En triangulerende samtale er en særlig måde at udforme fællessamtaler på, og denne samtale har et stærkt udviklingsstøttende formål. Fællessamtalen rummer to samtaler i én, hvor både barnet og forældre er deltagende i samtaleprocessen på samme tid.
Samtalen gennemføres ved, at fagpersonen på skift taler individuelt med både barnet og forælderen. Barnet og forældre er til stede under hele samtalens forløb. Samtalen struktureres således, at der er en dialog med hver af parterne, hvor den ene part er i dialog, og den anden part lytter og refl ekterer over samtalen undervejs.
Fællessamtaler er karakteriseret ved, at fagpersonen:
• Viser barnet, at forældrene kontaktes på en anerkendende måde.
Når forældrene bliver trygge, slapper barnet af..
• Præsenterer sig selv og kort fortæller om, hvad hun ved om barnet..
• Er nærværende og kontakter barnet på en indlevende og nænsom måde.
• Viser, at hun anerkender barnet ved eksempelvis at have forberedt barnets plads
ved bordet med måske et tegnemateriale, og ved at barnet får tid til at se fagpersonen an.
• Skaber en klar kontekst med information om situationen – hvorfor er vi her i dag?
• Gør sig umage med at informere både barn og forældrene om samtalens struktur og betydningen af, at alle parter respekterer denne struktur.
• Sørger for, at parterne sidder skråt over for hinanden, så det er let at afl æse den nonverbale kommunikation.
• Veksler mellem de to samtaler i én – en børnesamtale og en voksensamtale.
• Lægger vægt på at lade barnet fortælle og søger at koble sig på barnets initiativ og oplevelser.
• Sørger for, at problemstillinger belyses ud fra såvel barnets perspektiv og forståelser som forældrenes perspektiv.
• Repeterer, hvad der bliver sagt i samtalen og gentager måske det, den anden siger for herigennem at bevare fokus og strukturen.
• Beskriver de sårbare temaer så tidligt som muligt i samtalen og gør det konkret i samarbejde med barnet og forældrene.
• Foretager tydelige opsummeringer og afslutninger.
• Beskriver de sårbare temaer så tidligt som muligt i samtalen og gør det konkret i samarbejde med barnet og forældre.
• Afslutter samtalen med, at barnet og forældrene får mulighed for at give udtryk for, hvilken betydning samtalen har haft.
• Opsummerer og skaber klarhed om, hvad der nu skal ske som opfølgning på samtalen.
• Afslutter samtalen med at anerkende barnet og forældrene for deres deltagelse.
Kilde: Øvreeide, H., & Hafstad, R. (2004). Forældrefokuseret arbejde med børn. Århus: Systime.
Erfaringer fra brugen af triangulerende samtaler i Norge viser, at samtaler med børn sammen med deres forældre kan modvirke, at børnene oplever, at de bryder loyaliteten til deres forældre, hvis de selv fortæller om vanskeligheder i deres liv. Desuden under-støtter de fælles samtaler forældres autoritet i børnenes øjne.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at dette ikke gælder, hvis der er mistanke om seksuelle overgreb eller vold mod barnet.
Retter mistanken sig mod én eller begge forældre, må forældrene ikke orienteres, før der er taget stilling til en eventuel politian-meldelse.
Begrundet stillingtagen
Kommunen skal afslutte den børnefaglige undersøgelse senest fi re måneder efter, at den bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have brug for særlig støtte.
Den børnefaglige undersøgelse skal munde ud i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger og i bekræftende fald hvilke foranstaltninger, det bør være. Kommunen skal desuden tage stilling til, om eventuelle foranstaltninger, der er iværksat sideløbende med den børne-faglige undersøgelse, skal videreføres. Viser undersøgelsen, at der er behov for at iværk-sætte en hjælpeforanstaltning, skal
sagsbe-handleren på baggrund af den børnefaglige undersøgelse gøre rede for, hvilke af de mulige hjælpeforanstaltninger efter servi-celoven § 52, det er mest hensigtsmæssigt at sætte i værk. Ifølge vejledningen er det af afgørende betydning for valget af foran-staltninger, at familiens egne ressourcer kan styrkes med den fornødne hjælp. Desuden skal undersøgelsen redegøre for, om der i barnets eller den unges nære omgivelser er mulighed for at hente hjælp til at overvinde vanskelighederne.
