HASSAN (20 år) – sekundært traumatiseret

Hassan blev født i Irak, lige før krigen mellem Irak og Iran sluttede. Fade-ren var blevet tvunget til militærtjeneste under krigen, men nægtede senere at deltage og deserterede. Han hadede krig. Hassan har en bror, der er fem år ældre end ham selv og en ældre søster. Da de var små, var de vidner til en bombeeksplosion lige udenfor deres hus.

Faderens voldelige adfærd efter fængselsophold og tortur

På grund af deserteringen blev Hassans far anholdt og sat i fængsel, hvor han blev udsat for voldsom tortur gennem to år. Det forandrede ham fuld-stændigt. Fra at være den søde, omsorgsfulde far blev han opfarende og voldelig. Da Hassan var to år, købte to af hans onkler faderen ud af fængs-let.

Men Hassan opdagede hurtigt, at faderen ikke var den gode, rare far han havde ønsket sig. Han var meget hidsig og aggressiv. Man kunne ikke snakke med ham om tingene. Ved den mindste forkerte bevægelse fra Has-sans side – det kunne være en lighter, der faldt på gulvet, et glas vand der væltede – så gik det helt galt. Siden Hassan var to år, har han været udsat for faderens vold. Han blev låst inde i badeværelset, hvis han skreg om nat-ten. Nogle gange blev han lagt i en taske og kylet ned i toilettet, fordi fade-ren ikke ville høre på Hassans skrigeri. Nogle gange fik modefade-ren stoppet det, andre gange varede det hele natten.

Faderens vold gik i de første år mest ud over Hassan, da han var den yngste og den, der skreg mest. Men senere gik det også ud over moderen, broderen og søsteren. Hassan fik næsten dagligt knytnæveslag i hovedet af faderen og har derfor fået nedsat syn.

Da Hassan var fem år, flygtede familien fra Irak til Syrien, hvor de boede i ca. fire år. Faderen flyttede til Danmark to år før resten af familien. Han fik straks asyl, blev førtidspensionist på grund af de psykiske skader, han

havde pådraget sig i fængslet, og blev familiesammenført med resten af familien. I de to år, faderen var alene i Danmark, havde Hassan det ”per-fekt” i Syrien. Han kunne gå ud og lege, tage ud med andre drenge fra sko-len, fra gaden. Det var den bedste tid i Hassans liv. I dag ville han ønske, han kunne komme tilbage til den tid.

Nogle gange slog faderen også Hassans mor, hvis hun for eksempel stod i vejen og prøvede at beskytte Hassan eller hans bror. Så gik han helt amok.

Men for Hassan blev alt det med vold en vane. Det gjorde ikke længere fy-sisk ondt, kun psykisk. Han meldte dog aldrig faderen, fordi han vidste, han var syg og ikke var sig selv. Desuden var de jo kommet sammen til Dan-mark. Han kunne ikke få sig selv til at gøre faderen ondt.

Hassans 11 års fødselsdag blev dog en dag, han aldrig glemmer. Det var den første og eneste fødselsdag, han har holdt med familien i Danmark.

Han har stadigvæk billederne, der blev taget på dagen. Hans far han står bare og ser sur ud på alle billederne. Han kan tydeligvis ikke lide, at resten af familien smiler og har det godt sammen. Hassans søster havde lavet kage til Hassan, og han fik små gaver. Men faderen fik ødelagt hele fødselsda-gen.

Da Hassans bror så, hvordan faderen hidsede sig selv mere og mere op, sagde han til ham, at han skulle prøve at slappe lidt af. Det var jo Hassans fødselsdag, så han kunne godt prøve at se lidt glad ud. Derpå gik faderen helt amok og slog løs på Hassans bror. Så sluttede den fødselsdag, og Has-san har aldrig siden fejret sin fødselsdag. Det er ikke det værd, siger han.

