Den videre udvikling af efterværnsområdet

Som afslutning på kapitlet undersøges i dette afsnit efterværnsområdets fremtid fra kommunernes perspektiv. Der fokuseres på de aktuelle udvik-lingstendenser i kommunerne i forhold til både organisering og kommuner-nes tilbudsvifte på efterværnsområdet.

I både kommunesurveyen og de kvalitative interview har kommunerne kun-net give udtryk for, hvad de betragter som henholdsvis barrierer for at ud-vikle området og udviklingsmuligheder for området. I forhold til udviklings-muligheder kan disse opdeles i udviklings-muligheder for at udvikle nye tilbud til efter-værnsmodtagere og muligheder for at afprøve nye organiseringsformer og forbedre sagsbehandlingen på området. Der samles op på de identificerede barrierer og udviklingsmuligheder i det følgende.

De fleste

”Iblandt ledelsen taler vi en del om, at vi er mistroiske overfor, om der egentlig bliver lavet opfølgning i vo-res refusionssager hos an-dre kommuner.”

Kommunal leder

”Vi spørger næsten altid de unge, om de ikke har lyst til at beholde os som hand-lekommune, og det siger de fleste heldigvis ja til.

Det bliver noget nemmere at styre forløbene på den måde.”

Kommunal leder

4.7.1 Barrierer for udvikling af området

Størstedelen af de kommunale ledere og medarbejdere mener, at lovgivnin-gen i forhold til efterværn er rimelig og giver gode muligheder for at tilret-telægge nogle virksomme efterværnsforløb for de unge, der har behov. Ud-fordringen er at have de rette tilbud til målgruppen og at organisere samar-bejdet om de unge på den bedst mulige måde.

I både kommunesurveyen og de kvalitative interview nævner et stort antal kommuner dog mangel på billige boliger som en central udfordring for ef-terværnsområdet. Udfordringen nævnes på tværs af store og små såvel som velhavende og mindre velhavende kommuner. Som nævnt tidligere har den udbredte mangel på billige boliger den konsekvens, at en del unge bli-ver boende på et opholdssted eller hos en plejefamilie længere end nødven-digt, simpelthen fordi det ikke er muligt at skaffe dem en bolig, de kan be-tale. Det er uhensigtsmæssigt for både kommunerne, der unødvendigt fi-nansierer relativt dyre anbringelser, og for de unge, der er klar til at stå på egne ben. Mangel på billige boliger må dog siges at være en udfordring for alle unge, ikke kun efterværnsmodtagere.

Derudover nævner et stort antal kommuner, at det er en udfordring for ef-terværnsområdet, at unge, der fortsætter deres anbringelse som en del af et efterværnsforløb efter servicelovens § 76, stk. 3, pkt. 1,⁸⁵ ikke kan mod-tage SU. Disse unge modmod-tager i stedet uddannelseshjælp, hvis de er under uddannelse, men alle øvrige indtægter (fx fra et fritidsjob) modregnes i denne ydelse. Det betyder, at det er meget vanskeligt for de unge at spare op. Hvis den unge har en opsparing på over 10.000 kr., modregnes den desuden også i ydelsen. Både sagsbehandlere og ledere fremhæver, at denne praksis marginaliserer de unge i forhold til normalgruppen og får dem til at føle, at de på trods af normal skolegang og en rimelig tryg tilvæ-relse i for eksempel en plejefamilie fortsat er ualmindelige. Samtidig er det svært at motivere de unge til at tage et fritidsjob, hvilket i mange tilfælde ville kunne give dem nogle positive beskæftigelseserfaringer og selvstæn-diggøre dem.

4.7.2 Udviklingen af nye tilbud

I forhold til udviklingen af nye tilbud på efterværnsområdet er det tydeligt, at et større antal kommuner gør sig tanker om deres fremadrettede tilbuds-vifte – både på ungeområdet generelt og i forhold til efterværn specifikt.

