H erredagene lystes M aaneder forud paa H erred stin g og Landsting, for at Sagsøgerne kunde stæ vne betim eligt; jfr Reces 1547 Art. 2; 1558 Art. 5: »saa lang Tid, at de kunne møde«, og ved Fdg 25 Maj 1636 og Reces 1643 II—6— 8 fastsloges V arslets Læ ngde udtrykkelig til 6 Uger.
i Om Sagernes F oretagelse, ordnet efter Landene, se Fdg r'*' 9 N ovbr 1634; Reces 1643 H—6— 11. Virkningen af U deblivelse uden lovligt Forfald var for begge P arter, at de skulde have ta b t Sagen, indtil de lovlig stæ vnede igjen; og desuden skulde Sagsøgeren yde M odparten K ost og T æ rin g ; Reces 1547 Art. 2;
1558 Art. 5; Reces 1615 Art. 45; Reces 1643 II— 6 — 10; Secher og Støchel : F o rarb ejd er I. S. 411. Om A ppelfristen, som reg el
mæssig var tre Aar, se F dg 8 Juni 1639 Art. 2; Reces 1643 II—6— 15; om den staaende Form ular for Dom m enes Affattelse
se V. A. Secher: R ettertingsd. I. S. IV. j
§ 26.
Privat Tvangs Anvendelse.
D et følger af, hvad der er udviklet i Program 1893 S. 17 om F orholdet mellem R etten og P arterne, at førstnævnte ikke selv to g sig af den aktuelle R etshaandhæ velse ved positiv Tvangs Anvendelse, men nøjedes m ed at udtale sin E rkjendelse af, hvad der var Ret. Skulde Sam fundet im idlertid hævde sin K arak ter af Retssam fund, m aatte der med denne E rkjendelse af R etten ogsaa følge E rkjendelsen af en Pligt for vedkom m ende Person til at efterkom m e den, og naar han ikke gjorde dette, kunde Sam fundets Forhold overfor ham ikke vedblive at væ re det samme som tidligere. D er m aatte indtræ de visse ubehagelige F ølger af Gjen- stridigheden, y ttren d e sig i, at Sam fundet i stø rre eller m indre Grad unddrog R etsbryderen den R etsbeskyttelse, som det tidligere havde anerkjendt at tilkom m e ham : »forthy at thing a ey them at hjælpæ, ær for thingsdom vilæ ey ræ t g ø ræ « ; E. sj. L. II — 51- D ette er et U dslag af den Gjengjældelses G rundsætning, som ogsaa spiller en væ sentlig Rolle i vor æ ldre Strafferet. R etsbeskyttelsen und- drages O v ertræ d eren i forskjellig Grad efter O vertræ delsens Be
skaffenhed. D erefter sondres mellem Fredløshed, Mandhælgs F o rtab else og R etten til at tage Nam.
1) F r e d l ø s h e d . D ette U dtryk b eteg n er det videstgaaende T vangsm iddel, bestaaende i fuldstæ ndig R etløshed. I Skaane
finde vi E xem pel derpaa efter Dom for Tyveri, idet Bonden, naar han har faaet Sigtede idøm t M adban paa H erredstinget, derfra kan drage videre til L andstinget og faa ham idøm t Igjæld og Tvigjæld sam t Bøde til Kongen. Saa tilføjes: »Uil J>iufær æi gen mælæ a lanzpingi, f)a far bondæ n hanum frijdøso oc uapnæ tæ k ofna bak a lanz])ingi oc førræ ma bondæ n æi friftløsa«;
i Sk. L. VII —9 ; A ndreas Sunesøn VII—6: »ut et ipse reus com- munis pacis expers ab omnibus habeatur, quem lingua patria fridhløs a p p e lla t; et tam uerbis quam collisione arm orum et contactu euidenter exprim itur, ut eum cuilibet cum armis inuadere sit perm issum «; jfr V. sj. L. III— 13, som kun frem byder den Afvigelse herfra, at Bonden stra x kan gaa til L andstinget og faa Tyven døm t fredløs. Ligeledes idømmes Fredløshed den, som er sigtet for M anddrab, naar han udebliver paa tredje T in g ;
Sk. L. V— 38; A ndreas Sunesøn V— 15. H erm ed stem m er F o r
ordningen om M anddrab; G. A. A. B. V. S. 7; hvorefter Mand- draberen skal tilbyde Bøden paa de tre første L andsting efter D rabet, da han ellers bliver døm t fredløs; Sk. L. V — 35; Andr.
