D. 22. juni 2012 indgik regeringen, sammen med Venstre og Konservative, en skatteaftale, der havde til formål at skabe vækst, samt sikre, at man får mere ud af at arbejde (“Her er skatteaftalen” 2012). I skatteaftalen fremgår det også, at topskattegrænsen rykkes, så grænsen for, hvornår man skal betale topskat, blev forhøjet. Aftalen mødte kritik blandt flere partimedlemmer fra SF, der ikke var direkte deltagende i regeringen og fra en del af SFs regeringsmedlemmer. En af de mere højlydte kritikere var folketingsmedlem og socialordfører for SF Özlem Cekic. Hun er i Berlingske d. 22. juni 2012 citeret for følgende:
Jeg er i en situation lige nu, hvor jeg simpelthen ikke kan forstå, hvordan det kan være rød politik at tage penge fra arbejdsløse, handicappede, syge, efterlønnere, flexjobbere, førtidspensionister - listen er jo lang - for at hæve topskattegrænsen. Jeg har svært ved at genkende mit parti, som altid har kæmpet for dem, så derfor er jeg meget, meget skuffet. Jeg mener ikke, at folk
76 har stemt på SF for, at vi skulle føre højrefløjens fordelingspolitik. (Damgaard
2012)
I citatet sætter Özlem Cekic en grænsedragning inden for SF som parti. Hun kommunikerer om dissens i det, hun stiller sig uforstående over for, hvordan man som rødt parti, kan hæve topskattegrænsen på bekostning af arbejdsløse, handicappede, syge osv. Hun kommunikerer derudover også om, at hun har svært ved at genkende SF, da partiet altid tidligere har kæmpet for netop disse grupper. Som repræsentant for partiet, tager Özlem Cekic i sin kommunikation afstand fra partiet og sætter derfor en grænse mellem hende selv og resten af partiet, der støtter op om aftalen. Dét at Özlem Cekic har svært ved at genkende sit parti, viser, at hun havde forventet noget andet af partiet. Hvis SF, som hun siger, altid har kæmpet for de befolkningsgrupper, aftalen vil tage penge fra, har Özlem Cekic haft grund til at tro og tillid til, at de ville fortsætte med det. Indgåelsen af skatteaftalen med Venstre og Konservative bryder med disse forventninger, hvilket også kommer til udtryk i hendes uforståenhed over for, hvordan en sådan aftale kan lade sig gøre, når regeringen burde føre rød politik. Grænsedragningen på indersiden af systemet forstærkes, idet hun senere i artiklen fra Berlingske er citeret for at sige ”Den frustration, jeg giver udtryk for, tror jeg, der er mange i baglandet, der deler” (Damgaard 2012). Denne kommunikation rykker på den interne grænsedragning, da hun her formoder, at der er konsensus om hendes frustrationer i SFs bagland. Grænsedragningen sætter altså, efter hendes overbevisning, ikke bare hende på den ene side og resten af partiet på den anden, men inkluderer en større gruppe på hendes side. Andelen af systemet, som grænsedragninger sætter på den ene og anden side, har betydning for alvoren for og destabiliseringen af systemet. Såfremt det kun havde været Özlem Cekic, der forholdte sig undrende og kritisk til SFs medvirken i skatteaftalen, havde problemet ikke fyldt så meget. I dét tilfælde ville det højst sandsynligt fremstå som om, at det var Özlem Cekic, der var i det forkerte parti. Når en større andel af systemet stiller sig kritisk over for systemet, er det straks sværere at ignorere og nedspille. Udvikler kritikken sig til direkte konflikt, vil hvert delsystem af SF få sin egen identitet og SFs struktur blive truet. En nærmere analyse og visualisering af dette vil blive præsenteret i det næste afsnit.
Kommunikationen fra Özlem Cekic har også en delegitimerende effekt, idet hun fremhæver forskellen på partiets aktuelle politik og det man kunne forvente af partiet. Özlem Cekic angriber SFs identitet som et rødt parti, der arbejder for at forbedre forholdene for de netop
77 nævnte befolkningsgrupper. Det, hun mener, den aktuelle politik indebærer, er nærmere højrefløjens, altså de blå partiers, politik.
Denne delegitimerende kommunikation fra Özlem Cekic bakkes op af Alice Mølbæk, der er formand for SF i Randers. Alice Mølbæk er ikke direkte deltagende i regeringen, men indgår i denne analyse, som forklaret tidligere, da vores iagttagelsespunkt er udvidet. Hun er citeret i Berlingske d. 23. juni 2012 for at sige følgende:
Det er ikke SF-politik at sende regningen for krisen til de arbejdsløse. Slet ikke. Det ligger faktisk så langt fra vores politik, at jeg mener, vi er nødt til at træde ud af forliget. […] Hvis vi ikke kan træde ud af forliget, uden vi også træder ud af regeringen, er vi klar til at betale den pris. (Berlingske 2012)
Alice Mølbæk stiller sig, som Özlem Cekic, uforstående og kritisk over for SFs deltagelse i aftalen. Hun pointerer også, at det ikke er SF-politik, at lade de arbejdsløse betale regningen for krisen. Både Alice Mølbæk og Özlem Cekic kommunikerer om en diskrepans mellem deres forventning til SFs politik og SFs aktuelle politik. Sagt på en anden måde, kommer kritikken af, at Alice Mølbæk og Özlem Cekic ikke kan genkende den identitet, SF opnår, ved at indgå i skatteaftalen. Alice Mølbæk mener at skatteaftalen ligger så fjernt fra SF, at de skal træde ud af forliget – også hvis det betyder, at SF skal træde ud af regeringen. Den udmelding viser, at medlemskabet i organisationssystemet regeringen er kontingent. Den viser også, at Alice Mølbæk mener, at SF hellere burde træde ud af regeringen, end at støtte op om kollektivt bindende beslutninger som skatteaftalen. Det er delegitimerende for SF som regeringsparti, at et medlem af partiet hellere så partiet forlade regeringssamarbejdet end at udføre regeringens funktion i det politiske funktionssystem. Citatet er et udtryk for en ringe tiltro til partiets egenskab til at træffe kollektivt bindende beslutninger på den danske befolkning vegne, hvilket i høj grad er delegitimerende og derfor destabiliserende.
Alice Mølbæk præsenterer udtrædelsen af regeringen som en mulighed for SF i denne kommunikation, hvilket går direkte imod den kommunikation vi analyserede i analysedel 5.2. I den analyse slog Villy Søvndal fast, at SF er en del af regeringen, og det vil den blive ved med at være. Alice Mølbæks kommunikation bryder derfor med den forventning, man kunne have til SF som parti, på baggrund af Villy Søvndals kommunikation.
78