Dette skal formentlig ses i lyset af, at mange kommuner – på mange for-skellige måder – er i gang med at omlægge til tidlig forebyggende indsats og indsatstrappetænkning.⁸⁶ Her er der som regel fokus på at sætte ind med den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt og på at have en tidssva-rende tilbudsvifte, der imødekommer målgruppernes behov.

I det følgende fremsættes de mest gennemgående forslag til nye og/eller forbedrede tilbud til efterværnsmodtagere.

 Diverse gruppeforløb for efterværnsmodtagere. Her nævnes samtale-/te-rapigrupper, men også mere klublignende tilbud, hvor de unge i fælles-skab kan købe ind, lave mad, spille spil og lave andre aktiviteter. Hertil kan der for eksempel holdes informationsaftner om budgetlægning og specifikke ungeudfordringer. Formålet er at styrke de unges sociale net-værk og kompetencer og at tage hånd om den ensomhed, der er ud-bredt blandt efterværnsmodtagere. Flere kommuner nævner samtidig

85 LBK nr 1270 af 24/10/2016.

86 Den såkaldte svenske model eller Herningmodellen.

muligheden for at inddrage frivillige i disse tilbud, så de unge får en po-sitiv oplevelse med nogle, der frivilligt stiller sig til rådighed.

 Hybeltilbud, klubværelser og særlige overgangsboliger til efterværns-modtagere. Disse boliger kan være bemandet med pædagogisk perso-nale, eller der kan blot være tilknyttet et kontaktpersonskorps. Flere kommuner nævner, at de ønsker at benytte disse boliger fremfor fort-satte anbringelser, da de unge efterspørger det, og det styrker de unges selvstændighed.

 I forlængelse heraf nævner en del kommuner, at de i højere grad ønsker at benytte sig af fleksible udslusningsordninger. Udslusning kan for ek-sempel ske ved, at den unge flytter i en ungdomshybel, men får sine tid-ligere plejeforældre tilknyttet som kontaktpersoner i en længere periode.

 Familiebehandling til unge i efterværn. På nuværende tidspunkt benyttes der primært individuel terapi, der tildes som anden støtte. Flere kommu-ner fortæller, at de unge ofte har en vanskelig relation til deres biologi-ske familier, og at der kan være stort behov for, at der arbejdes med hele familien.

4.7.3 Udvikling af sagsbehandling og samarbejdsformer

Foruden at kommunerne har fokus på at udvikle efterværnsindsatserne, har de også stort fokus på, hvordan deres sagsbehandlingspraksis og samar-bejdsformer kan forbedres i forhold til efterværnssager.

Først og fremmest nævner et antal kommuner, at der er behov for, at de internt i kommunen arbejder med skarpere at definere, hvem der er i mål-gruppen for efterværn, og hvilke kriterier der ligger til grund for vurderin-gen. Samtidig skal der udvikles tydelige arbejdsgangsbeskrivelser, der af-spejler målgruppeforståelsen og gør det klart for sagsbehandlerne, præcis hvilke skridt der skal tages, fra den unge fylder 16 år.

Et andet gennemgående fokuspunkt er et ønske om at øge inddragelsen af den unge og den unges ønsker – både når der træffes afgørelse om efter-værn, og når der foretages opfølgning i efterværnssagerne. Her fremhæves det, at bedre inddragelse af de unge vil føre til øget motivation hos de unge og sikre, at der vælges den indsats, den unge har behov for, og at indsat-sen løbende justeres.

Slutteligt nævner kommunerne, at der er behov for at forbedre samarbejds-relationerne internt mellem forvaltningerne, men også med øvrige aktører i de unges liv. Dette er også et generelt fokuspunkt i forhold til omlægning til tidlig forebyggende indsats, hvor der lægges stor vægt på samarbejdet med skoler/daginstitutioner og den frivillige sektor. I forhold til efterværnsmål-gruppen er det oplagt med særligt fokus på at forbedre relationerne til de lokale uddannelsesinstitutioner, UU-vejledninger, gadeplansarbejdere (SSP) og frivillige organisationer.