I skole

Hassan havde gået i skole i Syrien frem til, hvad der i Danmark svarer til 3.

klasse. Efter sin 11 års fødselsdag startede han i folkeskolen i en sprogklas-se, men efter 2-3 måneder blev han, som han udtrykker det, ’kylet ud’. Han var blevet ude i gården efter et frikvarter. Nu havde han fri fra faderen og syntes det var sjovt at spille fodbold. Han prøvede at udnytte alle chancer for at lege. Derhjemme måtte han kun sidde og læse og skrive. Nogle gan-ge gan-gemte han sig ude på legan-gepladsen, en halv time for at legan-ge lidt ekstra.

Efter skolen var der ikke noget, der hed at være sammen med kammerater og spille Playstation eller Nitendo. Han skulle komme hjem direkte efter skolen. Engang kom han hjem ti minutter for sent og fik så mange tæsk, at han ikke turde komme ét minut for sent igen.

Efter nogle måneder startede Hassan på en ny skole. På det tidspunkt kunne han tale dansk, men ikke skrive og læse. Det gik godt på skolen den første måned. Men Hassan kunne ikke lide at gå i skole, fordi han blev tvunget til at lave sine lektier. Han havde svært ved at koncentrere sig. Han begyndte at pjække.

Han fik dog lov til at komme med på skitur til Norge. Men da klassen derefter skulle til Grønland, forbød faderen ham at tage med. Han var

ban-ge for, at hans søn skulle blive for dansk, begynde at spise svinekød etc. Og selv om Hassan forsøgte at forsikre ham om, at lærerne respekterede ham og hans religion, troede han ikke på det. Lærerne ville nu ikke længere ha-ve Hassan på skolen. Han skulle være en del af fællesskabet, og Grøn-landsturen var en del af det program, de skulle igennem som klasse.

Hassans far ville have, at Hassan hele tiden så sur ud ligesom ham selv.

Til sidst lærte han, at hvis han så sur ud, så gik dagene bedre, end hvis han var glad. Når han smilte, så gik det galt. Hans far brød sig nemlig ikke om at se folk smile og have det godt. Derfor lærte Hassan at se sur ud.

Hassan begyndte at stikke af og stjæle biler

Hassan havde ellers forsøgt at vise sin far respekt, sagde ham ikke imod, gjorde hvad han blev bedt om, også når han skulle se sur ud. Men nu havde han fået nok, og han begyndte at stikke af fra hjemmet. Når han så kom til-bage, fik han tæsk. Sådan forsatte det i lang tid. På et tidspunkt nøjedes fa-deren ikke med at slå, men tog også kvælertag på Hassan, så han besvime-de og måtte genoplives i ambulancen. Han vågnebesvime-de senere op på hospitalet, hvor de spurgte ham om, hvad der var sket. Han svarede, at han var blevet slået, da han var ude at slås med nogle kammerater. Han kunne ikke melde faderen, han elskede ham jo, og han havde det ikke godt.

Nogle gange, når Hassan var blevet slået, fik han en is. Hassan tror, det skulle være en form for trøst fra faderens side. Så tænkte han ikke på smer-ten. Tæskene var hans eneste chance for at få is. I lang tid troede han, det var en helt normal opdragelse, han fik. Ifølge Hassan er der i Irak meget vold i familier, hvor faderen har været tortureret. Senere fandt han dog ud af, at de fleste børn i Danmark blev opdraget helt anderledes, og han mis-undte ofte de børn, der havde et trygt hjem med en far, der interesserede sig for deres liv.

Det var på dette tidspunkt, Hassan begyndte at stjæle biler, ikke fordi han ville køre i dem, men mest for at sidde i dem og finde ro, slappe af. In-de i en bil havIn-de han In-det meget godt. Her kunne han sidIn-de alene, høre mu-sik og hygge sig. Hjemme måtte han ikke høre mumu-sik. Det gør bare folk glade. Nogle gange stak Hassan af om natten og blev væk i 2-4 dage. Så stjal han en bil og sov i den, ikke fordi han kunne lide at stjæle biler, men fordi han ikke kunne udholde at være hjemme. Der var ikke andre steder, han kunne være, syntes han. Så kørte han ud til en øde parkeringsplads, for eksempel på stranden, parkerede bilen og lagde sig til at sove. Her kunne han sove i fred. Her behøvede han ikke stå op til tæsk. Derhjemme blev han ofte vækket med at få en på hovedet, en knytnæve eller et spark. Det kunne også være en stok, der blev brugt. Men i bilen kunne han vågne op i ro og mag. Han kunne sidde og smile for sig selv – uden nogen råbte op.

