S. VII

2) V e d t a g e t V æ r n e ti n g ; H olbæ k S tadsret Art. 29; Secher

& Støchel F o rarb ejd er I. S. 107; 384*

3) B e t a l i n g s V æ r n e t i n g . En Flerhed af S tad sretter hjemle Borgernes Ret til ved Fogden at lade »besætte« eller »hindre«

den udenbyes Mand, der findes i Byen og er en B orger Gjæld skyldig, indtil han enten havde b etalt eller stillet Sikkerhed for Gjælden eller var bleven frifunden i Søgsm aalet til Gjældens B etaling; jfr H aderslev S tad sret A rt. 16, som dog kun hjem ler denne R et mod L æ g m æ n d ; jfr S. 24. A ndre S ta d sre tte r gaa videre, idet de hjemle Borgerne en almindelig Ret til at sag­

søge udenbyes Mænd ved B ytinget; Slesvig S tad sret Art. 8 8 r F lensborg S tadsret, lat. T. Art. 98; d. T. Art. 20; og skjøndt der her næ rm est tales om Søgsmaal, anlagte af Fogden, kunne disse Søgsmaal dog ogsaa tæ nkes at angaa private S a g e r; jfr A alborg S tadsret Art. 10; Privileg. for Kolding 1452 Art. 4. B ortset foreløbig fra skadegjørende H andlinger tæ nke de anførte B estem ­ m elser vistnok paa R etshandler, afsluttede i Byen og b estem te til at opfyldes der; Kjøbenhavns S tad sret 1254 Art. 11; Aab. Brev 30 Maj 1573; eller paa andre vitterlige Forpligtelser, d er kunde ind­

drives ved Fordeling x) ; jfr K ristian IV ’s B irkeret 1623 Art. 11, som hjem ler, at hvis ufri Mand har gjort vitterlig Gjæld i By eller Birk og lovet at betale den der, eller indgaaet nogen anden gyldig K on­

trak t sam m esteds og forpligtet sig til at efterkom m e den der, eller han ved endelig Dom er tildøm t Bøder eller andet fra sig at lægge sam m esteds, eller Sagen drejer sig om anden lovlig An­

fordring, Arv, Børnepenge eller d et han sig i Birket tilforpligtet haver, da kan han søges med H øringsdele til samme By- eller B irketing; jfr Art. 12, som derim od bestem m er, at hvis der e r Tvistem aal om en slig A nfordring og den ikke er nøjagtig b e ­ k ræ ftet ved Brev, Segl eller Birketingsvidner, skal vedkom m ende-

Sagvolder sagsøges ved sit Hjem ting. Dog tilføjer B irkerettens Art. 23, at efterdi den i Art. 11 givne Regel hidtil ikke har væ ret fulgt i m ange Byer og Birker, sæ rdeles ikke i Sjælland, Skaane og Smaalandene, da skal indtil videre Indbyggerne paa disse S teder anlægge Søgsmaal i B ødesager ved Sagvolderens re tte H jem ting.

4) D o m s V æ r n e t i n g e t er indført v e d B irk e re tte n s A rt.1 1 ; jfr D. L. 1— 2— 22.

5) G j e r n i n g s s t e d e t s V æ r n e t i n g . F ra først af var d et Reglen, at den, der blev g reb en paa fersk Gjerning i en F orbrydelse,. *)

*) V. A. Secher: Om Vitterlighed S. 2 i flg.