Flere kommuner nævner, at de som led i at opruste samarbejdet til gavn for de unge enten har implementeret samarbejdsmodellen eller påtænker at gøre det. Samarbejdsmodellen er udviklet for Socialstyrelsen og er netop tiltænkt målgruppen 16-23 år. Modellen understøtter, at der opstilles fælles mål på tværs af forvaltninger, og at der afholdes faste møder og udarbejdes dokumentation. Flere kommuner nævner, at de har rigtig gode erfaringer med modellen og generelt er meget optagede af, at der skabes viden om, hvordan snitfladen mellem børne- og voksensocialområdet bedst håndteres, og hvordan der skabes et positivt samarbejdsmiljø omkring unge, der mod-tager efterværn.

4.8 Konklusion

Kapitel 4 tager udgangspunkt i den del af opdraget, der vedrører kortlæg-ningen af kommunernes praksis. I opdraget ønskes det, at der skabes viden om forskellige efterværnstilbud, processen og organiseringen omkring tilde-lingen af efterværn og snitflader og sammenhæng mellem forvaltninger, sektorområder og kommuner. Dette udgangspunkt er operationaliseret til syv arbejdsspørgsmål, der besvares i fem afsnit. Formålet er at skabe ind-sigt i processen for tildeling af efterværn i forhold til de forskellige målgrup-per af unge og dermed viden om kommunernes beslutninger i forhold til at tilbyde eller ikke tilbyde efterværn. Til kortlægningen anvendes en sagsgen-nemgang af 245 kommunale sager, en kommunesurvey besvaret af børne- og ungechefer og kvalitative interview med ledere og medarbejdere i ni kommuner.

4.8.1 Kommunernes brug af efterværnsindsatser

Efter den indledende præsentation af rammerne for efterværnsforløb, bely-ser afsnit 4.3 i hvilket omfang landets kommuner anvender efterværnsfor-anstaltninger, og hvad foranstaltningerne består af. Først og fremmest er det her tydeligt, at kommunerne anvender efterværn i varierende grad. Der er således kommuner, hvor under halvdelen af de unge i målgruppen mod-tager efterværn, mens det i andre kommuner er over 65 procent af de unge i målgruppen, der modtager efterværn. Samtidig ses det, at kontaktperson er den efterværnsforanstaltning, der anvendes mest, hvilket også bekræftes i casekommunerne. Dernæst kommer fortsat anbringelse, hvor der dog er variation i brugen kommunerne imellem. Udslusningsordninger og anden støtte anvendes i ret begrænset omfang, og der er en hel del kommuner, der slet ikke anvender disse foranstaltninger.

4.8.2 Processen for tildeling af efterværn

I afsnit 4.4 undersøges kommunernes praksis i forhold til at træffe afgø-relse om efterværn samt de kriterier, der lægges til grund for afgøafgø-relsen om efterværn. Formålet er at skabe viden om sagsbehandlingen på tværs af kommunerne og give en dybere indsigt i ligheder og forskelle mellem kom-munernes praksis. Her ses det, at afgørelsen om efterværn typisk træffes i samarbejde mellem den faglige ledelse og en sagsbehandler. Samtidig er det tydeligt, at der i meget få sager påbegyndes en tidlig dialog med den unge, og at der i mange sager slet ikke finder en (dokumenteret) dialog sted med den unge forud for afgørelsen om efterværn. Dernæst er det ty-deligt, at der er relativt stor variation mellem kommunernes målgruppefor-ståelse, og hvilke kriterier der lægges vægt på, når der træffes afgørelse om efterværn. Det er især i forhold til, hvordan samarbejdsvillighed, udvik-lingspotentiale og den unges længerevarende støttebehov skal tolkes, at kommunerne har divergerende opfattelser.

