den 29.9.1987
Til stede: 41 medlemmer.
Ad 1. Valg af dirigent:
Robert Stuhr, som blev foreslået af bestyrelsen, valgtes uden modkandidater.
Robert Stuhr konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
Robert Stuhr gjorde opmærksom på, at pkt. 8 (Eventuelt) på dagsordenen ikke var ifølge vedtægterne.
Som referenter blev foreslået Ingrid Strøm og Anne Marie Klit, disse blev valgt.
Ad 2. Formandens beretning:
Efter en kort præsentation af den nuværende bestyrelse samt af nyansat personale redegjorde Niels Dueholm kort for den udsendte beretning.
Niels Dueholm redegjorde desuden for den situation, der opstod på det netop afholdte repræsentantskabsmøde, hvor bestyrelsen deponerede opsigelsen af medlemskabet i De danske Piejehjemsforeninger, efter at Døgnplejeformidlingen for børn og unge var blevet optaget med 23 stemmer for og 11 imod. Bestyrelsen vil på førstkommende
bestyrelsesmøde gennemdrøfte situationen.
De danske Plejehjemsforeninger arbejder på landsplan med en
plejeforældreuddannelse, hvilket foreningen går aktivt ind for, idet Hanne Åkjær sidder i arbejdsgruppen.
Beretningen godkendtes.
Ad 2 a. Medarbejdernes beretning:
Hanne Åkjær knyttede kommentarer til den udsendte beretning og berettede yderligere om den seneste tids avisskriveri om
plejeformidling, som i store træk har været meget negativ.
Beretningen godkendtes.
ad 3. Forelæggelse af foreningens regnskab:
Knud Hybel forelagde regnskabet for 1986.
Regnskabet godkendtes.
Ad 4. Fastsættelse af kontingent:
Kontingentet blev af bestyrelsen foreslået fastholdt på kr. 50,-.
Dette blev vedtaget.
Ad 5. Valg til bestyrelsen:
Bestyrelsen foreslog genvalg af Niels Dueholm, Per Larsen og Anne Wagner. Disse blev genvalgt uden modkandidater.
Ad 6. Valg af suppleanter:
Bestyrelsen foreslog Robert Stuhr og Vibeke Lindstrøm. Dissa»t>lev valgt uden modkanditater.
Ad 7. Indkomne forslag:
Der var ikke indkommet forslag til generalforsamlingen.
Ad 8. Eventuelt:
På opfordring af Niels Dueholm afsluttedes generalforsamlingen med en debat om fremtiden i eller uden for De danske Plejehjemsforeninger.
Et medlem gav udtryk for, at bestyrelsen burde konstituere sig således, at formand og næstformand ikke skulle på valg
samtidigt.
Der kom fra medlemmernes side en tilkendegivelse af, at man ønskede en mere indholdsrig generalforsamling, eventuelt med et fore
drag.
Dirigenten takkede for god orden.
For referat:
Ingrid Strøm Anne Marie Klit
r e f e r a t a f l o k a l g r u p p e m ø d e i ø s t o m r A d e t
Lørdag den 12.9.1987
11 plejeforældre var mødt op til et veldækket morgen
bord.
Formiddagen skulle bruges til fagforeningssnak. Lis Holm fra PLF skulle komme med et oplæg, som vores snak kunne tage udgangspunkt i.
Lis havde desværre på grund af sygdom meldt afbud. Men da det er vigtigt, at
plejeforældre bliver
organiserede, blev vi enige om at lave et møde i foråret for alle lokalgrupperne, hvor vi så igen ville få Lis Holm til at komme.
I stedet tog vi fat på, hvad der skulle have været
eftermiddagens emne -nemlig: "Arrangementer i 1988".
Først planlagde vi dog dette års sidste møde, som fandt sted onsdag den 11.11.87.
Emnet var "Pubertetsbørn". -Plejehj emsforeningens
psykolog Peter Holbøll ville komme med et
diskussionsoplæg.
Der blev valgt 2
repræsentanter til planlæg
ning af lokalgruppearbej
det. Det blev:
Lis Andersen og Kirsten Skjødt.
Lis Andersen sidder endvidere fremover i plej ehj emsforeningens kursusudvalg i stedet for Karen Nielsen.
De fremmødte var enige om, at de 4 arrangementer om året (udover kurser) som hidtil var passende.