Sunesøn V— 7; jfr V. sj. L. II— 29, der ligeledes forudsæ tter, at M anddraberen, der ikke erlæ gger Bøderne fuldt ud, bliver døm t fredløs paa L an d stin g et; F dg for Skaane 26 Maj 1284 Art. 5 ; hvorefter F redløshed indtræ der, naar den, der har dræ bt, lem læ stet eller hugget en Person, hverken kan betale eller stille Borgen for Bøderne efter en tre Gange gjentagen Forelæ ggelse.
I Jyske Lov findes den næ vnte Følge ikke saa klart frem hæ vet; jfr dog J. L. III— 22; men i F dg for N ørrejylland 27 Maj 1284 A. Art. 8 findes udtrykkelig udtalt den almindelige Regel, at hvis nogen bliver fældet til 40 Marks Bod »æth til nokæ r andræ the sakæ, thæ r hanum høræ r at ræ ttæ for, swo sum of han bæ riæ r man æth sæ ræ r æth for afhog ællær røvæ r ællær stæl«, og han ikke bøder eller stiller Borgen for Bøderne inden sex U ger efter at væ re fældet, da skal han fare som andre fredløse M ænd; jfr Reces 1547 Art. 13; 1558 Art. 2 6 ; F dg 27.
Maj 1284 B. Art. 8 udvider endog denne Regel til at gjælde, naar nogen er idøm t tre Marks Bod; G. A. A. B. V. S. 28— 3o.^J
K larest frem træ der den almindelige Regel i E. sj. L. II— 50 i H enseende til alle fyrgetyve Marks Maal, som forfølges paa L andstinget. Hvis Sigtede udebliver til fjerde Ting, forelægges . ham enten at »standæ til rætæ« eller »warthæ frithløs«. M øder /
Sigtede derefter, gaar Sagen til Nævningers Afgjørelse paa H erredstinget, og gaar deres K jendelse Sigtede imod, skal han
»fæstæ bøtæ r«, som H erredsm æ ndene forelægge ham at svare inden 6 Uger, ligesom de udnævne fire Mænd til m ed F ræ n d er og V enner at vurdere de til Bødernes Betaling tilbudte Gjen- stande. Ydes Bøderne, lyses det paa T in g et; sker det ikke, lyses det ligeledes paa H erred stin g et og L andstinget, og saa døm m es Sagsøgte fredløs paa første L andsting derefter, hvis ikke Sagsøgeren godvillig afstaar fra F orfølgningen; jfr F dg 26 Maj 1284 Art. 4 for Sjælland, hvorefter den, der er døm t til Bøde for Drab, L em læ stelse eller Saar, og ikke b etaler Bøderne eller stiller Borgen for dem, skal være fredløs efter Dagsrum og
N attefrist.
Da man ifølge de foranførte A rtikler i E. sj. L. altsaa baade kunde ikjende F redløshed og Mandhælgs F ortabelse paa L andstinget, maa der ogsaa ved disse forskjellige U dtryk b e tegnes forskjellige B egreber, og M andhælgeløshed betegner da
den begræ ndsede, F redløshed den fuldstændige Mangel paa R ets
beskyttelse for Person og Ejendom indenfor L an d et; K. Rosen
vinge: GI. d. D. II. S. 45; blot K irkens Privilegier forbeholdne;
s. V. III. S. 112; H. B runner: D .R echtsgeschichte I I S .610; jf r d o g j.L . II— 23. Som s.V . I. S 143 viser, afhuggede man dog i senere T ider F red en i alle Lande baade til H erredsting og Landsting.
Om F redløsgjørelse ved Rigens R et se nedenfor S. 161.
