LEUTRIM (21 år) – udsmidt og anbragt mange gange

Leutrim blev født på Glostrup Hospital og boede de første tre år af sit liv på Istedgade. Derefter flyttede han med forældrene til Amager, og da han blev 18 år, flyttede han hjemmefra. Forældrene blev skilt for syv år siden.

Familien

Leutrims far var kommet til Danmark under borgerkrigen i Jugoslavien for ca. 30 år siden. Han fik arbejde i B&W værftet og har haft arbejde lige si-den. Leutrims mor har i 15 år haft arbejde på en medicinalfabrik. Leutrim har en lillesøster, der har klaret sig rigtig godt. Hun afsluttede 9. klasse og gik derefter direkte på Niels Brocks handelsgymnasium. Efter sin studen-tereksamen fik hun arbejde i et mobilselskab, hvor hun efter to år er avan-ceret til en højere stilling.

Desuden har Leutrim en halvstorebror og en halvstoresøster fra faderens tidligere ægteskab med en dansk kvinde. Faderen mødte senere en albansk kvinde fra Kosovo, Leutrims mor. Leutrim har et godt forhold til sine for-ældre og alle sine søskende. Også faderens danske ekskone snakker han rigtig godt med. Hun bor i samme ejendom som Leutrim og hans familie og hjælper med mange ting. Leutrims forældre er ikke så gode til dansk og matematik.

Faderen er nu 65 år gammel. Han var af den gamle skole, som Leutrim udtrykker det, og brugte ret hårde afstraffelsesmetoder overfor ham, især når han var stukket af hjemmefra og løb rundt på gaden. Leutrim havde mange etnisk danske kammerater dengang, som ikke behøvede at komme hjem om aftenen før kl. ni eller ti om aftenen, men Leutrim, skulle være hjemme kl. syv eller otte, altid to-tre timer før alle andre. Derfor følte han sig udenfor. Han måtte heller ikke komme med til kammeraternes fester.

Det var ifølge ham selv hovedårsagen til, at han stak af ind imellem.

Sammen med faderen har Leutrim bygget et hus i Albanien der, hvor fa-derens familie bor. Når han opholder sig i Kosovo, føler han sig som turist.

Han taler albansk, men har svært ved at forstå og tale den særlige dialekt, der tales på faderens hjemegn. Han kunne ikke bo der og føler sig heldig, at han og faderen kom til Danmark og ikke blev i Kosovo. Nogle gange bliver

Leutrim ked af det, når han ser hvordan folk lever i Kosovo. Han føler, at han bør gøre noget for dem.

Ind og ud af skoler og institutioner

I folkeskolen følte Leutrim sig meget udskældt i sin klasse. Da han gik i 4.

klasse, skulle han deltage i en såkaldt ”karameldag”. Nogle af de store drenge havde givet ham buksevand og smidt ham ned i en håndvask. Læ-reren og en af eleverne havde lige gjort hele klasselokalet rent. Det vidste Leutrim ikke. Han kom så ind i lokalet helt gennemblødt, og læreren blev meget ophidset og slog ham i hovedet med en plasticpose, hvorefter han sparkede hende. Hun tog fat i Leutrim og trak ham i håret hele vejen ned til kontoret. Næste dag blev han smidt ud af skolen. Denne oplevelse glemmer Leutrim aldrig.

Leutrim blev sendt på institution, hvorfra han kun kom hjem hver anden eller tredje weekend. Det var meget hårdt for ham. Han havde meget hjem-ve og græd hhjem-ver gang, forældrene satte ham af hjem-ved institutionen efter en hjemme-weekend, og hver gang de skulle forlade ham efter besøg på tutionen. Det føltes næsten som et fængsel. Da Leutrim havde boet på insti-tutionen i 3-4 måneder, blev han sendt hjem og begyndte på en ny skole.