Dog lærer man ikke hinanden ret meget at kende ved så få sammenkomster, men der kom en kraftig opfordring til at mødes til socialt samvær og folkedans på Nøddebo Kro sammen med sine børn, den sidste fredag i hver måned.
Trods aflysninger et godt og hyggeligt møde.
Lis Andersen
]
FORSLAG TIL ARRANGEMENTER I 1988:
1. Tidligt skadede børn (Mette Kragh fra
Egelunds-huset ) .
2. Aflastningsbørn (Evt. en fra Helsingør
kommune - Annelise
Sørensen/Bent Sørensen) 3. Incest
(Aase Hill Madsen og Helle Halberg fra FAC, Barnets Hus, Familieinstitutionen Espergærde, Montebello).
4. Plejeforældrenes følelser omkring hjemgivelse. - Hvem tager hånd om plejefamilien?
5. Plejeforældres motiv for at blive plejeforældre.
6. Plejeforældres frygt for, hvad der sker under samvær med forældre.
7. Vanskeligheder med at sætte grænser for barnets forældre.
8. Narko - alkoholskadede børn.
9. PLF fælles for lokalgrupperne.
10. Den nye børnekarakter (skolepsyk. John Halse,
Farum).
I
r e f e r a t a f l o k
I M E L L E M Lørdag den
Psykolog Karen Bering
indledte med at fortælle om sine erfaringer fra
mangeårigt arbejde med børn/
forældre. Karen Bering har stor respekt for arbejdet med plejebørn. Det er en svær opgave at få et barn i familiepleje, "det at få et barn, er som at få en stump af en familie", arbejdet omfatter både barnet og dets biologiske familie.
Deltagerne præsenterede sig ved at fortælle hvilke
erfaringer, de enkelte havde med plejebørn og hvilke
forventninger, de havde til lokalgruppemødet.
Et gennemgående emne i de fælles erfaringer var vanskeligheder med at definere tavshedspligten, f.eks. i forhold til venner og familie, samt grænser for at udveksle erfaringer
plejefamilierne imellem.
Forventningerne til mødet var lidt diffuse, men
centreredes om "at lytte og lære af andres erfaringer".
Til gruppearbejdet
formulerede Karen Bering følgende spørgsmål:
a l g r u p p e m ø d e
O M R Å D E T
12.9.1987 K
Hvilke problemer kan en plejefamilie klare selv?
2^
Hvilke problemer kan plejefamilier bruge hinanden til?
Hvornår skal kurator inddrages?
4_.
Hvornår skal der hentes yderligere hjælp?
Plejeforældrene ønskede mest muligt at klare dagligdags problemer selv.
Andre plejefamilier kunne evt. være til rådighed som aflastning i kortere eller længere tid og til gensidig udveksling af problemer/
erfaringer.
Kurator skulle være til rådighed, når plejefamilien havde behov for "at læsse af" - "se på egen adfærd" i relation til plejebarnets reaktioner, problemer med biologiske forældre, besøg m. m.
Endvidere være ko
ordinerende ved indhentning af informationer, økonomiske spørgsmål, møder m.m.
I
En væstentlig funktion var støtte og hjælp i vurdering af psykologisk specifikke vanskeligheder og evt.
indkaldelse af specialhjælp til plejebarnet.
Lokalgruppemødet afsluttedes med valg af foreløbig en repræsentant til
kursusudvalget og
lokalgruppearbejdet, det blev Connie Nyegaard.
Emner til
lokalgruppearbejdet vil
blive tilføjet den tidligere liste over ønsker og behov for kurser, mødevirksomhed m.m. Et emne, der blev prioriteret højt, var Tavshedspligten, herunder
"børn i lokalmiljøet".
I lighed med tidligere er det vigtigt dels at få eksakt viden og dels at få lejlighed til at tage
udgangspunkt i egne erfaringer.
Merete Senn
r e f e r a t s f l o k a l g r u p p e m ø d e i v e s t o m r å d e t
Lørdag den 19.9.1987
Om formiddagen havde vi bedt cand. psyk. Birgitte
Helmstedt om at komme med et indlæg om kriser, både hos børn og voksne. Efter
oplægget var der
gruppearbejde, hver gruppe fik udleveret en case, og der var livlig diskussion og meningsudveksling i alle grupper, og som så ofte før viste det sig, at grupperne kunne have brugt meget mere tid. Formiddagen sluttede med, at Birgitte Helmstedt samlede formiddagens arbejde op i plenum. Flere af
deltagerne udtrykte ønske om at arbejde videre med dette emne på et senere
tidspunkt.