Sagsgennemgangen peger på, at andre fagområder – fx uddannelsesområ-det, beskæftigelsesområdet eller voksensocialområdet - kun inddrages i un-der en tredjedel af efterværnssagerne. Langt de fleste kommuner har fast-sat mål for efterværnsindfast-satsen, men relativt ofte er målene ikke opdateret og blot overført fra tidligere handleplaner. Det er et opmærksomhedspunkt, at en del af målene ikke er operationelle og derfor ikke optimale i forhold til opfølgning. Når der ses på kommunernes praksis med opfølgning, ses det, at der i de fleste sager følges rettidigt op, og at de fleste sager afsluttes, fordi den unge ikke længere har behov for støtten.

4.8.3 De organisatoriske rammer for efterværnsindsatsen I afsnit 4.5 undersøges de organisatoriske rammer for efterværnsindsat-sen. Her bliver det først tydeligt, at en del kommuner har kvalitetsstandar-der, arbejdsgangsbeskrivelser og/eller serviceniveauer for efterværn. Kun 20 procent af kommunerne betragter i så høj grad efterværn som et sær-skilt strategisk fokusområde, at der er udarbejdet en specifik strategi for ef-terværnsindsatsen. Hvad angår kommunernes organisering, har langt stør-stedelen af kommunerne forankret efterværnsindsatsen alene i børne- og ungeforvaltningen, mens 17 procent af kommunerne har oprettet en særlig ungeenhed, der varetager indsatsen.

4.8.4 Samarbejdet om efterværnsager

I afsnit 4.6 undersøges samarbejdet om efterværnssager mellem børne- og voksensocialområdet og mellem kommuner, da det er to centrale snitflader i forhold til at sikre en god overgang til voksenlivet for alle unge i målgrup-pen for efterværn. Her viser kortlægningen, at kommunerne selv vurderer, at det interne samarbejde er godt, men at der er udfordringer i forhold til rettidig overdragelse af sager mellem børne- og voksenforvaltningen. Ud-fordringerne nuanceres gennem interviewene i casekommunerne, der frem-hæver en række faglige og organisatoriske årsager til, at samarbejdet mel-lem børne- og voksensocialområdet indimelmel-lem kan være vanskeligt. Her er det især værd at bemærke, at de fleste kommuner nævner, at der kan op-stå et incitament til at overdrage flere unge til voksensocialområdet, hvis der er pres på børne- og ungeforvaltningens økonomi. Omvendt kan vok-sensocialområdet have et ønske om, at flere unge modtager efterværn, hvorfor de først overtager udgiften til den unge senere. Især blandt sagsbe-handlerne fremhæves det, at økonomiske hensyn indimellem fylder i drøf-telserne mellem forvaltningerne og også indimellem skygger for den faglige drøftelse af, hvilke indsatser den unge vil profitere af.

Når der ses på samarbejdet mellem kommunerne, bliver det tydeligt, at der også her er udfordringer med rettidig overlevering af sagerne. Samtidig ses det, at en hel del sager overdrages, uden at handleplanerne drøftes. I for-hold til mellemkommunal refusion angiver kommunerne som udgangspunkt, at dette kun er en udfordring i få sager. Når interviewdata inddrages, er der dog en del konkrete eksempler, hvor der opstår mistillid mellem betalings-kommunen og handlebetalings-kommunen.

4.8.5 Den videre udvikling af efterværnsområdet

Afslutningsvis samles der i afsnit 4.7 op på de kommunale betragtninger om den videre udvikling af efterværnsområdet. Her er det tydeligt, at kom-munerne især betragter manglen på billige boliger og de unges manglende muligheder for at modtage SU som store udfordringer. I forhold til at ud-vikle nye indsatser udtrykker kommunerne, at de gerne vil arbejde mere med gruppeforløb for unge i efterværn, hybeltilbud, fleksible udslusnings-ordninger og familiebehandling.

Kapitel 5