Karakteristika og krav til nye plejefamilier

Det er vurderingen blandt både kommuner og socialtilsyn, at det er familier med forskellige baggrunde, som ønsker at blive plejefamilier. Variationen bliver af både socialtilsyn og kom-muner generelt anset som et gode, da målet ikke er, at alle plejefamilier skal ligne hinanden, men at de gerne skal afspejle samfundets generelle bredde. Der er imidlertid samtidig nogle forholdsvis klare krav og rammer, familierne skal honorere for at blive godkendt, herunder de-res motivation for at blive plejeforældre, dede-res familieforhold, dede-res erfaringer og kompetencer med børn, samt en stabil økonomi.

Socialtilsynene fortæller, at der er forholdsvis få familier med anden etnisk baggrund end dansk, som søger og bliver godkendt. I forhold til betydningen af religion, indgår dette som et element i samtaler med forælderene omkring deres værdier. Hvis religion bliver praktiseret af plejefamilien, vil der også være samtaler om, at barnet eller barnets forældre kan ønske, at barnet ikke indgår i sådanne aktiviteter. Religion har normalt ikke en påvirkning på, om en familie kan godkendes.

Enlige familier eller homoseksuelle par er også en del af ansøgerfeltet, hvilket af socialtilsynene og kommunerne ses som positivt. Når der er tale om par, som er ufrivilligt barnløse, så er der, ifølge socialtilsynene, særligt fokus i godkendelsesprocessen på drøftelser af, at barnet ikke bli-ver plejefamiliens eget barn, og at der oftest følger et biologisk ophav med, som også har ret-tigheder omkring barnet, hvad angår fx samvær og beslutninger om barnet, som skal træffes.

Samlet fremhæver de fleste af informanterne i kommunerne og alle i socialtilsynene, at pleje-forældrenes mentaliseringsevne – det vil sige, hvorvidt de er i stand til at sætte sig i barnets og den biologiske families sted – er en helt central evne, der efterspørges hos familierne (se også afsnit 3.4). Særligt samarbejdet med den biologiske familie fremhæves som vanskeligt for mange plejefamilier og som et særskilt opmærksomhedspunkt både i godkendelsesprocessen og i det efterfølgende samarbejde. Også skolesamarbejdet er et vigtigt opmærksomhedspunkt, herunder kontakten til skolen og samarbejdet om barnets trivsel og faglige såvel som sociale kompetencer i skolesammenhæng, som er vigtig i forhold til helhedsorienteringen omkring bar-nets udvikling.

Det er vigtigt, at plejeforældrene kan reflektere over deres egen praksis og familiedynamik. Det er også vigtigt, at der i familien er ro og overskud, og det betyder noget, at der er en form for struktureret hverdag. Det fremhæves desuden af konsulenter i både socialtilsyn og kommuner, at det er vigtigt, at plejefamilien har klare regler og værdier, og at disse er forenelige med barnets udfordringer. En kommunal familieplejekonsulent fortæller således, at det kan eksem-pelvis være voldsomt med et barn, der lyver meget, hvis man i familien har værdier, der bygger på, ”her siger vi tingene ærligt, og så hjælper vi hinanden”.

Desuden er det vigtigt, at plejeforældrene er interesserede i at tilpasse sig og at blive udfor-drede, ligesom de skal være åbne for at modtage supervision, tilegne sig ny viden og hele tiden være indstillede på at udvikle deres praksis. Der bliver også fra Socialtilsynets side ved god-kendelsen set på, om familien tegner til at være omstillingsparate og rummelige.

Der er ikke faste krav til, at plejeforældrene har en bestemt faglighed, som eksempelvis pæ-dagog eller psykolog, men de skal kunne forstå, hvorfor teori om børn og udvikling er vigtig og have lyst til at tilegne sig ny viden. Kommunerne fortæller, at selvom børnenes behov fort-sat er forskellige, så er vurderingen, at en stor del af børnene, ”kalder på plejefamilier med en robust pædagogisk viden”. Gennemgående forklarer de fagprofessionelle i kommunerne, at de fleste plejefamilier, som de samarbejder med, har erfaring med at arbejde med børn, og eventuelt med udsatte børn, og at de faglige, pædagogiske kompetencer er afgørende for, at de kan løfte opgaven.

Det tilkendegives fra flere fagprofessionelle i undersøgelsen, at man i stigende grad ønsker at rekruttere plejeforældre, der har uddannelsesbaggrunde som psykologer, lærere, pædago-ger og sygeplejersker – som fagligt kan støtte børnenes behov. Følgelig må de økonomiske rammer nødvendigvis også være tilpas attraktive sammenholdt med det arbejdsmarked, hvor disse faggrupper relativt let kan få ansættelse. En af de interviewede plejeforældre, der er ud-dannet pædagog, fortæller, at mange plejeopgaver sættes til for få vederlag (aflønning), hvil-ket for hende ville betyde en betydelig lønnedgang sammenlignet med hendes pædagogløn, og hertil ingen pension eller sikkerhed i ansættelsen.

Der er ikke bestemte krav til plejeforældrenes deltagelse på det øvrige arbejdsmarked, da mu-lighederne for at arbejde ved siden af opgaven som plejefamilie afhænger af behovet hos bar-net. Arbejdsmarkedstilknytning indgår dog som fast punkt i samtalerne med plejeforældrene, når de søger. En tilsynskonsulent fra et af socialtilsynene fortæller:

Fagligt, så tænker vi, at det er godt med forældre, der står op og går på arbejde, men måske skal én gå hjemme eller på nedsat tid. Nogle gange er der brug for, at begge går hjemme i de tungeste sager, men det er en faglig diskussion, som vi hele tiden har. Man skal ikke gøre det her som erstatning for at sidde nede i Brugsen, man byder ind med hele sit familieliv – 365 dage om året.

