Pressemeddelelser

62 udfolde den difference vi fremanalyserede i system˥omverden-analysen i delanalyse 5.3.

Mere konkret, hvordan den udfolder differencen mellem regering˥tidligere regering til at konstruere identitet. På den måde kan en taler profilere sig selv og det system han repræsenterer, endda på bekostning af andre ikke-tilstedeværende, uden mulighed for modspil. Jf. teoriafsnit 3.11 om spejlmetaforen, kan vi analytisk se, hvordan Villy Søvndal

”gør sig til” for spejlet i sin sammenligning og fremstiller regeringen som moralsk, set i forhold til den foregående regering.

Måden hvorpå Villy Søvndal legitimerer regeringen, er også anderledes sammenlignet med Morten Østergaards tale. Hvor Morten Østergaard legitimerede regeringen ved at kommunikere om dens aktiviteter og handlinger for befolkningen, legitimerer Villy Søvndal regeringen ved at italesætte regeringens repræsentative egenskab. Udenrigsministeren henviser selvfølgelig også til en kollektivt bindende beslutning, når han nævner, at 2/3-dele af Folketinget skal være enige om Danmarks deltagelse i en krig, men det er beslutningens repræsentativitet, der er central. Legitimeringen dækker dermed både over regeringen og den demokratiske styreform på én og samme tid. Ved at en kollektivt bindende beslutning har opbakning fra 2/3-dele af de repræsentativt valgte folketingsmedlemmer, kan ansvaret for en potentiel fejlagtig deltagelse i en krig, ikke udelukkende placeres hos en mindretalsregering. Villy Søvndal henviser i det valgte citat til, at deltagelsen i Irak-krigen ikke var baseret på de rette betingelser. Ved at kræve en større tilslutning fra Folketinget sikrer udenrigsministeren et større mandat, hvis han vil udsende danske soldater og kan på den måde undgå en lignende situation som Irak-krigen. Denne legitimerende kommunikation er som ovenstående også stabiliserende, da den konstruerer regeringen som én, der vil det bedste for befolkningen, og som ikke vil træffe en så afgørende beslutning med bare et lille flertal.

63 er struktureret interaktion, skal en pressemeddelelse gerne indeholde tilstrækkelig kommunikation og information, til at fremtidig interaktion er overflødig.

Det første eksempel vi vil analysere, er fra en pressemeddelelse sendt d. 2. februar 2012 fra Finansministeriet. Den har titlen ”Regeringen tager første skridt mod en digitaliseringsreform af velfærdsområderne”, og omhandler hvordan økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og finansminister Bjarne Corydon vil påbegynde en digitaliseringsreform, der skal forbedre og udvikle den offentlige sektor og effektivisere den måde, der leveres service. Hertil er Bjarne Corydon i pressemeddelelsen citeret for følgende:

Vi står med store økonomiske udfordringer som følge af den økonomiske krise. Derfor skal vi være endnu dygtigere til at udnytte velfærdsteknologi som et effektivt redskab til at sikre en bedre service og omsorg over for borgerne – både nu og i fremtiden, hvor der bliver færre til at forsørge flere.

Der er masser af dokumenterede erfaringer, som vi skal sørge for at brede ud og det arbejde går vi i gang med nu. (Corydon 2012)

Her argumenterer vi, at SRSF-regeringen bruger pressemeddelelsen til at udfolde grænsedragningen mellem den selv og dens omverden, ved at konkretisere deres kommunikation om, hvilke handlinger de i fremtiden vil lave, samt hvorfor den vil lave disse handlinger. Når regeringen eksplicit kommunikerer, at den skal være dygtigere til at udnytte teknologien, og at den går i gang med arbejdet nu, kommunikerer den om sine intentioner.