2) M a d b a n o g M a n d h æ l g s F o r t a b e l s e . D et først
næ vnte U dtryk forekom m er i Sk. L . VII— 9 ved Forfølgning for T yveri ved H erredstinget, naar Sigtede ikke m øder til andet Ting. »|>a døm æ Jhngmæn bondæ num ut sinæ uirning ok kunungi sin ræ t ok j)iufe m atban i h æ ræ fte« , hvis Virkning A ndreas Sunesøn V II—6 forklarer v ed : »ut nullus ei com m unicet p er totam provinciam sub pena trium m arcarum juri regio sol- v en d aru m « ; H. B runner: D. R echtsgeschichte II S. 465. /u d tr y k k e t forekom m er ogsaa i D ronning M argretes alm. S tadsret Art. 26;
i S tad sret for K jøbenhavn 1443 V — 31; og i Kong H an s’s alm.
S tad sret Art. 47; som U dtryk for den verdslige i M odsætning til den forudgaaende kirkelige B a n sæ tte lse ; jfr L. H o lb e rg : Dansk
Rigslovgivning S. 231 N ote.
Da T yverisager i Landslovene behandles m ed særlig S treng
h e d , tø r man uden Tvivl næ ppe fra den anførte Artikel i Skaanske Lov slutte til, at en lignende Virkning er indtraadt som Følge af en Domfældelse i andre Sager.
H eller ikke haves der Hjem m el til at antage, at man i den oprindelige Skaanske R et har kjendt til Mandhælgs F o rtab else.
Vel om tales den i O rbodem aal A rtt. XIV og X X X II, men disse ere overførte fra Sjælland; og at d et A bel-K ristofferske U dkast A rtt. 3 og 10; G. A. A. B. V. S. 10 og 14; har optaget en Bestem m else om V irkningen af Mandhælgs F o rta b e ls e ; jfr L.
H olb erg : Dansk Rigslovgivning S. 218; kan ikke i og for sig bevise Tilvæ relsen d eraf i Skaane, hvor O rd et heller ikke har faaet Indpas i senere Tider, idet man der tog Sagsøgtes F re d ; jfr V. A. S echer: Om V itterlighed S. 39- f Derimod om tales
Mandhælgs F ortabelse i Jy llan d ; jfr Slesvig S tadsret Art. 27, hvorefter en Borger, »si est causa de m anhælegth«, skal fri sig ved Lov af G ildebrødre, Bonden ved Kjønsnævn. H erm ed stem m er, at vi finde om talt Søgsmaal til Mandhælgs F o rtab else i J. L. II— 18 for L ejerm aal, hvor Bøden er ni Mark, og Sigtede skal værge sig ved F ræ ndeed, og i J. L. III—28 for Saar,] hvor Bøden er fra 3 Mark og højere op, og hvor Sigtede, hvis Sagsøgeren ikke i T ide har opkræ vet Sandem ænd, ligeledes skal værge sig med K jønsed; jfr Program 1893 S. 98. At nu denne Mandhælgs F o r
tabelse i Jylland ikke var Følgen af enhver Dom paa 3 Marks Bøder til Kongen og Bonden, turde frem gaa af, at den særlig frem hæves ved de nævnte Sager, af hvilke Sager om Saar, skjøndt Bøden derfor kun var 3 Mark, maa væ re b etrag ted e f r a ,e t andet og m ere frem træ dende Synspunkt end Rans Sager, da disse ere henviste til Afgjørelse ved Nævninger, men Sager om Saar til S andem æ nd; ligesom Rans Sager, hvis betim elig Forfølgning er forsømt, afgjøres ved simpel T ylvter E d ; J. L. II— 58; Sager om Saar under samme Betingelse ved Kjønsnævn; J. L. III— 31. At Lejerm aals Sager, i hvilke Bøden er 9 Mark, ligeledes ere b e trag ted e som særlig betydningsfulde, turde væ re indlysende.
H erm ed stem m er ganske, at Slesvig S tad sret A rt. 27, ligesom T o rd s A rtt. 82 og 90, forudsæ tte, at M andhælgs Maal ere en særlig Art Maal, selv om der ogsaa i dem kun m aatte idømmes tre Marks Bod.
