3. Dyrkningsfaktorer i vinterhvededyrkningen
3.14 Nyttedyr
Faunaen både over og i jorden kan forment
lig have stor betydning for stofomsætningen i agroøkosystemet. Her behandles kun regn
orme og naturlige fjender af bladlus. Andre organismer bl.a. mikroorganismer i jorden spiller dog formentlig en lige så stor rolle.
3.14.1 Naturlige fjender af bladlus i hvede
I hvede såvel som andre kornarter er bladlus det dominerende skadedyr. Deres store opformeringsevne er hovedsagen til dette, hvilket ofte fører til brugen af insekticider til bekæmpelse. De organismer, som naturligt regulerer bladlusbestandene, er imidlertid mangeartede. D et drejer sig om flere hundre
de arter inden for rovlevende insekter, ed
derkopper, parasitiske snyltehvepse og in
sektpatogene svampe.
Mariehøns er nok de mest velkendte bladlus
fjender, hvoraf den syvplettede mariehøne er almindeligst herhjemme. Både den voksne mariehøne og larven lever udelukkende af bladlus. D er er i store dele af verdenen lagt en del arbejde i at belyse og fremme marie
hønens rolle som bladlusprædator i forskelli
ge afgrøder. I Europa har succesen imid
lertid været begrænset, hvilket skyldes den dårlige synkronisering af dyrenes fænologi.
Mariehønsene har således deres populations
maksimum så sent på sæsonen, at de ikke kan nå at holde bladlusene i kom nede på et ikke skadeligt niveau.
Arter af guldøjer lever ligeledes af bladlus.
Det er larver af guldøjer og mariehøns, som har fået betegnelsen "bladlusløver". På grund af den samme dårlige synkronisering som
bær. Udsætning a f guldøjer i kornafgrøder er ikke aktuelt p.g.a. det omkostningsfulde opdræt.
For svirrefluemes vedkommende er det kun larverne, som em æ rer sig ved bladlus. De voksne individer lever derimod af pollen og nektar fra forskellige tokimbladede urter. For at trække svirreflueme til marken må der derfor være blomstrende urter i eller nær marken. De gravide hunner opsøger blad
luskolonier på kornplanterne, hvor de lægger deres æg, så larverne er forsynet med føde, når æggene klækkes. I de senere år er der foretaget undersøgelser i England, hvor betydningen a f usprøjtede randzoners vilde blomsterflora for nogle svirrefluearters forekomst er belyst. Såvel engelske (Cow- gill, 1989) som tyske (Tenhumberg og Poehling, 1991) undersøgelser peger på arter af svirrefluer som en betydelig regulerende faktor af bladluspopulationer i kom.
Over hundrede arter af løbebiller, rovbiller og edderkopper lever hele eller dele a f deres liv i det dyrkede land. Oftest er det dog nogle enkelte arter inden for hver gruppe, som dominerer. Fælles for disse dyr er, at de er polyfage d.v.s. deres fødevalg er stort, og strækker sig fra kannibalisme over et bredt udvalg af leddyr, deres egne æg og larver
samt for nogle arters vedkommende plante
dele og fytofage svampe. En stor del af disse polyfage prædatorer æder også bladlus, og det er påvist, at selv ved lave bladlustæt- heder i kornmarker er disse prædatorer i stand til at finde og æde lusene i etab
leringsfasen om foråret (Sunderland og Vickerman, 1980).
Det er særligt de polyfage prædatorer, som i stor udstrækning overvintrer som voksne i hegnenes bundvegetation, markkanter og markskel, som tillægges betydning i den for
bindelse, idet de allerede i det tidlige forår vandrer/flyver ind i marken. De er således til stede før indvandringen og opformeringen af bladlusene. I England, Sverige og Finland er der påvist en negativ sammenhæng mellem netop disse polyfage prædatorer og blad- luspopulationemes maksimum i hvede, vårbyg og havre (Edwards et al., 1979;
Ekbom og Wiktelius, 1985; Chiverton, 1986;
Helenius, 1990). Tilstedeværelsen af en bundvegetation i form af ukrudt eller en underafgrøde synes at fremme forekomsten af nogle billearter, og hæmme andre (Powell et al., 1985). Etablering af et græsbælte i en kornmark har medført høje overvintrings- tætheder og øget forekomst af polyfage prædatorer samt højere prædation af udlagt føde i marken omkring bæltet (Riedel, 1991).
Snyltehvepse er endoparasitiske, og lægger således æg i deres værtsdyr. Nogle arter af snyltehvepse lægger æg i de bladlusarter, som dominerer i kom. Som hos mariehøns og guldøjer er tidspunktet for tilstedeværel
sen af snyltehvepse ofte så sent, at de ikke kan hindre væksten a f bladluspopulationen effektivt. Desuden dør bladlusen ikke med det samme, når der bliver parasiteret, men først adskillige dage senere når snyltehvep
sens larve er ved at være færdigudviklet. I den mellemliggende tid kan bladlusen fortsat skade komet.
En af vores mest almindelige tægearter (almindelig næbtæge) lever af at udsuge bladlus, og den er hyppigt forekommende i kornmarker. Sammen med mariehøns og mange polyfage prædatorarter overvintrer aim. næbtæge i levende hegn og græskanter.
