Kongens Retterting. Rigens Kanslers Ret

Landslovene om tale en jurisdictio voluntaria, der foregaar for K ongen ligesom paa T ingene; Sk. L. IV— 19; A ndreas Sune- søn IV— 15; J. L. I— 37; S. R. D. VI. S. 396. Om R etsforfølg­

ning se Sk. L. IX— 5; jfr A ndreas Sunesøn IX — 8. D erhos omtales allerede i A aret 1224, at der in curia regis er bleven afgjort en T ræ tte om T iende mellem D om kirken i L ybæ k og en Møller for Æ rk eb isp en og en Biskop; jfr Offentlig R et I. S. 166.

D er er næ ppe Tvivl om , at denne Dom sm yndighed er op-staaet og udviklet som Følge af K ongens offentlige M agtstilling og den derm ed følgende O pgave at haandhæve R etten, hvilket skete i Form af Paam indelsesbreve, literæ am onitoriæ, til O ver­

træ d e rn e ; G. A. A. B. V. S. 10; D. K. Hdf. S. 16. F ra først af havde denne kongelige R etshaandhæ velse en m ere vilkaarlig K arakter, idet den øvedes regelløst udenfor den almindelige Retsforfølgning. Men d ette V ilkaarlighedens Præ g gjaldt det da om at aftage ved at indordne den i den almindelige R ets- ordning. I det Abel K ristofferske F orordningsudkast er denne Reform endnu ikke sket. D er fastsæ ttes kun S traf for Ulydig­

hed mod tre kongelige Paam indelsesbreve; G. A. A. B. V.

S. 10; 13; D. K. Hdf. S. 16: Si quis contem pserit trinas literas am onitorias (super aliqua causa) a domino rege datas, rex satis- faciat leso et tres m archas pro qualibet litera in recom pensa- tionem dam pni (et laboris) solvat ei et capitalem portionem in mobilibus tantum confiscari faciat et puniat pro suæ libito volun- tatis (sic tam en quod post publicationem literæ regis differatur

confiscatio et pena per mensem).

I de anførte F orskrifter frem træ de K ongebrevene endnu som ensidige Paalæg. Naar de ikke efterkom m es, gaar Kongen vilkaarlig frem m ed S traf og Konfiskation mod den ulydige, og denne Frem gangsm aade stadfæ ster U dkastet, blot med tilføjet Paam indelse om til Kongen at skaffe den forurettede Private E rstatning og tre Mark i Bøde for hvert Brev.

Men hvad der har særlig Interesse, er Tilføjelsen til Be­

stem m elsen 1. c . : Quicumque etiam litigantium succum bit in causa, satisfaciat præ valenti in III marchis et regi tantum , dum tam en (modo uterque) sit d e c u rio ; rustici (autem ad hane penam solutionis) non ten ean tu r (tenentur).

D et forudsæ ttes nemlig her, at der finder en Proces Sted, og at den tabende i O verensstem m else m ed almindelige Regler, hvis han (og hans V ederpart) er H errem and, skal bøde 3 Mark til K ongen og Bonden, m edens Bønder ere fritagne for den Bøde. D erefter, gjennem fører H aandfæstningen af 19de Marts 1282 Art. 3; jfr Hdf. 29 Juli 1282 Art. 4 d e n b e ty d n in g s fu ld e Reform, at K ongebrevene nu først m aatte erhverves, efterat Sagen var bleven behandlet ved H erredsting og L andsting, og Forfølgningen for Kongen indordnedes derved som en Appel til højere R et i den ordentlige R etterg an g sm aad e; D. K. Hdf. S. 37.

Im idlertid tale dog disse H aandfæ stninger endnu ikke direkte om K ongens T in g ; jfr derim od Hdf. 29 Juli 1282 Art. 4: in prioribus placitis; m en dette U dtryk findes i F dg for Skaane 26 Maj 1284 Art. 10, hvor K ongen tilsiger H errem æ ndene i Skaane 3 Marks Bøder af alle deres U ndergivne, »warnæth«,

»utæn thæ t, sum kum bæ r a konungs eghet thing ællær ofnæ konungs ræ ttæ ræ thing«.

