Jeg vil prøve at beskrive en tilsynsfunktion. Forinden mener jeg dog, at det er vigtigt at skitsere ud fra hvilke teoretiske
arbejdsmetoder, jeg arbejder.
Jeg mener, at følgende elementer går igen i alle sager, men vægtningen af disse er vidt forskellig ud fra de konkrete sager. Elementerne er følgende:
Samarbejde og rådgivning til plejeforældrene.
2^
Samarbejde med biologiske forældre - specielt med
henblik på tilrettelæggelse af samkvem.
3^
Koordinerende samarbejde med div. involverede parter, det være sig daginstitution, skole, skolepsykolog, hospitalt o.s.v.
4^
Støtte og observation af
plejebarnet, det kan evt. være støttesamtaler med
pubertetsbørn eller drøftelse af forskellige
problemstillinger med plejeforældrene ud fra
observation af plejebarnet.
Ligeledes går følgende
elementer ind i sagsarbejdet, og det er i øvrigt generelle elementer, som gælder for alt systematisk socialt
sagsarbejde, som dette også er en del af.
iU
Indsamling af oplysninger.
2^
Vurdering af disse.
3jl
Handlingsplan.
4^
Evaluering af forløbet, hvorefter processen med
indsamling af nye oplysninger o.s.v. går igen.
Jeg har valgt at tage udgangspunkt i en konkret sag, som handler om en 3-årig pige, der bliver anbragt i familiepleje. Hendes baggrund er den, at moderen er
alkoholiker, og de har sammen tilbragt ca. 1 år på en
familieinstitution, hvor man dels har arbejdet med mo
derens alkoholforbrug - fået hende i gang med en
uddannelse, og dels arbejdet med hendes rolle som
mor.
Pigen er skadet af moderens alkoholforbrug under
graviditeten, skaden går primært på fysiske ting. Hun er desuden følelsesmæssigt skadet p.g.a. moderens ustabile kontakt og
omsorgssvigt i de første par år.
Under forløbet på
familieinstitutionen viser det sig, at moderen ikke er
tilstrækkelig i stand til at klare at tage vare på barnet, og man anbefaler derfor en anbringelse. Hun er ikke enig i den, og sagen bliver derfor til en tvangsfjernelse af
barnet.
På dette tidspunkt fremtræder pigen som et ikke
alderssvarende, uroligt, utrygt, flagrende og uaf
ladeligt snakkende barn. Hun rokker om natten og er hverken følelsesmæssigt, socialt eller sprogligt alderssvarende.
Pigen visiteres af os til en ny uprøvet plejefamilie, hvor plejemoderen bliver
hjemmegående. Plejefaderen er pædagog. De har 2 store børn, en dreng på 10 år og en pige på 8 år, så der er derfor tidsmæssigt en hel del overskud til et plejebarn.
Plejefamilien har ingen erfaringer med plejeanbrin
gelse eller samarbejde med biologiske forældre.
Det første halve år går med at få barnet integreret i
familien. Der er behov for en del opfølgning i samarbejde med hospital, da barnet
fysisk er meget forsømt. Bl.a.
bliver det opdaget, at hun har behov for briller, og efter dette stopper noget af hendes kluntede adfærd, da hun nu kan se forskellige ting, så hun ikke hele tiden braser ind i dem. Samtidig arbejdes der på at få et samkvem i stand med moderen.
I denne periode har
plejefamilien megen brug for støtte, råd og vejledning, da pigen er meget krævende, meget klæbende, og de er usikre på, hvordan de skal støtte hende.
Samtidig arbejdes der som tidligere nævnt på at få etableret samkvem med mode
ren.
Kommunen har vurderet, at dette er så vanskelig en opgave, så derfor er der i denne sag bevilget psykolog
støtte, som ligeledes går ind i supervision til
plejefamilien, opfølgning af barnets situation og moderens og barnets samkvem.
Efter 1/2 år vurderes det, at pigen nu er så rolig og samlet og så godt på vej i en god udvikling, at hun kan klare at komme i børnehave. Hun er i løbet af dette 1/2 år også blevet mere udvælgende i
?
forhold til kontakter med andre, hvor hun i anbringel
sens start kastede sig i armene på hvem som helst.
Det er så heldigt, at pigen kan få en plads i en lokal lille børnehave, hvor der er så mange personaleressourcer, at man ikke har behov for støttepædagog. Pigen falder meget hurtigt til i børnehaven og er utrolig glad for at være der. Samkvemmet med moderen planlægges nu for en længere periode med baggrund i, at den hidtidige periode har været belastende for både barn,
moder og plejefamilie. Der har været meget behov for at
efterbehandle dette efter samkvemsbesøg i forhold til alle 3 parter.
Der arbejdes stille og roligt på en udvidelse af samkvem
met .
I mellemtiden har moderen fået styr på sit alkoholproblem, har fået gennemført en
uddannelse og er kommet i arbejde.
