Plejeforældres perspektiver på rekruttering

Flere af plejeforældrene i undersøgelsen fortæller, at de blev plejefamilie på grund af de sær-lige muligheder, det giver, for at forene familieliv og arbejdsliv, og samtidig gøre en positiv forskel for et barn. De fleste af plejeforældrene i undersøgelsen har minimum et par års erfaring som plejefamilie, og over halvdelen har været plejeforældre i mere end 10 år. Aktuel viden om, hvordan nygodkendte plejeforældre oplever rekruttering, og hvad der har motiveret familierne til at søge om at blive plejefamilie, kan findes i rapporten: ”Nye plejefamilier – Hvad kendeteg-ner nye plejefamilier, og hvorfor vælger de at blive plejefamilie?” (Luckow et al., 2021). Rap-porten bygger på interview og spørgeskemadata fra nygodkendte plejeforældre og peger blandt andet på, at nye plejefamilier vægter matchet mellem dem som familie, og barnet, de skal have i pleje, og at timingen for, hvornår man søger godkendelse til at blive plejefamilie, er sammensat af mange forskellige faktorer og hensyn. Herunder tages der særligt tungtvejende hensyn til egne børns alder og modenhed. Men timingen kan også være defineret af tilfældig-heder, hvis der eksempelvis opstår behov for en plejefamilie til et barn, man i forvejen kender, eller at man er blevet skilt, eller har børn, som er fraflyttet, og dermed har plads til og ønske om at være noget for et barn. Undersøgelsen viser også, at nye plejefamilier er opmærksomme på deres vilkår som plejefamilie og den usikkerhed, der følger, i forhold til bestemmelser om-kring barnet i pleje og økonomien i familieplejefunktionen. Omom-kring halvdelen af de nygod-kendte plejefamilier (godkendt inden for det seneste år forud for undersøgelsen) var i gang med en anbringelsesopgave, mens den resterende halvdel af de nye plejefamilier enten ikke havde været i dialog med nogen kommune om mulige anbringelser, eller de havde været i dialog om en anbringelse, som ikke blev aktuel hos dem.

I denne undersøgelse fortæller plejeforældre ligeledes om oplevelser med, at vente i måneder eller halve år uden at modtage et barn i pleje. Lange ventetider efter et godkendelsesforløb som plejefamilie kan medføre en risiko for, at nyrekrutterede plejefamilier falder fra, blandt an-det grunan-det 3-års-reglen, som betyder, at plejefamilier som har været ”inaktive” konstant igen-nem 3 år mister deres godkendelse (se afsnit 6.3 om årsager til, at plejefamilier stopper).

En plejemor, der oplevede at vente længe på at få et barn i pleje, fortæller, at ”det var hårdt at være i venteposition og ikke vide, hvornår man skulle tage orlov fra arbejde. Så vi nåede dertil, hvor vi tænkte: Nu skal der ske noget”. Parret lavede derfor en video, hvor de fortalte om sig selv som plejefamilie, og sendte videoen ud til kommuner i hele landet. Dette førte til en del respons og gjorde, at de kort tid efter fik et barn i pleje. Tilsvarende fortæller en plejeforældre, at de i hans familie på et tidspunkt fik ændret deres godkendelse fra almen til forstærket. Da der efterfølgende gik et helt år, uden at de blev kontaktet med henblik på en anbringelse, lavede de en pjece om sig selv, som de sendte ud til seks kommuner. Ugen efter blev de kontaktet og tilbudt tre konkrete sager, ”og det var endda under corona”, tilføjer plejeforælderen. Flere af kommunerne fortæller også om at modtage sådanne henvendelser fra plejefamilier med ledige pladser.

Oplevelser som disse, med plejefamilier, som har ledig kapacitet og først kommer i kontakt med kommuner om mulige anbringelser, når de selv aktivt går ud og gør opmærksom på sig selv uden om det etablerede system (dvs. Tilbudsportalen, som vil blive omtalt nærmere se-nere i dette kapitel) viser, at der i nogle situationer er centrale udfordringer med kommunikati-onen og kontakten mellem plejefamilier og kommuner. Denne udfordring påpeges også i flere interviews med kommunerne, hvor det fortælles, at det for sagsbehandlerene kan være svært at få overblik over, hvilke kompetencer de nygodkendte plejefamilier har, samt at få et tilstræk-kelig godt overblik over, hvilke plejefamilier der konkret vil kunne matche et bestemt barn (se afsnit 4.6. om matchningsprocessen).

På et mere overordnet niveau peger fagprofessionelle fra både kommunerne, socialtilsynene og plejefamilierne på, at det er en udfordring for rekrutteringen af nye plejefamilier, at det langt fra i alle sammenhænge anerkendes, at plejefamilierne løfter en stor og vigtig opgave.