Mandhælgs F ortabelse forudsæ tter et sæ rligt efterfølgende Søgsm aal; jfr J. L. III— 27: »Æ n wil han æi bøtæ swa sum mælt ær, tha ma hans m anhælght søkæs« ; III— 28: »Latæ r man sit m anhælgth søkæ «; II— 18: »Æ n fallær han at loghum, betæ hans manhælgh, of han wil æi til ræ tæ standse«. \
Den særlige Virkning af Manhælgs F ortab else er en Indskræ nk
ning af R etsbeskyttelsen for Personen overfor Dom haveren. J. L.
III— 28: »Latæ man sit m anhælgth søkæ, tha botæ han fyrst fallæ b ø tæ r for gerning, thæ r han var laghsot for oc sithæn th re m are yvær ræ tæ bøtæ oc thre m are konung. D ræ pæ r annæn man then man, thæ r han sotæ til manhælght, tha haldæ r han sin frith ;
æn bæ riæ r han ham, botæ ækki for«. En m ere indgaaende F rem stilling af denne Manhælgs Virkning findes i de sjællandske L o v e.
R eglerne derom findes isæ rdeleshed i V. sj. L. II— 18, II—41 og
III— 13 sam t i E. sj. L. II— 51 og 52. V. sj. L. III— 13 om
handler særlig Manhælgs F o rtab else i T yveri Sager og viser S læ gtskabet og Afvigelsen mellem sjællandsk og skaansk Ret paa dette Punkt eller mellem Manhælgs F ortabelse og M a d b a n .[I Sjælland kunde man nemlig ifølge V. sj. L. III— 13 i Sager om Tyveri af m ere end */2 Marks Værdi stævne efter Behag til H erred stin g eller L andsting; ved H erred stin g et blev F orbryderens M andhælg taget, m edens F redløshed idøm tes ved L andstinget.
U deblev Sagsøgte fra tre H erred stin g , forelagdes der ham et fjerde T ing, og m ødte da Indstæ vnte eller hans lovlige Forfald
ikke, »tha mughæ men hans manhælghi oppæ hærætz thing takæ«.
M ødte Indstæ vnte derim od til noget af de anførte Ting og til
bød Forsvar, da skulde han »fæstæ logh«, og Sagen gik da til N ævningers Afgjørelse. Gik disses K jendelse ham im o d ; jfr ovfr S. 137, da var han fældet, og hans Mandhælg toges, dog ikke før Dag og Nat var gaaet, »forthu at han a daghs oc natæ rum at hauæ at letæ sich scogh oc m osæ«; »Æ n han ma ey utæ n hæ ræ th varthæ takin for m anhæ lgh; thus enæ at han m istær sin frith«, hedder d et dernæ st videre i Artiklen. H erefter maa det antages, at M andhæ lgsfortabelsen i Sjælland oprindelig m edførte Fredløshed i H erred et, hvoraf da F orpligtelsen til ikke at omgaas, under Bøde, som Skaanske Lov alene udtrykkelig frem hæ ver ved Madban, i Sjælland frem træ der som den naturlige Affødning;. jfr O rd en e:
»oc hvar scal b ø tæ foræ, thæ r sithæn ær mæf) hanum «J
Om M andhælgs F o rtab else udenfor Tyvssager, nemlig i S ager om Ran, Bardagh og endnu andre Sager findes R egler i E. sj. L. II— 51, 52; V. sj. L. II— 18; 41.
E. sj. L. II— 50 i Beg. om taler, at D rab og Afhug og alle fyrgetyve Marks Sager skulle behandles paa Landstinget, m en Sager om Ran og Saar og alle andre Sager først paa H erred s
tinget. Særlig om handles saa i E. sj. L. II— 51 Forfølgningen i Sager om Saar, der derfor i Sjælland maa antages at have v æ ret et frem træ dende E xem pel paa Mandhælgs Sager.