På dette tidspunkt har pigen været anbragt hos
plejefamilien i ca. 1-1/2 år, og hun er nu både sprogligt og motorisk alderssvarende. Hun er stadig lille af vækst, og følelsesmæssigt er hun inde i en god udvikling. Hun trives godt hos plejefamilien, i børnehaven og i besøgene
hjemme hos moderen. Hun er tæt
knyttet til plejeforældrene, som helt klart på dette
tidspunkt er blevet hendes psykologiske forældre,
hvorimod hendes tilknytning til moderen ikke er så tæt.
På dette tidspunkt ønsker moderen at få hjemgivet
barnet, da hendes situation nu er stabiliseret. Det bliver besluttet at tage hensyn til barnet på den måde, at
samkvemsordningen i en 1/2 års periode optrappes med henblik på hjemgivelse.
De første 3 måneder af
hjemgivelsesperioden går godt.
Herefter reagerer moderen med en nedtur, hvor hun går på druk, glemmer at hente barnet i børnehaven. Pigen reagerer med utryghed, skuffelse, vender tilbage til det gamle mønster, og hjemgivelsen udskydes nu til at være
yderligere 1/2 år, d.v.s. så er vi oppe på 9 måneder.
Moderen har i den
mellemliggende periode et tæt samarbejde med børnehaven, ligesom hun får støttesam
taler hos psykolog.
3 måneder efter bryder
moderen sammen igen. På dette tidspunkt skulle hun
oprindelig have haft barnet hjem, men må nu på ny
indlægges på psykiatrisk afdeling for en kortere
periode efter en drukperiode.
På dette tidspunkt er barnet
fortsat utrygt, skuffet, forvirret, ved ikke rigtig, hvor hun hører til.
Hjemgivelsen udskydes endnu 5 måneder.
I denne periode er alle parter utrygge. Moderen er bange for, at hun ikke kan klare opgaven, barnet er usikkert og utrygt, hvor hører hun til, hvor skal hun fremover bo.
Plejeforældrene, som har samarbejdet meget loyalt omkring hjemgivelse til moderen, er efterhånden utrygge og usikre på, at barnet vil kunne klare en
hjemgivelse, og hun reagerer i øvrigt meget stærkt i
hverdagen hjemme hos dem. I børnehaven mærker man også tydeligt, at hun har det utroligt svært.
I hele denne hjemgivelsesfase har det været væsentligt at støtte tæt op med råd og vejledning til
plejeforældrene. Tæt samarbejde med
socialforvaltningen og
psykolog fra kommunen omkring hjemgivelsen, tæt samarbejde med børnehaven, som viser sig at have et behov for
støttepædagog, da pigen efterhånden kræver en fast voksen ved sin side.
På dette tidpunkt tager man også stilling til, at selv om man egentlig havde troet, at pigen, når hun nu snart blev 6
år, kunne starte i
børnehaveklasse, at dette må udskydes et år.
Den sidste hjemgivelsesfase foregår på den måde, at m oderen ikke klarer det, hun bryder sammen, efter at pigen rent faktisk har været
hjemgivet i en uge.
Plejeforældrene har afleveret hende til moderen og sagt, at hun skal bo der, og nu skulle de kun være
aflastningsfamilie. Efter
dette må forvaltningen tage ud og fjerne barnet igen og
anbringe det tilbage hos plejefamilien. Alle parter er nu i krise.
Plejefamilien har egentlig i en længere periode
følelsesmæssigt prøvet at afvikle forholdet til
plejebarnet. Hun har været indstillet på at skulle bo hjemme hos moderen, og moderen har haft et stærkt ønske om at klare opgaven - men har ikke magtet det. Derfor har alle parter nu stærkt behov for støtte til at komme vide
re.
På nuværende tidspunkt er der gået 1/2 år.
Der er nu en lille lysning på vej. Pigen har det rent
faktisk af og til lidt bedre.
Det er afklaret, at hun i hvert fald skal blive hos
familien i mindst et år, og at
9.
samkvemmet med moderen er startet op på ny.
Pigen er imidlertid i børnehaven meget utryg, afprøvende og vendt tilbage til gamle skildrede mønstre. I alt det her får det en til at tænke på, har vi været dygtige nok til at gå på line mellem moderens og barnets behov?
Hvem har man tilgodeset mest?
Hvem bliver sorteper i det her?
Lena Floutrup kurator
V A G T D A G E
MANDAG:
Elisabeth Barnkob Herdis Jul-Petersen Henning Christensen TIRSDAG:
Susanne Grove Vibeke Gaarde 'Merete Senn
ONSDAG:
Grete Schacht Poul Petersen Jakob Kaae FREDAG:
Søren T. Hansen Lena Floutrup Inge Hansen Ingrid Strøm
Ledende kurator Hanne Å-kjær og souschef Knud Bir-kegaard træffes normalt dagligt på kontoret.
Projektleder Peter Christ
iansen træffes som regel dagligt på kontoret mellem kl. 8.00-9.00.
