Målgruppeforståelse og tildelingskriterier varierer mellem kommunerne

Som nævnt fremgår det af vejledningen til serviceloven, at efterværn skal bidrage til, at den unge får en bedre overgang til voksenlivet. Ankestyrelsen har fastslået, at der ved tildeling af efterværn skal være udsigt til positiv udvikling, men der er ikke krav om, at den unge skal være helt selvhjulpen, når vedkommende fylder 23 år. Det er samtidig fastslået, at målgruppen ikke på forhånd kan afgrænses, herunder at unge med vidtgående fysiske og psykiske funktionsnedsættelser ikke kan afskæres fra efterværn alene på grund af deres funktionsnedsættelse.⁷⁷

Ankestyrelsen har opstillet en række pejlemærker i forhold til vurderingen af, om unge skal tildeles efterværn, herunder samarbejdsvillighed, den un-ges udvikling i forhold til at blive tilstrækkelig selvhjulpen og tage vare på personlige og praktiske forhold og udsigterne til, at den positive udvikling vil kunne fortsætte. Afgørelsen skal dog altid bero på en konkret vurde-ring.⁷⁸ Samtidig viser tidligere forskning, at mens nogle kommuner læner sig op ad independenceperspektivet med fokus på, at den unge skal komme i uddannelse og beskæftigelse og blive helt fri af det kommunale system, så vægter andre kommuner i højere grad et interdepenceperspektiv, hvor overgangen til voksenlivet sker gradvist med fokus på både uddannelse, be-skæftigelse, sociale kompetencer og netværk.

I kommunesurveyen er de kommunale ledere blevet bedt om at vurdere, hvor vigtige Ankestyrelsens pejlemærker hver især er, når der træffes afgø-relse om efterværn. På tværs af kommunerne fremstår de unges

samar-77 Ankestyrelsens principafgørelse 95-13.

78 Ankestyrelsens principafgørelse 95-13.

2%

Hvor gammel er den unge, når efterværnet tildeles? (n=219)

Hvor gammel er den unge, når dialogen omkring efterværn

startes? (n=219)

Den unges alder, når dialogen om efterværn startes

Den unges alder, når der træffes afgørelse om efterværn

bejdsvillighed som det vigtigste kriterie efterfulgt af de unges udviklingspo-tentiale og de unges muligheder og udfordringer i forhold til uddannelse og beskæftigelse. De unges muligheder for at klare sig uden støtte, efter de er fyldt 23 år, og de unges sociale kompetencer og netværk vurderes som de mindst vigtige kriterier – omend de fleste kommuner angiver, at disse krite-rier også er vigtige i vurderingen, jf. figur 19.

Figur 19. Kommunernes vurdering af, hvor vigtige forskellige kriterier er, når der træffes afgørelse om efterværn (gennemsnitlig score på skala fra 1 til 5)

n=70.

Kilde: Deloittes beregninger på grundlag af kommunesurvey.

Interviewene med ledere og medarbejdere på børne-/ungeområdet i case-kommunerne viser dog, at case-kommunerne har ret forskellige syn på, hvilke kriterier der er de vigtigste. På tværs af kommunerne gives der udtryk for, at det kan være svært at vurdere, om en ung skal tildeles efterværn, da lo-ven giver brede fortolkningsmæssige rammer. Ingen af de besøgte kommu-ner har nedskrevet kriterier, og flere af kommukommu-nerne fortæller, at forståel-sen af, hvem der skal modtage efterværn, løbende er under udvikling. Der-for er der også Der-forskel på, hvor højt de Der-forskellige kriterier vægtes, og hvor-dan kriterierne fortolkes fra kommune til kommune – og til tider fra sagsbe-handler til sagsbesagsbe-handler. Disse forskelle kommer især til udtryk i forhold til kriterierne samarbejdsvillighed, udviklingspotentiale og støttebehov.

Den unges grad af samarbejdsvillighed

Mange af de kommunale medarbejdere fremhæver samarbejdsvillighed som det vigtigste kriterie i tildelingen af efterværn. Disse kommuner måler for eksempel graden af samarbejdsvillighed ved, om den unge overholder sine aftaler med sagsbehandler, anbringelsessted, plejefamilie eller kontaktper-son. Omvendt peger andre kommuner på, at de ikke mener, at samarbejds-villighed må være et kriterie, når der skal træffes afgørelse om efterværn.