ff— A rtiklen forudsæ tter, at Sigtede ikke m øder, og saa hedder det, at »a fyarthæ thing tha scal anti hin ræ t gøræ ællær tho, at man scal hans manhælgh takæ«. Indfandt saa im idlertid den fældede Person sig paa næ ste Ting for at fæste Bøder for H oved
sagen og for M andhælgs Dommen, 3 Mark til Konge og Bonde, saa
skulde Bøderne erlæ gges fjorten Dage efter i fire af H erred s- m ændene udnæ vnte Mænds O vervæ relse; men m ødte han ikke at fæste Bøder næ ste T ingdag eller bødede han ikke fjorten Dage efter, saa lyste D om haveren det paa Tinge, og saa indtraadte endelig V irkningerne af Mandhælgs Fortabelse, dog kun i H e r
re d e t; men Forfølgningen kunde saa fortsæ ttes, idet Mandhælg ogsaa kunde tages paa L andstinget, og saa virkede den for hele L a n d e t; j E. sj L. II— 52; og D om haveren og hans M edfølgere kunde der slaa og saare ham m ed hvad de vilde, dog at han ikke blev »kriikky man a langfram m æ«, jfr K ristian II’s g. L . ; ligesom de ej m aatte dræ be ham eller begaa Afhug paa ham. H an nød derhos F red i Leding, paa Tinge og indenfor T ingets Synskreds, i Kirke, paa K irkegaard, paa T o rv et og i H jem m et.
D ernæ st var den M andhælgsløse, saalænge denne T ilstand varede, udelukket fra at kunne sagsøge paa T inge eller give Lov mod nogen. Hvis andre end D om haveren og hans M edfølgere m ishandlede ham, kunde han ikke indtale Bøder derfor, før efterat han havde gjenerhvervet sit Mandhælg.
• D et A bel-K ristofferske U dkast A rtt. 3 og 10; G. A. A. B. V. S.
10; 14; havde paatæ nkt at knytte en kraftigere Tvangs virkning til M andhælgs F ortabelse ved Indførelse af fortsatte T vangsm ulkter, indtil Doms Opfyldelse har fundet S ted : »Quicumque am iserit
suum manhælgh, satisfaciat leso (pro qualitate culpæ et in III marcis) et solvat exactori III m a rc a s; si vero contum ax fuerit, sem per in quolibet fimt puniatur in III marcis (et leso et exactori, donee, quod præ dictum est, satisfecerit et solverit); L. H o lb erg : Dansk Rigslovgivning S. 216 flg. I
3) R e t t e n t i l a t t a g e N am . D enne er U d trykket for den laveste Grad af den D om fældte unddragne R etsbeskyttelse,
idet den kun angaar Form uen og m edfører, at D om haveren under visse Betingelser og indenfor visse G ræ ndser ansvarsfrit kan bem æ gtige sig Dom fældtes og visse andre Personers Gods, m edens han ikke maa angribe deres Personer.
I Skaanske Lov XIV—4; A ndreas Sunesøn XIV— 1; ind- skjæ rpes den Regel, at man ikke maa tage Nam uden fore- gaaende Dom, fra hvilken Regel muligvis kun en U ndtagelse har væ ret gjort ved Nam for Bidraget til M andeboden; jfr nedfr S. 143 og 144. Beviset for, at Nam var iværksat efter Dom,
paa-hvilede G jerningsm anden, som førte d ette Bevis ved Hjælp af Tingm ænd, der havde deltaget i og overvæ ret Doms Afsigelsen.
I Mangel af sligt Bevis m aatte Gjerningsm anden foruden at u d levere det b o rttag n e Fæ bøde 3 Mark for Ran eller sværge T ylvter E d ; Sk. L. X VI— 2; A ndreas Sunesøn XVI— 2.
En Dom til at »takæ fæ« kunde Sagsøgeren i visse T il
fælde faa strax, .saasom ved Gjældskrav, naar Skyldneren ej vilde
.*>
»gialdæ ok æi logh fore sæ liæ « ;|S k . L. XVI— 2; A ndreas Sune
søn X V I—2; naar Landboen »æi vil refta landgilde oc æi logh fore sæliæ« ; Sk. L. XVII— 8; Andreas Sunesøn X V II— 5. V ar T alen om Brandstud, o: Brandhjælp, som ikke erlagdes til den forelagte Term in, idøm tes Skyldneren tillige en Ø res Bod. Sk. L.
