Den nyuddannede jordemoder

Vi vil i det følgende vise, hvorledes den nyuddannedes fortælling er præget af først og fremmest konflikt mellem forventninger og muligt indfriet ydelsesmønster i hendes jordemoderarbejde. Den nyuddannede jordemoder (i det følgende NJ) arbejder på et stort fødested, der forventes at vokse betydeligt i de kommende år. Hun har været uddannet mindre end et år.

Hendes fire fortællingselementer (Fog, s. 31) kan vurderes således:

Hendes budskab er: Det er hårdt! Det er skønt arbejde, men det overskygges af, at det er hårdt. Og det er først og fremmest hårdt, fordi der består en konflikt mellem hendes ønsker om at kunne gøre det godt, og hendes ønsker om det overkommelige arbejdsliv:

”Vi har ikke tid nok i konsultationen og så synes jeg, at jeg har meget lidt tid til at snakke med de førstegangs gravide som har en hel del spørgsmål ”

Rollefordelingen kan genses i aktant/aktantmodellen, og handlingen er enkel: den gode jordemoder kæmper for at opnå det bedste for den fødende, men… Handlingen er uafsluttet.

Vi vil derfor gå videre til at se på NJ’s aktantmodel (figur 1a):

Fig. 7.3.2.1 a Giver

Arbejdsgiveren, regionen

Mål

Bedre jordemoderliv:

Bedre løn, bedre arbejdsmiljø Kvalitet til brugerne

Modtager

Både brugere og jordemødre

Hjælper

Arbejdsgiver, store afdelinger,

jordemodergruppen

Helt

Jordemoderen selv, jordemoderleder, jordemodergruppen

Modstander

Effektivisering, risikostyring, det private over for det offentlige

Hendes helt eller subjekt er jordemoderen selv; det er let at identificere mindst én helt eller subjekt i hendes fortælling, og i det hele taget, giver mere end en udnyttelse af modellen god mening i hendes tilfælde. Den gravide er den alternative helt i fortællingen, hvilket vi vender tilbage til.

Hendes mål/objekt er et bedre arbejdsmiljø. Hun er den eneste, der taler meget om

arbejdsforhold, vagter og løn. Hun henviser kort til en sygeplejerske på barselgangen, men det fremgår ikke helt af hendes oplæg, hvorvidt det skal forstås således, at selv en

sygeplejerske på en hospitalsafdeling, med de billeder, hun formodentlig venter skabt hos tilhørerne om vagt hver anden weekend, selv sygeplejerskens vagtforhold overgås af en jordemoder. Hendes mål er dog også god svangreomsorg, idet hun fremhæver, at jordemoderprofessionen er trængt, hvilket efter hendes mening får til konsekvens, at de gravide bliver for dårligt informeret, må opsøge ”det private”, og trækker for meget på det akutte beredskab for småting, som ”helt sikkert … skulle være afklaret ved en god og grundig jordemoderkonsultation”.

Modstanderen er effektivisering: ”vi er blevet effektiviseret så meget, at det kan være svært at have den menneskelige tilgang til de gravide, de fødende” (husk senere i forhold til CASAs tungeste udsagn om 40 % osv.) Også risikostyring står som modstander, set med hendes briller. Samtidig ser NJ dog, som den eneste, størrelsen på den kommende afdeling, der vil blive større, som et plus alene i kraft af størrelsen. Hun ser størrelsen på kollektivet som en styrkefaktor.

NJ arbejder inden for et (diffust?) fællesskab: ”vi” kan være arbejdspladsen, årgangen, den større gruppe, der skal mødes; Jordemoderforeningen nævnes ikke som en selvstændig aktør, men dette kan dog også opfattes som underforstået, idet NJ netop står i

Jordemoderforeningens fællesskab par excellence, landsmødet.

