Sagsbehandleren skal inddrage barnet eller den unge og forældrene helt fra begyndelsen, så de har mulighed for at komme med deres ønsker til, hvad det skal være for en familie, deres barn eller ung skal være en del af. Der kan være stor forskel på, hvilken type familie, forældrene kan forestille sig, deres barn eller unge skal have en hverdag hos.
Det er derfor vigtigt at få talt om plejefamiliens geografi ske placering af hensyn til at kunne fastholde kontakt til forældre og tidligere venner. Om der skal være biologiske børn i pleje-familien eller andre plejebørn? Om plejepleje-familien bor i byen eller på landet. Om der skal være kæledyr i plejefamilien. Der kan også være forskellige opfattelser af traditioner, kultur og religion. Det kan også handle om hvilke institutioner, skole og deltagelse i fritidsaktiviteter, der skal være i området.
Når sagsbehandleren har fundet den mulige plejefamilie, skal hun informere barnet eller den unge og forældrene om den, og det vil være en god idé, at forældrene efterfølgende får mulighed for at besøge plejefamilien, for at de kan danne sig et indtryk af, hvad det er for mennesker, og hvordan de fysiske omgivelser er.
Det kan have stor betydning for forældrene, hvis plejeforældrene møder dem med interesse, opmærksomhed og åbenhed og viser, at de har lyst til at vide noget om forældrene og barnet eller den unges baggrund, opvækst og hverdagsliv.
Det kan være, at forældrene har behov for at møde plejefamilien fl ere gange, for at de kan danne sig et bedre indtryk af den. Til disse møder vil sagsbehandleren og familieplejekonsulen-ten som regel deltage. Det er vigtigt, at sagsbehandleren tager hensyn til barnet eller den unge og forældrenes oplevelse af plejefamilien, fordi grundlaget for det eventuelle videre samarbejde i mange tilfælde bliver grundlagt allerede ved de første besøg.
V æ rktøjskassen
I denne fase er tiden en vigtig faktor. Forældrene har i de fl este tilfælde brug for tid til at vænne sig til tanken om, at deres barn eller den unge skal bo hos en anden familie. Der skal være plads til, at de kan reagere på den nye situation – det kan være bekymring, sorg eller vrede, men det er vigtigt, at forældrene får mulighed for at få luft for alle deres tanker og følelser, inden den endelige beslutning bliver taget. Nogle gange går processen for stærk for forældrene. Det kan godt være, det er givet godt ud, hvis der går en måned ekstra, inden forældrene tager den endelige beslutning
Kilde: Frit efter interview med familieplejekonsulent Annie Pedersen, Hjørring Kommune
Samarbejde med forældre om anbringelse i netværket
Af SFIs rapport Effekter af slægtspleje Knud-sen, L & Egelund, T., 2011) fremgår det, at der er en række positive resultater af anbringelse i netværk. Netværksanbragte børn og unge har et stærkere netværk under og efter an-bringelsen end anbragte i traditionel familie-pleje. De beholder i højere grad kontakten til forældre og den øvrige familie. De har oftere kontakt med mindst én af deres forældre mindst én gang om måneden. Og færre af dis-se børn og unge har slet ingen kontakt med deres forældre. De ser også hyppigere andre familiemedlemmer end forældrene og har en tæt relation til plejeforældrene. Undersøgel-sen konkluderer, at netværksanbragte børn og unge har fl ere ressourcer at trække på i forhold til at starte et selvstændigt voksenliv end børn og unge i traditionelle plejefamilier.
Men der er også en række særlige problem-stillinger, som kommunen skal være opmærk-som på.
Hele familien bliver involveret
Når kommunen overvejer at anbringe et barn eller en ung i netværksplejefamilie, skal sags-behandleren være opmærksom på de særlige problemstillinger, der kan være eller opstå i samarbejdet.
Det er en vigtig opgave for kommunen at forberede forældre og netværksplejeforæl-drene på de udfordringer og dilemmaer, de kan komme til at stå over for
Halvdelen af netværksanbragte børn og unge er anbragt hos bedsteforældre og en tredje-del er anbragt hos deres forældres søskende (Knudsen, L., 2009).