XIV— 4 taler vel i d ette Tilfælde ikke om N am ; men A ndreas Sunesøn XIV— 1 siger udtrykkelig, at ved samme Lejlighed Dom dertil gives. Sk. L. IX— 19; jfr Andreas Sunesøn IX— i ; om taler d e r
næ st G randernes R et til at fastsæ tte en Frist for G jæ rders Rejs
ning. Den, der ikke efterkom m er denne Frist, faar en Ø res Bod.
O versidder han den Frist, der forelægges ham, skal han bøde to Ø re; og oversiddes den anden, som derefter endnu fore
lægges, bliver Bøden en halv Mark. Vil V edkom m ende endda
»æi bøtæ oc æi gær])æ«, da kunne G randerne fare til H erred s
ting og faa Dom til at tage hans Fæ.
D et vil af de anførte E xem pler ses, at R etten til at tage Nam rykkes læ ngere og læ ngere tilbage, idet man først Gang efter Gang forsøger at bevæge V edkom m ende ved Paalæg af Bøder til selv at y d e ; og endelig er Nam for Bidrag til Mande- boden endogsaa fuldstæ ndig forbudt ved Knud V I’s F dg 28 D ecbr 1200; jfr Sk. L. V— 1; Andreas Sunesøn V — 3; idet Bidraget eventuelt skal inddrives »mæth kunungs ræt«. D et særlige er her, at K ongens R et anvendes til at frem tvinge en civil Ydelse til en Privat, m edens den ellers ikke nævnes i Skaane, uden hvor der er T ale om Bøder til K ongen; jfr Sk. L. IV— 3— 8;
A ndreas Sunesøn IV— 4. D et stem m er herm ed, at der i sam t
lige de foran nævnte L ovsteder, i hvilke det private Nam om tales, kun er T ale om private Y delser alene eller i Forbindelse m ed en Bøde til Sagsøgeren, men ikke om Bøder til Kongen.
H vor saadanne paalægges, tales der derim od ikke om R etten
til at tage F æ ; Sk. L. IV— 20; A ndreas Sunesøn IV— 16; Sk. L.
IV—9; A ndreas Sunesøn IV—9 m. fl.
Hvad angaar B orttagelses Maaden bem æ rkes, at A ndreas Sunesøns U dtryk surripere og subtrahere, hvorm ed han gjen- giver O rdet »takæ«, næ rm est synes at tyde paa en lønlig Bort- tagelse; hvorfor ogsaa taler, at der i R etten til at tage Nam ikke var indeholdt en Beføjelse til at angribe Personen. Som Følge heraf m aatte nemlig E jerens Person, naar han forsvarede sit Gods, respekteres. Dog maa Frem gangsm aaden ifølge U d trykkene i Knud V I’s F dg 28 D ecbr 1200; Sk. L. V— 1; A ndreas Sunesøn V— 3; forudsæ ttes at kunne have væ ret en anden, aabenlys og voldsom, ved Nam for B idraget til M andeboden; jfr særlig Sk. L. V — i, der straffer d e tte forbudte Nams Ivæ rk
sæ ttelse med 3 Marks Bøde, men hvis Gjerningsm anden »thiuftas til at næmæ« m ed Tyvsstraf.
M ængden og V æ rdien af det Gods, der kunde tages, sam t det Antal Gange, det kunde sk e , er ladt aldeles u b estem t;
jfr U d try k k et »takæ hans fæ « ; og d ette taler afgjort for, at Meningen m ed B orttageisen ikke var en Fyldestgjørelse ved Hjælp af det b o rttag n e Gods sa a le d e s, at d ette blev D om haverens Ejendom, men kun den, derigjennem at øve en T vang paa Dom fældte for at bevæ ge ham til at betale. H erm ed stem m er ogsaa U dtrykkene i de anførte S ted er af Knud V I’s F d g ; Sk. L. V— 1;
jfr A ndreas Sunesøn V — 3; IX— 1; XIV— 1; og selv U d try k k et hos Andreas Sunesøn XVI— 2: »si in sui debiti solutionem creditor bona quævis subripuerit debitori« taler, set i Sam m enhæng med de øvrige Steders U dtryksm aade, ikke herim od; H. Matzen: Den danske P an terets H istorie S. 51 — 52; jfr dog V. A. S echer: Om V itterlighed I. S. 176— 177.