Det gik heller ikke særlig godt, og Leutrim blev flyttet til en anden skole, en slags kostskole på Fyn, men efter et par måneder begyndte han at stikke af og blev derfor smidt ud. Han kom nu tilbage til Amager og blev sat i en Obsklasse, hvor der kun var 4-5 elever. Leutrim ønskede brændende at komme i en normal skoleklasse med mange elever, men blev alligevel end-nu engang flyttet til et skolehjem med få elever. Her gik han indtil 8. se, hvorefter han blev flyttet til en ungdomsskole for at færdiggøre 9. klas-se. Han fik en kontaktperson, som hjalp ham med at få arbejde. Kommunen betalte halvdelen af Leutrims løn i fire måneder, samtidig med at han gik på ungdomsskolen. Han havde imidlertid en del fravær på skolen, og da hans mor ville have ham med på ferie i en måned lige op til eksamen, fik han ikke lov til at tage 9. klasse færdig.

Første gang i rigtigt fængsel

Da Leutrim kom hjem fra ferien, begyndte han at hænge ud i Staden. Nu var han blevet 16 år. Her fik han et arbejde. Han blev en slags stik-i-rend dreng for en masse mennesker og tjente 1.000 kr. om dagen. Alt det, folk ikke selv gad gøre, blev Leutrim sat til. Og han blev vant til at have mange penge mellem hænderne. Nu fik han en ny kammerat, og sammen begyndte de at sælge narko. Det gik godt i starten, men snart blev Leutrim anholdt i en stor aktion. I alt blev seksten mennesker anholdt samme dag. Han var lige fyldt 18 og blev derfor sigtet i dommervagten.

Leutrims verden faldt helt sammen. Han troede, løbet var kørt, da han fik at vide, at han stod til minimum otte års fængselsstraf. Han havde tidligere

siddet 60 dage i et ungdomsfængsel, men det mindede mere om en pension, syntes han. Men et rigtigt fængsel i så lang tid, det var helt uoverskueligt.

Det gik så alligevel bedre, end Leutrim havde frygtet. Han kom til at sidde et år i varetægt, heraf tre måneder i isolation. Derefter blev han løsladt, da der ikke blev fundet nye beviser i sagen.

Fængselsopholdet var meget uvirkeligt for Leutrim. Det var som en ond drøm. Når han vågnede om morgenen, måtte han røre ved ting i cellen for at være sikker på, det ikke var en drøm. Da han sad i isolation, fik han brev fra sin ekskæreste, som skrev, at han skulle være far. Han troede ikke på det. Han havde jo en ny kæreste. Måske var ekskæresten ude på at skabe splid mellem dem.

Senere modtog han endnu et brev, hvor der stod at han havde fået en dat-ter, og at hun vejede så og så meget. Leutrim var stadig skeptisk, indtil en faderskabstest viste, at den var god nok. Leutrim var blevet far.

Leutrim følte nu, at han måtte leve op til sit ansvar som far. Derfor brød han med den nye kæreste og vendte tilbage til moderen til hans barn. Det var det mindste, han kunne gøre for sin datter, syntes han. De var nu sam-men i næsten tre år. Leutrim kunne ikke længere klare kærestens krav om, at han skulle være derhjemme og hjælpe til hver eneste dag. Derfor brød han forholdet, men har stadig god kontakt til både moder og barn.

Spændingen ved kriminalitet

Leutrim vendte nu tilbage til Staden og begyndte at tjene de mange penge igen. Han tog i byen hver dag og sniffede coke. Han skulle feste hele tiden.

Hash havde han røget siden han var 16 år. Men efter 1-2 år blev det for meget med rockere og skyderier og håndgranater, der kom flyvende. Det kunne Leutrim ikke holde til, så han droppede Staden. Han havde på det tidspunkt et forbrug på 1500-2000 kr. om dagen, så han måtte nu skære ned på de fine vaner. Han begyndte at lave andre former for kriminalitet, så som at stjæle.

Leutrim gjorde det for spændingens skyld. Han kunne lide det. Han var ikke så begejstret for hjemmerøverier. Det var mere indbrud i firmaer med dyre designermøbler, der interesserede ham. Det var spændende at plan-lægge røverierne, skaffe bil og andre ingredienser, time begivenhederne etc.

