arbejdsmarked, dels at gøre tillidsmændene til holdningsbearbej-dere over for de øvrige kollegaer ude på arbejdspladsen.
Denne konklusion peger endvidere på, at koordinationsudvalge-nes virke og indflydelse heller ikke blot er et spørgsmål om at komme i gang, men i højere grad et spørgsmål om, hvilket samar-bejdsmønster udvalget indgår i. I det omfang, det forholder sig således, anfægtes den implicitte idé, som er kommet til udtryk i flere hidtidige analyser af koordinationsudvalgene. Det drejer sig fx om, at koordinationsudvalgene over tid vil bevæge sig opefter i niveauer (FormidlingsCenter Aarhus, 1999) eller springe fra letvægts- til middel- og sværvægterklassen (LO, 2000b). Ifølge denne analyse vil et koordinationsudvalg, der kunne betegnes som
‘letvægter’ eller på et ‘lavere niveau’, altså ikke kunne forventes at blive ‘sværvægter’ eller operere på et ‘højere niveau’, hvis ikke betingelserne for det er tilstede i det samarbejdsmønster udvalget arbejder indenfor. Strategi, og ikke tid, anses altså for den afgøren-de faktor.
Undersøgelsen giver ikke belæg for at pege på én samarbejdsmo-del som ‘bedre’ end de andre. Men man kan godt opridse, hvad der er modellernes styrker og svagheder.
Marketingmodellens force er dens evne til hurtigt at omstille sig i takt med at kravene til den aktive socialpolitik formuleres og æn-dres og i processen udnytte de gunstige vinde, som findes i en given situation. Konkret tænkes der her på brugen af virksomhe-derne som ‘redskab’ i kommunens socialpolitiske strategi, netop som virksomhederne og deres sociale engagement er blevet et te-ma på den nationale dagsorden. Begge dele hænger sammen med, at modellen har én dominerende og stærk aktør, nemlig kommu-nen. Hagen ved denne model er modsat, at centraliseringen om-kring kommunen bremser de ikke-kommunale aktørers deltagelse og egne initiativer. I det omfang, der skabes en forventning om, at alle tiltag må komme fra kommunen, savner de ikke-kommunale aktører opmuntring til selv at gå i gang, hvilket man kan forvente særligt vil kunne ses på den (manglende) forebyggende indsats, da forebyggelsen er det område, hvor kommunen har færrest redska-ber og tager færrest initiativer.
Omsorgsmodellens styrke ligger i helhedsorienteringen. Hermed tænkes dels på omhuen mht. serviceringen af den enkelte borger, dels på udnyttelsen af kendskabet til lokalområdet, der betyder, at man ‘ikke slår større brød op, end man kan bage’. Modellen kom-mer dog nemt til at virke tilbagetrukken og spørgsmålet er, om kommuner, som hælder mod denne model, ikke kunne udnytte deres potentialer (især lokalkendskabet) bedre, ved at være mere proaktiv over for de ikke-kommunale aktører.
Netværksmodellens fortrin er det brede samarbejde bygget på dy-namiske og stærke aktører. De mange berøringsflader giver god sammenhæng mellem det politiske og det udøvende niveau og fremmer endvidere, at hver enkelt aktør gennemfører egne tiltag uden om kommunen. Dermed gødes jorden for kommunens ind-sats på integrationssiden samtidig med, at der gøres noget ved fo-rebyggelsen og fastholdelsen. Bagsiden af medaljen er de store krav modellen stiller til aktørerne. De nødvendige egenskaber kan ikke blot dikteres frem, men udvikler sig over lang tid, når betin-gelserne for det i øvrigt er til stede.
Hvis vi forlader samarbejdsmodellerne og betragter inddragelsen af ikke-kommunale aktører i løsningen af arbejdsmarkedsrelatere-de opgaver inarbejdsmarkedsrelatere-den for socialpolitikken mere overordnet, er arbejdsmarkedsrelatere-det klart, at der er tale om en ny udvikling af det danske velfærdssy-stem. Fokuseringen på virksomhederne som en særlig væsentlig aktør markerer et vigtigt træk i udviklingen og giver den sit særli-ge præg.
Undersøgelsen af samarbejdet mellem kommunerne og virksom-hederne viser dog, at udviklingen, herunder fokuseringen på virk-somhederne, ikke er entydig. I nogle lokalområder nyder virksom-hederne særstilling frem for andre aktører, i andre inddrages de kun relativt lidt og i atter andre er de én blandt flere ikke-kom-munale grupper, som tildeles et stort medansvar for opgaveløsnin-gen. Et casestudie med kun fire cases giver ikke belæg for at udtale sig om, hvad der er mest udbredt på landsplan, og det er muligt,
at en repræsentativ undersøgelse ville vise, at der findes endnu fle-re modeller i spil end de tfle-re, der er beskfle-revet her.
Udviklingen, repræsenteret ved de blot fire cases, rejser dog allige-vel nogle overordnede spørgsmål. Ideen om inddragelse af ar-bejdsmarkedets parter i løsningen af samfundsproblemer kan gen-findes i arbejdsmarkedspolitikken, hvor partsstyring har været brugt i årevis. Oprettelsen af koordinationsudvalgene for den fo-rebyggende arbejdsmarkedsindsats kan derfor lidt forsigtigt be-tragtes som en pendant til de Regionale Arbejdsmarkedsråd, hvor arbejdsmarkedets parter og de kommunale myndigheder (amts-og primærkommuner) er repræsenteret.
I det omfang koordinationsudvalgene får indflydelse på den lokale arbejdsmarkedsrettede indsats på socialområdet kan man rimelig-vis tale om en styrkelse af korporatirimelig-vismetanken, som historisk set har kendetegnet den danske arbejdsmarkedspolitik. Skulle net-værksmodellen vise sig at være, eller over tid blive, udbredt på landsplan, kan man tale om en udvikling i den retning.
Det er et mere åbent spørgsmål, hvad marketingmodellen indebæ-rer for velfærdssystemet. Lokalt udfordindebæ-rer modellen den kendte rollefordeling mellem staten og arbejdsmarkedets parter, idet kor-porativismetankens spilleregler forlades i takt med, at samarbejdet med én aktør prioriteres frem for andre, men de mere overordne-de konsekvenser heraf er uvisse.
Sammenlignet med de andre to modeller, repræsenterer omsorgs-modellen snarere en kendt fortid end et bud på en ny måde at indtænke virksomhederne og andre ikke-kommunale aktører på det lokale samarbejde omkring den aktive socialpolitik.