H er m øde vi nu to forskjellige U dtryk; hvilken er M eningen derm ed? Hvilken er Forskjellen mellem K ongens Ting og Kongens R etterting? Forskjellen kan ikke væ re anden end den, at d et første er det Ting, paa hvilket K ongen selv, det andet det, hvor Kongens R æ teræ ; Program 1893 S. 15; Justiciarii; L. H olberg: Kong V alde­

m ars Lov S. 146; beklæ de R etten. D erm ed stem m e F o rskrifterne i de efterfølgende H aandfæstninger. Kristoffer II’s Hdf. 1320 Art. 28 taler kun om placitum regis, gjentagende F o rb u d et mod, at nogen m aa stæ vnes dertil, forinden Sagen har væ ret for ved H erred stin g og L andsting: Item nullus citetur ad placitum regis im mediate, sed prim o ad placitum sui hæ ræ th et, si inde provoeaverit, placitum generale sub poena consueta, et, si ibi juri stare noluerit coram rege provocando, exam inetur sua causa ibidem ; ubi, si justiciam non habuerit, provocetur ad parlam entum generale«.

V aldem ar III’s H aandfæ stning 1326 Art. 23 gjentager denne F orskrift dog m ed den betydningsfulde Tilføjelse efter ibidem :

»coram rege vel suis justiciariis«. H er er altsaa Kongens R etter- ting stillet ganske lige m ed K ongens Ting; jfr F dg i Juli 1354 A rtt. 4; 6: coram nobis seu dapifero nostro vel justiciario nostro aut advocato n o stro ; G. A. A. V. S. 52 (1396): »De jure dapiferi; jus suum est omnes causas appellacionis nomine regis term inare, tanquam re x esset personaliter presens«. F o rb u d et mod, at en Sag indbragtes for R ettertinget, inden den havde væ ret paadøm t ved H erred stin g og L andsting; jfr dog T o rd s Art.

82; gjentages sen ere; Reces 1537 A rt. 17; 1547 A rtt. 2; 3; 1558 Art. 8; 1576 Art. 1; Kane. Brevb. 1556—60 S. 194; ligesom ogsaa F o rb u d et mod, at nogen ved K ongens Breve m aatte drages fra sit H erredsting eller L andsting; T ords Art. 26; D. K. Hdf. S. 126; 134;

eller at nogen m aatte skyde sig fra H erredsting eller Landsting, for­

inden Dom der var gangen; D. K. Hdf. S. 127; Sk. B irkeret Art. 39 forbyder derhos overhovedet, at nogen B orger maa søges udenfor Bytinget ved K ongens T ing eller L andstinget, m edens Privileg. for Malmø 1360 Art. 3 ; for Lund 1361 Art. 5 ; for Malmø og L andskrona 1415 Art. 4; K. R osenvinge: GI. d. D. I. S. 147; dog igjen gjøre en U ndtagelse fra F o rb u d et til Gunst for K ongens R etterting.

Om R ettertingets Sam m ensætning e rin d re s , at K ongerne vedblivende selv droge om kring og holdt R etterting i de for- skjellige L ande; N. D. Magasin V. S. 47; K. Rosenvinge: GI. d.

D. I. S. XII; Kong Kristian I’s Diplom. S. 54, 55, 92; H. R ør­

dam : K jøbenhavns K irker og K lostre Tillæ g S. 125; S u h m : Nye Sam linger I. S. 379; Ryge: P eder O xe S. 14. Som Bisiddere fungerede da Rigsraader, Adelige og i K jøbstæ derne B orgm estre og B orgere; K. Rosenvinge: GI. d. D. I. S. 57; 95; 132; 166;

172; jfr dog anf. V. I. S. 74; 76. Kunde Kongen ikke selv komme, bem yndigede han gode Mænd, indtil D ronning M argretes Tid ogsaa Bønder, til at beklæ de R ettertin g et paa hans V e g n e ; Suhm XIV S. 519; 829; G. A. A. B. V S. 19; 54; M atzen:

Den d. P anterets H istorie S. 473; 476. D. Mag. I S. 367; V S. 296. Til Sikkerhed for, at Sagerne i slige Tilfælde paadøm tes overensstem m ende m ed Lands Lov og R et; D. K. Hdf. S. 126; gav V aldem ar III’s Hdf. 1326 Art. 36 den vigtige F orsk rif t: »Item eum re x placitum suum justitiarium teneri jusserit in aliqua terra, auditores sui placiti sive justiciarios, leges et jura ipsius terræ scientes, de eadem te rra constituat et incausandi et . agendi

utantur legibus te rræ supradictæ , nec quisquam quacum que de causa ad placitum justiciarium citetur ex tra limites suæ terræ «.