Undersøgelsen og dens konklusioner dan-ner grundlaget for handleplanen, som skal indeholde en mere omfattende og detaljeret beskrivelse af indsatsen.
Den børnefaglige undersøgelse skal ligeledes indeholde en beskrivelse af, hvilken holdning indehaveren af forældremyndigheden og barnet eller den unge har til arten af foran-staltningerne, fordi deres holdninger kan få stor betydning for sagens videre forløb. Et samtykke, som ikke dækker over forældre-myndighedsindehaverens reelle holdning til foranstaltningen, kan give anledning til problemer i sagens videre forløb eksempelvis i form af umotiverede begæringer om hjemgi-velse. Derfor er det vigtigt, at sagsbehand-leren har en grundig dialog med forældre og barnet eller den unge, så der i givet fald foreligger et informeret samtykke.
Handleplan
Når kommunen på baggrund af den børne-faglige undersøgelse har besluttet, at barnet eller den unge og familien har brug for særlig støtte, skal kommunen udarbejde en
handle-Serviceloven § 140
”Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger, jf. § 52 og § 76. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden 4 måneder at opstille en handleplan.
Stk. 2. For unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, og for den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.
Stk. 3. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50. Handleplanen skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. § 46. Herudover skal handleplanen for unge, der er fyldt 16 år, opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet.
Stk. 4. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.
Stk. 5. For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, skal handleplanen indeholde en konkret plan for, hvordan den unge snarest muligt og senest ved afslutningen af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæftigelse.
Stk. 6. Der kan udarbejdes én samlet handleplan for fl ere børn i familien. Handleplanen skal i så fald tage højde for børnenes individuelle forhold.”
plan, før den sætter foranstaltninger i værk.
Det gælder både forebyggende foranstalt-ninger og anbringelse uden for hjemmet. Det fremgår af serviceloven § 140.
I serviceloven § 140, stk. 3 bliver det præcise-ret, at formålet med indsatsen skal fremgå af handleplanen. Handleplanen skal desuden beskrive, hvilke typer af indsatser kommu-nen vil sætte i værk for at nå målet, således at der er en klar og specifi k sammenhæng mellem mål og foranstaltninger.
Handleplanen skal derfor indeholde præ-cise og konkrete anvisninger på, hvad der skal ske i forhold til barnets eller den unges problemer. Handleplanen for barnet skal også beskrive hvilken støtte, der skal sættes i værk over for familien under anbringelsen og ved hjemgivelse. Hvis kommunen vælger at iværksætte en selvstændig støtte til foræl-drene under anbringelsen, skal kommunen udarbejde en selvstændig plan for den ind-sats. Det er yderligere beskrevet i kapitel 6.
Desuden skal handleplanen indeholde en forventet afslutning af indsatsen, således at forældre og barnet eller den unge kender det tidsmæssige perspektiv for indsatsen.
Et redskab til forpligtende samarbejde Sagsbehandleren skal så vidt muligt udar-bejde handleplanen i samarudar-bejde med barnet eller den unge og forældrene. Det bliver præ-ciseret i vejledningen. Handleplanen bliver således et redskab, kommunen kan bruge aktivt i samarbejdet med familien for at sikre, at barnet eller den unge og forældrene er tilstrækkeligt inddraget i sagen. Et så-dant forpligtende samarbejde er det bedste udgangspunkt for at skabe et fælles grundlag for det videre forløb.