Hassan fandt nu en ven, som havde det på samme måde som han selv.

Han kunne heller ikke være hjemme hos sin far. Nu var de så vi to til at

hænge ud sammen om natten. Efter nogle få dage blev de taget ind på poli-tistationen, og Hassan skulle hentes af sin far, da han var under 15 år. Da han kom hjem, fik han et ordentligt lag tæsk og stak af igen. Sådan fortsatte det.

Anbragt udenfor hjemmet

Da han var 13½ år, blev han anbragt udenfor hjemmet på en institution.

Myndighederne mente ikke, forældrene kunne styre ham. Hassan fortalte, at han ikke havde det så godt derhjemme, men nævnte ikke noget om vol-den. Hassan nød at være hjemmefra de første par dage. Men snart begyndte han at savne at snakke med sin mor. Han tænkte hele tiden på sin mor, var bekymret for hende. Så begyndte han også at stikke af fra institutionen for at komme til at ringe til moderen fra en telefonboks.

Hassan var sammen med unge på institutionen, men alle de andre var noget ældre. De var ifølge Hassan dybt kriminelle. De fortalte ham en mas-se historier om alt det kriminelle de havde begået, og Hassan fil mas-selv lyst til at gøre de samme ting. Så han begyndte nu at stjæle om natten. Han be-gyndte at få penge på lommen. så han kunne forlade institutionen og tage toget til København. Efter han var stukket af 3-4 gange, ville institutionen ikke have ham længere. Så han vendte tilbage til familien og fortsatte den kriminelle løbebane.

På kostskole og i ungdomsfængsel

En dag sad Hassan i detentionen. Han var nu 14 år. To pædagoger fra kommunen kom og ville have ham med på en rejse til Færøerne i en må-ned. De ville hjælpe ham ud af kriminalitet. På Færøerne skulle de lære ham at kende og finde ud af, hvad der var galt med ham. De tog Hassan med på fisketure og bjergklatringer. Han havde det sjovt og var rigtig glad for de to pædagoger. De mente, det ville være en god ide at Hassan startede på deres kostskole.

Hassan var glad for at være på denne skole. Der var børn på hans egen alder, og de var ikke kriminelle. Men heller ikke det blev ved med at være sjovt for ham. Han ville gerne tilbage til sin familie i håb om, at faderen havde forandret sig, men det havde han ikke. Så der gik ikke lang tid, før han begyndte at stjæle igen. Og nu begyndte han at kunne lide det, og han vidste han ikke kunne straffes. Det eneste der skete var at han røg ind på politistationen, hvis han overhovedet blev taget - en halv nat, og så var han ude igen. Han kendte rutinen. Nu havde han efterhånden mange kriminelle venner.

Da Hassan blev 15 år, gav kommunen ham en ungdomsbolig, idet man ikke fandt det ansvarligt, at han boede hjemme. Men kriminaliteten fortsat-te. Det blev en vane at stjæle biler og sove i dem. Han følte også, han fik et ejerskabsforhold til bilerne. Det var som om de var hans. Han passede godt

på dem, støvsugede dem og fik dem til at dufte af parfume indeni. Hvis han skulle ryge en smøg, foregik det ud af vinduet.

Nu begyndte Hassan at komme i ungdomsfængsel. Først fik han tre må-neder, dernæst fik han en ungdomssanktion på halvandet år. Og da han fortsatte med at begå kriminalitet, fik han ungdomssanktionen forlænget - gang på gang - indtil han blev 18 år. Stille og roligt voksede også hans temperament. Han blev mere og mere hidsig.

Det var især spændingen ved at lave kriminalitet, der tiltrak Hassan. Og da han for alvor begyndte at ryge hash i 15-årsalderen, havde han også brug for flere penge.

Træt af kriminalitet og fængsel

Da Hassan var blevet 19 år, begyndte han at tænke mere alvorligt på sit liv.

