Bureaukrati og offentlig omstændelighed

Selvom samarbejdet med kommunerne i flere tilfælde har ført til, at virksomhederne har revideret deres forhåndsopfattelse af, at kommunerne er bureaukratiske og omstændelige, henviser man stadig til punkter, som i større eller mindre grad irriterer og læg-ger en dæmper på lysten til at udvikle samarbejdet.

I interviewene blev det bl.a. udtalt, at

korte jobtræningsordninger (under en måned) er for

ressour-●

cekrævende

fortrolighedshensynet kan modvirke et godt

integrationsfor-●

løb

løntilskudsordninger for personer, som kun kan klare meget

●

få timers ugentlig arbejdstid, er alt for besværlige at oprette opfølgningen halter for ofte

●

man ikke (altid) kan få en person i fleksjob, når man beder

●

kommunen om det

et krav om, at tillidsrepræsentanter skal være med til

samtaler-●

ne med kommunen er næsten umuligt at honorere

en fast kontaktperson på kommunen ville være at foretrække.

●

Korte jobtræninger/arbejdsprøver

Set fra kommunernes synsvinkel kan et kort jobtræningsforløb eller en kort arbejdsprøve sommetider være tilstrækkeligt til at få en afklaring på en persons arbejdsmarkedsparathed, og man kan relativt hurtigt komme videre, enten i et uddannelsesforløb, even-tuelt en revalideringsproces eller indslusning på arbejdsmarkedet i en ordinær stilling. En hurtig proces kan have indlysende fordele både for personen, det drejer sig om, og for kommunen og det er måske ikke tilfældigt, at emnet blev bragt på bane i de to om-sorgskommuner, Carlshøj og Dalby.

Men jf. udtalelser fra de interviewede virksomheder kan et kort jobtrænings-/arbejdsprøveforløb fra arbejdspladsens side forekom-me forekom-meget ressourcekrævende. Særlige jobfunktioner skal tilrette-lægges, personen skal modtages, sættes ind i arbejdet og evalueres

alt sammen inden for ganske få uger. Hvis det er virksomhedens vurdering, at man bruger flere ressourcer på administrationen af ordningen, end det man får igen som følge af den arbejdsindsats, personen i forløbet præsterer, sættes villigheden til at samarbejde en anden gang på prøve.

Samtidig melder en af de interviewede kommuner (Carlshøj) om, at det iblandt kan være svært at få virksomhederne til at udfylde de statusrapporter, som danner grundlag for evalueringen af fx en arbejdsprøvning. Problemet kunne formodes at være større ved korte ordninger.

Fortrolighedshensyn

Fortrolighedshensynet over for modtagerne af sociale ydelser er et andet konfliktpunkt, som blev nævnt i virksomhedsinterviewene.

Lov om Retssikkerhed forbyder kommunerne at videregive per-sonlige oplysninger til en arbejdsgiver. Det drejer sig fx om en persons sygdomsforhold og særlig prekære er oplysninger om mis-brugsproblemer, psykiske sygdomme eller en uren straffeattest.

Virksomhederne mener som oftest, at det er væsentligt for dem at vide, om der er særlige forhold omkring en person, der skal tages hensyn til. Det er umuligt at sige noget om, i hvilket omfang en person med særlige problemer ville blive sorteret helt fra, hvis ar-bejdsgiverne kendte til fx alkoholproblemer.

Alle casekommunerne forsøger at få de pågældende personer til selv at melde ud om deres problemer eller tilbyder at hjælpe med at fortælle arbejdsgiveren de relevante forhold. Hvorvidt det sker er alene op til personen selv.

Flere virksomhedskonsulenter lægger dog ikke skjul på, at de me-get kraftigt opfordrer til, at der bliver meldt klart ud. For dem handler det om arbejdsgiverens tillid, ikke kun i den aktuelle sag, men også generelt. Det er derfor vigtigt for dem, at virksomheden ikke føler, at der er blevet fortiet noget. Nogle virksomhedskonsu-lenter fortæller, at de visse gange har ladet en arbejdsgiver vide,

når der ikke er problemer af nogen art, for dermed at kunne lade arbejdsgiveren læse mellem linierne, når sådan en melding ikke bliver givet.

Bureaukrati

Et andet punkt, som blev taget op af nogle af de interviewede virksomheder er omstændeligheden omkring papirudfyldningen i forbindelse med de forskellige ordninger. I et tilfælde blev papir-arbejdet angivet som årsag til, at en løntilskudsordning aldrig var blevet til noget. For at det kan svare sig at ‘gå i krig’ med papirar-bejdet omkring en løntilskudsordning, mente virksomhedslede-ren, at den skulle dække mindst 10-15 timer ugentligt, hvilket ikke havde været muligt, og ordningen var derfor ikke blevet til noget.

Hvis der er hold i meldingen om, at det ikke kan svare sig at op-rette ansættelser med løntilskud med kun få ugentlige timer, synes konsekvensen at være, at de svageste grupper af kontanthjælps-modtagerne i realiteten ikke har mulighed for at opretholde selv en delvis tilknytning til arbejdsmarkedet.