Hvis den unge vurderes at kunne profitere af et efterværnsforløb, men ikke er samarbejdsvillig, må det undersøges, om den unges behov bliver mødt med de igangværende foranstaltninger, og om den unge kan motiveres.

Udviklingspotentiale

Muligheder for at klare sig efter det 23. år uden støtte

Sociale kompetencer og netværk 1

Mindst vigtigt

5 Mest vigtigt 3

Muligheder for at starte/gennemføre uddannelse og beskæftigelse

4,13

4,09

4,04

3,77

3,26 Samarbejdsvillighed

”Samarbejdsvillighed lægger vi rigtig meget vægt på. Om den unge har overholdt sine aftaler med os og anbringelsesstedet el-ler kontaktpersonen op til det 18.

år. Hvis den unge ikke samarbej-der, er det en rigtig god grund til ikke at tildele efterværn eller at afbryde det.”

Kommunal sagsbehandler

Den unges udviklingspotentiale

De interviewede ledere og sagsbehandlere er enige om, at udviklingspoten-tiale er vigtigt, og fortolkningen af, hvad det indebærer, er også ret ens.

Først og fremmest handler det om de unges muligheder for uddannelse og selvstændig bolig. Herudover er kommunerne enige om, at unge, der om-kring de 18 år har et tiltagende misbrug eller er på vej ud i en kriminel lø-bebane, ofte ikke kan rummes i et efterværnsforløb. Der er også enighed om, at nogle unge ikke i tilstrækkelig grad udviser evner til at kunne vare-tage et selvstændigt liv, og at de derfor vil være bedre hjulpet med støtte fra voksenparagrafferne eller ved at modtage særlige beskæftigelsesrettede indsatser.

Nogle kommuner fortolker dog kriteriet sådan, at udviklingspotentialet skal kunne indfris ved at videreføre den igangværende indsats. Her nævnes det for eksempel, at der gives efterværn til unge, der er i virksom misbrugsbe-handling, eller unge med fast kontaktperson, hvor kontaktpersonen er afgø-rende for, at en målsætning om eksempelvis bolig eller uddannelse kan nås.

Hvis det derimod vurderes, at den unge har behov for andet end sin nuvæ-rende foranstaltning, tildeles der ikke efterværn.

Andre kommuner peger på, at den unges udviklingspotentiale skal vurderes uafhængigt af den igangværende indsats. Hvis udviklingspotentialet vurde-res at være til stede, må der derefter tages stilling til, om den nuværende indsats skal fortsætte, eller om den unge for eksempel skal flytte fra en ple-jefamilie til egen lejlighed og i den forbindelse tildeles en kontaktperson.

Den unges længerevarende støttebehov

Flere kommuner nævner, at de i de seneste år er blevet mere opmærk-somme på at foretage en kritisk vurdering af, om den unge vil have et fort-sat støttebehov, efter vedkommende fylder 23 år. Hvis dette er tilfældet, gives der typisk afslag på efterværn. Kommunerne fremhæver dog, at vur-deringen ofte er svær, blandt andet fordi langt flere unge end tidligere har diagnoser. Det gør det vanskeligt at vurdere, hvor længe støttebehovet va-rer, samtidig med at man ikke ønsker at give en ung et stempel, der siger, at vedkommende har behov for en livslang indsats.

Andre kommuner nævner, at det eventuelle støttebehov, efter den unge er fyldt 23 år, ikke må være et afgørende kriterie, netop fordi vurderingen er vanskelig. Ifølge disse kommuner er det vigtigt at lade tvivlen komme den unge til gode, da servicelovens voksenparagraffer ikke kan tilbyde den samme form for intensive støtte, som den unge kan få i efterværn. Man ri-sikerer derfor at tabe den unge på gulvet, hvis støttebehovet, efter den unge er fyldt 23 år, tolkes for restriktivt. Som tidligere nævnt har Ankesty-relsen i principafgørelse 233-10 slået fast, at en kommune ikke kan give af-slag på efterværn, alene fordi den unge vurderes at have et støttebehov, efter vedkommende fylder 23 år.⁷⁹ På trods af dette viser sagsgennemgan-gen, at begrundelsen i 17 ud af 19 sager, hvor unge ikke tilbydes efter-værn, er, at den unge har et længerevarende støttebehov, der ikke kan imødekommes med et efterværnsforløb.

