AMIR (25 år) – presset af venner

Amir blev født i Teheran. Hans far blev tvunget til at deltage i Iran-Irak krigen, men var imod krigen. Efter et stykke tid valgte han at flygte. Fami-lien flyttede til Norge, hvor de boede i ti år. Det var en rigtig god tid for Amir. I virkeligheden kan han ikke forestille sig en bedre barndom end den, han havde i Norge.

Omstilling fra Iran til Norge

Amir er den ældste af fire brødre. Han var fire år, da de kom til Norge. Det var en hård tid i starten. Familien havde forladt alt, da de flygtede: hus, fa-milie, venner, et stabilt liv etc. Nu havde de ingenting. Der var ikke mange

flygtninge i Norge på det tidspunkt, for tyve år siden. Man kunne ikke en-gang købe halal-slagtet kød. Derfor spiste familien næsten kun fisk.

Faderen var uddannet som maskinmester i Tyskland, hvor han tidligere havde boet i 2-3 år. Men han kunne ikke rigtigt bruge sin uddannelse, fordi han ikke havde papir på det. Så han måtte arbejde som svejser langt fra hjemmet. Derfor var han kun hjemme i weekenderne.

Det var derfor et stort lykkeligt øjeblik for Amir, da en af hans onkler kom til Norge. Med ham fulgte Amirs fire kusiner. Nu blev alting sjovere.

Nu var de en stor familie. Fætrene og kusinerne fik et tæt forhold til hinan-den. De blev som søskende.

De radikalt ændrede livsbetingelser blev dog en belastning for Amirs forældre. Det var svært for dem at nulstille deres tilværelse og starte forfra.

Moderen havde i Iran været i gang med en uddannelse til socialpædagog og havde planer om at læse videre til psykolog. Men det hele var nu gået i stå.

Derhjemme fik Amir en rimelig streng opdragelse. Nogle gange blev han hevet i øret. Der var dog ikke tale om egentlig vold i hjemmet, og Amir havde et godt forhold til sine forældre, der støttede ham på mange måder.

Mobning i norsk og ensomhed i dansk skole

I første klasse var Amir det eneste barn med minoritetsbaggrund. Han op-levede ingen former for diskrimination fra lærernes side. Men de andre børn i klassen mobbede ham, og Amir kunne godt føle sig lidt udenfor. I starten var han meget ked af det, men begyndte senere at slå fra sig. Han slog dem, der mobbede ham, indtil de stoppede med at genere ham. Pludse-lig følte han, at volden var OK. Det var noget, man skulle gribe til, hvis nogen generede én. Men efterhånden, som eleverne lærte hinanden at ken-de, ophørte mobningen.

Internt mellem forældrene var der imidlertid problemer, og det endte med, at de gik fra hinanden. Da moderen havde familie i Danmark, valgte hun at flytte hertil med sine børn. Her blev Amir sat i 7. klasse på en isla-misk privatskole, hvor han havde svært ved at tilpasse sig. Han var vant til den norske afslappede måde at gøre tingene på. Drenge og piger legede med hinanden. De var sammen til idræt. Alt dette havde han ikke tænkt over tidligere. Nu skulle drenge og piger pludselig være adskilt. Desuden måtte eleverne ikke gå med kasket eller med tøj, hvorpå der stod USA.

Man måtte heller ikke tale med piger alene.

Amir blev utilfreds med at gå i den skole, og der opstod nogle voldspro-blemer. Han kom hurtigt op at slås. Han håbede på, at skolen dermed ville smide ham ud. Det lykkedes dog ikke helt. De ville gerne smide Amir ud, men faderen snakkede med dem, så det ikke skete. Det endte med, at han tilpassede sig skolen og skolegangen. Han accepterede situationen. Men han følte sig meget ensom, efter han var kommet fra Norge – uden venner.

Det var som at begynde helt forfra.

I Norge havde han også oplevet, at folk var gode til at invitere én hjem.

Han blev for eksempel ofte inviteret med til fødselsdag. Det var helt ander-ledes i Danmark. Her blev han holdt mere udenfor, følte han.

Et af de største problemer for Amir de første år i skolen var sproget.

Amir mistede hurtigt lysten til at sige noget i klassen. Hver eneste gang han åbnede munden, kom det ud på norsk. De andre grinede af ham, og det re-sulterede i, at han efterhånden ikke sagde noget. Han ønskede inderligt at komme tilbage til Norge.

Økonomisk havde familien svært ved at klare sig i Danmark. De første to år havde de ikke råd til møbler, men måtte sidde på sovemadrasser på gul-vet. Som 13-årig begyndte Amir derfor at dele aviser ud.

Amir gik ud af 10. klasse med et godt gennemsnit og kom i gymnasiet.

Der fik han det endnu sværere på grund af sit taleproblem. Han fik dårlige karakterer, fordi han ikke deltog aktivt i timerne. Han kunne regne opgaver og i det hele taget klare alt det skriftlige, men mundtligt gik det ikke så godt.