Han holdt dog helt op med at sælge narko. Prisen havde været for høj.

Han kunne have risikeret at få ti år for det første gang. Der er godt nok go-de penge, syntes han, men man kan lave lige så mange penge på ango-den må-de.

Leutrim sidder nu i fængsel for fjerde gang. Han sidder for en helt række forhold vedrørende tyveri og røveri, der stammer flere år tilbage. Anklage-skriftet indeholder mere end 50 sager. Han var tidligere udeblevet fra retten hver gang, så han har efterhånden samlet sammen til en betydelig

fængsels-straf på knap tre år. I dag ærgrer han sig over, han ikke tog fængsels-straffen den-gang. Det har også været hårdt at skulle skjule sig. Især da han fandt en kæ-reste, var det vanskeligt at forklare hende situationen.

Leutrims far er meget ked af, at hans søn igen sidder i fængsel. Da Leutrim fik sin dom, græd hans far i retslokalet, og Leutrim fik det rigtig dårligt over at se det. Hans mor blev nærmest irriteret og bad faderen om at holde op med at græde.

Planer om uddannelse

Leutrim har nu planer om at gøre 9. og 10. klasse færdig, mens han afsoner.

Han regner med at komme i et åbent fængsel. Han kunne egentlig godt tænke sig at tage en autosadelmager eller autolakerer. Hans lillesøster har mange gange forsøgt at få Leutrim til at droppe kriminaliteten, men han har ikke hidtil haft overskud til det. Han erkender, at kriminalitet er en virke-lighedsflugt. Når han er udenfor, gider han ikke arbejde. Han kører bare rundt og laver indbrud og går til fester. Så har han penge med det samme.

Det er dog, som om det denne gang er ved at gå op for Leutrim, at der skal ske noget andet. Han bliver snart 22 år og kan ikke blive ved med at lave kriminalitet. Det bliver for trivielt i længden og for kedeligt at sidde i fængsel, synes han, selv om han indimellem hygger sig med det.

En kontaktperson, der kan forstå ham

Leutrim udelukker ikke, at en kontaktperson eller mentor kunne være en hjælp for ham. Men det skal helst være en, der selv har været en rod en-gang, og som derfor kan forstå ham. En sådan person lytter man til, siger han. Derimod lytter man ikke så meget til en, der er ansat til at til at have med kriminelle at gøre, det være sig en politi- eller fængselsbetjent, social-rådgiver eller pædagog.

De fleste unge kriminelle, Leutrim kender til, har ikke kontakt til deres fædre. De har måske kun deres mor. Han mener, det er en af grundene til, at de er ”blevet som de er”. De er blevet meget stædige med hensyn til at modtage hjælp. De kan klare det hele selv, synes de.

Men Leutrim tror, at en kontaktperson, der virkelig vil gøre noget for de unge, snakke med dem - især unge under 20 år, som har brug for en voksen at snakke med - kan have en gavnlig effekt. De mangler en, der kan ”guide dem lidt” og skubbe på, så de kommer i gang med deres uddannelse og vi-dere med vi-deres liv. Socialrådgiveren kan hjælpe med de små ting, men de store ting, der handler om, hvad man vil med sit liv, får man ikke rigtig hjælp til.

Leutrim mener også, at gruppeaktiviteter blandt de unge i fængslet kan have en betydning. Alle har brug for at snakke med nogen, siger han. Man kan ikke bare sidde på sin celle alene dagen lang. Man bliver syg i hovedet af at lukke sig selv inde. Selv prøver han på at få tiden til at gå og hygge sig

med andre indsatte - så godt som man nu kan hygge sig i et fængsel, som han siger.

Selv om Leutrim er muslim, har islam ikke den store betydning for ham og har aldrig haft det. Det ændrer sig ikke, selv om han sidder i fængsel. De gange han har været indsat, har han sunget i fængslets kirkekor. Det kan han godt lide, og han er rimelig god til at synge. Fællesskabet omkring mu-sik og sang har været med til at få ham til at føle, at sammenhold og fælles projekter også kan bruges på en konstruktiv måde.