Da Acade'mie de Médicine forlangte en afgjort sikker Dødsundersøgelse, der kunde udføres af ikke lægekyndige, stillede det en Opgave, som ikke alene ikke er løst, men neppe engang løselig. —
Af Folk med begrænset Sagkyndighed (Ligsynsmænd) maa det kræves, at de ikke erklærer et Menneske for dødt, før utvivlsomme Tegn paa Forraadnelse er paaviste; af usagkyndige kan intet forlanges med Hensyn til Afgjørelsen af Spørgs- maalet om Døden er indtraadt eller ikke.
IV. N o g l e T ilfæ ld e a f p s y k o - n e u r o t i s k S kindød.
I September 1820 iagttog en Læge i Wien, Dr. PFENDLER, i Forening med den bekjendte Hygieniker Dr. JOH. PETER FRANK følgende Tilfælde1):
En 15 Aar gemmel Pige led i omtrent tre Uger af meget stærke Kramper, som efterfulgtes af en hysterisk Korea, der var ledsaget af generelle Kontrakturer.
Disse Anfald havde i den Grad udtømt hendes Kræfter, at flere fremragende Læger erklærede, at hun ikke havde mere end to eller tre Dage igjen at leve. «Da jeg den følgende Aften, fortæller PFENDLER, stod ved hendes Seng, gjorde hun en Bevægelse, hun reiste sig og kastede sig imod mig, som om hun vilde omfavne mig og faldt tilbage som død. I flere Timer kunde jeg ikke opdage noget Livstegn og sammen med FRANK og SCHÅFFER gjorde jeg alle mulige Forsøg paa at fremkalde en Gnist af Liv; hverken Speil eller brændt Pennefjær, *)
*) C. P f e n d l e r : Q uelques observations pour servir å l’histoire de la léthargie. Paris 1833, Side 11. D a je g ikke b a r havt denne Bog ved H aanden, h a r jeg oversat efter G i l l e s d e l a T o u r e t t e ’s oven- citerede Bog, Side 224. Se ogsaa B r i q u e t ’s ovencit. Bog, Side 414.
P a u l W i n g e : Om Skindød. 33 aabnedeøinene, og, forskrækket over Dødstilstelningerne, kom hun tilsig selv og sagde leende til mig. «Jeg er alt for ung til at dø.» tilfældet maa opfattes som en lucid/ synkoptisk, hysterisk Lethargi.
M. ROSENTHAL *) havde i 1870 Anledning til at iagt
tage et lignende Tilfælde af hysterisk Lethargi hos en 24-aarig Kone, der havde lidt af Krampe og Bevidstløshed, og som var erklæret død af en Læge, medens en anden havde tilraadet at vente paa Forraadnelsestegnene. Patienten var ligbleg, Pupillerne reagerede ikke for Lys, Lemmerne faldt dødt ned, efterat man havde løftet dem. Hjertestød kunde ikke iagt
tages, heller ikke Radialpuls. Ved Auskultation af Hjertet hørtes, naar der var ganske stille i Værelset, en svag dump,
34 P a u l W i n g e : Om Skindød.
langsom Bevægelse. Tydelig Aandelyd kunde ikke høres. Ved svag faradisk Irritation af Ansigtets-, Arm- og Haandmusklerner indtraadte strax tydelig Kontraktion.
Lægen erklærede hende da for Skindød, og efter 44 Timers Skindød vaagnede hun af sig selv og fortalte om alt hvad der var foregaaet under den sidste Del af Anfaldet. Hvad der var skeet under Begyndelsen, kunde hun ikke huske.
Distriktslæge CHR. LUND har i Slutningen af 1876 sendt Formanden i det medicinske Selskab en Indberetning om føl
gende Tilfælde1): En 25 Aar gammel Arbeider forsvandt fra et Bryllup i Namdalen, hvor han var Gjæst, om Natten den
xste Oktober 1876, angivelig i noget, men ikke meget, beruset Tilstand. Før han gik, skal han have ytret til sin Broder, at det nok vilde vare en god Stund, inden de saaes igjen Der blev anstillet Eftersøgning efter den Bortkomne af et større Antal Folk i Løbet af flere Dage, men forgjæves. Den 2 6db Oktober, altsaa 25 Dage efter hans Forsvinden, gjenfandtes Angjældende i en Lade, hvor han laa nedgravet i Høet.
De Folk, der fandt ham, anstillede strax Oplivningsforsøg efter de i Almanaken givne Regler og sendte Ilbud efter Dr. LUND.
Da denne ankom, fandt han Angjældende liggende i en Seng, ganske ubevægelig uden at give en Lyd fra sig. Pulsen var langsom, meget svag og liden og Aåndedrættet langsomt.