for hvilken han kunde bindes og føres til Tinget, blev ført til P aagribelsesstedets V æ rneting og døm t d e r; jfr Program 1893 S. 33. I Reglen faldt derhos d ette V ærneting sammen med G jerningsstedets V æ rneting, som derfor blev den almindelige Betegnelse. Blev G jerningsm anden derim od ikke behandlet paa den anførte Maade, m aatte Søgsm aalet anlægges ved hans H jem ­ ti n g ; Slesvig S tad sret Art. 28; m en der er dog i Byerne en T en d en s til i alle Tilfælde at lægge G jerningsstedets V ærneting til G rund; F lensborg S tadsret, lat. T e x t Art. 35 ; dansk T e x t Art. 122; H ertug V aldem ars Stadfæ stelse 1284 30; jfr Slesvig S tad sret A rt. 9 0 ; F lensborg S tadsret, lat. T e x t Art. 100; dansk T e x t Art. 123. Den samme Bevægelse gjenfindes i L andslovene paa jysk R ets O m raade, idet T o rd s A rt. 15 paabyder, at Rans­

nævninger i alle Tilfælde skulde sværge paa G jerningsstedets Ting i Lighed med, at efter J. L. II— 11 Sandem ænd skulde udtages d e r; jfr derim od om Nævningers U dtagelse ved Sagvolderens H jem ting J. L. II—60.

B irkerettens Art. 19 giver en Regel om V oldsgjerninger, be- gaaede i Birket, lydende saaledes: Befindes ufri udenbirks Mand m ed V oldsgjerning i Birket og m ed ferske G jerninger anholdes, han skal enten strax sine Bøder der nedsæ tte, eller stille Borgen samme sine Bøder og Falsm aal efter lovlig R ettergang at betale eller og borge for sig selv; jfr Secher & S tø c h e l: F o r­

arb ejd er I. S. 108. D erim od hjem ler B irkerettens Art. 20 A dgang til at forfølge m ed H øringsdele ved B irketinget for æ rerørige Ord, som ufri Mand har frem ført i Birket til Tinge eller i anden ærlig og ædru Forsam ling, selv om han bor udenfor B irk e t; men af B irkerettens A rt. 23 synes dog at fremgaa, at ogsaa denne A dgang til at forfølge for Vold og Skjældsord ved G jerningsstedets Ting ikke var i Brug udenfor Jylland. Men D. L. 1— 2— 19 har o p ­ tag et B irkerettens R egler uden at kræve V oldsm andens Paa- gribelse paa fersk G jerning; jfr Secher & Støchel I. S. 381;

jfr S. 108.

Var T alen ikke om Bødesager, m en om grovere F o rb ry ­ delser, fastholdt derim od B irkerettens Art. 3 fremdeles, at Kjøb-

stad Mand og U denbirks Mand skulde svare til deres eget Ting, m edm indre de paagrebes eller anholdtes anden Steds med ferske G jerninger for Mord, Styld og halsløse Gjerninger, thi da skulde

de forfølges derfor paa P aag rib else sste d et; jfr Secher & S tø c h e l:

F orarbejder I. S. 380; jfr S. 108, 138. Derim od m edfører Af­

fattelsen af D. L. 1—2—24, at G jerningsstedets V æ rneting finder Anvendelse i en videre U dstrækning.

A n m . Om F o r v a l t n i n g s V æ r n e t i n g e t efter D. L.

1— 2— 21 og K o n t r a s ø g s m a a l s V æ r n e t i n g e t efter D. L.

1— 2— 23 se Secher & Støchel: F o rarb ejd er I. S. 107; 384; og I. S. 381.

J

§ 9 -Stævning.

Da oprindelig hele R etskredsens frie lovfaste Befolkning forudsattes at give Møde paa T inget, m aatte det, der forkyndtes der, ogsaa forudsæ ttes at væ re kundgjort alle Tingm ænd, og det kan derfor forklares, at Forfølgning i en Del Sager begynder m ed en Lysning i M odsætning til S tæ vning; jfr E. sj. L. II— 50 og nedenfor S. 42; men naar det, der foregik paa Tinge, særlig vedkom enkelt Mand, erkjendes det dog, at det ikke burde overlades Tilfældet, om han gav Møde eller ik k e ; m en at han burde have en særlig O pfordring til at m øde og forsvare sig, forinden Af- gjørelsen fandt S te d ; jfr E. sj. L. anf. Art., at Tingm æ ndene bør lægge den efter Lysningen udeblivende Sagvolder en F em t for;

jfr J. L. II—6 ; se ogsaa Sk. L. VII— 9 ; A ndreas Sunesøn VII— 5;

