• Ingen resultater fundet

Konklusion

In document Værdiskabende intern revision (Sider 101-104)

MULTIPLE BOXES)

11. Konklusion

Denne afhandling har haft til formål at undersøge, om intern revision skaber værdi for danske industrielle virksomheder i dag, samt at komme med en definition på, hvilke forudsætninger ligger til grund for denne værdiskabelse. Derudover har afhandlingen til formål at undersøge, hvordan intern revision kan optimere sin værdiskabelse i fremtiden. For at besvare problemformuleringen, blev 4 undersøgelsesspørgsmål stillet. Disse bliver sammenfattet nedenfor.

Hvad er intern revision, og hvordan har denne udviklet sig gennem årene?

Intern revision har gennemgået løbende udvikling i løbet af det 20. århundrede og ind det 21. århundrede, hvor den har ændret sig betydeligt, både med hensyn til arbejdsopgaver og organisatorisk status, hvor man i 1950’erne refererede til en assisterende bogholder, til i dag at referere direkte til bestyrelsen og den daglige ledelse.

Intern revisions kerneopgave er i dag at levere uafhængig og objektiv assurance til bestyrelsen, med hensyn til organisationens governance, risikostyring og interne kontroller.

Siden 2013 har IIA haft et øget fokus på, hvordan intern revision kan tilføre merværdi gennem advisory ydelser. Vores undersøgelser viser, at denne type af opgaver er noget, som organisationens stakeholdere ser værdi i, og at der er en stigende trend af advisory ydelser i udlandet, men at dette også gør sig gældende i Danmark.

Hvordan benyttes intern revision af industrielle danske virksomheder i dag, og hvordan skabes der værdi?

For at undersøge, hvordan intern revision benyttes af danske industrielle virksomheder, har vi benyttet Finanstilsynets opdeling af intern revisions arbejdsområder, som deles op i 4 hovedområder:

• Finansiel revision

• Operationel revision

• Risikostyring

• Compliance

Vores undersøgelse viser, at intern revision har et højt fokus på operationel revision, dernæst compliance og risikostyring. Undersøgelsen viser også, at halvdelen af respondenterne har enten lav eller slet ikke fokus på

finansiel revision. Resultaterne stemmer derfor godt overens med den trend, som vi har omtalt i afhandlingen, hvor der viser sig at ske en rykning fra finansiel revision og hen imod operationel revision.

Med hensyn til værdiskabelse forbinder virksomhederne intern revisions største værdiskabelse med operationel revision, hvor 83% af respondenterne har svaret operationel revision. Derefter kommer risikostyring og compliance med henholdsvis 67% og 50%. Undersøgelsen viser, at finansiel revision forbindes med den mindste værdiskabelse, hvor kun 33% af respondenterne har svaret finansiel revision.

Mærsks revisionschef understøtter denne holdning, da han mener, at nytteværdien ved at intern revision foretager finansiel revision er lavest i forhold til de tre andre områder, da ekstern revision i forvejen reviderer dette område.

Intern revision har rykket sig, fra kun at give assurance omkring virksomhedens governance, risikostyring og interne kontroller, til også at yde advisory på disse områder. Vi har kunnet påvise indikationer på, at de danske interne revisionsfunktioner i dag bruger flere ressourcer på advisory ydelser, men samtidig har et stort fokus på assurance opgaver. Dette stemmer overens med litteraturen, som siger, at den interne revision generelt har et stigende fokus på advisory, samtidig med, at den leverer assurance ydelser.

Analysen af 3.4.5 redegørelsen i forbindelse med Anbefalinger for God Selskabsledelse viser, at ud af de 15 virksomheder, der har fravalgt at etablere en intern revision, nævner kun 3 virksomheder eksplicit, at der er fokus på at overvåge både den finansielle og operationelle del. Det betyder ikke, at de resterende 12 virksomheder udelukkende fokuserer på den finansielle del, men tages revisionsudvalgets lovmæssige ansvarsområde i betragtning, jf. RL § 31, stk. 3, nr. 3, der kun sætter krav til finansiel revision, kan det på baggrund af analysen ikke udelukkes, at dette medfører et primært fokus på finansiel revision i virksomhederne.

Vores undersøgelse kan dermed give indikationer om, at revisionsudvalget vurderer behovet for intern revision i forhold til ekstern revisions arbejdsområder, og at de vurderer, at behovet for uafhængig og objektiv information til bestyrelsen, ud over det, som den eksterne revision leverer, ikke er nødvendig. OnRisk 2020 rapportens mest iøjnefaldende fund var ”board overconfidence”, hvor det viser sig, at bestyrelser har en større tiltro til den daglige ledelses evne at håndtere virksomhedens risikostyring, end den daglige ledelse selv har.

Rapporten har fået anerkendelse rundt om i verden, og der er indikationer på, at problematikken med ”Board overconfidence” også kan være tilfældet i Danmark.

Hvad kendetegner danske industrielle virksomheder med og uden intern revision?

Den kvantitative analyse viser, at det, som kendetegner danske industrielle virksomheder med intern revision, er, at der er tale om store og komplekse virksomheder, med et koncentreret ejerskab.

Undersøgelsen bekræfter vores forventning, som var, at det er de største og mest komplekse virksomheder i C25 indekset, som vælger at etablere en intern revision. Analysen viser dernæst, i modsætning til vores forventning, at det er virksomheder med et koncentreret ejerskab, som etablerer intern revision.

Hvordan ser fremtiden ud for intern revision i Danmark?

Det øgede fokus på advisory ydelser medfører en øget risiko for, at intern revisions uafhængighed og objektivitet kompromitteres. Det er derfor afgørende at opstille de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at imødekomme denne risiko. I juni 2019 udgav IIA et Exposure dokument, som har til hensigt at komme med en modernisering af Three Lines of Defence modellen, så den er bedre til at forklare, hvordan den organisatoriske opdeling ser ud i praksis, samt at bedre forklare muligheder for assurance og advisory hos den interne revision. Moderniseringen har også til hensigt at opstille sikkerhedsforanstaltninger til at mindske risikoen for, at uafhængigheden og objektiviteten kompromitteres.

Ser man på, hvilke risikoområder danske virksomheder vil have mest fokus på i fremtiden, viser vores undersøgelse, at IT-relaterede risici har størst fokus. Dernæst viser den, at data etik og lovgivningsmæssige ændringer også er risikoområder, som virksomhederne vil fokusere på. Undersøgelser fra PwC viser, at både virksomheder og interne revisionsfunktioner generelt er dårlige til at håndtere IT-relaterede risici. Derfor skal de interne revisionsfunktioner forbedre sin digitale fitness, for fortsat at være en værdiskabende funktion for organisationen i fremtiden.

Afslutningsvis kan vi konkludere, at intern revision kan være en værdiskabende funktion for både bestyrelsen og den daglige ledelse, såfremt den formår at indfri de kompetencemæssige forudsætninger i én samlet funktion, hvor kompetencerne er sammensat således, at de matcher den enkelte virksomheds specifikke behov.

Den maksimale værdiskabelse kan opnås ved en optimal fordeling af assurance og advisory, baseret på en risikobaseret revisionsplan.

In document Værdiskabende intern revision (Sider 101-104)