Bladluspatogener tillægges også betydning i den naturlige regulering af bladlus i kom.
Særlig interessante er nogle svampearter inden for slægterne Entomophtora og Verti- cillium. De er bladlusspecifikke og skåner således nyttedyrfaunaen. Oftest ses angreb af bladluspatogene svampe sent på vækstsæso
nen.
Laboratorieundersøgelser af pesticiders ef
fekt på nyttedyr viser meget forskellige resultater afhængig af middel og arten af nyttedyret, og overførsel af resultaterne til marken er vanskelig. En europæisk arbejds
gruppe udvikler testmetoder til undersøgelse af pesticiders effekt på nyttedyr, og adskil
lige midler er i dag testet. For bladlusmidler i kom adskiller pirimicarb sig ved i udstrakt grad at være bladlusspecifikt. Midlet vil derfor kun i ringe grad påvirke nyttefaunaen.
Guldøjer har ved flere lejligheder gjort sig bemærket ved at være mindre følsom over for pesticider. Det gælder både voksne og larver, og undersøgelser antyder, at de er i stand til at detoksificere deltamethrin (Boz- sik, 1991).
3.14.2 Regnorme
Regnormene er en dominerende faunagruppe inden for jordbundsinvertebrater i landbrugs
jord. Den største populationstæthed og artsrigdom findes normalt på muldrige lokaliteter med løvskov eller vedvarende græs (Christensen et al., 1987). Populations- tætheden er generelt lavere i landbrugsjord, bl.a. som følge af forstyrrelser fra jordbe
arbejdning, begrænset tilførsel af organisk stof samt anvendelse af pesticider. Tabel 3.36 viser regnormepopulationens størrelse
7
Tabel 3.36 Fordeling af biomasse (%) på forskellige regnorm earter på tre forsøgsstationer.
Populationen er bestemt i maj måned (Heidmann, 1989a,b,c).
lyndevad JB 1
Foulum JB 4
Ødum JB 6
A. longa 62,9 46,3 55,6
A. rosa - 5,9 15,6
A. caliginosa 31,3 44,9 9,8
A. chlorotica - - 13,4
L. terrestris - 2,9 2,9
A. tuberculata 5,8 - 2,7
Total biomasse 2,0 3,8 6,2
(g tørvægt/m2)
og sammensætning ved tre af statens for
søgsstationer. Artssammensætningen ses at variere noget mellem lokaliteterne. A. longa (lang orm) og A. caliginosa (grå orm) er dog de dominerende arter. Populationsstørrelsen synes at stige med stigende lerindhold i jorden, hvilket også er fundet i andre under
søgelser (Christensen et al., 1987). Ved Foulum blev der dog fundet en stor variation betinget af forforfrugten (Heidmann, 1989a).
D et er således sandsynligt, at såvel jordtype som dyrkningshistorie spiller en rolle for værdierne i tabel 3.36.
Regnormens levevis varierer en del mellem arterne (Lee, 1985). A. longa er således eksempel på en dybtgående art, mens A.
caliginosa er mere overfladisk levende.
Levevisen vil dog også afhænge af alders
trinnet, idet juvenile A. longa søger føden i pløjelaget, mens kønsmodne individer går dybere. Tilsvarende forskelle findes også for de øvrige arter. Effekten af forskellig jordbe
arbejdning og gødskning på forekomsten af regnorme er undersøgt af Andersen (1987c).
Skånsom jordbearbejdning og tilførsel af organisk stof enten i form af husdyrgødning eller som planterester har generelt en gunstig virkning på regnormebestanden. De for
skellige arter påvirkes dog forskelligt af dyrkningsmetoderne.
Regnormene har både en fysisk og en ke
misk effekt på jorden (Lee, 1985). Til de fysiske effekter hører:
• Ændring af jordens teksturprofil gen
nem vertikal transport af ler og silt.
• Æ ndring af jordens porøsitet, luftskifte og afdræningsforhold gennem dannelse af regnormegange.
• Ændring af jordstrukturen gennem dannelse af stabile jordaggregater ved regnormens produktion af ekskrementer, hvilket bl.a. har positiv effekt på jor
dens plantetilgængelige vandmængde og på jordens eroderbarhed.
Regnormene påvirker især jordens kemiske sammensætning og fordelingen af nærings
stoffer gennem opblanding af organisk stof og uorganisk materiale i jorden.
Regnorme synes uden problemer at kunne gennemtrænge selv meget tætpakket jord (Joschko et al., 1989). Regnorme kan derfor spille en væsentlig rolle for forbedring af jordstrukturen, f.eks. udbedring af jordstruk
turen efter dannelse af pløjesål.
Regnormenes påvirkning af de jordfysiske forhold er formentlig hovedårsagen til en eventuelt positiv effekt af regnorme på planteproduktionen. Der er således især
konstateret øget udbytte ved introduktion af regnorme på jord med dårlig jordstruktur. På dansk landbrugsjord må forekomsten af regnorme formodes ikke at have den store indflydelse på udbyttets størrelse, dels fordi populationen ofte er lav som følge af mang
lende føde, dels fordi de fleste af regnorme
nes gunstige effekter tilvejebringes via jordbearbejdning, gødskning, dræning og
vanding.