Selvfølgelig m aatte samme F ordring endnu m ere gjælde, naar Sagvolderen var bosat udenfor R etskredsen. D erfor blev Reglen den, at enhver, overfor hvem en til Tinge p asseret H andling skulde have Gyldighed, m aatte væ re stæ vnet til at overvæ re den, forsaavidt han ikke selv havde frafaldet F ordringen paa en slig Indstævning. T o rd s A rt. 95 gjør end ikke U ndtagelse fra Reglen, fordi den ustæ vnte Sagvolder er tilstede paa Tinge, men giver ham desuagtet U dsæ ttelse til næ ste T in g , for at han kan forberede sit F o rsv ar; Secher & Støchel: F o rarb ejd er I. S. 389.

R ecesserne 1547 A rtt. 8, 14; 1551 Art. 16; 1558 Artt. 14, 27 gjøre derimod U ndtagelse for Tingsvidners V edkom m ende, naar M odparten selv er til V ederm aals T in g ; men D. L. i —4 — 1; jfr Secher & Støchel: F o rarb ejd er I. S. 97; 389; forbeholder ham selv i saadant Fald udtrykkelig Indsigelses R etten.

Reglen gjaldt fra først af ogsaa om H andlinger henhørende til jurisdictio v o lu n taria; H. M atzen : Den danske P anterets H istorie S .15 1 ; 282 ; jfr derim od Secher & S tø c h e l: F orarbejder I. S. 97 ; 397.

D erim od bevaredes den i H enseende til R etstvistigheder, D om ssager og deres enkelte B estan d d ele, som Love, Lav-haevder og T ingsvidner m. m .; Rigens R et Art. 6; Reces

1547 A rtt. 8, 14; 1551 Art. 16; 1558 A rtt. 14, 27; K. Rosen­

vinge: GI. d. D. I. S. 156; II. S. 140; 172; IV. S. 400. Stæ v­

nes skulde M odparten, Sagvolderen, Delem anden, den Sigtede, som for Sagen e r; E. sj. L. II— 51; J. L„ I 50; II 40;

V. A. S ech er: R ettertingsdom m e I. S. 23; 103; 390> S pørgs-m aalet opørgs-m, hvepørgs-m der var Sagvolder, afgjordes derhos positivt i visse Tilfælde, hvor der var Spørgsm aal om G ræ ndsetvistigheder, H er skulde Nabo E jern e, stæ vnes til Sandem ænds og H erreds- mænds O pkræ velse; J. L. I— 5° I Reces 1547 A rtt. 14, 15; 1551 A rtt. 16, 17; 1558 A rtt. 27, 28, jfr 14. Angik Søgsm aalet fast E jen­

dom, stæ vnedes B esidderen; K. Rosenvinge: GI. d. D. IV. S. 400;

V. A. S echer: R ettertingsdom m e I. S. 198; Secher & S tøchel:

F o rarb ejd er I. S. 391; F dg 11 Juli 1654 § 2 ’> som ve<^ F æst e_

gods var Jo rd d ro tte n ; jfr Reces 1558 Art. 14; Secher & Støchel:

F o rarb ejd er I. S. 392; K. Rosenvinge: GI. d. D. IV. S. 351.

V ar Sagvolderen umyndig, indstæ vnedes han og V æ rge; K. R osen­

vinge: GI. d. D. II. S. 172; jfr dog Secher & Støchel: F o ra r­

b ejd er I. S. 99. Regelm æssig m aatte H ovedm anden s tæ v n e s , men dog synes man ved U n d erretten at have anerkjendt en Be­

føjelse til under P rocessen at stævne M odpartens Fuldm æ gtig, som forfulgte S agen; jfr K. Rosenvinge: GI. d. D. IV. S. 353 >

Secher & Støchel: F o rarb ejd er I. S. 393.

