I stabiliseringsanalysen så vi, hvordan diverse programmer havde en stabiliserende effekt på organisationssystemet regeringen, bestående af de tre politiske partier Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Som vi redegjorde for i vores indledning, endte regeringen med at bryde sammen, da SF trådte ud af samarbejdet i starten af 2014. Vi er i denne destabiliseringsanalyse interesserede i, hvordan det kan være, at organisationssystemet regeringen blev destabiliseret, på trods af deres stabiliserende brug af programmer. Ikke siden 1996 er et regeringssamarbejde blevet destabiliseret, som vi så det med SRSF-regeringen, da SF trådte ud af regeringen (Sørensen 2014). Vi vil derfor i denne analyse se på, hvordan kommunikation om regeringssystemet og SF især, havde en destabiliserende effekt. For bedst muligt at kunne iagttage, hvordan kommunikationen om og fra delsystemet SF havde en destabiliserende effekt, vil vi i denne analyse udvide vores iagttagelsespunkt. Det gør vi, for at have de bedste forudsætninger for at analysere og konkludere på SF´s udtræden af regeringen. Derfor vil vi, bare i denne analyse, også iagttage kommunikation fra partimedlemmer af SF, der ikke er valgt til Folketinget, og derfor ikke er direkte deltagende i regeringen. På den måde kan vi iagttage, når SF kommunikerer om deres interne splittelse, om sig selv som parti og om deres fælles organisationssystem, regeringen, sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Som i analyserne om system˥omverden-distinktionerne og stabilisering vil vi i denne destabiliseringsanalyse iagttage kommunikation fra et fast defineret iagttagelsespunkt. Anderledes fra de to foregående analyser, vil vi i denne analyse dog ikke nødvendigvis forsøge at analysere en generel tendens. Vi vil her analysere specifik kommunikation, vi mener har spillet en betydelig rolle i destabiliseringen af organisationssystemet regeringen. Det betyder derfor også, at denne analyse ikke vil have sin egen citatbank i bilagene.
Analysen vil først give en definition på, hvordan vi ud fra Niklas Luhmanns systemteori forstår begrebet destabilisering. Derefter vil den præsentere en oversigt over sager, der har affødt destabiliserende kommunikation fra SF. Efter oversigten vil analysen dykke ned i en
72 konkret sag og analysere relevant kommunikationen. Vi vil derefter analysere generel kritik af SF fra SF, der ikke er bundet op på en bestemt sag eller handling, før analysen slutteligt vil se på det sidste søm i ligkisten for SFs regeringsdeltagelse, nemlig salget af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
7.0.1 Definition på destabilisering
For at forstå, hvordan kommunikation kan virke destabiliserende, må vi vende tilbage til socialdimensionen fra teoriafsnit 3.10.1, og pointen om at kommunikation om konsensus inden for et system har en stabiliserende effekt. Denne effekt har vi blandt andet eksemplificeret gennem vores stabiliseringsanalyse og regeringens brug af programmer.
Eftersom Luhmanns systemteori har et binært blik på kommunikation, argumenterer vi, at destabilisering kommer fra kommunikation om dissens inden for et system. Hvor konsensus sætter grænsen mellem systemet og dets omverden, sætter destabiliserende dissens grænser inden for systemet. Når kommunikation flytter grænsedragningen ind på indersiden af systemdifferencen, opstår der subsystemer, der ikke nødvendigvis er samordnede. Såfremt de havde været samordnede, ville der ikke være kommunikation om dissens. De interne grænsedragninger kan altså splitte systemet i flere systemer, der potentielt modarbejder hinanden og på den måde destabiliserer systemet. For at kunne analysere, hvordan regeringssystemet vi har iagttaget, bliver destabiliseret, vil vi derfor iagttage kommunikation, der skaber dissens. Dissens i et system kan illustreres således:
Illustrationen viser dissens, da grænsedragninger inden for systemet ikke ville findes i et fuldkomment konsensus. I vores indledende research til denne analyse, har vi iagttaget, hvordan især SF bliver splittet. Regeringsmedlemmerne fra partiet kommunikerer om medlemmer, der ikke er direkte deltagende i regeringen fra partiet og omvendt, og der sættes altså en grænse mellem dem.
System Omverden
System Omverden
System Omverden
73 I Niklas Luhmanns systemteori gøres det klart, at der findes grænsedragninger inden for et organisationssystem, der ikke er destabiliserende. I organisationer af en vis størrelse, er det normalt at se forskellige afdelinger med hver deres funktion. På den måde kan organisationer være opdelt i fx en regnskabsafdeling, en salgsafdeling og en HR-afdeling. De grænsedragninger er funktionelle og er ikke et resultat af dissens. Vi vil i denne analyse kun iagttage grænsedragninger, der har en destabiliserende effekt på organisationssystemet regeringen, nærmere defineret ved at iagttage destabiliseringen i regeringspartiet SF.
Vores indledende research har også givet os blik for, at der opstår konflikt i partiet SF. Vi gennemgik i teoriafsnit 3.11 om politik, at kommunikation om og mellem politiske partier nemt kan fremstå som konflikt. Konflikt er altså kommunikation fra et system, der kritiserer andre systemer og dermed differentierer sig fra disse systemer. Konfliktkommunikation har derfor en identitetsskabende og stabiliserende effekt, såfremt det ikke er inden for et systems grænser. Når der opstår konflikt internt i et system, skabes der forskellige identiteter i systemet, hvorfor systemet bliver destabiliseret. Konflikt inden for et system må derfor være kommunikation om dissens inden for systemets grænser.
Konfliktkommunikation kan have to udfald. Det kan enten resultere i en ændring af strukturer i systemet, eller det kan skade systemet, ved at distrahere og dræne systemet for opmærksomhed (Andersen 2017: 101). Begge udfald kommer af, at konflikten udfordrer allerede eksisterende strukturer i systemet.
I vores analyse vil vi også iagttage, hvornår kommunikation fra systemer delegitimerer sig selv. Som beskrevet i teoriafsnit 3.11 om politik, er det regeringens opgave at legitimere sig selv, ved at forklare befolkningen, at regeringen er det bedste alternativ muligt. Hvis regeringen ikke kan gøre det overbevisende, fordi kommunikation fra regeringen direkte går ind og delegitimerer regeringen, virker det destabiliserende på regeringssystemet.
I denne delanalyse, vil vi altså iagttage, hvordan kommunikation fra vores iagttagelsespunkt destabiliserer organisationssystemet regeringen, ved at skabe dissens, konflikt og delegitimering.
74