M ærkeligheden i H enseende til Nam paa d et sjæ lla n d s k e
R etsom raade er, at R etten til at ivæ rksæ tte det er k n y ttet som en alternativ Virkning til Mandhælgs F o rtab else; E. sj. L. II— 51:
»Vil han oc hæ lder hans fæ ta k æ , tha ma han væl næmæ han til haluæ meræ, en han atæ hanum at bøtæ.«
At saaledes her Nam er anført som den subsidiære Be
føjelse ifølge et Søgsmaal til Manhælgs Fortabelse, tu rd e afgjort tale for Rigtigheden af d et ovfr S. 136; 141 frem hævede Forhold imellem Mandhælgs F ortabelse og Nam som det henholdsvis
stæ rk ere og m ildere kompulsive Tvangsm iddel, om end nu ganske vist Nam i den foreliggende Affattelse af Artiklen maa antages
at væ re bleven til et direkte Fyldestgjørelses Middel.
V ed Siden af Mandhælgs Sager opstiller saa im idlertid E. sj.
L. II— 52 endnu andre S ager: »Sum man stæfnæ thing for man- hælghi, sva scal man oc foræ annæ r mal stæfnæ«. H er forudsæ ttes Indstæ vnte at udeblive, og paa fjerde T ing falder da D om m en; men m øder saa Indstæ vnte endda paa fem te Ting og tilbyder Lov for, at han ej er lovlig døm t, saavel som for H ovedsagen, tilstedes det ham at gjøre d ette i O vervæ relse af Mænd, udnæ vnte af T inget. Sker det derim od ikke, da skal K ongens O m budsm and
i H enhold til den afsagte Dom »takæ bondenum fyrst ræ t oc sic sithæn«. Mod denne offentlige Tvangsfuldbyrdelse forud
sæ tte r A rtiklen dog selv, at der kan vise sig en Flerhed af H indringer, idet O m budsm anden svigter sin Pligt, være sig, fordi D om fældte bo r »undær then man, ær um butsm an vil ey gøræ gen«, eller »umbutzman gør sva illæ, at han takæ r væghsæl (Be
stikkelse) foræ« eller D om fældte »havær ey fæ (Løsøre) til«.
N aar da Aar og Dag er gaaet, uden at D om haveren af de an
førte G runde har faaet Fyldestgjørelse, og D om haveren har lyst d e tte paa Tinge, og T inget ved, at der tilforn er gaaet lovlig Dom i Sagen, »tha døm æ thre men hans manhælghd af hanum«, hvilken Dom saa kan indbringes til Stadfæ stelse ved L ands
tinget. K om m er da D om fældte ikke til næ ste H erredsting og re tte r for sig, »tha takæ bondæ n sic siælf til ræ tæ , ær sot hauær.
Æ r ey fæ til, tha gaar th e t a crop, thar ey ær co til«.
H er vil d et altsaa ses, hvorledes igjen R etten til Nam er k n y ttet til R etten ifølge Mandhælgs Dommen som yderste Hjælpem iddel.
U denfor de almindelige R egler om A dgangen til Nam staar dog paa d et sjællandske R etsom raade 'Forskriften i E. sj. L.
III— 26 om Nam for F ræ ndernes Bidrag til M andeboden. D a- d e tte var e t særligt Familie Anliggende, er det naturligt, at R eglerne derom udviklede sig selvstæ ndigt indenfor Fam ilierettens O m ra a d e ; og F o rb u d et i Skaane, der skyldtes Skaanes ufredelige T ilstand og B eboernes d eraf opstaaede ivrige Forlangende;
Offentlig R et I. S. 155; har derfor ogsaa væ ret uden Indflydelse paa F orholdets O rdning i de andre Lande, idet baade jysk R et;