4. De kristnes forhold til de romerske myndigheder og den øvrige romerske befolkning 4.1. De kristnes forhold til den romerske befolkning.
4.1.1. De kristnes høje moral
Som påpeget ovenfor er et gennemgående tema i ”Octavius” kap. 31,1‐5 at sætte skel mellem de kristne og den øvrige befolkning. Den mest markante forskel i stykket er de kristnes høje moral, der står i modsætning til romernes nærmeste hykleriske moral, da det, de anklager de kristne for, i virkeligheden er noget, de selv praktiserer; nemlig blodskam. De kristnes moral beskrives i stykket ikke blot som bedre end de øvrige romeres, den radikaliseres også i en sådan grad, at selv ægteskabeligt samleje får de kristne til at rødme. Påpegningen af de kristnes etiske overlegenhed går igen i meget at den apologetiske litteratur fra det 2. århundrede. I antikken mente man, at etisk korrekt livsførelse og filosofisk indsigt var forbundet. De kristne mente dermed at kunne bevise, at deres lære, og især deres soteriologi, var den rigtige (Ulrich 2006, 42‐43). De kristnes absoluthedskrav med hensyn til soteriologisk indsigt stod i kontrast til de fleste andre religioner og filosofier i Romerriget. Disse var præget af synkretisme og tolerance (ib, 19‐21). Selv
jødedommen, som kristendommen voksede ud af, der kan siges at være etnisk absolut, var mere eller mindre bevidst om eksistensen af andre guddomme. Det første af de ti bud i Dekalogen: ”Du må ikke have andre guder end mig”(Ex 20,3), forudsætter implicit, at der rent faktisk findes andre guder end Jahve. Ved sit absoluthedskrav skilte kristendommen sig derfor markant ud fra andre samtidige religioner. Dette har givetvis både medvirket til romernes stærke afstandtagen fra de kristne samt givet de kristnes en endnu stærkere følelse af indbyrdes fællesskab.
4.1.2. De kristnes forhold til ikke‐kristne bekendte
Kilderne vidner om, at det stærke skel mellem de kristne og de øvrige romere, som både romerne og de kristne har følt, til tider har ført til splittelse i familier og omgangskredse. Spørgsmålet, om hvorvidt det var muligt for en omvendt kristen og en ikke‐kristen at bevare et venskab eller nære familierelationer, kommer eksplicit til udtryk i Tertullians ”Apologeticum” samt martyrberetningen om Perpetua og Felicitas. Det melder sig dog også som et tvivlsspørgsmål om hvorvidt scenariet i ”Octavitus” virker overbevisende. Caecilius’ grove anklager mod de kristne gør det umiddelbart utroværdigt, at han skulle kunne være venner med én, han tiltror så voldsomme uhyrligheder (Mathiassen 2006, 276). I ”Passio Sanctarum Perpetuae et Felicitatis10” forsøger Perpetuas far gentagne gange at få Perpetua til at frasige sig kristennavnet, så hun kan undgå henrettelse. Bl.a. siger faderen i kap. 6, 2: Supplica. Miserere infanti (Passio Sanctarum Perpetuae et Felicitatis 6, 2). Faderen opfordrer hende til at bede til guderne (altså de romerske), hvilket angiveligt vil medføre hendes benådning. Han forstår altså ikke Perpetuas ønske om at blive martyr og beder hende, for sit barns skyld, om at vende tilbage til de romerske skikke.
Hvordan resten af Perpetuas familie forholdte sig til Perpetuas kristne tro, kommer ikke eksplicit til udtryk. Det er derfor genstand for diskussion (Kraemer and Lander 2000, 1060). Tertullian berører ligeledes problemet med, at familiemedlemmer ikke altid tog godt imod en slægtnings omvendelse til kristendommen. Uxorem iam pudicam maritus iam non zelotypus eiecit, filium iam subiectum pater retro patiens abdicavit, servum iam fidelem dominus olim mitis ab oculis relegavit.
