Af det ovenstående fremgår det, at netværksmodellen i langt hø-jere grad end de øvrige to modeller er afhængig af, hvorledes de ikke-kommunale aktører er ‘klædt på’ til samarbejdet. Uden enga-gerede og stærke samarbejdspartnere ville netværksmodellen ikke kunne fungere.
Hvem er de engagerede og stærke samarbejdspartnere og hvad ka-rakteriserer dem? I første omgang tænkes der på arbejdsmarkedets parter, dvs. arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne. I netværksmodellen inddrages også en række andre aktører (se se-nere), men deres engagement synes umiddelbart mindre afgøren-de.
At de ikke-kommunale aktører er engagerede betyder, at de øn-sker at spille en rolle i samarbejdet om de socialpolitiske tiltag på arbejdsmarkedet og selv tager initiativ til at gøre det. Naturligvis
kan aktørerne påvirkes af kommunen og dennes interesse i at in-volvere andre i arbejdet, men fundamentet for arbejdsmarkedets parters engagement i specielt netværksmodellen synes både for ar-bejdstager- og arbejdsgiversiden at have rod i organisationernes egne analyser og tolkninger af den lokale arbejdsmarkedssituation.
Med ‘stærke’ samarbejdspartnere tænkes der på organisationer, der i kraft af deres medlemstal kan siges at være repræsentative ta-lerør for deres respektive baglande. Disse organisationer må have evnen til at ‘læse’ den aktuelle lokale situation og sætte denne ind i en bredere kontekst samt være i stand til at formulere politiske mål på området, oversætte disse til konkrete handlingsplaner og kunne kommunikere planerne ud til medlemmerne, som tillige må kvittere med en vis positiv respons.
Netværksmodellen illustreres bedst empirisk af samarbejdet i Bro-bøl. Her er arbejdsmarkedets parter nået til den erkendelse, at det bedste resultat – den mest ønskværdige situation på det lokale ar-bejdsmarked, hvorledes dette i øvrigt end defineres – fordrer sam-arbejde, både med kommunen, med den anden part på arbejds-markedet og med andre relevante aktører.
Hvis man skal give et bud på, hvorfor de lokale organisationer netop i Brobøl er engagerede og ‘stærke’, synes der især at være tre forhold, der har betydning.
Det første handler om personer. De to mest markante lokale le-dere hos henholdsvis arbejdsgiverne og arbejdstagerne, hvad angår samarbejdet med kommunen om den arbejdsmarkedsrettede del af socialpolitikken, har mange års erfaring inden for deres respek-tive organisationer. De har begge et indgående kendskab til for-holdene på arbejdsmarkedet både lokalt og nationalt gennem del-tagelse i regionale og landsdækkende fora. Begge har også været politisk aktive inden for hvert deres parti.
De to personers engagement og fremsynethed synes at smitte af på arbejdet i det lokale koordinationsudvalg, hvor de begge har sæde.
Den fremadrettede retning på diskussionerne i udvalget og den utraditionelle model, som udvalget arbejdet efter (som beskrives i det følgende), er naturligvis ikke alene disse to personers fortjene-ste, fx peger begge på kommunens embedsmænd som særdeles kompetente. Men der synes at være en positiv effekt på den måde, at des mere visionære og des bedre forberedte disse ledende perso-ner i udvalget er, des sværere er det for andre at sidde over. Enga-gement synes altså at smitte og forpligtige.
I det omfang andre deltagere tager udfordringen op, vil kvaliteten af alle medlemmernes deltagelse højnes: Diskussionerne vil blive bedre og mere relevante; mødedeltagelsen blive højere (i Brobøl er den allerede høj), medlemmerne vil forberede sig bedre og forsla-gene vil blive mere konkrete, men også mere visionære. For at denne positive udvikling skal kunne lade sig gøre, må de enkeltes baglande (fx tillidsmænd og personaleansvarlige mellemledere) in-volveres tættere i koordinationsudvalgets arbejde. Dels for at for-slagene bedre reflekterer de konkrete problemer, som kræver løs-ninger, dels for at de vedtagne initiativer efterfølgende føres ud i livet.
Et andet element udspringer fra forskellige organisationers og en-keltvirksomheders afholdelse af og deltagelse i projekter, der er re-laterede til arbejdsmarkedspolitikken. Flere af disse projekter sø-ger på den ene eller den anden vis at være på forkant med udvik-lingen og kan – alt efter udfaldet – forventes at blive kopieret af andre organisationer og virksomheder rundt omkring i landet.
Der synes at være tre fællestræk ved de organisationer, som giver sig i kast med sådanne eksperimenter. For det første en erkendelse af, at situationen kræver, at noget nyt må prøves. For det andet et vist overskud i organisationen, som tillader, at der bruges ressour-cer på (risikable) uortodokse tiltag, og som endvidere, for det tredje, tillader organisationen at være åben og modtagelig for ide-er og påvirkningide-er udefra.
