Matchningsprocessen

på, som giver familien noget erfaring og kan ruste dem til en døgnanbringelse. Men samtidig erkender man i flere kommuner de indgroede vanskeligheder ved en sådan strategi; en fami-lieplejekonsulent forklarer:

Antagelsen om, at nye familier, dem kan vi få i gang ved at få dem gjort til aflast-ningsfamilier, det er lidt en utopi, fordi det er svært at få nogle til for 1.000 kr. for en weekend at ville tage sig af et meget udadreagerende barn, især hvis man egentlig har en døgnplads, det hænger ikke rigtigt sammen kun at få så lidt for så relativ stor en indsats.

I kommunerne fortæller man også om, hvordan man forsøger at anvende nygodkendte familier til børn med lidt tungere udfordringer ved at etablere tættere opfølgning og supervision end sædvanligt ved opstart. En familieplejekonsulent forklarer: ”Vi skal være et skridt foran og være proaktive i forhold til at give familien støtten”. Samtidig fremhæves vigtigheden i at støtte op om, at eventuelle behandlingsbehov bliver håndteret.

hurtigere, og færre plejefamilier kan nå at blive afsøgt indledningsvist, hvilket kan medføre et dårligere match mellem barn og plejefamilie.

Når kommunen har fundet et muligt match, kontaktes plejefamilierne, som i kort og anonymi-seret form bliver informeret om barnet og forventningerne til plejeopgaven. På baggrund af en indledende samtale med den mulige plejefamilie opnår de professionelle en fornemmelse for, hvordan barnet ville fungere i familien og med eventuelle øvrige plejebørn eller hjemmeboende biologiske børn, og man aftaler et besøg af barnet og dets familie, hvis plejefamilien forekom-mer aktuel.

Plejebørnenes udfordringer står naturligvis centralt, når plejefamilierne skal forholde sig til et foreslået match. Her er familierne meget afhængige af, at de får retvisende informationer fra kommunerne. Her fortæller enkelte af de interviewede plejeforældre om oplevelser med kom-muner, som ikke har fået børnene ordentligt udredt, eller – mere eller mindre bevidst – beskri-ver børnene som mindre udfordrede, end de faktisk er. Plejeforældrene kan opleve, at nogle kommunale familiekonsulenter eller sagsbehandlere kan være nærmest ”desperate” i forhold til at få placeret et givent barn. En plejeforælder fortæller:

Da vi skulle have vores første anbringelse var vores søn 8 år, og vi sagde, at vi ikke ville have meget udadreagerende børn eller stoffer inden for dørene. Så sender de en 15-årig pige herned, som tager hårde stoffer, og som er tilknyttet [X-bande]. Og som er ekstrem voldelig. Det ender med, at hun 14 dage senere overfalder min mand, smadrer inventar og ruder, og prøver at brænde vores hus ned, så vi må tilkalde politiet. [Kommunen] havde sagt, at det var en pige, der bare havde lidt ADHD.

Denne plejefamilie havde dermed en voldsom oplevelse med en matchning, som gik helt galt.

Dette afskrækkede dem dog ikke fra at tage imod et nyt barn, men gjorde dem mere varsomme og opmærksomme på vigtigheden i matchningen. Det fremhæves generelt på tværs af inter-viewene med både plejeforældre og de professionelle i kommunerne, at det er yderst vigtigt i forhold til matchet, at de professionelle kender barnet og barnets familie godt.

Det påpeges endvidere af flere fagprofessionelle fra kommunerne, at det er vigtigt for matchet, at der er en handleplan med klare mål for anbringelsen, hvilket understøttes af plejeforældrene, så de ved, hvad målet med anbringelsen er. Plejefamilierne fortæller samstemmende, at de har meget stor interesse i at sikre et godt match, da deres familieliv jo afhænger af, at barnet passer godt ind. Samtidig er de også bevidste om, at de kun kan hjælpe og støtte barnet, hvis de har de rette rammer og forudsætninger. En del familier fortæller således, at de har erfaringer med at sige nej til anbringelser af mange forskellige grunde. En plejeforælder fortæller:

Det kan være, at vi ikke syntes, at udfordringerne matcher os. Det kan være alder.

Eller krav til samvær eller til kost på grund af religiøs overbevisning. Vi vil fx ikke køre halal – vi bor ude på bøhlandet, og der er ikke nogen halalslagter i nærheden.

