3. Dyrkningsfaktorer i vinterhvededyrkningen
3.12 Svampesygdomme
3.12.2 B ekæ m pelsesm etoder
Som udgangspunkt eksisterer der 3 metoder, som kan anvendes, når sygdomsangreb skal reduceres eller bekæmpes.
• Dyrkning af resistente sorter.
• Anvendelse af kulturtekniske foran
staltninger, der reducerer angreb.
• Kemisk bekæmpelse med fungicider.
Dyrkning af resistente sorter kan medvirke betydeligt til at mindske sygdomsangreb samt reducere behovet for kemisk bekæm pelse. De dyrkede sorter indeholder resi
stensgener over for en række af vore potenti
elle sygdomme. Især over for m eldug og gulrust har forædlerne bestræbt sig på at indbygge gode resistensgener. O ver for Septoria og knækkefodsyge udviser sorterne nogen resistens, mens dette f.eks. ikke er tilfældet over for goldfodsyge.
De første år en sort er i dyrkning, udviser den ofte god resistens over for aktuelle sygdomme, men jo større areal sorten udsås på, desto større bliver selektionstrykket, og oftest øges sortens modtagelighed efter nogle års dyrkning.
Anvendelse af sortsblandinger er fra vårbyg kendt som en måde at reducere sygdoms
angrebet på. Indtil videre findes der ikke de samme lovende resultater for anvendelse af sortsblandinger i hvede, jf. afsnit 3.4.5.
Sædskiftet, såtidspunktet, jordbearbejdning, plantetætheden og gødskningen er alle fak
torer, der på forskellig vis påvirker smitte
risikoen for svampesygdomme.
Hvis man for hver enkelt sygdom tager behørigt hensyn til de faktorer, der mini
merer risikoen, er der ad denne vej gode muligheder for at reducere sygdomsangreb.
D a produktionen generelt tilrettelægges ud fra en optimering a f udbyttet, vil det ikke i en konventionel dyrkning være muligt at tage hensyn til alle dyrkningsmæssige fak
torer. Visse af faktorerne vil bevirke en betydelig reduktion i det potentielle udbytte, som i sig selv kan være større end tabet som følge af sygdomme. De kulturtekniske fak
torers effekt på sygdomsangrebet vil blive behandlet mere uddybende i de efterfølgende afsnit.
Anvendelse af kemiske midler til bekæmpel
se af svampesygdomme i hvede finder sted i vid udstrækning. Afhængigt af sygdoms
trykket i det enkelte år samt den dyrkede sort bruges der i en vækstsæson mellem 1 og 5 sprøjtninger m ed fungicider. Ved det høje antal sprøjtninger anvendes ofte redu
cerede doseringer.
Udsædsbåme sygdomme bekæmpes med bejdsning. Mere end 95% af såsæden bejd
ses. Som nævnt er det a f tidsmæssige årsa
ger ikke muligt at behandle udsæden efter en
behovsanalyse, hvilket skyldes, at der er meget lidt tid fra høsten er i hus til næste års afgrøde sås.
Stinkbrand er årsagen til den store bejdsein
tensitet. Avlere, som bruger egen, ubejdset udsæd, løber ofte ind i problemer med stink
brand. Sygdommen er også fundet hos avlere, der bruger bejdset udsæd, hvilket sandsynligvis skyldes en kombination af dårlig bejdsekvalitet, og at visse af bejdse- midlerne ikke giver mere end 90% bekæm
pelse. De nyere bejdsemidler har en højere effektivitet (100%), og hvis disse vinder større udbredelse, mindskes risikoen for angreb generelt, også selvom man undlader bejdsning i et enkelt år.
Efter fugtige vækstsæsoner, som fremmer angreb af Fusarium og Septoria i akset, kan der eksistere et øget bejdsebehov mod disse to sygdomme.
Stråbasis-, blad- og akssygdomme bekæmpes med et varierende antal sprøjtninger afhæn
gigt af den dyrkede sort og smittetrykket i den enkelte vækstsæson. Der er effektive midler til rådighed, som gør det muligt at bekæmpe de fleste tabsgivende sygdomme.
Goldfodsyge er den eneste betydende syg
dom, der ikke lader sig bekæmpe af kemisk vej.
Knækkefodsyge bekæmpes i ca. 30-40% af danske hvedemarker. Bekæmpelsesbehovet kan vurderes ud fra en planteprøve og/eller en risikovurdering, der bygger på afgrødens placering i sædskiftet, sådatoen og april
vejret. M ed de midler, der i dag anvendes til bekæmpelse, opnås kun en effekt på 40- 50%.