(Apologeticum 3, 4). Her beskrives det, hvordan omvendte kristne afvises af deres familier. Dette sker på trods af, at omvendelsen har gjort personerne til bedre mennesker: hustruen er blevet kysk, sønnen lydig og slaven trofast. De kristnes overlegne moral pointeres også i denne forbindelse.
Potentialet for konflikt mellem ens overbevisning og forholdet til ens familie er allerede til stede i Matt 19, 29, hvor belønningen for trofasthed over for Jesus i stedet for familien også påpeges:
10 Dateres til mellem år 198 og 210 (Engberg 2007, 217 i baggrundslitteraturs kompendium).
”Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.” (Matt 19, 29)
4.1.3. De kristnes intention om at omvende de ikke‐kristne
En mulig måde at overvinde de familiære konflikter, og den med kristne øjne set bedste måde, var at få familien til ligeledes at omvende sig. Mission var da også tidligt et af kristendommens sigter.
Apostlenes Gerninger fortæller om apostlenes missionsvirksomhed, der hurtigt spredte sig uden for Palæstina, da jøderne var afvisende over for troen på Jesus. Denne mission fortsatte ind i det 2.
århundrede, og omvendelse til kristendommen er et tema for mange af de apologetiske skrifter, herunder også ”Octavius”. I indledningen præciseres det, at Minucius Felix ikke altid har været kristen. Han er blevet omvendt under påvirkning af sin gode ven Octavius. Hele skriftets sigte, nemlig at fortælle om dengang Caecilius efter en diskussion med Octavius også indså, at kristendommen var den eneste sande religion, præsenteres ligeledes her (Mathiassen 2006, 275).
Dermed bliver omdrejningspunktet for skriftet ikke en ”neutral” debat om kristendom og romersk religion, men derimod en debat som kristendommen allerede på forhånd har vundet. Skriftet har muligvis været intenderet som redskab til yderligere mission11.
Omvendelse og mission er også et tema i ”Apologeticum”. Tertullian var, ligesom Minucius Felix, en omvendt kristen. Inden sin omvendelse havde han latterliggjort kristendommen og hørt til dem, der hadede kristennavnet (Willert 2006, 240). Men som han pointerer, bunder hadet til kristennavnet i uvidenhed, og så snart denne uvidenhed er blevet udryddet, vil man gå over til kristendommen: (…) omnes qui retro oderant, quia ignorabant quale sit qoud oderant, simul desinunt ignorare, cessant et odisse. Ex his fiunt Christiani, (…)(Apologeticum 1, 6).
I sit forsvar af kristendommen fremstiller Tertullian, som det ligeledes er tilfældet med Octavius i Minucius Felix’ dialog, kristendommen som den eneste sande religion. Samtidig påpeger han, at Romerriget er etableret af Gud for at udsætte verdensafslutningen, så kristendommen – og den dermed følgende frelse – kan bliver udbredt til endnu flere (Willert 2006, 245‐246).
4.1.4 Den romerske befolknings modstand mod kristendommen
Kristendommens udbredelse til hele Romerriget lykkedes ikke i det 2. århundrede, og det må formodes, at der var en betydelig modstand mod kristendommen blandt den ikke‐kristne del af befolkningen. Det var nemlig ofte almindelige borgere, der angav de kristne. Dette vidner bl.a.