Der peges på, at der generelt både i offentligheden, men også i selve systemet omkring ple-jefamilierne, er en manglende forståelse for og dermed anerkendelse af det arbejde, som løf-tes i plejefamilierne. En sagsbehandler fra en stor kommune forklarer:

Jeg tror hele anbringelsesområdet kunne trænge til at få en anden fortælling. Den fortælling, der har været de seneste 20 år, har jo været, at børn i plejefamilier har det ad pommern til, og der sker overgreb, og der er Tøndersager og Brønderslevsager, som skræmmer. […] der er bare aldrig nogen, der fortæller om alle de børn, der bare bliver mødt af en plejefamilie, som går ud over alt, hvad man kunne forvente i forhold til at få skabt et fantastisk samarbejde med biologiske forældre fx. Altså, de fortællin-ger bliver aldrig fortalt rigtig højt.

Flere af informanterne vurderer således, at rekrutteringen af plejefamilier lider under dårlige fortællinger om anbringelsesområdet generelt, men også omkring selve det at være plejefami-lie. Dette forsøger nogle kommuner at forholde sig aktivt til på informationsmøderne ved at fortælle meget åbent om, hvordan det er at være plejefamilie, og hvilke vilkår der er for arbejdet.

En familieplejekonsulent fortæller:

… men vi holder [også] møderne for at give dem en indgående orientering om, hvordan er det at være plejefamilie, hvad er det for nogle børn, vi anbringer, hvad er det for nogle vilkår, hvordan er det at være plejefamilie i xx kommune, og hvad er vores serviceniveau, for så ved de, hvad de siger ja til eller siger nej til, så skal de så gå hjem og tænke over det, og så kan de så kontakte det sociale tilsyn og udfylde alle de skemaer, der er. Så det er jo godt givet ud.

Nogle plejeforældre fortæller, at de vil anbefale andre at blive plejefamilier, under forudsætning af, at det en familie, der ville egne sig til det. En plejemor fortæller eksempelvis om en kollega, som ”ville egne sig rigtig godt”. ”Han har spurgt ind til det at være plejeforældre, og så fortæller jeg jo, og gør, hvad jeg kan for at opfordre til, at han prøver det”. Det kan være enormt givende at opleve, hvordan man som plejefamilie kan hjælpe et barn godt videre i livet, og ”det er det hele værd”, som den denne plejemor udtrykker det, når man oplever, at barnet udvikle sig positivt. Imidlertid fortæller hovedparten af plejeforældrene, at de ikke anbefaler andre at blive plejefamilie, fordi arbejdet med at være plejefamilier kan være opslidende og følelsesmæssigt hårdt. På tværs af interviewene giver de plejeforældre, som ikke vil anbefale andre at blive plejefamilie, en række begrundelser herfor. Disse punkter kan være vigtige at adressere for fremover at kunne styrke anerkendelsen af plejefamilierollen og derigennem også rekrutterin-gen af nye plejefamilier. Punkterne er samlet i boks 4.1 neden for, sammen med de punkter, som samtidig nævnes som fordele ved at være plejefamilie.

Boks 4.1 På tværs af plejeforældreinterviewene nævnes en række fordele og ulemper ved at være plejefamilie

Fordele: Ulemper:

▪ At opleve og bidrage til, at et barn udvikler sig

▪ Det er givende at opleve, hvilken forskel man kan være for et barn

▪ Man får et barn (mere) i sit liv

▪ Øget mulighed for mere hjemmetid og familietid

▪ Øger empati og rummelighed hos familiens øvrige børn

▪ Kan give fine oplevelser med at ”være noget”

for barnets biologiske forældre.

▪ Følelsesmæssigt belastende

▪ Et usikkert erhverv

▪ Økonomisk ikke attraktivt

▪ Manglende respekt og anerkendelse

▪ Ringe grad af selvbestemmelse og indflydelse

▪ Man lider socialt afsavn og går på mange kompromiser i sit fritidsliv

▪ Frygt for, at et barn, man har knyttet sig til, fjernes

▪ Systemet er ”for bøvlet” og dermed

”drænende for ens energi”.

Anm.: Punkterne er hverken udtømmende eller dækkende for alle, men eksempler på oplevede fordele og udfordringer.

De punkter, som fremhæves som ulemper, kan forklare, hvorfor de fleste af undersøgelsens medvirkende plejefamilier ikke vil anbefale andre familier at blive plejefamilier. Samtidig kan plejefamiliernes udsagn om, hvilke positive forhold og fordele der er forbundet med at være plejefamilie, være vigtige for både den fremadrettede rekruttering og fastholdelsen af de eksi-sterende plejefamilier. Forskellige vinkler og problemstillinger om indflydelse, støtte i forhold til følelsesmæssige belastninger, anerkendelse, de økonomiske rammer og vilkår belyser vi lø-bende igennem denne rapport.