Meldug og gulrust bekæmpes på grundlag af en vurdering af angrebet i marken samt kendskab til den dyrkede sorts modtagelig
hed. Generelt tilstræbes det at bekæmpe angreb, inden de bliver for veletablerede.
6*
84 Dette muliggør et godt resultat ved anven
delse af reducerede doseringer.
Bekæmpelse af Septoria-svampene, hvede
brunplet og hvedegråplet, sker ud fra en risikovurdering, der bygger på antallet af nedbørdage og sortens modtagelighed. Da disse sygdomme har størst betydning om
kring skridningstidspunktet vil landmanden i praksis ofte sikre sig mod angreb ved at udføre en akssprøjtning med et middel, der er effektivt over for disse svampe. Erfaringer fra forsøg og praksis har vist, at en aksbe
handling næsten altid er økonomisk fordel
agtig.
Et meget vigtigt element i begrænsningen af ressourceanvendelsen i vinterhvededyrkning er udnyttelsen af mulighederne for at redu
cere doseringerne. Som det fremgår af tabel 2.6 i afsnit 2.4 er praktikeren allerede i fuld gang med at benytte reducerede doseringer.
Forsøgsresultater har vist, at nedsatte do
seringer i mange tilfælde kan anvendes, uden at der sker en reduktion i nettoudbyttet.
Som det fremgår af tabel 3.34 er der i år
med moderate sygdomsangreb gode m ulig
heder for at klare svampebekæmpelsen med få sprøjtninger m ed stærkt nedsatte doserin
ger, uden at det går ud over nettoudbyttet. I vækstsæsonerne 1989 og 1990, hvor syg
domsangrebene har været særdeles kraftige har de lave doseringer anvendt ukritisk givet en betydelig reduktion i nettoudbyttet i forhold til højere doseringer (Jørgensen og Nielsen, 1990a).
Et vigtigt elem ent ved anvendelse a f ned
satte doseringer er kendskabet til midlernes præventive og kurative virkning på de enkel
te sygdomme. Som det fremgår a f figur 3.10, er det ved doseringsvalg vigtigt at tage højde for, om behandlingen foregår præ ven
tivt eller kurativt. I sidste tilfælde kræves højere doseringer og hyppigere sprøjtninger for at holde angrebet nede (Jørgensen og Nielsen, 1990a).
Det er ligeledes vigtigt at kende langtids
virkningen af middel og dosering på den enkelte sygdom på et givet vækststadium.
D er mangler på disse områder en række forsøg, før en sikker vejledning kan gives.
Tabel 3.34 Forsøgsresultater fra svampebekæmpelse i hvede 1987-88 m ed reducerede doseringer.
Forsøget e r behandlet to gange på vækststadium 30-31 og 45. Nettoudbytte er merudbytte minus kemikalieudgifter (efter Nielsen, 1990a).
Behandling
Dosering l/ha
Bekæmpelse (%) Merudbytte (hkg/ha) Meldug Septoria Gulrust Brutto Netto
Tilt top 2 * 1,0 89 86 100 14,1 9,2
Tilt top 2 * 0,8 87 83 100 12,8 8,9
Tilt top 2 * 0,5 81 79 100 13,1 10,7
Tilt top 2 * 0,3 68 77 100 11,6 10,1
Rival 2 * 1,5 90 87 100 15,4 9,4
Rival 2 * 1,0 85 83 100 13,8 9,8
Rival 2 * 0,5 66 73 97 11,2 9,2
Ubehandlet Angreb (%) Udbytte (hkg/ha)
17,1 6,1 16,2 57,7
Antal forsøg 6 4 5 8
Figur 3.10 Fersøg med gulrustbekæmpelse opdelt efter, om der er sprøjtet præventivt eller kurativt. Behandling er udført på Zadoks stadium 31 og 45 (Jørgensen og Nielsen, 1990a).
Det har været diskuteret meget, hvorvidt nedsatte doseringer ofte anvendt ved flere på hinanden følgende sprøjtninger, øger risiko
en for opbygning af fungicidresistens. Der findes indtil videre ikke beviser for at noget sådant er tilfældet. D et bør dog bemærkes at strategien vedrørende anvendelse af nedsatte doseringer ikke går ud på at nedsætte mæng
den for enhver pris. I den enkelte situation bør anbefales den nødvendige og tilstrække
lige dosering til at bekæmpe et givet angreb.