Eftermiddagen blev brugt til diskusssion af lokalgruppens arbejde i den kommende
sæson.
Efter nogen diskussion blev det besluttet, at lokalmø
derne fremover afholdes i plej ehjemsforeningens lokaler.
Som kontaktperson for VESTGRUPPEN genvalgtes
Vibeke Lindstrøm, Hundested.
Linda og Finn Diwas Nielsen,
Jægerspris, og Lillian Magh, Frederiksværk, stillede sig til rådighed, hvis der opstod behov for ekstra hjælp omkring de kommende
lokalgruppemøder.
Det blev aftalt, at der skulle afholdes 3-4
aftenmøder i vinterens løb.
Der fremkom følgende kursusforslag på mødet.
Emnerne skal ses i relation til både lokalgruppemøder og kurser for alle
plej eforældre.
Pkt. 1. Plejeforældres kriser:
F.eks. bruge temaet krise en del af året som overordnet emne for lokalgruppens arbdej de.
Pkt. 2. Familiedynamik/
familieroller.
Pkt. 3. Skatteregler.
Pkt. 4. PLF:
En orientering om PLF's arbejde, indeholdende ferieregler og
arbej dsløshedskasse.
Pkt. 5. Kontrakter (indholdsmæssigt).
Pkt. 6. Kan børn skifte miljø?
Det er blevet foreslået, at vi herfra tog initiativ til at få lavet en adresse/
telefonliste over de pleje
forældre, der bor i
VESTGRUPPEN. Der var forslag om, at vi udsendte en liste, og de plejeforældre, der ikke var interesserede i at stå på listen, kunne give en meddelse herom til kontoret.
Endvidere var der ønske om et indlæg i bladet vedr.
ferieregler.
•J
Herdis Jul-Petersen
/
- ) . j & i > ^
xtoiBSf&rSfc
//.
r f l f t s t n i n g s p l e j e
FOR HVEM ER DET RIMELIGT AT YDE AFLASTNING?
At anbringe børn i weekend-og aflastningspleje er
blevet noget, der bliver mere og mere brugt af kommunerne. Plejehjemsfor-eningen fik i 1986 280
henvendelser om anbringelser af børn og unge. 92 af
henvendelserne drejede sig om weekend/aflastningsan-bringelser. Anbringelses-formen giver specielle pro
blemer både for barnet, plejefamilien, kuratoren og den biologiske familie.
I dette nummer af bladet forsøger vi ved 2 indlæg at sætte focus på de tanker og følelser, der er forbundet med at have børn i aflast-ningspleje.
Vi har bedt en plejemor
beskrive, hvordan det er for hendes familie at have et barn i aflastningspleje, og vi har bedt en kurator om at
beskrive anbringelsesforan-staltningen set fra en kurators synsvinkel.
Vi takker for de to indlæg, og håber de kan medvirke til at nuancere debatten om, hvornår det er hensigtsmæs
sigt at foreslå en aflast
ningforanstaltning, og hvornår det er rimeligt at overveje, om
foranstaltningen godt nok er en aflastning for de voksne, men en belastning for barnet
VI GØR I ØVRIGT OPMÆRKSOM PÅ, AT PLEJEHJEMSFORENINGEN HAR BRUG FOR WEEKEND/AFLAST-NINGSFAMILIER.
Hanne Åkjær
n å r a f l a s t n i n g e r e n b e l a s t n i n g .
I de senere år har man poli
tisk agiteret for, at børn skal forblive i deres hjem-memiljø. Al anbringelse er iflg. bistandsloven med henblik på hjemgivelse.
Som det er bekendt, skal forældrene give skriftligt tilsagn, hvis deres børn skal anbringes uden for
hjemmet iflg. § 33 jfr. § 66 i bistandsloven, og dette kan i sig selv være såvel en følelsesmæssig som økonomisk belastning for forældrene.
Forældrene skal ikke kun af
give deres børn, men de skal også miste deres økonomiske bagland såsom børnebidrag, børnetilskud, børnecheck m. v.
