Gennem vores specialeskrivning er vi blevet opmærksomme på, hvordan der er elementer af SFs rolle i regeringen, som kan minde om den situation Liberal Alliance har befundet sig i, i løbet af den seneste tid. Vi mener, at der er paralleller mellem den kritik Liberal Alliance har fået, for ikke at få gennemført deres valgløfter eller deres partis politik, og den kritik SF stod til måls for, da de var en del af regeringen. Men som situationen er nu, befinder Liberal Alliance sig stadig i regeringen, og der er ikke umiddelbart optakt til, at dette ændrer sig.
Dette rejser et spørgsmål om, hvordan Liberal Alliance er bedre, om man vil, til at stabilisere sig som parti i regeringen, og hvordan den nuværende VLAK-regering er bedre til at
96 stabilisere sig selv som et organisationssystem, der også består af tre forskellige partier.
Derfor kunne det være interessant i et videre arbejde, at pålægge VLAK-regeringen samme analyse som vi har udført i vores speciale for at undersøge, hvorvidt regeringen har gjort brug af nogle anderledes programtyper til at stabilisere sig selv. En problemstilling, der selvfølgelig ville rejse sig her er, hvordan VLAK-regeringens regeringsperiode endnu ikke er overstået, og potentielt set kan Liberal Alliance stadig nå at forlade regeringen. Det ville derfor ikke være muligt at sammenligne resultaterne fra sådan en analyse helt konkret med analyserne fra vores speciale.
Dog ville undersøgelsen af, hvordan Liberal Alliance har reageret på kritikken fra sit bagland stadig være interessant, da vi ville kunne sammenligne den måde de har gjort det på op til nu, med den måde SF gjorde det, da de var i regeringen. Her ville en analyse fx kunne bestå af, hvordan Liberal Alliance kommunikerer om sig selv som parti. Denne iagttagelse ville være interessant at sammenligne med vores nuværende arbejde for at undersøge, hvorvidt der er elementer af SF og Liberal Alliances kommunikation om sig selv, der er ens eller forskellig.
Vi ved yderligere, at Liberal Alliance har haft konfliktsager, bl.a. i forbindelse med at Anders Samuelsen, partiformand for Liberal Alliance, konsekvent lovede historisk store skattelettelser, hvor disse løfter aldrig blev indfriet. Skattelettelser har altid været en mærkesag for hans parti, og da Liberal Alliance indgik i regeringen, var det også med løfter om disse lettelser. Derfor var det om noget en konfliktsag, da regeringen efter nytåret 2017 helt tog en skattereform af hylden, på trods af en Facebookopdatering fra Anders Samuelsen i november, hvor han lovede historisk store skattelettelser (Jørgenssen 2018). Dette er et eksempel på en sag, hvor dele af partier, der har direkte indflydelse på regeringen, ikke formår at opnå det, som dele af partier, der ikke har direkte indflydelse på regeringen ellers forventede af dem. Vi kan drage paralleller mellem dette eksempel og måden vi har belyst, at SF heller ikke formåede at opfylde de forventninger, der var til dem fra deres bagland. Der kan selvfølgelig argumenteres, at denne konfliktsag ikke er udslagsgivende nok for at nedbryde regeringssamarbejdet som DONG-salget var for SF. Hertil mener vi dog med afsæt i vores destabiliseringsanalyse, at konfliktsager som disse, har en destabiliserende effekt, hvilket vi har fået øje for, gennem vores systemteoretiske blik. Bare fordi Liberal Alliance altså ikke træder ud af regeringen, betyder det ikke, at systemet ikke er blevet destabiliseret.
97 Dette ville så kunne lede videre hen på en undersøgelse af, hvordan Liberal Alliance oven på konfliktsager som disse, er i stand til at stabilisere systemet igen, så VLAK-regeringen stadig står stærkt. Vi har en hypotese om, at det potentielt kan skyldes, hvordan Liberal Alliance ofte fritstiller deres folketingsmedlemmer til folketingsafstemningerne, og det derfor ikke er krævet, at de stemmer med regeringen. Det der endte med afslutningsvist at nedbryde SRSF-regeringen som system, var, at SFs medlemmer af Folketinget blev tvunget til at stemme for salget af DONG, selvom der var ideologisk uenighed. Det skabte så stor dissens mellem SF som parti og SF som regeringsparti, at systemet ikke kunne holde til det, og SF måtte udtræde af regeringssamarbejdet. Det kunne derfor være interessant at undersøge nærmere, hvordan Liberal Alliances fritstilling potentielt stabiliserer organisationssystemet VLAK-regeringen, men også, hvordan det potentielt destabiliserer det samme system. Et eksempel, der her kunne være interessant at analysere, kunne være maskeringsforbuddet, der blev fremsat til afstemning i folketinget i februar 2018. Maskeringsforbuddet var, givet vores terminologi, et politisk program fremsat af regeringen, der skal forhindre maskeringer i det offentlige rum. Det var altså en kollektivt bindende beslutning, der som følge ville have en indflydelse på befolkningens handlen (Brandt & Ingvorsen 2018). Her var ministrene fra Liberal Alliance forpligtet til at stemme for, men de resterende folketingsmedlemmer fra Liberal Alliance måtte stemme som de ønskede. En analyse af effekten af fritstillingen, kunne danne grundlag for en interessant diskussion om, hvilken holdning til folketingsafstemningerne, der bedst stabiliserer partierne samt regeringen som helhed. Et argument for, at det er stabiliserende er, at Liberal Alliance er opmærksomme på, at ikke alle deres medlemmer synes forslaget er en god idé, og derfor forhindrer de at ende som SF med DONG-salget. Derudover kunne det også potentielt analyseres som destabiliserende for VLAK-regeringen, da det kunne have ført til, at forslaget ikke blev stemt igennem. Dermed ville VLAK-regeringen blive delegitimerede, og vi antager, at det ville skade deres omdømme, hvis de ikke engang kunne få folketingsmedlemmerne fra deres egne partier med på forbuddet.
Disse overvejelser viser, hvordan det arbejde vi på nuværende tidspunkt har udført, kunne bruges som udgangspunkt for videre analyse med et andet iagttagelsespunkt. Yderligere, hvordan specialet har gjort os i stand til at se dynamikker i samfundet, der kunne indeholde interessante problemstillinger.
98