Opfølgning

Et fjerde kritikpunkt mod kommunerne handler om mangelfuld opfølgning på de forskellige ordninger. Det har i nogle tilfælde betydet, at visse virksomheder har følt sig overladt til sig selv og de problemer, der eventuelt har været gennem forløbet. Mangel-fuld opfølgning kan have konsekvenser for de personer, der har været igennem et forløb og måske af den grund ikke kan høste det fulde udbytte. Men set fra et samarbejdsperspektiv er det relevant at pege på, at mangelfuld opfølgning kan slå skår i forholdet mel-lem forvaltningen og virksomhederne. I det omfang man også tænker på opfølgning som en virksomhedsservice, er det måske mindre overraskende, at kritikpunktet blev rejst i en af omsorgs-kommunerne.

Skind og bjørne

Kommunernes indsats for at informere om de forskellige mulig-heder, som den aktive socialpolitik åbner op for på arbejdsmarke-det (primært tidsbegrænsede løntilskud og permanente ansættelser på særlige vilkår) kan i visse tilfælde give bagslag. Det kan ske, hvis kommunen gennem informationskampagner eller ved direkte kontakt til virksomhederne, stiller disse i udsigt, at man ved hen-vendelse til kommunekontoret kan få arbejdskraft på særlige vil-kår. Problemet opstår, når en henvendelse kommer og det viser sig, at der ikke findes egnede personer, som kan gå ud i det ledige job.

Det er især fleksjobordningen, der har vist sig problematisk i denne henseende, sandsynligvis fordi det er den ordning, som er blevet mest ihærdigt ført frem både af lokale og nationale myndig-heder.

Overvejelser om ikke at ‘sælge skindet, før bjørnen er skudt’ – dvs. ikke at stille virksomhederne i udsigt, at socialforvaltningen konstant råder over en pulje af egnede fleksjobbere – har fået både Carlshøj og Dalby kommuner til bevidst ikke at afholde informa-tionskampagner om emnet. Problemet er mindre i større kommu-ner, som ganske enkelt har en større pulje af fleksjobkandidater.

Ikke desto mindre blev der netop fra en virksomhed i Brobøl kla-get over, at en henvendelse til kommunen om en ledig stilling, der med fordel ville kunne besættes med en fleksjobber, ikke blev be-svaret. Der blev rykket for svar flere gange, men kommunen meldte hverken positivt eller negativt tilbage og endelig blev stil-lingen besat til anden side. På trods af episoden var virksomheds-lederen ikke uvillig til at forsøge at kontakte kommunen påny, skulle man komme til at stå i samme situation igen, men “næste gang kommer der en tidsfrist på. Vi kan jo ikke bare gå og vente i det uendelige med en ubesat stilling; det er helt utilfredsstillende.”

(Brobøl kommune følger netværksstrategien; en marketingkom-mune ville have været mere opmærksom på at yde virksomheden bedre service.)

5) Se fx DA (1998).

Procedurekrav

Endelig klagede en af de interviewede plejehjemsledere over, at den kommunale virksomhedskonsulent netop havde indført, at tillidsrepræsentanten skulle være med, hver gang man havde an-sættelsessamtale med en person, der skulle ud i et løntilskudsjob.

Man forestillede sig fra lederside, at dette ville medføre store prak-tiske problemer mht. afholdelse af samtalerne og havde svært ved at forstå, at man skulle udsættes for denne slags plager, når man i øvrigt var en af kommunens store modtagere af folk i arbejdsprøv-ning, jobtræning osv.

Eksemplet, der stammer fra omsorgskommunen Dalby, er interes-sant, fordi man fra flere sider, især fagbevægelsen naturligt nok, har efterlyst større inddragelse af de faglige repræsentanter, når der oprettes løntilskudsjob. I netværkskommunen Brobøl er det almindelig praksis at inddrage tillidsrepræsentanterne, både når en ordning påbegyndes og evalueres, mens virksomhedskonsulenten i marketingkommunen Agerrød – helt i tråd med marketingstrate-giens intention om at yde god virksomhedsservice, herunder at undgå vanskelige procedurekrav – fastslog, at “det har vi aldrig tænkt på at gøre”.

I Carlshøj kommune, der hælder mod omsorgsstrategien, afviste virksomhedskonsulenten, at inddragelsen af tillidsrepræsentanter er relevant i særligt mange tilfælde: Dels er der virksomheder, der stiller som betingelse for samarbejdet med kommunen, at en gi-ven faglig organisation ikke bliver inddraget, dels er mange af de personer, det drejer sig om, ikke medlemmer af en faglig organisa-tion.

Én kontaktperson

Et sidste punkt, som blev nævnt, peger på det hensigtsmæssige i, at kontakten til kommunen foregår gennem én fast kontaktper-son. Dette synspunkt er blevet fremført flere gange fra arbejdsgi-verorganisationernes side, men blev faktisk kun nævnt perifert af⁵⁾ en af de interviewede virksomhedsledere i Brobøl, som mente det

ville være en fordel at samle kontakten. Samtidig mente denne person dog, at der også var noget at lære af forskellige sagsbehand-leres forskellige måde at gribe ting an på. Virksomheden har jævn-ligt kontakt til to sagsbehandlere og en virksomhedskonsulent.

Antallet af kontaktpersoner synes altså ikke at være afgørende for de otte interviewede virksomheder; langt væsentligere er derimod forholdet til de enkelte personer, hvilket handler om tillid, kom-petence og kreativitet.