Mål og indhold i handleplanen skal være kon-krete for at såvel forældre og barnet eller den unge samt sagsbehandler og de professio-nelle kan arbejde hen imod de fælles mål, der er præciseret i handleplanen. Derfor har det stor betydning, at både barnet eller den unge og forældrene forstår handleplanens ind-hold. Og det er vigtigt, at forældre kan gen-kende både beskrivelser, problemstillinger og konklusioner i handleplanen, selv om de ikke altid vil være enige i alle konklusionerne.
Hvis forældre og børn skal kunne bruge en handleplan og bakke op om den i forhold til problemer i deres og børnenes liv, må de kunne se en mening med den og opleve den, som et brugbart svar på de vanskeligheder, de står overfor (Slettebø 2009).
Handleplanen er det håndgribelige resultat af samarbejdet mellem sagsbehandler og familie, og den skulle gerne være udtryk for den fælles forståelse, som parterne har kunnet nå frem til. Den er desuden et vigtigt redskab i forhold til forældres retssikkerhed.
Opfølgning
Af serviceloven § 70 fremgår det, at kommu-nen seneste tre måneder efter anbringelsen skal vurdere, om handleplanen skal revide-res. Dette skal kommunen herefter gøre, når der er behov for det – dog mindst hvert halve år.
Serviceloven § 70
”Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet, den unge eller de vordende forældre, vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handle-planen, jf. § 140, skal revideres. Kommunalbestyrel-sen skal herefter med højst 6 måneders mellem-rum foretage en sådan vurdering. Afgørelse om revision af handleplanen træffes så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehave-ren og den unge, der er fyldt 15 år.”
Revisionen af handleplanen skal være med til at sikre, at den indeholder så konkrete mål som muligt mål for indsatsen over for barnet eller den unge samt hvilke aktiviteter og tiltag, der skal gennemføres for at sikre, at målene bliver nået. Hvis det ikke fra begyn-delsen var muligt at beskrive målene præcist i handleplanen, skal disse mål konkretiseres i den første revision af handleplanen.
Her skal sagsbehandleren så vidt muligt inddrage barnet eller den unge, forældre og eventuelle personer i netværket, for at de kan bidrage med deres viden, oplevelser og vurderinger af barnets eller den unges udvik-ling. Deres bidrag skal indgå i sagsbehandle-rens samlede vurdering af anbringelsesfor-løbet, og af om handleplanen eventuelt skal revideres.
Handleplanen skal også revideres, når et barn eller en ung skal hjemgives. Den revide-rede handleplan skal indeholde en plan for den videre indsats, der kan være med til at støtte barnet eller den unge og familien efter hjemgivelsen. Det kan eksempelvis være i forhold til skolegang, uddannelse, fritidsakti-viteter mv.
Revisionen skal så vidt muligt foregå i et tæt samarbejde med forældremyndighedsin-dehaver og barnet eller den unge, fordi det kan være afgørende for det videre forløb, at forældrene er indforstået med planen og bak-ker den op.
Det er således vigtigt, at handleplanen bliver et fælles redskab og et omdrejningspunkt for dialogen mellem de involverede parter under hele anbringelsesforløbet. Det har stor betydning, at barnet og den unge og foræl-drenes opfattelser og holdninger fremgår af handleplanen. Herunder at det fremgår, hvad der er enighed om – og hvad sagsbehand-leren eventuelt har truffet beslutning om, uden forældrene og/eller den unge er enige.
På den måde kan arbejdet med at udvikle handleplanen blive et dynamisk samarbejde, hvor barnet eller den unge og forældrene oplever, at de bliver inddraget i at fastlægge rammer og indhold i anbringelsen. Når det lykkes, kan handleplanen blive et fælles red-skab for et forpligtende og støttende sam-arbejde, således at forældre kan se, hvordan de kan spille en væsentlig rolle i barnets eller den unges hverdagsliv under anbringelsen (Jørgensen, L. & Kabel, S., 2006).