Det understreges af socialtilsynene, at der er tale om en professionel opgave som plejefamilie, hvor det ikke er nok at have et ”kald”, som en af tilsynskonsulenterne fortæller, ”man er nødt til at acceptere, at man er en offentlig familie. Kaldet og det professionelle går hånd i hånd”. Det fremhæves igennem interviewene med både socialtilsyn og kommunerne, at det til dels er nogle andre typer af familier, som bliver plejefamilier i dag, end det var tidligere. Helt alminde-lige familier, som fortsat ønsker at være en almindelig familie, er der ikke så mange af mere, da de oftest er faldet fra, da opgaven og kravene løbende har ændret sig til at indeholde flere og andre krav. Det er stadig vigtigt, at der er et ønske om at hjælpe, men det er også en faglig

kommuner fortæller, at en del af de familier, som trives med og vedbliver med at være plejefa-milier, har vist sig at være faplejefa-milier, som bl.a. trives med at være meget hjemme, og som ikke har behov for mange aktiviteter og oplevelser uden for hjemmet, men i stedet sætter pris på nære ting i familielivet.

Boks 4.2 På tværs af interview med socialtilsyn og kommuner udtrykkes blandt andet følgende krav og forventninger til plejefamilien

Plejeforældrene…

▪ har et stabilt familieliv

▪ kan modtage ny viden og udvikle sig fagligt og personligt

▪ kan mentalisere

▪ er omstillingsparate og kan løbende justere deres praksis

▪ kan samarbejde med både tilsyn, kommune og biologiske forældre samt barnets skole

▪ har erfaringer med eller viden om børn (pædagogfaglig viden er ikke et krav men en fordel)

▪ er rask og har et forholdsvist godt helbred

▪ har en stabil økonomi

▪ har de rette fysiske rammer

▪ er villige til at gå på visse kompromiser i deres sociale liv og fritidsliv

▪ har et fleksibelt arbejdsliv ud over at være plejefamilie.

Anm.: Punkterne er hverken udtømmende eller generelt dækkende for alle, men eksempler på oplevede krav og forventninger, som kan være væsentlige at have opmærksomhed på.

Flere af plejeforældrene i undersøgelsen omtaler tilsvarende en bevidsthed om de (mange) krav og forventninger, der er til dem, og udtrykker en oplevelse af, at kravene er øgede gennem tiden, særligt med tilblivelsen af socialtilsynene og tilsynets funktion med at godkende og føre tilsyn med plejefamilier. Plejeforældrene oplever langt hen ad vejen, at det er positivt, at kra-vene er øgede, og at der i dag i godkendelsesforløbet er et større fokus på at tydeliggøre, hvor stor en opgave og omvæltning det kan være for en familie at få et barn i pleje. Plejeforældrene mærker og oplever dagligt, hvor meget det kan kræve af dem, som de nære voksne, at skulle danne relation til og fortrolighed med barnet. Det kan være overvældende at tale om og tænke på, forklarer de, hvor stor en opgave det er at leve op til at støtte barnet bedst muligt, ”vi er jo kun mennesker som alle andre og begår fejl”. Gennemgående er der for plejeforældrene en stærk bevidsthed om deres måde at være familie på, deres egne måder at reagere på, og hvad de gerne vil give videre til børnene. Og samtidig også en bevidsthed om, at ”det også skal være mit liv, og mine [biologiske] børns liv, vi lever”.

En væsentlig udfordring relateret til nygodkendte plejefamilier, som flere kommuner giver ud-tryk for, handler om, at det kan være sværere at bruge de nye plejefamilier frem for de erfarne plejefamilier, som de kender. Det skyldes, at de nye plejefamilier naturligvis ikke har erfaring og typisk er godkendte som almene plejefamilier. I alle kommunerne er man opmærksomme på, at de nye plejefamilier gerne skal hjælpes i gang med anbringelsesopgaver, men også, at det skal ske på en måde, så plejefamilien ikke ”brænder sig”, som en familieplejekonsulent udtrykker det. I nogle kommuner forsøger man i højere grad at få nygodkendte plejefamilier i gang med en plejeopgave ved at indlede et samarbejde om en aflastningsopgave til at starte

på, som giver familien noget erfaring og kan ruste dem til en døgnanbringelse. Men samtidig erkender man i flere kommuner de indgroede vanskeligheder ved en sådan strategi; en fami-lieplejekonsulent forklarer:

Antagelsen om, at nye familier, dem kan vi få i gang ved at få dem gjort til aflast-ningsfamilier, det er lidt en utopi, fordi det er svært at få nogle til for 1.000 kr. for en weekend at ville tage sig af et meget udadreagerende barn, især hvis man egentlig har en døgnplads, det hænger ikke rigtigt sammen kun at få så lidt for så relativ stor en indsats.

I kommunerne fortæller man også om, hvordan man forsøger at anvende nygodkendte familier til børn med lidt tungere udfordringer ved at etablere tættere opfølgning og supervision end sædvanligt ved opstart. En familieplejekonsulent forklarer: ”Vi skal være et skridt foran og være proaktive i forhold til at give familien støtten”. Samtidig fremhæves vigtigheden i at støtte op om, at eventuelle behandlingsbehov bliver håndteret.