Også tidligere havde han følt, det var kedeligt at sidde i fængsel. Men alli-gevel var det på en måde også sejt. Det gav respekt. Pigerne betragtede ham som en rigtig hård fyr, en farlig gangster. Men da Hassan blev 19 år, syntes han ikke det var sjovt mere. Der var ikke længere nogen spænding i at lave kriminalitet. Han gjorde det udelukkende, fordi han havde brug for penge. Sidst Hassan blev løsladt, var han meget indstillet på at komme vi-dere med sit liv uden kriminalitet. Men da han kom ud, havde han ingen penge, men derimod alt for mange forventninger til sig selv. Han skulle både stoppe sit hashmisbrug, styre sit temperament, holde op med at stjæle biler og lave indbrud. Samtidig skulle han væk fra de dårlige venner, og han skulle finde arbejde. Det var alt for stort et pres. Han troede, han kun-ne det hele, på en gang. Derfor gik det hele i vasken.

Hassan røg tilbage i det samme liv igen. Han havde ikke noget arbejde, havde ikke noget at foretage sig, og han havde ikke penge nok til at leve for. Hans mor har ikke penge til at støtte ham. Desuden er hun syg. Hun har ikke haft et let liv. Hun har set sine børn få tæsk, hun har set sine brødre blive dræbt etc. Hassan siger selv, han har brug for er en god kæreste, han kan få børn med, dele fremtiden med og så et arbejde at stå op til om mor-genen. Dernæst har han også brug for et sted, hvor han kan slå på en sand-sæk og komme af med sine aggressioner. Han erkender, at han ikke kan komme ud af kriminaliteten uden hjælp fra andre. Han har brug for nogen til at skubbe ham i den rigtige retning.

Man bliver ikke klog af at sidde i fængsel, siger han. Og man bliver mere kriminel af det. Fængsel gør en stærkere. Man kan bedre holde ud, for det bliver en vane at sidde der. Men man bliver ikke stærk på en god måde.

Man bliver mere ligeglad. Samtidig bliver man alt for vant til at omgås kriminelle, for det er blandt dem, man føler sig forstået. Når Hassan er sammen med ikke-kriminelle unge, synes han ikke, det er ligeså sjovt. I fængslet finder man hurtigt sammen. Uden at kende hinanden, kan man

hurtigt snakke godt med hinanden og blive venner. Man har samme humor, samme måde at tænke på. Man forstår hinanden.

Fremtiden?

I dag har Hassan ikke så meget kontakt med sin far. Hans forældre bor ikke længere sammen. Han bliver ikke slået mere. Når han selv bliver voldelig over for et andet menneske, bliver han ked af det bagefter. Han synes, det er synd for den, det går ud over, men når ikke at tænke over sin reaktion før bagefter. Han mener selv, at det er på grund af faderens vold gennem 16 år.

Det er blevet en normal reaktion for ham at slå. Han vil gerne ændre på det-te reaktionsmønsdet-ter, ændre sit liv og komme ud til noget fornuftigt, komme videre i sit liv. I det hele taget vil han gerne bruge de gode sider af sig selv i stedet for kun de dårlige hele tiden. Han ærgrer sig over, at han ikke allere-de som 15-årig, da han starteallere-de på mureruddannelsen, holdt fast og fik ud-dannelsen gjort færdig. Så havde han været i en langt bedre situation i dag.

Ifølge Hassan er hovedgrunden til, at han blev kriminel den barndom, han ikke fik - at han ikke kunne holde ud at være hjemme hos sin far. Det var den eneste udvej, han syntes at have. Han mener nu, at islam kan være en hjælp for ham til at holde fast i en kriminalitetsfri tilværelse. Selv om han er vokset op med islam, og begge forældre går i moskéen, har det al-drig interesseret ham særligt. Muhammad-tegningerne påvirkede ham alli-gevel. Han gik for eksempel med i demonstrationer mod dem. Han mener, tegningerne var udtryk for mangel på respekt fra Jyllands-Postens side. Han beder nogle gange, når han sidder inde, især når han har det dårligt. Så kan han godt lide at høre Koran-recitationer. Det får ham til at falde til ro.