Aflastning/weekend er derfor en anbringelsesform, der er blevet mere og mere alminde
lig, idet barnet ved denne form forbliver i hjemmemil-jøet, bevarer sin folkere
gisteradresse og kun ophol
der sig i aflastningsfami-lien i perioder af forskel
lige årsager.
Heldigvis har der været eta
bleret mange gode aflast-ningsforhold, men det sker også af og til, at det ikke går, som man forventer, og at aflastning bliver en be
lastning .
Jeg vil beskrive et af mine dårlige aflastninqsforhold:
2 piger på henholdsvis 8 og 10 år, der altid havde boet hjemme, skulle i aflastning p.g.a., at deres moder, der var eneforsørger og bi
standsklient gennem længere tid, gik til psykiatrisk be
handling ambulant p.g.a. et massivt misbrug af piller og alkohol gennem årene.
Da plejehjemsforeningen mod
tog sagen, var der et fint oplæg fra sagsbehandleren i samarbejde med familiens hjemme-hosser. Iflg. dette oplæg var der tale om to velfungerende piger, hvis moder havde erkendt sit mis
brug og aktivt forsøgte at bearbejde det i form af te
rapi og antabus.
Børnenes dag var meget
struktureret, således at de efter skole gik på fritids
hjem, og efter fritidshjem
met havde de i løbet af ugen 3 til 4 forskellige aktivi
teter, så de først var hjem
me ved 5-6 tiden om aftenen.
Der skulle findes en familie i nærheden, således at de fortsat kunne bevare skole
gangen i den periode, de op
holdt sig hos familien, og
denne familie skulle have børnene fortrinsvis 2 week
ender i måneden samt enkelte dage i løbet af ugen, når moderen var i terapi og bag
efter havde brug for at bli
ve aflastet en til to dage, således at hun havde mulig
hed for at finde sig selv.
Det drejede sig således om en aflastning, der skulle tilgodese moderens behov mere end børnenes. Der fo
relå ikke fra forvaltningen nogen videre papirer på bør
nene - ej heller udtalelser fra skolepsykologisk kontor o. 1.
En plejefamilie, der ikke tidligere havde haft aflast-ningsbørn, blev fundet.
Grunden til at vi pegede på denne plejefamilie var, at de ønskede sig aflastning, at de boede i samme by som børnene, at de havde gode faciliteter for børnene, en voksen datter samt en god indsigt og interesse for denne børnegruppe. Hjemme-hosser, sagsbehandler samt undertegnede var på besøg hos familien, og alle parter var enige om, at familien var velegnet til opgaven, hvorfor moderen kom på besøg og fandt familien meget
positiv. Moderen var ved be
søget meget åben og fortalte
om sine problemer med pille-og alkoholmisbrug samt om den terapi, hun var i gang med.
Der udviklede sig derfor et meget positivt og åbent sam
arbejde mellem de "to mød
re" .
Børnene kom i begyndelsen kun hver anden weekend samt en til to dage i løbet af ugen. Efter ca. et par må
neder fandt hjemme-hosseren og moderen ud af, at det var en stor belastning for mode
ren, at børnene flyttede frem og tilbage mellem de to hjem. Moderen havde mere behov for at blive aflas
tet, end man umiddelbart var klar over, og derfor fore
slog moderen og hjemme-hosseren, at børnene, der var meget glade for deres plejefamilie, skulle bo hos dem i hverdagen og komme hjem til moderen i week
enden. Plejefamilien, der var ny, og som allerede havde knyttet sig følelses
mæssigt til de to piger, var med på ideen, og det blev således arrangeret af prak
tiske grunde, at børnene op
holdt sig hos plejefamilien og kom hjem hos moderen hver anden weekend. Moderen be
gyndte meget hurtigt at svigte og forsøge at ændre
/y.
weekenderne eller undgå dem, og efterhånden var børnene mere eller mindre i fast pleje hos plejefamilien.