Ser vi på modellerne, som NJ’s fortælling kan indplaceres i, skal netop modellen rumme den uklarhed, som er en mulighed i fortællingen, at flere roller indehaves af samme person, gruppe eller instans. I dette tilfælde er dobbeltheden tydelig: store afdelinger, der af nogle ses som udtryk for effektivisering, bedre udnyttelse af akutte beredskaber og af andre som udtryk for øget kvalitet, flere muligheder samlet på samme matrikel, ja, disse store enheder placeres af den unge såvel som hjælper og som modstander. Dette giver os dermed anledning til at gå dybere i at se på, under hvilke omstændigheder ”den store afdeling” kan være modstander, og under hvilke den kan være hjælper. Dette afdækkes ikke i detaljer i NJ’s oplæg. Det vil

være naturligt at undersøge, i hvor høj grad der ligger muligheder for denne udvikling i andre jordemødres oplæg, for eksempel i lederens.

NJ er socialiseret ind i den vidtfavnende opfattelse af jordemoderkunnen. Hun afrunder sit oplæg med slides, som ikke er gengivet her, men som henviser til de forskellige virkefelter, som jordemødrene på hendes arbejdsplads også burde kunne varetage, men hvor de altså er begrænset til det helt traditionelle; få og tidspressede jordemoderundersøgelser og

fødselsbetjening. Hun er med andre ord socialiseret ind i sin professions historisk betingede brede virkefelt snarere end i sin arbejdsplads’ reelle virkefelt. Kan vi derefter forvente en socialisering ind i arbejdspladsvirkeligheden snarere end ind i professionen hos den erfarne?

Eller vil et syn på den potentielle bredde i jordemodervirksomheden gå igen hos alle oplægsholdere? Vi vil vende tilbage hertil i analyserne af de øvrige oplæg.

NJ har også en alternativ helt i sin fortælling, nemlig den gravide.

Fig. 7.3.2.1 b Giver

Jordemoderen, den gode

fødeafdeling, private undervisere Mål

Opmærksomhed, viden, oplysning fra

jordemoderen

Modtager

Det sunde barn, den raske, hele familie

Hjælper

Jordemoderen, afdelingen, det private marked for

fødselsforberedelse med mere

Helt

Den gravide og hendes familie

Modstander

Manglen på tid og information, høje priser i det private og manglende udbud i det offentlige

Denne helt repræsenteres gennem præsentation af venner og familie, der klager over manglende mening med jordemoderundersøgelserne, over travlheden hos jordemødrene:

”Min egen familie, venner, som er førstegangsgravide, de spørger mig også, hvorfor det er så vigtigt, at jeg husker at komme til den der jordemodertid, fordi I trykker lidt på maven og hvad så. Og det synes jeg da også er lidt interessant”.

Helten skubbes dog senere bagud igen som modtager, eller måske nærmest som mål til modtagerfeltet ”jordemødre”, idet NJ på et tidspunkt reflekterer over, hvorvidt det er tid til ikke længere at hævde professionens faglige ansvar, men snarere den mellemkollegiale omsorg: ”

så har jeg tænkt lidt over, at nogle gange så skulle vi måske ikke have så meget fokus på, hvad er det vi gør for kvinderne. Det ser jeg også lidt en dag som i dag, et oplæg til, hvad er det vi kan gøre for jordemødrene. Hvordan er det vi får noget kvalitet ind i det vi går og laver i hverdagen, det er det som jeg kan opleve som frustrerende som færdiguddannet og

jordemoder, hvordan kan jeg levere en god vare og være tilfreds med det arbejde jeg gør?”

Der springes her mellem det professionelle ansvar for jordemodervirksomhedens modtager og lønmodtageridentiteten, og senere spørger NJ også: ”Hvad skal vi gøre, hvad bør der gøres for os?”, hvor hun ikke alene ser sig selv og kolleger, evt. forening som aktører, men også som passive modtagere af andres aktive ”heltedåd”. Er det arbejdsgiverne,

offentligheden eller forening, hun tænker på?