Plinius’ brev til Trajan om. Her angives de kristne til Plinius. Tilsyneladende er der både
11 Dette uddybes i afsnit 4.3
anklagere, der gerne står frem (Plinius 2, 11‐12), og anklagere der foretrækker at forblive anonyme (Plinius 5, 20‐21). Tacitus beretter ligeledes i ”Annales”12, der er en beretning om Neros håndtering af branden i Rom i 6413, om en stor modvilje blandt befolkningen overfor de kristne. Ergo abolendo rumori Nero subdidit reos et quaesitissimis poenis adfecit, quos per flagitia invisos vulgus Christiani appellabat (Tacitus 44). Også Hadrians reskript til prokonsulen i Asien fra år 123/124 fortæller, at retsforfølgelsen var et resultat af lokale angivelser og anklagere (Engberg 2006, 304). Selvom diskussion i ”Octavius” ikke resulterer i nogen retsproces, er det også her en romersk borger, Caecilius, der fremsætter anklagerne mod Octavius; og dermed mod alle kristne.
4.2. De kristnes forhold til de romerske myndigheder 4.2.1. Kritik af retsprocessen
De kristne blev som nævnt ovenfor oftest angivet til de romerske myndigheder af private borgere.
Der var altså sjældent tale om regulær statslig forfølgelse af de kristne. Men de romerske myndigheder har også haft et anstrengt forhold til kristendommen og dens tilhængere, for anklagerne blev, som vores kilder om retsprocesser mod de kristne bevidner, taget alvorligt. Det er muligvis derfor, at Tertullian i ”Apologeticum” også retter nogle af sine modanklager til de romerske myndigheder vedrørende deres behandling af de kristne under retsprocesserne.
Tertullian forstår ikke, at de kristne behandles modsat af andre forbrydere. Almindeligvis forsøger man at få en forbryder til at tilstå sin forbrydelse. Hvis dette ikke lykkedes tyer man til tortur for at få en tilståelse ud af vedkommende. Men når det gælder personer, der er anklaget for at være kristne, ønsker man, at de skal benægte, og torturerer dem derfor for at få dem til at frasige sig kristennavnet (Apologeticum 2,10). At man gjorde sig anstrengelser for at få de kristne til at frasige sig kristennavnet kommer også til udtryk i ”Passio Sanctorum Scillitanorum14”. Her giver prokonsul Saturninus de anklagede, der har tilstået at de er kristne, 30 dages betænkningstid (Passio Sanctorum Scillitanorum 13). Plinius spørger de kristne for anden og tredje gang, om de virkelig fastholder, at de er kristne (Plinius 3, 13‐14). Tertullian er ligeledes uforstående over for de tilsyneladende modsigelser, Trajan hylder i sit reskript til Plinius. Trajan bekræfter, at de, der er blevet anklaget og fundet skyldige, skal straffes, men at de kristne samtidig ikke skal opspores og retsforfølges (Apologeticum 2, 8).
12 Disse dateres til år 120 (Engberg 2006, 310)
13 Det kan være problematisk ukritisk at bruge Tacitus som kilde til, hvordan de kristne blev opfattes på Neros tid (ib.). Men da jeg som nævnt i indledningen ikke går kronologisk til værks i denne opgave, er disse overvejelser ikke af afgørende relevans her.
14 Dateres traditionelt til år 180 (Barnes 1968, 520)
4.2.2. De kristnes forhold til den romerske kejser.
Prøven, på om en tidligere kristen, der under retsforhøret frasagde sig kristennavnet, nu også virkelig havde frasagt sig det, var ofte, at de skulle ofre til guderne og/eller kejseren. Bl.a. Plinius udsætter de frafaldne for denne prøve (Plinius 5, 21‐26). De kristne, der under retsprocessen fastholder deres kristennavn, nægter oftest også at ofre til kejseren på den måde, som romerne vil have dem til. Dette er tilfældet i martyrberetningen fra Scilli, hvor prokonsul Saturninus opfordrer de anklagede til at aflægge en ed ved kejserens skytsånd og bede til guderne for hans helbred (Passio Sanctorum Scillitanorum 3). Også i martyrberetningen om Perpetua og Felicitas opfordrer prokurator Hilarianus Perpetua til at udføre ofrehandlinger for kejserens velbefindende, men hun nægter at gøre det: Fac sacrum pro salute imperatorum. (…) Non facio.(Passio Sanctarum Perpetuae et Felicitatis 6, 3‐4).