I starten af 3.g droppede han ud af gymnasiet, fordi han ikke følte sig i stand til at fuldføre på en tilfredsstillende måde. Han kunne ikke rigtigt få arbejdsro derhjemme. Hans mor sov i et værelse, mens de fire drenge sov i et andet. Det var svært for Amir at koncentrere sig. Efter han havde forladt gymnasiet, lavede han ikke noget særligt i et helt år, og da han var omkring 19 år, kom han i fængsel. Han blev sigtet og dømt for vold.

I fængsel for første gang

Amir var blevet involveret i en sag, hvor han havde forsøgt at beskytte en ven, der var blevet snydt af en person. Der var dog kun tale om trusler om vold. Volden var aldrig kommet til udførelse, og Amir havde efter eget ud-sagn ikke været tilstede den dag, volden ifølge den forurettede skulle være sket. Han forsøgte at forklare politiet, hvordan tingene hang sammen. Men dømt blev han til fængsel i ti måneder. Sagen blev blæst op, og Amir kom sammen med sin ven til at stå i et rigtig dårligt lys overfor dommerne.

Det gjorde stort indtryk på Amir at sidde i et rigtigt fængsel, låst inde det meste af døgnet. Han havde sin mor og sine brødre udenfor og havde også en kæreste på det tidspunkt. Pludselig var han blevet revet væk fra sit liv.

Og han følte sig utroligt uretfærdigt behandlet. Det er nu seks år siden, og Amir tænker stadig på det.

Alle disse oplevelser gjorde, at Amir besluttede at lægge sit liv om. Han ville opnå noget her i livet. Amir ringede nu ikke så tit sine gamle venner mere - dem, han var opvokset med - mødtes ikke med dem så ofte, og man-ge af dem følte sig svigtet. Det var dem, han havde lavet sjov og ballade med for ti år siden. Når han møder dem i dag, kan han se, at nogle af dem er blevet hængende i det gamle. De har samme udseende som dengang, de

ryger hash og tager måske coke i ny og næ. De står på stand-by hele deres liv, som Amir udtrykker det.

Videre med uddannelsen

Da han kom ud af fængslet, startede han på VUC. Han fik hjælp og støtte af Kriminalforsorgen til at komme videre. Han tog en HF, samtidig med at han arbejdede i et rengøringsfirma, og 2-3 måneder senere blev han køk-kenmedhjælper og derefter kok i en café. Men han var usikker på, om det var det han ville. Hans familie ville gerne have, at han læste videre og fik en højere uddannelse. Da han fra en af sine venner hørte om maskiningeni-ør-studiet, fik han lyst til at starte på det. Han var nået til sit femte semester og manglede dermed to semestre i at blive færdig, da han igen – efter seks år uden kriminalitet – blev anholdt og sat i Vestre Fængsel.

Efter sit første fængselsophold havde Amir jo besluttet, at han aldrig me-re skulle komme tilbage. Men nu var han der igen, og det var virkelig et chok for ham. Anklageren havde oven i købet stillet krav om udvisning i sagen. Han er norsk statsborger og ser ikke den store forskel mellem Norge og Danmark. Han er jo opvokset der, har haft sin barndom der. På den nor-ske nationaldag havde han gået med norsk national dragt og norsk flag.

Hvordan kunne han dog blive udvist? Det var de tanker, der kørte rundt i Amirs hoved.

Amir havde opbevaret en taske for en tidligere ven. Tasken viste sig se-nere at indeholde våben. Han havde ikke haft lyst til at hjælpe vennen, men følte sig presset, følte at han ikke kunne svigte vennen. Det, der kun skulle have varet et par dage, blev til flere uger, og det var et stort chok for ham, da politiet bankede på døren og afslørede indholdet af tasken.

Skulle have sagt fra

Amir har meget støtte i sin familie, også i forbindelse med fængslingen.

For eksempel kom hans far ned fra Norge for at støtte ham under retssagen sidste gang. Familien kan dog ikke støtte Amir økonomisk. Han har i lange perioder været den økonomisk ansvarlige i familien.

Når Amir er færdig med maskiningeniør-uddannelsen, har han tænkt sig at læse videre og tage en overbygning på to år. Han har også sit firma. Nu skal det gå fremad, og han tror ikke, noget kan stoppe ham. Han har dum-met sig, men kan godt se det retfærdige i straffen. Det er bare ærgerligt.

Men man er nødt til at holde sig på den rigtige side af loven, siger han.

Amir synes han har lært meget af at være i fængsel. Han syntes også, han lærte meget, da han var inde og sidde som 19-årig. Men det var åbenbart ikke nok. Han er dog blevet meget bedre til at tackle konflikter, når de op-står, og han har holdt sig væk fra dårlige venner i seks år. Han synes selv, han har udviklet sig meget i de seks år. Han er også blevet langt mere

mål-rettet. Han kan godt lide at sætte sig nogle mål, så han kan sige: nu har jeg opnået det og det.