Den bruger dermed pressemeddelelsen, i dette tilfælde om digitalisering, til at gøre klart, hvem SRSF-regeringen som regering er. Identitetskonstruerende kommunikation må nødvendigvis være autopoietisk, da det har til formål at fiksere mening om systemet, hvilket også gør det stabiliserende for systemet. Når der fx kommunikeres ”og det arbejde går vi i gang med nu” (Corydon 2012), bliver der fikseret mening om regeringens identitet, som en regering, der er handlekraftig. Hver gang den kommunikerer om sine intentioner, og hvad den som regering har tænkt sig at gøre, så er det med til at tillade forventninger til den, både fra befolkningen, men også fra dens oppositions side. Når man som regering kommunikerer om ens handlinger, så stiller man sig selv til rådighed for både kritik, men også for opbakning fra befolkningens side. Derfor argumenterer vi, at programmer som pressemeddelelsen også har en legitimerende effekt på systemet, da det kommunikerer om sine handlinger som

64 værende til gode for befolkningen, hvilket vi jf. teoriafsnit 3.11 ved er legitimerende. Alt dette argumenterer vi dermed er med til at skabe en form for identitet for SRSF-regeringen.

Det andet eksempel vi vil analysere, er en pressemeddelelse fra d. 12. oktober 2012 fra Justitsministeriet, kaldet ”Ny handlingsplan skal sikre gode fodboldoplevelser til alle”. Heri er Justitsminister Morten Bødskov citeret med følgende:

Jeg elsker fodbold og holder meget af at stå på stadion og nyde den gode stemning. Desværre er der nogle få ballademagere, som indimellem ødelægger fodboldoplevelsen for de mange. Det skal der sættes effektivt ind over for. Derfor fremlægger vi i dag – efter et godt forløb, hvor alle relevante aktører har bidraget konstruktivt – en stærk handlingsplan med en række initiativer, som vi allesammen står bag. (Bødskov 2012)

I dette eksempel argumenterer vi, at SRSF-regeringen bruger pressemeddelelsen til at skabe identitet, da de også i dette tilfælde udfolder grænsedragningen mellem sig selv og sin omverden ved at kommunikere om sine intentioner. Her er der bare fokus på fodbold og ikke digitalisering eller uddannelse. Disse to eksempler kan benyttes som repræsenterende for, hvorledes vi argumenterer, at et organisationssystem som regeringen ikke kun besidder én konkret identitet. Når der påtales specifikke emner, der gør det klart, hvad der er regeringen, samt hvad der ikke er regeringen, konstrueres der mange forskellige identiteter, der tilsammen bidrager til en form for samlet identitet. Dette stabiliserer systemet, eftersom det uanfægtet af emnet bruger pressemeddelelserne fra forskellige ministerier og ministre til at kommunikere om sig selv til dets omverden. En forskel mellem de to pressemeddelelser er, at den første omhandlende digitalisering er baseret på ambitioner, hvor den anden omhandlende fodbold indeholder konkrete forslag. Når Morten Bødskov og regeringen refererer til deres handlingsplan, får vi et indblik i, hvordan pressemeddelelsen også kan bruges til at informere om beslutninger, der er truffet. Dette er dermed en alsidig programtype, hvori indholdet er dominerende for, hvordan grænsedragningen sættes mellem regeringen og omverdenen. Det er blandt andet i de individuelle pressemeddelelser at SRSF-regeringen, konstruerer de identiteter, der tilsammen udgør regeringens samlede identitet. Eftersom vores analyse dog ikke beskæftiger sig med at kortlægge SRSF-regeringens identitetsdannelser, er det vigtigste for os, hvordan pressemeddelelserne som

65 program har til funktion at stabilisere systemet via forskellige grænsedragninger mellem regeringen og sin omverden.

I denne delanalyse, har vi påvist, hvordan SRSF-regeringen benytter sig af identitetsprogrammerne til at udføre programmernes funktion med at udfolde grænsedragningen mellem system og omverden. Dette har en stabiliserende effekt, da programtyperne bidrager til at eksplicitere SRSF-regeringens identiteter, alt efter hvilket emne, der i programmerne bliver kommunikeret om. Hertil argumenterer vi, at regeringen gennem kommunikation om sine intentioner, konstruerer bestemte forventninger, som befolkningen har mulighed for at knytte an til eller ej.