At de kristne nægter at ofre til kejseren, betyder ifølge romerne, at de ikke ærer ham på passende vis. De kristne mener derimod, at de sagtens kan ære kejseren som kejser, de har bare ikke den samme ærefrygt for ham, som de har for Gud. Honorem Caesari quasi Caesari; timorem autem Deo (Passio Sanctorum Scillitanorum 9). Samtidig mener de kristne, at de, ved at bede til den kristne Gud om kejserens velbefindende, gør mere for at bevare Romerriget, end romerne der ofrer til deres (falske) guder for kejseren. Tertullian forklarer, at de kristne beder til Gud om rigets beståen og folkets opbakning dertil, fordi de ved, at den kristne Gud, og ikke romernes ”døde”
guder, er den eneste, der kan garantere dette: (…), haec ab alio orare non possum quam a quo me scio consecuturum, quoniam et ipse est qui solus praestat (…) (Apologeticum 30, 5).
Donatas udtalelse i martyrberetningen fra Scilli om, at hun ”ærede kejseren som kejser, men frygtede Gud”, samt Tertullians overbevisning, om at kun de kristne virkelig kan garantere kejserens velbefindende, viser med al tydelighed det almene syn blandt de kristne på forholdet mellem det dennesidige og det hinsidige liv: For de kristne er der principielt ingen kollision mellem deres borgerlige og religiøse pligter, men hvis de af de verdslige myndigheder bliver forhindret i at udleve deres kristne overbevisninger, er det deres religiøse pligt at være villig til at lide martyrdøden. ”Skulle de politiske og sociale kræfter mod forventning medføre en trussel mod deres religiøse værdier, formanes de til at følge Jesus’ eksempel og uden protest at lide forhånelser, pinsler og i det yderste tilfælde, martyrdøden (Bilde 2001, 337).
Tertullian mener også, at det er forkert at tvinge folk til at ofre til guderne mod deres vilje. Det er netop den frie vilje, der er i centrum for hans religiøsitet (Apologeticum 28, 1). Han forstår ikke, at det ikke er det vigtigste for romerne at tro på den romerske religion, men derimod
”bare” er, om man er med – dvs. udfører de religiøse handlinger – eller ej. Det afgørende ved den romerske religion var, at den blev betragtet som samfundsbevarende. Caecilius er således agnostiker i ”Octavius”, men han udfører alligevel de religiøse handlinger af respekt for
traditionen og mores majorum (Mathiassen 2006, 277). I ”The Obvious Aspects of Ritual” forklarer Roy A. Rappaport, at udførsel af et ritual ikke nødvendigvis indebærer tro på den religiøse tradition. Det vigtigste signal man sender, når man udfører et ritual, er dog heller ikke tro, men derimod accept af ritualets konventioner. Det er denne accept – men ikke nødvendigvis tro – der er socialt og moralsk forpligtende. Udførslen af ritualet, og dermed accepten, er en offentlig handling, hvorimod tro er noget privat (Rappaport 1979, 194‐195). Idet udførslen af ritualer formidler accept af de sociale konventioner, er ritualer en symbolsk repræsentation af den sociale kontrakt og dermed den vigtigste sociale handling:
”In both enunciating conventions and accepting them, it (ritual) contains within itself not simply a symbolic representation of social contract, but a consummation of social contract. As such, ritual, which also establishes a boundary between private and public processes, thereby insulating public orders from private vagaries (and vice versa) is the basic social act.” (Rappaport 1979, 197)
Ved at nægte at udføre de romerske ritualer og følge de romerske skikke har de kristne altså, på afgørende vis, meldt sig ud af det romerske samfund – set ud fra romernes perspektiv. Så selvom de kristne ikke ser nogen principiel modsætning mellem det at være kristen og romersk statsborger, er de to betegnelser uforenelige for romerne. Samtidig sender de kristne, der er villige til at lide martyrdøden for deres kristennavn, et utvetydigt signal indadtil til andre kristne: Den sociale kontrakt, de er indtrådt i som en del af en kristen menighed, er nu den primære for dem.