En netværksanbringelse adskiller sig således fra andre typer af anbringelser ved, at barnet, forældre og netværksplejeforældre har en fortid og en historie sammen. Alt efter hvor-dan denne fortid har været, kan den være medvirkende til, at der kan være stærke fø-lelser på spil i form af jalousi, skyld, skam og følelse af ikke at have slået til. Disse følelser kan påvirke både forældre og netværkspleje-forældre, og de kan blive en barriere for det videre samarbejde. Derfor er det vigtigt, at have særligt fokus på den samlede families indbyrdes forhold og samspil, og støtte for-ældre og netværksplejefamilien i det løbende samarbejde.
Bedsteforældres forhold til egne børn Mange netværksanbringelser sker på foran-ledning af forældrene. Det kan være et udtryk for, at forældrene har tillid til, at bedstefor-ældrene er i stand til at give barnet eller den unge den nødvendige omsorg i hverdagen.
Men det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at forholdet mellem forældre og bedsteforæl-dre er uproblematisk.
Det er derfor vigtigt for samarbejdet, at begge parter er bevidste om deres forhold, og om hvilke konfl ikter, der kan opstå på bag-grund af den fælles fortid.
Det er vigtigt, at kommunen spiller en aktiv rolle i forhold til at få etableret et godt sam-arbejde mellem parterne og yder støtte til at løse de konfl ikter, der måtte opstå undervejs.
Den øvrige del af familiens reaktioner I mange tilfælde bliver det betragtet som positivt, at netværksplejefamilien tager sig af barnet eller den unge, men der kan også være modstand mod det i den øvrige del af familien. Det er derfor vigtigt, at den øvrige del af familien også inddrages fx ved at kommunen organiserer netværksmøder, så det kan blive afklaret, hvad den eventuelle modstand drejer sig om, og hvordan familien kan samarbejde videre frem.
Samarbejdet mellem kommunen og netværksplejefamilier
Undersøgelser viser, at netværksplejefamilier generelt har mindre kontakt med kommunen end andre plejefamilier. Dette kan skyldes, at netværksplejefamilien ikke selv ønsker at have en tæt kontakt med kommunen.
Dette er dog ikke det samme som, at net-værksplejefamilien ønsker at passe sig selv.
Erfaringer viser, at nogle sagsbehandlere tror dette, og derfor ikke er så opsøgende i forhold til disse plejefamilier. Det kan dog betyde, at netværksplejefamilien føler sig ladt i stikken af kommunen, hvilket mange gør (Servicestyrelsen, 2010).
Det er i den forbindelse også vigtigt at være opmærksom på, at mødet med det kommu-nale system kan være svært for netværksple-jefamilien.
Netværksplejefamilien skal være villig til løbende at blive vurderet af kommunen. Det betyder, at familien skal være indstillet på at blive en ”offentlig” familie, hvor både famili-ens styrker og svagheder bliver afdækket og beskrevet.
Det kan være vigtigt for samarbejdet, at kommunen samtidig anerkender, at net-værksplejefamilien ikke nødvendigvis har ønsket at påtage sig et arbejde for det
offent-lige, men at deres engagement og følelses-mæssige involvering bunder i et ønske om at tage sig af et barn eller en ung, som de har en familiemæssig relation til og ønsker at gøre det bedste for.
Erfaringer viser således, at netværksplejefa-milien kan føle sig krænket, hvis kommunen ikke anerkender, at familien har et indgå-ende kendskab til barnet og dets historie og på den måde ved mest om barnet. Som for dem ikke er en opgave, men et barn af kød og blod.
En undersøgelse fra SFI fra 2011 påviser desuden, at slægtsplejeforældres oplevelse af deres samarbejdemed socialforvaltningen påvirker anbringelsens stabilitet, således at der er fl ere sammenbrud i anbringelserne i de slægtsplejeforhold, hvor samarbejdet med forvaltningen, ifølge slægtsplejeforæl-drene, fungerer dårligt, eller hvor der, ifølge slægtsplejeforældrene, slet ikke er noget samarbejde (Knudsen og Egelund 2011).
Netværksplejefamilier fremhæver også, som andre borgere, at vigtige forudsætninger for et konstruktivt samarbejde er åbenhed og fuld information om deres pligter og rettig-heder samt tydelighed om sagsbehandlerens rolle som henholdsvis myndighed, støtte og kontrollant (Servicestyrelsen, 2010).