79 Ankestyrelsens principafgørelse 95-13.

”Hvis der er et udviklingspotenti-ale, men vi kan se, der er et støt-tebehov, efter de fylder 23, giver vi ikke efterværn mere. Så kom-mer det bare til at føles som endnu et forløb for den unge, og det vil vi hellere skåne dem for.”

Kommunal leder

”Hvis vi vurderer, der er et ud-viklingspotentiale, så skal de have efterværn, også selvom de måske har brug for støtte, efter de fylder 23 år. Så laver vi bare den overdragelse til voksenfor-valtningen senere.”

Kommunal sagsbehandler

”Vi giver efterværn, hvis der er udviklingspotentiale i forhold til den unges uddannelse eller job-muligheder. Men det er en meget hårfin balance og nogle gange svært at vide, for der sker jo me-get med unge i de år.”

Kommunal sagsbehandler

”Hvis den unge bare lige har brug for, at den nuværende kontaktper-son bliver i nærheden og hjælper lidt mere med uddannelsen, så gi-ver vi efterværn. Men vi går ikke i gang med nye foranstaltninger i efterværn.”

Kommunal leder

Samlet ses det, at kommunerne også i denne undersøgelse veksler mellem et interdependenceperspektiv og et indepenceperspektiv. De fleste af kom-munerne placerer sig tættest på interdependenceperspektivet, hvor de vægter, at den unge ved hjælp af efterværnet skal hjælpes i uddannelse og beskæftigelse gennem fokus på udvikling af sociale kompetencer og net-værksdannelse. Som det sås ovenfor, er der dog ikke kun ét perspektiv, der dominerer. Nogle kommuner læner sig således i højere grad op ad inde-penceperspektivet ved at have fokus på, at den unge skal kunne forventes at komme helt ud af det kommunale system igennem et efterværnsforløb.

På tværs af de interviewede ledere og sagsbehandlere er der dog enighed om, at der ikke skal gives efterværn, hvis den unge vurderes at kunne klare sig selv, efter vedkommende er fyldt 18 år. Her nævnes eksempler, hvor den unge er i et vellykket uddannelsesforløb, har et sundt og stabilt net-værk og måske allerede er flyttet i egen bolig. Flere nævner dog, at man ofte lader tvivlen komme den unge til gode og for eksempel bevilger et kor-terevarende kontaktpersonforløb for at sikre, at den unges positive udvik-ling fastholdes. Et opmærksomhedspunkt i denne sammenhæng er situatio-ner, hvor det vurderes, at den unge kan klare sig selv, men hvor mangel på ledige boliger vanskeliggør overgangen til en selvstændig voksentilværelse.

I en stor del af casekommunerne gives eksempler på sager, hvor der tilde-les efterværn til unge, alene fordi deres boligsituation er uafklaret, og ek-sempler på, at de unge fastholdes i efterværn i længere tid end nødvendigt, fordi det er svært at finde en billig bolig. Det fremhæves, at denne situation både forhindrer de unge i at lære at klare sig selv og resulterer i, at kom-munens udgifter til foranstaltninger er unødigt høje.

Dog fremfører både ledere og sagsbehandlere, at de oplever relativt få af disse velfungerende unge, og at målgruppen generelt har tunge problem-stillinger. Dette bekræftes i kapitel 3, hvor målgruppeanalysen viser, at de unge i målgruppen for efterværn generelt er udsatte i forhold til normalbe-folkningen. Det gælder i forhold til både deres resultater i skolen, tilknyt-ning til uddannelse og arbejde og sociale og psykiske problemstillinger.

Dette antyder, at langt de fleste unge i målgruppen har behov for en eller anden form for hjælp ved overgangen til voksenlivet.