Amir har fået mange rigtig gode venner gennem sit studium. For eksem-pel er der en ung mand på 27 år, som nu er tandlæge. Han var et år i mili-tæret, hvor han også fungerede som tandlæge. En anden ven er bioanalyti-ker og arbejder som salgsleder for et stort dansk firma, der sælger medicin-udstyr. En tredje er IT-uddannet og har haft arbejde i flere år. Amir plejer at rejse på ferie med disse tre venner.

Amirs netværk

Alt det her med at være venner for livet og ”vi gør alt for hinanden”, som hans gamle venner talte om, giver Amir ikke meget for i dag. Lige så snart man kommer ind og sidde, så er man glemt. Man får ikke engang et brev, for slet ikke at tale om besøg. Ingen husker én længere, siger han. Alt dette opdagede han, da han sad inde som 19-årig. Han fik et ”wake-up-call”, som han udtrykker det.

Amir havde en god kæreste, da han kom i fængslet dengang. Men hun havde for store forventninger om ægteskab, børn etc. Det var alt for tidligt for Amir. Han måtte først have styr på sit liv. Det var hun ikke indstillet på, så forholdet gik i opløsning.

Amir taler rigtig godt med sin lillebror og har hjulpet ham meget med hans folkeskole. Han skal nu i gymnasiet. Bagefter tænker han på at gå ind i militæret. Han har lige været i praktik i militæret i 9. klasse. Det var han utrolig glad for det. Derefter vil han måske læse videre til tandlæge. Amir holder ham i kort snor så han ikke kommer ud i at lave ballade. Amir har fortalt ham om det at sidde inde og blive svigtet af vennerne.

Amirs mor drømmer om en dag sammen med hans lillebror, der nu er 15 år, at vende tilbage til Iran og få lov til at bo der de sidste år af sit liv sam-men med sin familie. Men hun er nødt til at vente, til broderen bliver ældre.

Amir har fuld forståelse for, at hun vil tilbage. Han synes dog, moderen skulle tage en uddannelse, så hun har noget at leve af. Men moderen mener, at løbet er kørt. Hun er kun 46 år gammel, men ifølge Amir har hun ikke de store forventninger til livet på grund af det store knæk, hun og hendes mand fik i starten af deres voksenliv, hvor de måtte forlade alt i hjemlandet.

At sætte spørgsmålstegn ved sin religiøse tradition

Amir er muslim. Han tror på Gud. I virkeligheden er islam, kristendom og jødedom ikke så langt fra hinanden, siger han. Den Gud vi tror på det er den samme Gud. Vi kalder ham bare noget forskelligt. Det vigtigste ved troen ifølge Amir er, om man er flink osv. overfor sine medmennesker.

Hvad man gør forkert er mellem en selv og Gud.

Når Amir læser i Koranen, tænker han meget på at fortolke og finde frem til, hvad teksten betyder i dag. Han sætter spørgsmålstegn, når han læser.

Udenfor har han for travlt til at sætte sig og læse i Koranen.

Man taler ikke så meget om islam i fængslet, siger han. De, der interes-serer sig for det, har ofte bare hørt en imam prædike og så har de lært det, der siges, udenad. De går ikke i dybden med noget. Og de er ikke i stand til at se kritisk på tingene, sætte spørgsmålstegn.

Grunde til de unges vedvarende kriminalitet

En af grundene til, at de unge havner i kriminalitet er ifølge Amir, at de ik-ke er målrettede. De har måsik-ke en familie, der ligner en fiasko, og som de ikke rigtig kan identificere sig med. I forhold til etnisk danske familier, hvor både moderen og faderen arbejder og målretter deres liv, går det me-get tilfældigt for mange af de etniske minoritetsfamilier. Og det ender ofte galt.

Amir nævner også en anden grund: I Danmark er der til forskel fra Nor-ge en opdeling af os og dem. Der er danskere, og der er udlændinNor-ge. Det gælder diskoteker, ansøgninger til praktikplads eller andet arbejde.

Amir undrer sig over, at man i fængslet sjældent oplever, at nogen ind-rømmer at have gjort noget forkert. Man vil ikke tage skylden på sig. Det er altid andres skyld. Selv har han erkendt sin skyld og taget ansvar for det, han har gjort.

Han ved dog godt, at de fleste unge indsatte i fængslet ikke har en far og mor til at hjælpe dem. Selv er han privilegeret, fordi han har en far at snak-ke med – en far, der selv er meget optaget af at gøre det rigtige. Han er og-så privilegeret ved at være kommet i gang med en uddannelse, have afholdt sig fra at ryge hash og tidligt være kommet væk fra en uheldig omgangs-kreds. Han er overbevist om, at han nok skal komme videre efter at have afsonet den ni måneder lange fængselsdom, han har fået, og lægge de ube-hagelige oplevelser med anholdelse og fængsling bag sig.