En anden vigtig overvejelse, plejeforældrene gør sig, handler om, hvordan de vurderer, at et barn vil passe ind i familien i forhold til familiens øvrige børn, og visse plejeforældre oplever, at det er en vurdering, de sommetider står med alene og kan savne kommunernes støtte til.

Det kan alt i alt være svært for kommunerne at finde plejefamilier, som matcher barnets be-hov i alle henseender og flere af de interviewede professionelle fra kommunerne fortæller

også, at det i praksis ofte kun vil være muligt at prioritere to eller tre af målene i selve match-ningen. Alle kommunerne fremhæver, at de i matchningen starter med at afsøge, om der er pladser hos kvalificerede plejeforældre i nærområdet. Kommunerne fortæller, at de oplever, at de må gå på kompromis med ønsket om geografisk nærhed og udvider deres søgning til hele landet. Både sjællandske, fynske og jyske kommuner oplever, at det geografiske kom-promis kan være nødvendigt (geografiske variationer på plejefamilieområdet beskrives nær-mere i kapitel 7).

Nogle af de interviewede professionelle i kommunerne fortæller om en oplevelse af at være i direkte konkurrence med nabokommuner om at samarbejde med de gode og erfarne plejefa-milier. Det betyder, at kommunerne bruger enormt meget tid på at finde en ledig og relevant plejefamilie. Det beskrives af en kommunal leder, at ”det er plejefamiliernes marked”, hvor særligt erfarne plejefamilier, som er godkendt til forstærket eller specialiseret niveau og måske også har flere pladser, frit kan vælge mellem et bredt tilbud af plejeopgaver. En anden kom-munal leder fortæller:

Vi oplever nogle gange, at vi har haft en familie, vi simpelthen så gerne vil have samarbejde med og har haft gryden lidt i kog med dem, og så er en anden kommune kommet og har præsenteret en opgave, som de ikke kunne sige nej til. Der er rift om plejefamilierne, og det er jo sådan, det er […] Jeg tror også, det er rigtig vigtigt, at familierne frit kan vælge, hvad for et barn og en opgave, de vil have.

Flere af de fagprofessionelle fortæller, at kommunerne er klar over, at økonomi nogle gange bliver afgørende for, om familierne vil samarbejde. Flere af de mere erfarne plejefamilier for-tæller, at det er ved forhandlingen omkring matchningen, at man kan søge at sikre sig de nød-vendige rammer for anbringelsen. Ikke kun i forhold til økonomien, men også i forhold til støtte og supervision. Kommunen kan være underlagt et tidspres for at finde en god anbringelse til et barn, og familierne er endnu ikke knyttede til barnet. Dette kan give familierne en privilegeret forhandlingsposition, som giver dem mulighed for at opstille en række krav, som skal opfyldes, før de tager imod barnet. I et interview fortæller en plejeforælder, at hun får sin advokat til at forhandle sin kontrakt, belært af tidligere erfaringer om, at en sådan professionel assistance kan være vigtig for at få gode rammer omkring en anbringelse, der kan komme til at vare i mange år.

Plejeforældrene fortæller, i forhold til indholdet i kontrakterne med kommunerne, at de sørger for at få præciseret rammer og vilkår, eksempelvis har nogle fået skrevet ret til supervision ind, at de har ret til aflastning, eller at plejebarnets samvær med de biologiske forældre ikke skal foregå i deres hjem. Når kontrakten tillægges stor betydning af plejeforældrene, må det ses i lyset af erfaringer med, at magtforholdet i forhold til kommunerne senere hen i anbringelses-forløbende kan blive meget ulige. Hvis plejefamilien har positive erfaringer med, at kommunen har tillid til og respekt for plejefamiliernes vurderinger – eksempelvis af støttebehov eller sam-vær – har plejefamilien ikke nødvendigvis særskilt fokus på præciseringen af de kontraktlige rammer. Hvis plejefamilien derimod har negative erfaringer med en kommune, så kan deres situation være afhængig af en gennemtænkt kontrakt, der giver en større sikkerhed i arbejdet som plejefamilie. En sådan sikkerhed kan også få betydning, hvis den ansvarlige rådgiver/fa-milieplejekonsulent i kommunen senere skiftes ud, eller der opstår et politisk pres på en kom-munes børneområde, fx med krav om økonomiske besparelser.