4.3. Formålet med den apologetiske litteratur og martyrberetningerne
Både ”Octavius” og ”Apologeticum” er apologetiske skrifter, men det er kun ”Apologeticum”, der har adressater, nemlig Romani imperii antistites (Apologeticum 1, 1). Det har været diskuteret i forskningen, om den del af de apologetiske skrifter, der har adressater, har været afsendt til disse, eller om adresseringen blot har været formel (Ulrich 2006, 32). Hvis de apologetiske skrifter, der har adressater, rent faktisk har været afsendt til disse, har formålet uden tvivl været at få de romerske myndigheder til at ændre deres syn på kristendommen og dermed deres behandling af de kristne. Dette er umiddelbart formålet med Tertullians ”Apologeticum”. Hvis ikke disse skrifter har været afsendt til deres adressater, har de sandsynligvis – som det ligeledes er sandsynligt for de apologetiske skrifter, der ikke har adressater – både haft sigte indadtil mod de kristne og udadtil mod den øvrige romerske befolkning. Om sigtet udadtil har været direkte eller indirekte er derimod sværere at afgøre. Octavius’ afvisning af Caecilius’ kritik af kristendommen i Minucius Felix’ dialog kan have fundet vej til ikke‐kristne romere, hvis de selv har læst ”Octavius”. Men den
kan også være nået frem til dem af en mere indirekte vej, idet kristne læsere af ”Octavius”
herigennem har fået argumenter til at forsvare kristendommen med, i en direkte konfrontation med ikke‐kristne. Samtidig har fremstillingen af kristendommen i ”Octavius” kunnet bruges til mission (Mathiassen 2006, 288). Den store vægt på omvendelse i skriftet – det ender som nævnt med Caecilius’ omvendelse – understøtter denne sidstnævnte mulighed. Det er ligeledes en plausibel mulighed, at ”Octavius” har været intenderet til nyomvendte kristne som en meget basal indførelse i kristendommen. Dette ville også kunne forklare den umiddelbare mangel på kristologi og andre teologiske redegørelser i skriftet (ib., 286‐287). Uanset hvilken læserskare de apologetiske skrifter har været ment til, er de udsprunget af et behov for at forsvare kristendommen og de kristne. Behovet er opstået, fordi de kristne, set fra romernes synsvinkel, har meldt sig ud af samfundet. Dette er i tråd med Rappaports analyse af, hvorledes deltagelse i ritualer åbenlyst signalerer accept af konventioner (og dermed også den afvisning af konventioner som de kristne signalerer ved at nægte at deltage).
De apologetiske skrifter er altså udtryk for et behov for forsvar af kristendommen.
Ifølge indledningen til ”Passio Sanctarum Perpetuae et Felicitatis” er denne martyrberetning skrevet, for at læsning af den skal bevirke menneskers opbyggelse (Passio Sanctarum Perpetuae et Felicitatis 1, 1). Behovet for opbyggelse er, ud over det almindelige behov for påmindelse om den rette livsførelse, muligvis opstået, fordi nogle kristne falder fra pga. af den store modvilje imod dem. I hvert fald vidner Plinius om, at nogle kristne frasagde sig navnet og udførte de påbudte offerhandlinger.
Alii ab indice nominati esse se Christianos dixerunt et mox negauerunt; fuisse quidem sed dessisse,(…) Hi quoque omnes et imaginem tuam deorumque simulacra uenerati sunt et Christo male dixerunt. (Plinius 6)
Udover det opbyggende formål indadtil har beretningerne om de kristne martyrer sandsynligvis også virket udadtil. Tertullians omvendelse har muligvis været et udslag af beundring for martyrernes mod. Han mener i hvert fald, at martyrierne er medvirkende til at omvende endnu flere til kristendommen (Willert 2006, 240).