Ved Tingsvidner stæ vnedes den, hvem V idnesbyrdet paa­

gjaldt, og derfor ogsaa tidligere fra anden Side førte V id n er;

K. R osenvinge: GI. d. D. IV. S. 404; jfr S. 181 og 339. Stæ v­

ningen var oprindelig m undtlig; men forsaavidt senere hen skriftlig Stævning b e n y tte d e s ; jfr Kristian II’s gejstl. Lov A rt. 51; kræ vedes det i R etsbrugen, at den indeholdt en fuldstændig Saggivelse, baade Paastand og S øgsm aalsgrund; V. A. S e c h e r: Kongens R ettertin g s­

domme I. S. 25; 52; 237; II. S. 154- Men d ette havde dog kun Betydning for de højere Instansers V edkom m ende; jfr derim od Secher & S tø ch el: F orarbejder I. S. 98; 390; hvor det ved m

undt-3 5

ligt som skriftligt Kald og Varsel kun kræves, at Sagen nævnes, hvorfor der stævnes, og D agen og Tinget, hvortil der stæ vnes;

jfr D. L. i —4 — 5. Stævningen skulde forkyndes m ed to lovfaste M æ nd; Sk. L. V— 38; Rigens R et Art. 15 ; Aab. Brev 19 Avg. 1582;

som oftest N aboer, senere dertil beskikkede S tæ vningsm æ nd;

jfr Secher & Støchel: F o rarb ejd er I. S. 98; 390; eller H ero ld er;

Kjbhvns S tad sret 1294 Art. 77; Ribes S tad sret Art. 59; jfr 34; for Sagvolderens Bopæl ;Jj 7l . I —50; E. sj. L. II— 50; III— 25, 26; Reces

1547 A rtt. 15, 16 m. fl.; K. R osenvinge: GI. d. D. II. S. 223; jfr dog V ed erlag sretten , hvorefter V ederlagsm anden første Gang kunde stævnes i K ongsgaarden, og T o rd s Art. 83, hvorefter Stævningen skulde forkyndes om Søndagen ved Kirken for den sam lede Menig­

hed; jfr Privileg. for Kolding 1452 Art. 4; T ords Art. 15; F dg 1 Juli 1354 Art. 6; F dg 25 Maj 1636 Art. i ; Reces 1643 II— 6 —9.

Var Sagvolderen uden Riget, eller vidstes det ikke, hvor han var, stæ vnedes han til L an d stin g et; T ords Art. 15; og der, hvor han sidst havde havt Bopæl eller T ilhold; K ristian IV ’s Rigens R et og Dele 1621 A rtt.‘12— 14; Secher & S tø c h e l: F o rarb ejd er I. S. 100;

391. D rejede Sagen sig om en fast Ejendom , kunde Stævning i saa Fald forkyndes for Bonden paa G aarden; Reces 1547 Art. 14;

1551 Art. 16; 1558 Art. 27; Secher <& Støchel: F o rarb ejd er I. S.

100; 391. Var Stævningen skriftlig; jfr K ristian II’s g. Lov Art. 51;

skulde Sagvolderen have Tid til at afskrive den, forsaavidt der ikke leveredes ham Afskrift af d e n ; Reces 1643 II__6__9 ; S echer

& Støchel: F o rarb ejd er I. S. 390.J Stævningen skulde forkyndes i Sagvolderens egen, hans Folks eller N aboers N æ rvæ relse; K.

Rosenvinge: GI. d. D. III. S. 110; Secher & Støchel: F o rarb ejd er I. S. 100; Stem ann: Schleswigs R. und G. V. S. 76; 134; K ristian I l s g. L. Art. 52, paa en S øgnedag, kun i N ødstilfælde paa en Helligdag, før Solrøst.