Men en tilsvarende Bestem m else findes ikke optaget i Kong Olafs H aandfæ stning 1376. jA t R ettertin g et dog vedblivende bestod paa den Tid ses ogsaa den Samling Spørgsmaal, som derfra retted es til Rigens R aader; G. A. A. B. V. S. 52; hvorefter D rosten regelm æ ssig ses at have beklæ dt d e t; jfr iøvrigt om R ettertin g et indtil og i K ong Kristian I’s Tid de S. 127 nævnte Diplomer.

D ernæ st paabød Kong H an s’s H aandfæ stning Art. 18, at Kongen efter sit Raads Raad skulde tilskikke de retviseste og klogeste Mænd af R aadet til at lade holde R ettertin g over Rigerne, hvilke Mænd skulde have fuld Magt til at dømme om alle Kronens, K irkens og R idderskabets Gods og E jendele; indenfor hvert Bispedøm me skulde Biskoppen eller en eller to af hans K irkers P ræ later væ re m ed blandt disse gode Mænd til at paadøm m e Sager v ed rørende K irken eller Kirkens P erso n er; jfr C. F. Allen:

Kristian II, is te Bind S. 42. D enne Bestem m else om Afholdelse af S tiftsrettertin g finde vi senere o p tag et i Mellemrigs R ecessen af 1533. K ristian II’s H aandfæ stning Art. 11 havde derim od læ m pet Reglen derhen, at hver Biskop selvfjerde m ed gode Mænd, som tilskikkedes ham af Kongen, skulde sidde R ettertin g to Gange om A aret i sit Stift og have fuld Magt til at dømme om alle Sager, m edm indre Kongen selv var personlig tilstede; dog at de ikke m aatte drage nogen fra H erredsting, Landsting eller Rigens K ansler, m edm indre vedkom m ende selv godvillig gav sig i R ette for d e m ; gjaldt Sagen nogen af dem selv paa, skulde de tage en anden i hans Sted. U denfor den almindelige O rdning indførte K ri­

stian II’s gejstl. Lov Art. 21; jfr verdsl. L. A rtt. 77— 80, en K am m erret, dannet af D o k to rer og Magistre, som skulde følge hans Hof.

F red erik I’s H aandfæstning indeholdt ingen Bestem m else om R ettertin g ets Sam m ensæ tning, men paabød derim od kun i Art. 38, at K ongen og hans F ogder ikke m aatte bruge Rigens Indsegl paa K ronens V egne m od K irken eller R idderskabet efter denne Dag i nogen M aad e; gode Mænd, aandelige og verdslige, skulde derim od tiltages fra begge Sider i T ræ tte r mellem K ronen og Kirken om Ejendom m e eller andet. Ikke desto m indre øvede dog F red erik I m ed Rigens Raads Sam tykke M yndigheden til at lade sæ tte R etterting ved Rigens R aader rundt om kring i Landene paa en Maade, der ikke

var de privilegerede Stæ nder til Pas, idet K ongen ikke synes at have valgt sine U dsendinge fra L and et eller S tiftet; hvorfor de ikke fik Lov at pleje R etten, og det paa H erredagen i Kolding kom til et Sam m enstød mellem Kongen og R aadet i den An­

ledning; N. d. Mag. V. S. 47—48; C. F. A llen: F rederik I II. S. 40. Mellemrigs R ecessen 1533 vendte saa tilbage til Stifts R ettertingene, som im idlertid forsvinde i naturlig K onsekvens af d et katolske E piscopats O phør her i L andet. D erim od ses det i Kristian III’s Tid, at Kongen, naar han i læ ngere T id var for­

hindret fra selv a‘t komme til vedkom m ende Land og der holde R etterting, sendte sin Søn, H ertu g F rederik, til at beklæ de R etten sammen m ed nogle R aader; K ancelliets B revbøger 1556—60 S. 100; 115; D. Mag. IV— 5 S. 120— 121; jfr om særlige R e tte r­

ting for enkelte Lande under Kristian IV K. E rs le v : R igsraads- og S tæ nderm øder III. S. 5So; jfr II. S. 214.J*

F ra først af øvede K ongens R ettertin g baade jurisdictio voluntaria; R ørdam : Kjøbenhavns K irker og K lostre Tillæg S. 125;

K ristian I’s Diplom. S. 54; 35; og D om sm yndighed i alle de under verdslige D om stole henhørende S ager; J. E. L arsen : Sml. Skr.