Kontoret er åbent mandag til torsdag fra kl. 8.00 til kl. 16.00, fredag fra kl. 8.00 til kl. 14.00.
• v; W.fl
//.
"FEJLUDVIKLING HOS BØRN, OG HVAD KAN VI SOM PLEJEFORÆLDRE GØRE"?
Lørdaqskursus den 4. april 1987
Underviser cand. psyk. Lisbeth Rask
Som det blev pointeret i oplæget af cand. psyk. Lisbeth Rask, gives der selvfølgelig ikke en præcis opskrift på, hvordan man klarer de situationer, som opstår i et
plejeforhold. Men det er vigtigt, at man er opmærksom på både egne reaktioner og barnets.
Når en plejefamilie og et plejebarn mødes, må man være opmærksom på, at det er to sæt livserfaringer, der mødes, hvilket kan illustreres på følgende måde:
plejefamilie 4
>
plej ebarn
livserfaring livserfaring
motivation for jobbet specifikke
problemstil
linger
forventninger generel
problematik
Plejefamilien;
Egen livserfaring, erfaring med egne børn, hvad man plejer at gøre i familien, familiens måde at udtrykke følelser på.
Det er vigtigt, at man syn
liggør egen motivation for at få et plejebarn, så man ikke senere i forløbet bliver skuffet over, at plejebarnet ikke indfrier disse
forventninger.
Det er vigtigt at være
opmærksom på, at det ikke kun er det, der er sket i barnets fortid, der har indflydelse, men også hvad der sker i familien i hverdagen.
Lisbeth Rask lagde vægt på, at man er opmærksom på, at
eventuelle organiske skader, syn, hørelse o.s.v. også kan have betydning for barnets adfærd.
Barnet:
Plejebarnet starter sit liv i plejefamilien med egne
livserfaringer, indeholdende specifikke og generelle
problemstillinger. Det er ofte et afvist barn, som føler
skam, skyld og afmagt.
Adfærd er en
kommunikationsform, og det er vigtigt at være opmærksom på, at barnet vil fortælle noget:
- når det ikke vil spise - rapser
- tisser - hovedpine
- afviser kontakt - ukritisk i kontakt - udviser aggressivitet Fortolker man som voksen
ovennævnte symptomer rigtigt, får barnet en positiv
livserfaring. Her skal man være opmærksom på, at
levealder og udviklingstrin måske ikke passer sammen.
Et fejludviklet barn er ofte stagneret på et tidligere udviklingstrin og vil i konfliktsituationer ofte gå tilbage til dette trin. Når den voksne fejlfortolker, får barnet en forkert erfaring om sine egne følelser/behov.
De "livserfaringer", et barn får i sine første leveår, tager det mange år at ændre.
Personlighedsdannelse/Hvem er jeg?
For at styrke barnets
selvtillid/tillid må det have mulighed for at afprøve, hvad kan jeg? hvad må jeg? Dette indebærer bl.a., at barnet får mulighed for at vise:
- vrede - glæde
- aggression - sorg
Her spiller plejefamiliens egne normer og holdninger naturligvis ind, men det er vigtigt at huske på, at de
/V
erfaringer, man som voksen har gjort, ikke altid kan bruges som løsningsmodeller.
Selvfølgelig skal der hos plejefamilien være ting, der er forbudt/tilladt, da
personligheden dannes ud fra familiens positive/negative reaktioner.
Lisbeth Rask beskrev nogle symptomer på fejludvikling hos børn. Hun inddelte børnenes levalder i 3 perioder:
1. De første leveår:
- trivselsproblemer - sover for lidt - spisevægring
- overgangen fra søvn til opvågning er urolig - kontaktforstyrrelse - ukritisk i kontakt
- autistiske forstyrrelser (sidstnævnte er iflg.
Lisbeth Rask ikke egnet for døgnpleje).
2. Børnehavealder:
- kontaktforstyrrelser - aggressiv/udadrettet - hæmmet adfærd
3. Større børn:
- psykosomatiske sygdomme (hovedpine/mavepine) - enuresis
- encoprese - overvægt
(uhæmmet spiseri) - spisevægring
- bærer af familiens problemer
Ud over de her beskrevne ting, er der nogle problematikker, der kan være gennemgående, bl.a. kan barnet være styret af kun at få egne behov dækket i "lystprincippet", andre har en urealistisk forestilling om egen formåen "kan alt", og andre har svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed
"ønsketænkning".
Når man arbejder med
fejludviklede børn, er det vigtigt at have kendskab til børns almindelige udvikling.
Eksempel: Børn i 5-7 års alderen gennemlever fantasi-og virkelighedsverdenen meget springende, og er barnet i 14 års alderen stadigvæk på dette niveau, er det problematisk.
Ovenstående er et kort referat af et spændende og
koncentreret oplæg, som
naturligvis gav anledning til en masse spørgsmål fra
deltagerne.
Poul Petersen kurator
Herdis Jul-Petersen kurator