{B ev iset for Stævningens Forkyndelse førtes ved, at Stævnings­

m an d en e m ødte paa Tinge og afhjem lede Stæ vningen; S k .L .V — 38;

J. L. I— 50; men Sagvolderen kunde dog i den æ ldste Tid gjendrive deres V idnesbyrd ved at b æ re je rn , m edens han, hvor V idnesbyrdene manglede, kunde benæ gte Stævningen med T y lv tered ; Progr. 1893 s - 30— 3 1; 78. Forsaavidt senere skriftlig Stævning brugtes, bevistes dens Forkyndelse ved O pskrift paa Stævningen. V. A. S e c h e r: R etter- tingsd. I. S. 180; 245; 299; 430; II. S. 502; 509; 5 1 2 - 1 7 ; 522; 528.

3*

D er stæ vnedes til hvert enkelt Ting, og Stævning under E t til flere Ting var ulovlig; K. R osenvinge: GI. d. D. IV. S. 109; jfr dog Stem ann: Anf. V. S. 13. Stævningsm ændene m ødte da og af hjem­

lede hvad de havde givet V arsel for til hvert T ing; jfr dog Aab. Brev 19 Avg. 1582.

V arslets L æ ngde var fra først af forskjellig i de forskjellige Lande. I Sjælland var den kortest, nemlig en N at; E. sj. L. II— 51;

men paa jysk R etsom raade fem N æ tte r; J. L. I— 50; jfr dog T o rd s Art. 83, som bestem m er, at Stævningen skulde foregaa den næ rm este Søndag før T in g d ag en ; K. R osenvinge: GI. d. D. III. S. 104.

F ra Skaane foreligge ingen V idnesbyrd om Længden. F ra F orelæ g­

gelsesfristen, fem N æ tte r; Sk. L. IV— 6; kan man ikke m ed Sikker­

hed slutte til V arslets Læ ngde, da vi ogsaa i Sjælland finde en til­

svarende

lang F orelæ ggelsesfrist; E. sj. L. II 69; III 21; 22; 24-;

40; m en da i Jylland Forelæ ggelsesfristen dog er af samme Læ ngde som V arslet; J. L. I— 23 ; III—27; Slesvig S tadsret Art. 41; 43; 48;

69; 7 9 ; F lensborg S tadsret, lat. T e x t Art. 48; 53; 79; 88; dansk T e x t Art. 26; 31; 40; 94; H aderslev S tad sret Art. 26; A abenraa Skraa Art. 26; tø r det vel antages, at d et k o rtere V arsel i Sjælland skriver sig fra en æ ldre Tid, og at senere fem N æ tter eller en F em t er bleven den almindelige V arsels F rist; derfor taler, at vi ogsaa paa jysk R ets O m raade finde Spor af en Nats V arsel;

Slesvig S tad sret Art. 24; F len sborg S tadsret, lat. T e x t Art. 32, dansk T e x t Art. 61.

Fem N æ tters V arsel finde vi endnu om talt paa Fyen 1551;

jfr K. R osenvinge: GI. d. D. 1. S. 156; men R ecesserne hjemle et læ ngere V arsel; jfr. Reces 1547 Art. 14; 1551 Art. 16; 1558 A rt. 27; B irkeret 1623 Art. 7; K. R osenvinge: GI. d. D. III.

S. 104; og variere derhos L æ ngden efter Bopælen; 8 Dage, hvis han er i H erred et, 14 Dage hvis han er udenfor H erred et, m en i L andet, og 6 U ger hvis han er udenfor L a n d e t; jfr Secher &

Støchel : F o rarb ejd er I. S. 101; 391 i K ristian II’s gejstl. Lov Art. 5 2 J

§ 1 0 .

Parternes Mødepligt. Virkningerne a f Udeblivelse.

C Den gam le Procesm aade forudsæ tter de handlende P arters eller eventuelt deres V æ rgers, Hjem m elsm ænds, Fuldm æ gtiges

eller dog uanm odede F o rretningsføreres personlige N æ rvæ relse paa Tinge.

Sagsøgeren skulde derfor give M øde, forsaavidt han ikke m eldte lovligt Forfald paa Grund af Sygdom, i hvilket Tilfælde han efter E. sj. L. II— 51 behandledes i Lighed m ed Sagvolderen under tilsvarende Forhold.