I —2 S. 315; M olbech og P etersen : D anske Diplom. S. 127; 135;

om end den af K ongebrevene frem gaaede Forfølgning med Rigens R et fra først af og vedblivende maa antages at have spillet en H ovedrolle ved sam m e; men fra d e n J T id , da K ongens og Rigens Raads øverste Dom sm yndighed var.. forfatningsm æssig fastslaaet Aar 1536, frem traadte K ongens R ettertin g i Betydning af et fra

K ongen og Rigens Raad forskjelligt T ing m ed en m ere b egræ ndset K om petence; jfr K. R osenvinge: GI. d. D. IV. S. 139; »eptherthi W y befinder samme Sag at w erre Æ re rørendis och icke Jorde- goutz, Gjeldt eller andit saadant anrørendis, som her paa th ette R etterthing for Oss b ø er eller kandt at o rd eelis« ; jfr V. A. S e c h e r:

R ettertingsdom m e I. S. IX. Som oftest behandles der Sager, hidrørende fra en Forfølgning med Rigens Ret, naar Sagvolderen havde u d tag et G jenbrev; Ryge: P eder O xe S. 137. Vel fore­

ligge enkelte E xem pler paa D o m m e, der ikke kunne ses at staa i Forbindelse derm ed; K. R osenvinge: GI. d. D. I. S. 131;

240; men d et ses da tillige, at disse Sager netop henvises til Forfølgning for Kongen og Rigens R aad; og det samme findes endog efter O m stæ ndighederne at være Tilfældet med en P

roce-9

dure i Anledning af et u d tag et G jenbrev; K. Rosenvinge: GI. d.

D. I. S. 169. Af F orordningen om Rigens Ret og Dele 1621 Art. 20 frem gaar det nu, at, naar Gjenbrev var taget, den, der for­

fulgte m ed Rigens Dele, skulde udtage sex U gers Stævning, ved hvilken begge P a rte r fik Paalæg om at møde sex U gers Dagen, efter at Stæ vningen var læ st for Rigens Kansler, m ed hvis Beviser de havde paa G odset og det, som paataltes. H eraf tu rd e fremgaa, at det saakaldte K ongens R ettertin g er blevet enstydigt med Rigens K anslers R et; og de saakaldte Rigens D om sbøger, i hvilke Dom ­ mene fra d ette R ettertin g findes indførte; jfr V. A. S echer: R etter- tingsdom m e I. S. V flg .; ere derfor identiske med Rigens K anslers D om bøger. Om disse D om bøger henvises til V. A.

S echer: R ettertingsdom m e anf. S t.; hvor K. Rosenvinges m indre klare U dtalelser i Indledningen til hans U ddrag af gamle danske Domme findes næ rm ere belyste. D et vil d er tillige ses, at den form elle Sondring mellem begge A rter af Domme foruden i den døm m ende M yndigheds Sam m ensætning og de forskjellige Slags Sager, som behandles ved dem, fra 1573; jfr K. Rosenvinge:

GI. d. D. III. S. 213; navnlig ogsaa træ d er frem deri, at der til K ongens R ettertin g i Betydning af Rigens K anslers R et sker Indstævning m ed »Kongens og Rigens Stævning«, ligesom Dommen benæ vnes Kongens og Rigens D om ; jfr dog R. R. og D. 1621 A rt. 26: Rigens Rets D om ; m edens der til det K ongens R e tte r­

tin g , der beklæ dtes af K ongen og Rigéns R aad, skete Indstæ v­

ning m ed »Kongens egen Stævning«, og Dommene benæ vntes:

K ongens og Rigens Raads Domme.

O m talen af de næ rm ere R egler angaaende Proceduren ved den herom handlede Ret kan -ifølge d et A nførte passende gjem- mes til Frem stillingen af den særlige Forfølgning m ed Rigens

‘ R ets Dele.

§ 23.