5. Konklusion
Det ambivalente forhold kristendommen fik til Romerriget allerede fra sin grundlæggelse fortsatte op gennem det 2. århundrede. De kristne pointerede skellet mellem dem selv og den øvrige romerske befolkning ved gang på gang at understrege deres etiske overlegenhed over for romernes hykleriske moral. Den oversatte passage fra ”Octavius” er et tydeligt eksempel herpå.
Det var ofte private romerske borgere, der initierede kristenforfølgelserne ved at angive og anklage dem til de romerske myndigheder. Dette bevidner bl.a. Plinius i sin henvendelse til Trajan.
Samtidig havde de kristne en interesse i at udbrede kristendommen til den ikke‐kristne del af befolkningen og dermed få ophævet skellet mellem dem selv og de andre romere. Denne ambivalens er indeholdt i dialogen ”Octavius” som helhed, idet skellet mellem de kristne og den øvrige romerske befolkning netop træder tydeligt frem, men samtidig ender skriftetmed, at Caecilius indser kristendommens sandhed og omvender sig.
Omvendelse er også centralt i ”Apologeticum”. Tertullian mener, at romerriget er indstiftet af Gud for at muliggøre udbredelsen af kristendommen. Dermed er der for Tertullian ikke nogen modsætning mellem hans kristne overbevisning og hans status som romersk borger.
Han forstår dog ikke de romerske myndigheders behandling af de kristne, da den står i modsætning til behandlingen af alle andre forbrydere. Samtidig er de kristne kun venlig stemt overfor de romerske myndigheder, herunder kejseren, så længe disse ikke tvinger de kristne til at handle i modstrid med deres overbevisning. Hvis dette er tilfældet, er de parate til at lide martyrdøden. Dette bliver tilfældet for Perpetua og Felicitas og de anklagede i Scilli.
Litteraturliste
Primær litteratur Minucius Felix
1965 ”Octavius”, ed. B Kytzler, Kösel Verlag, München, kap. 9, 16 og 30‐31
Plinius
1963 ”Plinius Traiano Imperatori”, ed. R.A.B. Mynors, Oxford University Press
Tacitus
”Annales”, ed. Loeb Classical Library, XV, 44
Tertullian
”Tertulliani Apologeticus”, ed. Loeb Classical Library, I‐IV og XXVIII‐XXX 1972 ”The Acts of the Christian Martyrs”, ed. H. Musurillo, Oxford,
Passio Sanctorum Scillitanorum 1‐17
Passio Sanctarum Perpetuae et Felicitatis kap. 1, 3‐4 og 6‐9
Sekundær litteratur
1992 ”Biblen”, oversættelse autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II
Bilde, Per
2001 ”En religion bliver til – en undersøgelse af kristendommens tilblivelse indtil år 110”, ANIS, Frederiksberg
Clarke, G.W.
1949 ”The Octavius of Minucius Felix”, Newman Press, New York
Engberg, Jakob
2006 ”Fordømmelse, kritik og forundring”, in: Engberg, Jakob, Anders‐Christian Jacobsen & Jörg Ulrich, eds., Til forsvar for kristendommen – tidlige kristne apologeter, ANIS,
Frederiksberg, 291‐328
Engberg, Jakob
2007 ”Impulsore Chresto. Opposition to Christianity in the Roman Impire c. 50‐250 AD, Manuskript til udgivelse på Peter Lang Verlag, uddrag fra kapitel 2 og 8
Kraemer, R.S. and S.L. Lander
2000 ”Perpetua and Felicitas”, in: P.F. Esler, ed., The Early Christian World, vol. II,
2000 ”Perpetua and Felicitas”, in: P.F. Esler, ed., The Early Christian World, vol. II,