Sagsøgeren m aatte efter O m stæ ndighederne anlægge Søgs- m aalet inden en vis F rist, saaledes at, naar denne var oversiddet, Søgsmaal kun kunde anlægges ifølge særlig Bevilling; J. L. II— 8, 9 ; eller dog en vis L ettelse i Bevismidlerne fandt S t e d ; Program 1893 S. 5; F dg for Jylland 1284 Art. 3; G. A. A. V. S. 27; og derhos fortsæ tte d e t , efter O m stæ ndighederne under en Bøde til K ongen for at lade det falde; Program 1893 S. 6. Endelig m aatte begyndt Forfølgning fortsæ ttes saaledes, at Sagsøgeren da ikke m aatte lade tre Ting efter hinanden hengaa u n y tte d e ; thi i m odsat Fald m aatte Søgsm aalet begyndes forfra; og havde den tidligere Sagvolder et Søgsm aal at anlægge mod den tid ­ ligere Sagsøger, nød d ette F o rtrin frem for det an d et; Secher og

S tø c h e l: F o rarb ejd er I. S. 392; Reces 1558 Art. 5, der opstiller den almindelige Regel, at den, der stæ vner en anden for hans tilbørlige Dom m er uden at enten han selv, hans Fuldm æ gtig eller hans lovlige Forfald m øder, skal have ta b t Sagen, til han stæ vner lovlig igjen og dertil give M odparten behørig K ost og T æ ring; jfr Secher og Støchel: F o rarb ejd er I. S. 397.J Paa den anden Side var Sagvolderen pligtig til at m øde efter Stævning, og denne Pligt paahvilede ham endog stra x til første Ting, men dog saaledes, at U deblivelse uden lovligt Forfald kun paadrog en Bøde, som oftest af to Ør e ; Program 1893 S. 30— 31; V. A.

S echer: Om V itterlighed S. 138; jfr Secher og S tøchel: F o r­

arbejder I. S. 101; 396. I Tilfælde af Sagvolderens U de­

blivelse fra første Ting fandt der dernæ st en F orelæ ggelse af Sagen Sted, hvorved det paalagdes den udeblivende Sagvolder at give Møde til en senere R e ts d a g , til hvilken han da paany indstævnedes. K anske der fra først af kun fandt en saadan F o re ­ læggelse S te d ; jfr ovfr S. 36, hvilken S trenghed endnu paa L and s­

lovenes Tid i Skaane fastholdtes i H enhold til Sager om T yveri;

jfr Program 1893 S. 31; men i andre Sager fandt der fortsatte Forelæ ggelser til tredje, fjerde, ja endog fem te Ting Sted, saa at

V. sj. L. II— 18, jfr O rbodem aal XXXII kan fremhæve det som en Ejendom m elighed ved Sager om B ardag, at der i dem aldrig maa gives Forelæ ggelse ud over tredje Ting.

Forelæ ggelse paa som udenfor Tinge skete regelm æ ssig for en F rist af fem Dage eller en F e m t; Sk. L. IV— 6; E. sj. L.

II—69; III— 21, 22; Slesvig S tad sret A rtt. 41, 43, 48, 69, 79;

F lensborg S tadsret, lat. T e x t A rtt. 48, 53, 58, 69, 79, 88, 94; dansk T e x t Art. 26, 3 1,40; J. L. I— 23 ; III— 27; H aderslev S tad sret Art. 26;

A ab en raaS k raa A rt.26; jfrK .A n c h e r: S am l.S k r.IIS . 148. Senere, da regelm æ ssige R etsdage indførtes, blev O rdet Fem t B etegnelse for Tiden fra en R etsdag til en senere, paa hvilken Sagen skulde foretages paany, og det hed sig da i samme T ider ikke blot, at en Fem t, men ogsaa, at en L agdag blev ham forelagt; F lensborg S tadsret, dansk T e x t Art. 64; og i den Betydning blev da O rdet F em t ofte B etegnelse for et læ ngere Tidsrum , f. Ex. 14 N æ tter;