Plejefamilien var godt klar over, at det var en uhen
sigtsmæssig ændring, idet aftalen hele tiden havde væ
ret, at det var aflastning og ikke permanent pleje, og plejehjemsforeningen og plejeforældrene blev enige om at indkalde til et møde for at få afklaret, om det var mere hensigtsmæssigt i en periode at have børnene i døgnpleje, hvorefter de så skulle hjemgives, når mode
ren havde fået ordnede for
hold. Dette modsatte for
valtning og hjemme-hosseren sig. Moderen, der havde øn
sket det, blev hurtigt over
talt af hjemme-hosseren om, at hun havde ressourcer nok til selv at passe børnene, og af den grund fortsatte aflastningsforholdet, der efterhånden var et pleje
forhold sin skæve gang. Det var svært for plejeforældre
ne at beslutte noget. For det første fik de hverken tøj/lommepenge til børnene, og hver gang der var arran
gementer på skoler eller an
dre fritidsaktiviteter, skulle de koordinere med mo
deren og skaffe penge til de forskellige aktiviteter fra moderen. Dette i sig selv var et problem, da moderen i forvejen økonomisk var hårdt belastet. Ligeledes skete det mere og mere, at når plejemoderen ringede for at tale med den biologiske moder, var der medhør på, og hjemme-hosseren kommenterede samtalen, således at den blev meget stiv og formel, og den åbenhed der tidlige
re havde været mellem de "to mødre", forsvandt langsomt.
Sagsbehandleren rejste fra forvaltningen midt i anbrin
gelsesforløbet, således var der i en lang periode ingen sagsbehandler på sagen, og hjemme-hosseren var alene om at skønne, hvad der var
hensigtsmæssigt, set fra forvaltningens side.
Med hensyn til børnene faldt disse i første omgang godt til i plejefamilien, men lidt efter lidt kom det frem, at den ældste psykisk var meget dårlig, og det viste sig også, at hun gik til klinisk psykolog på sko
len, uden at plejeforældre
ne, plejehjemsforeningen var blevet orienteret om dette.
Hjemme-hosseren oplyste, at man ikke fandt det rimeligt, at plejeforældrene skulle
have kendskab til dette, li
gesom det var vigtigt, at plejeforældrene ikke lod sig mærke med, at de vidste, at moderen drak. Dette var i sig selv svært, da moderen selv havde lagt kortene på bordet fra starten samt det, at børnene løbende fortalte plejeforældrene om de ubeha
gelige episoder, de opleve
de, når de var på hjemme
weekend. Der opstod derfor et meget dårligt forhold mellem hjemme-hosseren og plejeforældrene, mellem ple
jeforældrene og den biolo
giske moder, mellem pleje-hjemsforeningen og kommunen, da det efterhånden blev mere og mere uklart, hvilket for
mål en aflastning havde med disse mange "tabuer", der var i denne sag.
Børnene, specielt den ældste blev således gidsel i dette spil, hvilket resulterede i, at den hun til sidst begik en meget voldsom handling o-ver for plejeforældrene, der chokerede dem, barnet og ik
ke mindst den biologiske mo
der, der inderst inde var glad for den aflastningsfa-milie og bange for at miste dem.
Nu var det helt klart, at der var noget rivende galt med aflastningsforholdet, og
at det i det hele taget var spørgsmålet, om denne af
lastning ikke skulle have været en permanent pleje el
ler behandlingstilbud til den store og plejeophold til den lille, indtil moderen havde fået organiseret sin tilværelse, så en positiv hjemgivelse kunne finde sted.
Forvaltningen, der ikke hav
de nogen sagsbehandler, der kendte sagen, havde derfor svært ved at overskue, hvil
ken foranstaltning der var den bedste, samtidig med, at skole og skolepsykolog helt klart sagde, at aflastnings-forholdet var en dårlig løs
ning for disse børn, hvilket piejehjemsforeningen og ple
jeforældrene også støttede, og resultatet blev, at den ældste blev anbragt på be
handlingsinstitution. Det
te var i sig selv en følel
sesmæssig belastning såvel for plejeforældrene som for den biologiske moder. Begge følte, at de havde svigtet i forhold til pigen.
Med hensyn til den lille var alt uklart, da forvaltningen havde "handlet" med den lil
le, for at få den ældste an
bragt, og således fortsatte det skæve aflastningsforhold for den yngste.
Det blev mere og mere klart, at hjemme-hosseren så på mo
derens tarv, plejefamilien og plejehjemsforeningen så på barnets tarv. Den nye sagsbehandler kunne af gode grunde ikke på så kort tid danne sig et overblik over denne kaotiske sag.