Øinene holdtes halvt lukkede, men han syntes dog med Øinene at følge de Omkringstaaendes Tale og Bevægelser. Ansigtet var noget indfaldet, endnu svag Rødhed i Kinderne; Læberne ganske tilklæbede af halvt indtørret Slim. Hovedets Bedæk
ninger var ubeskadigede; Pupillerne var lige. Ved Øre- og Næseaabningerne eller ved Halsen var Intet at bemærke. — Kroppen var temmelig afmagret, Fossa supraclaviculares betydelig indsunkne. Paa Huden saaes hist og her en Skorpe eller Rift, som om han havde skrubbet sig. Krop og Hænder var varme, Fødderne derimod ganske kjølige og blaalige, noget opsvulmede over Tæerne. En opløftet Haand eller Fod faldt ganske slap ned igjen.
Trods nøiagtig anstillede Undersøgelser fandtes intet Spor til, at Angjældende havde spist eller drukket, heller ikke fandtes Spor til naturlige Udtømmelser. Manden angav ikke at kunne huske noget, af hvad der var foregaaet siden han forlod Bryl
luppet. Det blev oplyst, at der flere Gange, sidste Gang samme Dag som han fandtes, var hørt en stønnende Lyd fra Laden. — Den Syge kom sig under Dr. LUND’SBehandlingtemmelig hurtig.
J) T ilfæ ldet er ogsaa om talt a f L u n d i ovencit. A rtikler i «Morgenbladet.>
P a u l W i n g e : Om Skindød.
35 Efter de af Dr. LUND anstillede Undersøgelser tror jeg, at man kan udelukke Simulation. — Diagnosen tror jeg ikke med Bestemthed lader sig stille.
Erkebiskoppen af Bordeaux, Kardinal DONNET, fortalte i det franske Senat (27de Febr. 66), at han som ung Præst i 1826 havde ligget i en længre Afmagt og af Lægen var er
klæret for død.
Dr. WlNSLOW skal to Gange have været paa Veien til at blive levende begravet.
Skuespillerinden R a c h e l laa 11 Timer i Kisten, vaagnede og levede endnu nogle Timer. —
ROSENTHAL1) anfører efter JOSAT, at der i Frankrig aarlig begraves 30—40 Mennesker, forinden Livet endnu er ganske udslukket. Relata refero mine Herrer! —
V. B e h a n d l i n g .
1) K u n s t i g t A a n d e d r æ t .
M’Herrer! Før vi gaar over til at omhandle Behand
lingen af Skindød, turde det være hensigtsmæssigt at omtale det kunstige Aandedræt.
Aandedrættet og Hjertevirksomheden er som bekjendt paa det nøieste knyttet til hinanden.
Innerveringen af Lungevagus’s Grene er afhængig af Lun
gens Udvidelsesgrad, saa at Udaandingskjernerne innerveres, naar Lungen er udvidet, Indaandningskjernerne derimod, naar den er sammentrukket. Herved vil reflektorisk udløses Sammentrækning vexelsvis af Ud og Indaandingsmusklerne, hvorved Brystkassen rhythmisk vil udvides og sammentrækkes.
Brystkassens og Lungernes Udvidelse letter Hjertets Diastole, deres Sammentrækning Systole. Paa den anden Side vil (naar Lufttilgangen til Lungealveolerne ikke er hindret) Blodet ven
tileres ved hver Hjertesammentrækning. Herved vil atter Aan- dedrætskjernerne innerveres, følgelig Aandedrætsmusklerne sættes i Virksomhed, og Lungerne rhythmisk udvides og sammen
trækkes.
I de Tilfælde, hvor denne Vexelvirkning mellem Aande
dræt og Hjertevirksomhed er gaaet istaa, har man ved forskjel- lige Midler søgt at irritere Aandedrætskjernerne, for derved at gjenoplive det naturlige Aandedræt.
B Se ovencit. A rtikel i W iener med. Presse.
36 P a u l W i n g e : Om Skindød.
Man har søgt ved Irritation af de sensitive Nerver i Hu
den og Slimhinderne reflektorisk at mnervere Aandedrætskjer- nerne. Man har f. Ex. overhældt 'Huden med koldt Vand eller irriteret den med den elektriske Pensel eller med Vesika- torier; man har irriteret Næsens Slimhinde ved Pensling med Amoniak, og Endetarmens med Røgklyster.
I den nyere Tid har man fundet paa flere mere rationelle Midler til at fremkalde en Innervation af Aandedrætskjernerne med deraf følgende naturligt Aandedræt. Disse Midler sam
menfatter man under Navnet