E. sj. L. III— 24 ; jfr J. L. II—6 ; O sterson Veylle: Glossarium s. v. F e m t; K o fod-A ncher: Saml. Skr. II. S. 148.

; Mødte hverken Sagvolderen eller hans F orfald, som det hed; jfr E. sj. L. III— 21, 22; paa noget af de lovbestem te Ting, var Sagen derm ed ta b t for Sagvolderen. Men m ødte Forfald, skulde d ette enten væ re Sagvolderen selv eller nogen, som i et sligt Tilfælde var b e re ttig e t til at varetage hans Sag; jfr Sk. L.

VII— i o: ær warnæj) er ofna hans m a læ ; J. L. I—23; 50.

Forfaldet skulde væ re laghæ forfal, altsaa begrun d et i K jends- gjerninger, hvilke Loven godkjendte som virkelige H indringer for at give Møde. Dertil hørte Sygdom (Sotæ forfal). H erom giver Sk. L. VII— 1 o en Regel, hvorefter det synes, at Sygdom havde den V irkning, at næ ste Slægtning kunde og burde møde for ham senest paa tredje Ting. V. sj. L. III— 13 siger derim od, at Sotæ Forfald skal svæ rges paa fjerde T in g , og saa tales d er ikke videre om V irk n in g en : men E. sj. L. II— 51 synes at hjemle U dsæ ttelse af den Grund i 6 Uger. J. L. II— 110, jfr I— 50, siger derimod, at naar Forfald er b esv o ret paa tred je Ting, skal man vente, indtil Sagvolderen bliver rask. En anden Forfaldsgrund var Fravæ relse, hvis Sagvolderen blot havde væ ret b o rte inden Stævningens Forkyndelse, thi i m odsat Fald kom Fravæ relse ikke i B etragtning; J. L. Il— 110. V ar der T vist om d ette Punkt,

kunde Sagvolderens V æ rge føre Bevis for sin Paastand ved T ylvter E d ; E. sj. L. II—51, 55. I Tilfælde af saadan Fravæ relse giver Sk. L. VII— 10 Sagvolderen en F rist af en halv Maaned, hvis han er udenlands, men i Riget, derim od en Maaned, hvis han er udenrigs; og hvis han er draget i Pilgrimsfærd, A ar og D ag; ifølge E. sj. L. II—51, 55 m edfører F ravæ relse i første Fald sex U gers, i andet Fald Aars og Dags U dsæ ttelse. J. L. II— 110 giver en Maaneds U dsæ ttelse i Tilfælde af F ravæ relse i Riget og ved Pilgrimsfærd indtil H jem kom sten.

Paa tilsvarende Maade kunde ogsaa i Vindikations Søgs- maal H jem lens F ravæ relse bevirke en U dsæ ttelse efter E. sj. L.

III— 24 henholdsvis i 6 U ger og Aar og D ag; jfr A ndreas Sune­

søn VII— 4, 7.

E ndvidere kunde andre uopsæ ttelige F o rretn in g er udgjøre lovligt Forfald, saasom at han skulde oplede sit K væ g; Sk. L.

IV— 20; A ndreas Sunesøn IV— 16; Rigens R et Art. 28; eller give Møde i andre R etssag er; jfr J. L. I— 50; eller var b o rtk ald t i Kongens Æ rinde, J. L. I— 50; II— 110; og denne Forfalds Grund havde da selvfølgelig ogsaa Gyldighed, naar K aldet var kom m et efter Stæ vningen; jfr F dg 14 Avg. 1590; Secher og S tø c h e l:

F o rarb ejd er I. S. 103; 422. Forfald skulde bevises ved Vidner, som m ødte og vare at hantæki ok æi at b o k ; Sk. L. VII— 11;

A ndreas Sunesøn VII— 7: »non tacto sacro libro sed contactu manuum utroque«.