Interviewrunden i Brobøl bød på to af den slags eksempler: det ene inden for fagbevægelsens rækker, det andet i et privat firma. I begge tilfælde deltog hhv. fagforeningen og virksomheden i et projekt om arbejdspladsudvikling og personalepolitik, naturligvis ud fra hvert sit sæt af forudsætninger og formål. Det ene projekt involverede en række andre aktører (AF, a-kasser, virksomheder, kommunen samt den lokale fagforenings nationale pendant), mens det andet blev superviseret af Dansk Industri og CO-indu-stri i fællesskab. Netop mulighederne for både lokal og national erfaringsudveksling og inspiration blev i begge tilfælde angivet som et væsentligt motiv for at deltage i projekterne.
Det taler for evnen og lysten til at tænke utraditionelt og tværsek-torielt, at eksemplerne blev fundet på både arbejdsgiver- og ar-bejdstagerside, og at der i begge tilfælde var deltagere, der traditio-nelt har divergerende interesser. Alt andet lige vil erfaringer fra så-danne projekter være med til at styrke de enkelte deltagere og samtidig også bane vejen for et tættere lokalt samarbejde.
Samtidig ser de ikke-kommunale aktørers projektdeltagelse ud til både at inspirere og/eller være inspireret af kommunen, der også i flere omgange har deltaget i forskellige tværsektorielle projekter, hvoraf flere har været pilotprojekter, der siden hen er blevet eks-porteret til andre kommuner.
Et tredje forhold, som synes at spille ind på organisationerne evne til at være engagerede deltagere i netværksmodellen (jf. eksemplet fra Brobøl) har at gøre med erhvervsstrukturen og den lokale øko-nomiske udvikling det seneste årti. Brobøls erhvervsstruktur hav-de i årtier primært været baseret på industriel produktion, men den internationale konkurrence blev i begyndelsen af 1990’erne så hård, at mange virksomheder måtte lukke. Havde de lokale orga-nisationer ikke tidligere været bevidste om sammenhængen mel-lem lokale og globale forhold, så blev de det i hvert fald nu. Sam-tidig var det nødvendigt at reagere på udviklingen, der var så al-vorlig, at alle uvægerlig måtte udvise stor omstillingsevne og åben-hed for alternativer til den hidtidige erhvervsstruktur.
Det er erfaringerne fra denne kriseperiode og restrukturering af erhvervslivet, der synes at spille ind på organisationernes kapacitet til at indgå i netværksmodellen. Man ved, hvad der kan være på spil, hvis arbejdsmarkedet pludseligt udsættes for et chok, og at man i dag stort set kan erklære krisen for overstået, hænger bl.a.
sammen med en massiv indsats for at uddanne og omskole den ledige arbejdskraft. Arbejdsmarkedets parter har spillet en stor rolle i denne proces sammen med erhvervsfaglige skoler og uddan-nelsessteder og samtidig roser de kommunen for en aktiv og frem-adrettet erhvervspolitik.
De ikke-kommunale aktører i marketing- og omsorgsmodellen udviser samlet set ikke det engagement, som ses i netværksmodel-len. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være organisationer eller virksomheder, som udviser et omfattende socialt engagement.
Men som helhed betragtet er der både mindre interesse i at invol-vere sig i et nært samarbejde med kommunen og i visse tilfælde også mindre kapacitet til at gøre det på en overbevisende måde.
Det kan der være mange årsager til og kommunens valg af tilgang kan være én.
I marketingmodellen lægges der op til, at kommunen er den ud-farende og dominerende part i samarbejdet, hvilket kan have to effekter, der begge kan forventes at bremse de ikke-kommunale aktørers engagement.
For det første kan der opstå den (muligvis korrekte) opfattelse, at kommunens indsats er tilstrækkelig. De forskellige organisationer og samarbejdspartnere kan derved komme til den slutning, at så længe de samarbejder med kommunen på de områder og i de pro-jekter, kommunen foreslår og udstikker rammerne for, så er dette ikke blot nok, men også præcist hvad kommunen ønsker og for-venter. Der er intet til hinder for, at der med denne model kan opnås betydelige resultater på den lokale arbejdsmarkedsrelaterede socialpolitik, fx i form af oprettelse af fleksjob, sådan som det er set i Agerrød.
For det andet kan det også ske, at den kommunedrevne marke-tingmodel til en vis grad afholder de forskellige organisationer og aktører fra at gå helhjertet ind i samarbejdet, fordi de er uenige i kommunens satsninger. Des stærkere kommunen står og des ty-deligere visse tiltag og tilgangsvinkler prioriteres i forhold til an-dre, jo sværere kan det virke for en aktør, der ønsker at prioritere anderledes, at se det nytter noget at indgå i en dialog med kom-munen.
I Carlshøj og Dalby hvor omsorgsmodellen dominerer, synes der også at være flere årsager til de ikke-kommunale aktørers mere tilbagetrukne roller. Omsorgsmodellen kan på mange måder i sig selv karakteriseres som mere tilbagetrukken. Godt nok vil kom-munerne gerne have mere opbakning fra det lokale erhvervsliv og organisationer til løsning af konkrete problemer, men man synes i begge kommuner at være mere tilbageholdende med at springe ud i en større samarbejdsproces, som man ikke helt ved, hvor vil ende.