Resultatet blev, at pigen blev hjemgivet - fra dag til dag. Aflastningsforholdet ophørte.
Generelle overvejelser:
Ideen er god. Den kan sam
menlignes med et barn fra en skilsmissefamilie, hvor de voksne stadig kan samarbejde om barnets behov.
Men se jer om i samfundet.
Hvor mange skilsmissepar kan samarbejde med de diffuse følelser, der opstår i for
bindelse med en skilsmisse.
Det er næsten utopi at tro, at en enlig forsørger med ø-konomiske, følelsesmæssige og sociale vanskeligheder skulle være moden til at gå ind i et positivt socialt samarbejde med plejeforæl
drene, der ifølge samfundet har de rigtige betingelser/
de krav der stilles via cir
kulæret jvfr. § 66.
Det er faktisk det, vi for
langer, når vi peger på en aflastningsfamilie. Den skal på alle område kunne indleve
sig i forældrenes situation.
Kunne tage barnet og give det en god og tryg opvækst i perioder, samarbejde posi
tivt med biologisk familie og andre instanser. Samtidig forlanger vi, at den biolo
giske familie skal være vil
lig til at indgå i det sam
arbejde, være klar til at sige fra, når vedkommende af forskellige årsager ikke kan varetage forsørgelsen af børnene, samt indgå i et tværfagligt samarbejde med implicerede parter.
Hvordan opleves aflastnings-forholdet for børnene:
Børnene oplever, at der må være noget galt med dem, si
den det er børnene, hver gang forældrene har det dår
ligt, der skal fjernes fra hjemmet. Børnene oplever at få fornemmelsen af utryghed i det øjeblik, de tager op
hold i plejefamilien ud over de aftalte weekender, fordi der foregår noget hjemme, der ikke er rart. Barnet får et ambivalent forhold til plejehjemmet, der både bli
ver noget trygt men samti
dig noget, barnet skal hen til, når forældrene ikke magter situationen. Barnet kommer i loyalitetskonflikt til de voksne, d.v.s. pleje
familien kontra biologiske
forældre, når disse ikke kan samarbejde, og barnet ople
ver således konstant at skulle være på vagt i begge hjem.
Rflastningsforholdet set fra plejefamiliens side:
Denne plejefamilie, som her er beskrevet, har oplevet aflastningsforholdet som en blandet fornøjelse. Plejefa
milien har oplevet at få nogle meget omsorgssvigtede og forsømte børn, der ikke har fået nogen reel forkla
ring eller besked på, hvor
for de skal opholde sig hos dem i perioder andet end, at deres moder af og til har det dårligt. Børnene skulle omstille sig mellem de to miljøer, der ligeledes var ret forskellige, og pleje
familien skulle derfor bru
ge det meste af deres tid til at støtte børnene i at omstille sig og tilpasse sig deres miljø, hvorefter de gang på gang skulle aflevere dem til deres primære miljø, når tilpasningen var tilen
debragt. Ligeledes oplevede plejeforældrene, at den
følelsesmæssige bearbejdelse og omsorg og støtte, de gav børnene, blev smuldret bort i løbet af den periode, hvor de var hjemme, og hvor hjem-mesituationen var ret kao
tisk, og plejefamilien måt
te derfor gang på gang be
gynde forfra med at få en følelsesmæssig kontakt med børnene, når de kom tilbage til aflastningsfamilien.
Samtidig oplevede plejefami
lien at skulle samarbejde med en hjemme-hos, der i dette tilfælde fuldstændig anskuede situationen ud fra moderens behov og ikke bør
nenes, daginstitutioner, skole, skolepsykologer, fæd
rene til børnene, kurator, sagsbehandler, læge og mange andre - et efterhånden ret kaotisk net, hvor plejefor
ældrene måtte opleve gang på gang at have en meget ringe status på trods af, at det
var dem, der havde det di
rekte ansvar for børnene 25 dage om måneden.
Konklusion:
Dette aflastningsforhold fungerede ikke, og det var der som nævnt mange grunde til.
I aflastningssager er det derfor vigtigt, at samtlige implicerede parter har gjort sig klart, hvorfor man har valgt aflastning, samt at man har givet sig tid til at forklare børnene, hvad af
lastning indebærer, og hvor
for børnene skal i aflast
ning. Det er meget vigtigt,