En børnefaglig undersøgelse skal være helhedsorienteret for at sikre, at det er børn og unges trivsel og udvikling i deres samlede hverdagsliv, der er fokus på.
Serviceloven § 50, stk. 2
”Kommunalbestyrelsens undersøgelse, jf. stk. 1, skal anlægge en helhedsbetragtning, der med mindre konkrete forhold betyder, at et eller fl ere af nedenstående numre ikke er relevante i forhold til det pågældende barn eller den unge, skal omfatte barnets eller den unges:
1) udvikling og adfærd 2) familieforhold 3) skoleforhold 4) sundhedsforhold
5) fritidsforhold og venskaber og 6) andre relevante forhold.”
Undersøgelsen skal skabe et godt grundlag for at vurdere hvilke foranstaltninger, det vil være hensigtsmæssige at sætte i værk ud fra karakteren af de problemer, familien har.
Der er ofte tale om, at de familier, der har brug for støtte, oplever at have fl ere typer af problemer samtidig, hvor man ikke kan for-vente, at en indsats på et enkelt område kan løse familiens problemer. Derfor er det ofte nødvendigt med en bredspektret indsats, der sætter ind på fl ere niveauer af familiens liv samtidig.
Så skånsomt som muligt
Nogle forældre vil selv have gjort kommu-nen opmærksom på barnet, den unge eller familiens problemer og på behovet for hjælp og støtte. Mens andre forældre vil opleve undersøgelsen som et udtryk for mistillid, unødig kontrol og indblanding i familiens liv.
Set ud fra børn og forældres perspektiver er en børnefaglig undersøgelse under alle om-stændigheder en intervention i familiens liv.
Det er baggrunden for, at serviceloven foreskriver, at kommunen skal gennemføre den børnefaglige undersøgelse i dialog og samarbejde med forældre – og at den skal ske så skånsomt som muligt og ikke mere omfattende, end formålet tilsiger.
Ifølge vejledningen betyder det, at kommu-nen nøje skal overveje hvilke oplysninger, der er brug for i sagen og alene indhente disse.
Kommunen skal også fra starten afklare hvil-ke oplysninger, den i forvejen har om barnet eller den unges situation, således at undersø-gelsen ikke bliver mere vidtgående end
nød-vendigt. Denne afklaring vil ofte med fordel kunne ske i samarbejde med forældrene og barnet eller den unge. Det kan medføre, at kommunen ikke nødvendigvis skal under-søge alle de seks punkter, som er nævnt i § 50, stk. 2, men den skal altid overveje, hvorvidt og i hvilket omfang hvert enkelt af de seks punkter, det er relevant at undersøge i den konkrete sag. For eksempel vil punktet om skolegang ikke være relevant for et barn, der er under den skolepligtige alder.
Endvidere kan det være irrelevant at afdække hele familiens forhold og forælderevne, hvis det alene er barnet eller den unges nedsatte funktionsevne, der er årsagen til anbringel-sen.
Social- og Integrationsministeriets kort-lægning af viden og praksis i forhold til anbragte børn med funktionsnedsættelse viser således, at nogle forældre oplever, at den børnefaglige undersøgelse kan være for omfattende, fordi barnets eller den unges funktionsnedsættelse er velkendt af kommu-nen, da der typisk er tale om familier, som i forvejen modtager en række kompenserende ydelser (Socialministeriet, 2010). Kortlægnin-gen peger dog samtidig på, at en børnefaglig undersøgelse kan være med til at afdække problemstillinger vedrørende forældre og sø-skende, som kommunen ikke kender til, selv om familiens situation er velbeskrevet. En børnefaglig undersøgelse kan således sikre,
at kommunen får afdækket alle væsentlige aspekter af familiens situation og kan bi-drage til en afdækning af familiens ønsker til indsatsen i forbindelse med en anbringelse.
Støtte til at bearbejde situationen I nogle tilfælde kan det være en langvarig proces, for forældre at nå frem til den erken-delse, at de har behov for, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet.
Det viser for eksempel erfaringerne i forhold til børn og unge med funktionsnedsættelser, som anbringes uden for hjemmet, hvor langt de fl este anbringelser er frivillige.
En kortlægning af området fra Social- og Integrationsministeriet viser, at forældre kan have behov for støtte i den erkendelses- og bearbejdningsproces, det er at tage en be-slutning om en anbringelse af deres barn el-ler unge. Nogle kommuner har derfor indført en ordning med at tilbyde forældre støtte
fra sundhedstjenesten eller en psykolog til at bearbejde erkendelsesprocessen, således at de er bedre rustet til at indgå i beslut-ningsprocessen. Flere kommuner henviser forældre til en åben familierådgivning og gør opmærksom på, at brugen af netværk med andre ligestillede forældre kan være en god støtte.Det gælder især i forhold til de små handicapgrupper.
Erfaringen er også, at det er vigtigt at give forældrene rådgivning og vejledning om de praktiske, økonomiske og juridiske konse-kvenser af en anbringelse. En interviewun-dersøgelse (Center for Ligebehandling af Handicappede, 2005) viser således, at de forældre, der både fi k juridisk og praktisk råd-givning samt vejledning om de følelsesmæs-sige påvirkninger af anbringelsen, også var de forældre, der havde de bedste oplevelser af etableringen af anbringelsen, og herunder oplevede at være tilstrækkeligt inddraget i beslutningerne omkring anbringelsen.
Etablering af god kontakt til forældre Kommunen skal altid søge at opnå forældre-nes accept af undersøgelsen og dens formål, selv om der ikke er tale om et formelt krav om samtykke – det gælder uanset forældre-nes holdning til undersøgelsen. Derfor skal kommunen gennemgå formålet, indholdet og tilrettelæggelsen af undersøgelsen med forældre og barnet eller den unge.
Sagsbehandleren er ansvarlig for at gennem-føre undersøgelsen. Hun har derfor også til opgave så tidligt som muligt at arbejde på at få etableret en god kontakt til og dialog med forældrene, således at de i fællesskab kan få skabt grundlag for det videre samarbejde.
V æ rktøjskassen
Det er vigtigt, at sagsbehandleren indled-ningsvis orienterer forældre om sit ansvar og sin rolle i processen. Hun skal også orientere om forældrenes og børnenes rettigheder og om den proces, det er at indgå i et samar-bejde omkring udarsamar-bejdelsen af den børne-faglige sagen undersøgelse. På den måde kan fordelingen af ansvar og opgaver blive tydelig for forældrene.
Værktøjskassen giver eksempler på, hvordan sagsbehandleren kan koordinere indsatsen med at inddrage forældre og barnet eller den unge i arbejdet med at gennemføre undersø-gelsen.