelligt. Således konstrueres der i ovenstående en ’vi-gruppe’, der ikke inkluderer hele den sydamerikanske region, og der kan være tale om en selv- og anden-repræsentation i form af endnu en ’region i regionen’, hvilket kunne karambolere og skabe politisk uro i den samlede regionale identitetsdiskurs. I den forbindelse skabes en antagonisme i forholdet Sydamerika som én region over for MERCOSUR-landene som særskilt region.

74 Bachelet i Chile og Vázquez i Uruguay har i deres omtale af regeringen til formål at skabe en kollektiv national alliance, der forsikrer befolkningen om regeringens diskurs: ”Nuestro apoyo para con esos jóvenes […] que quieren emprender, que quieren forjar su propio destino.” (Bachelet, 2006: 3) og ”…así trabajaremos para seguir abriendo industrias y puestos de trabajo decentes para todos los uruguayos.” (Vázquez, 2005: 12). I ovenstående udsagn repræsenterer henholdsvis ”nuestro” samt „trabajaremos‟ regeringen, hvilket indikerer en uautentisk deiksis, for er alle i regeringen enige (?) og ”nuestro” opnår tilmed en ny betydning da ’vi-gruppen’ er regeringen og ’de andre’ er befolkningen. Denne brug af ’vi’

og ’de andre’ sender et signal til folket om, at regeringen påtager sig et ansvar om at forbedre samfundet og er beviset på, at det politiske projekt bliver gennemført.

I de ovenstående afsnit indbefatter den kollektive diskurs de nationale samt regionale fælles værdier. Ens for talerne er den folkelige nationale fremtidsdiskurs, der er en flydende betegner og føres via en kollektiv national identitet, der peger i retningen af en socialistisk diskurs.

Desuden indikerer brugen af ’nuestra/o’, et tilhørsforhold til nationen, der præsenterer folket som en samlet enhed og skaber en fælles identitet, således kaldes denne strategi for assimilationsstrategi - befolkningen har noget tilfælles og assimilerer ét ’vi’.