H vor Sagvolderen ifølge Sk. L. IV— 20; A ndreas Sunesøn IV— 16; kunde sværge sit Forfald, selv efter at U deblivelses Dom var gaaet, m aatte han dog føre Beviset ved V idner og T ylv ter Ed eller ved Jernbyrd, saalænge d ette var i B rug; P rogram 1893 S. 30—31.

En negativ Betingelse for, at Forfald kunde paaberaabes, var den, at der ikke toges til Gjenmæle i S agen; m en J. L. I— 50 gjør dog en U ndtagelse fra denne R eg el, naar Forfaldsgrunden var Pilgrim sfæ rd; jfr Secher og Støchel: F o rarb ejd er I. S.

104; 422.

L ovligt Forfald vedblev at væ re en U dsæ ttelses G rund indtil K ristian V ’s L o v ; Secher og Støchel: F o rarb ejd er I. S.

103; 128; Reces 1576 Art. 5; Reces 1643 II— 16— 16; 14.1

§ i l

-Forhandlinger m ellem Parterne.

t*

I. F o r b e r e d e n d e U d e n t i n g s f o r h a n d l i n g e r . Forud for den offentlige Forhandling paa T inge kunde gaa og gik vel

som oftest en privat Forhandling mellem P arterne selv eller hvor Sagvolderen selv m indre vel kunde, f. Ex. i M anddrabs Tilfælde, mellem den ene P art og den andens Slægtninge.

Landslovene forudsæ tte saaledes, at Sagsøgeren henvender sig til M odparten m ed F ordring om, at han skal foretage Noget, f. Ex. betale en Sum Penge eller udlevere en b estem t Gjenstand eller tilstede Ivæ rksæ ttelse af H us-U ndersøgelse, og efter O m ­ stæ ndighederne er da R etsnæ gtelsens vidnefaste K onstatering bleven gjort til en Betingelse for Sagvolderens Pligt til at tage til G jenm æ le; P rogram 1893 S. 67—6 8 ; E. sj. L. II— 76; III— 19;

Sk. L. VII— 1 8 ; Slesvig S tad sret Art. 43 ; 69 m. fl.

i V ed G ræ ndse-Stridigheder finde vi dernæ st anerkjendt en A dgang for Sagsøgeren til først at stævne M odparten for G rande­

stæ vnet og, hvis dets K jendelse da gaar Sagvolderen imod, kan han slippe m ed en lavere Bøde til Sagsøgeren alene, ligesom han endnu, hvis han indgaar Forlig paa Tinge uden at lade Sagen kom m e til Nævningers Afgjørelse, slipper for 3 Marks Bøden til Kongen. H vor Søgsm aalet angik Bidrag til M andeboden, skulde F orpligtelsen ifølge E. sj. L. III— 26 først væ re k o n stateret paa Fræ ndestæ vne og dennes Afgjørelse lyses paa Tinge som G rund­

lag for N am sdom m en; H. M atzen: Den danske P an terets H istorie S. 43 ; V. A. S e c h e r: Om V itterlighed I. S. 98. j

K ravet, som fra den eventuelle Sagsøgers Side gjordes gjældende under den forudgaaende private F orhandling, gik ud paa, at Sagvolderen enten skulde opfylde hans Forlangende, alt- saa gjælde, hvis det var et civilretligt, bøde, hvis det var et strafferetligt Søgsmaal, eller »give Lov« o: godtgjøre sin Uskyl­

dighed i det ham paasagte R etsbrud ved Hjælp af de lovbestem te Bevismidler.

F ra først af kunde der da ogsaa afsluttes en U dentings- Forening imellem P arterne, om at Sagvolderen skulde give L o v ; jfr Program 1893 S. 29; men J. L. II—61 synes dog at kræve, at. et sligt L øfte skal afgives paa Tinge, for at Sagen kan siges

In document Digitaliseret af | Digitised by (Sider 45-140)