Den holdning både bestyrkes af og har til dels rod i det forhold, at de lokale organisationer i disse to kommuner ikke presser på for at få lov til at udøve en mere aktiv rolle fx i koordinationsudvalge-ne. I begge tilfælde viste det sig vanskeligt overhovedet at finde en repræsentant for DA, som ønskede at deltage i koordinationsud-valgets arbejde. Personerne, som endelig blev fundet, kommer i begge tilfælde fra en af de nabokommuner, der deltager i de fæl-leskommunale koordinationsudvalg.
Problemerne med at finde (engagerede) repræsentanter til koordi-nationsudvalgene fra DA i de to små kommuner hænger givetvis sammen med erhvervsstrukturen. Mange af de små private virk-somheder, som dominerer erhvervslivet i de mindre kommuner, er ikke organiserede og de få som er, er ikke nødvendigvis de mest egnede eller interesserede i at deltage i koordinationsudvalgets ar-bejde. Det kan afføde problemer, for ligesom entusiasmen ser ud til at smitte i netværksmodellen, så kan manglende engagement tilsyneladende gøre det samme i andre samarbejdsmodeller.
Også på arbejdstagersiden efterlod de gennemførte interview i omsorgsmodelkommunerne et indtryk af manglende kapacitet til at spille en nævneværdig rolle i det tværsektorielle samarbejde.
Igen kan man pege på erhvervsstrukturen, som en af årsagerne. At der er relativt få arbejdspladser i de mindre kommuner, synes at betyde, at fagforbundenes serviceringen af lokalforeninger er mere beskeden i disse områder end i større service- og industriområder.
Samtidig må det formodes, at de mindre lokalforeninger er mere afhængige af bistand end de større. I alt betyder det ‘tyndere’ fag-lige organisationer med færre ressourcer til at oplære, støtte og informere de personer, der udpeges som repræsentanter til koordi-nationsudvalgene.
De ‘tyndt påklædte’ koordinationsudvalgsrepræsentanter både på arbejdsgiver- og arbejdstagersiden forklarer til en vis grad i sig selv, at der i disse kommuner ikke blev givet eksempler på andre samarbejdsområder end arbejdsmarkedets rummelighed. Et andet område kunne fx være erhvervspolitikken.
Samtidig peger det på det ansvar, som ligger hos organisationer-nes hovedsæder med hensyn til at støtte og uddanne de lokale ko-ordinationsudvalgsrepræsentanter, da det ikke kan forventes, at de små lokale sektioner af disse organisationer har kapacitet til denne opgave. Både DA og LO er opmærksomme på problemerne og har lavet materiale, som sendes ud til de lokale repræsentanter (se fx DA, 1998; LO, 1999, 2000a). LO har i en nylig offentliggjort analyse af koordinationsudvalgenes hidtidige arbejde ligeledes foreslået, at der tilbydes særlig bistand til koordinationsudvalg, hvor arbejdet går trægt (LO, 2000b).
Endelig kan man på baggrund af de store udsving i de lokale or-ganisationers kapacitet og engagement stille det spørgsmål, om den struktur lovgivningen lægger op til, at koordinationsudvalge-nes medlemssammensætning har, er brugbar i alle slags kommu-ner. Tilsyneladende virker udvalgssammensætningen bedre i stør-re kommuner, hvor organisationernes kapacitet til at bakke op om de enkelte udvalgsrepræsentanter er relativt god, mens der er
stør-1) I Årsrapport om koordinationsudvalgene, 1998, skriver Det Centrale Ko-ordinationsudvalg og Den Sociale Ankestyrelse (1999b, p. 13), at “der til nogle koordinationsudvalg er udpeget medlemmer fra fx kommunale institutioner, herunder skoler, beskyttede værksteder eller lignende samt kommunale eller amtskommunale embedsmænd”. Dette anses for at være i strid med loven, som alene taler om, at ekstra medlemmer kan være fra organisationer eller private i lokalområdet. Det Centrale Koor-dinationsudvalg gør dog senere opmærksom på, at der ikke er noget til hinder for, at repræsentanter for offentlige institutioner deltager i koor-dinationsudvalgenes møder som observatører (Den Sociale Ankestyrelse, 1999b).
re problemer med at finde egnede og villige udvalgsrepræsentanter i landkommunerne, hvor organisationernes ressourcer er færre.
Koordinationsudvalgenes lovgrundlag (Retssikkerhedsloven §22-29) giver De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI), LO, DA, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), de Prak-tiserende Lægers Organisation (PLO) og Arbejdsmarkedsstyrelsen ret til at udpege hver mindst et medlem til koordinationsudvalget.
Derudover giver loven kommunerne mulighed for at invitere an-dre organisationer og enkeltpersoner med. Ved at bruge denne mulighed mere kunne visse koordinationsudvalg formodentlig styrkes, men hidtil synes kun få udvalg at have repræsentation fra andre end de nævnte organisationer. 1)