inddragelse ikke kun handler om at lytte respektfuldt til forældre. Det handler
også om, at skabe mulighed fo, at forældre kan vedblive med at være forældre
i praksis under en anbringelse.
Forældre som aktive deltagere
Alment betragtet er inddragelse og dialog grundlæggende principper i samarbejdet mellem myndigheder og den enkelte borger.
Det fremgår blandt andet af retssikkerheds-loven § 4 om dialogprincippet, som er beskre-vet i kapitel 2.
Der har i de seneste årtier været en bevægel-se væk fra at bevægel-se borgere som passive modta-gere af de indsatser, det offentlige udformer.
I stedet er der kommet mere fokus på, at pro-blemer skal løses i et ligeværdigt samarbejde med den enkelte modtager af ydelserne (Hie-lmcrone & Schultz, 2007). Brugere af sociale ydelser skal ikke ses som klienter, men som borgere, der er aktive deltagere i samfundet og besidder grundlæggende rettigheder som eksempelvis at blive inddraget i deres sag.
Denne udvikling ligger i forlængelse af politi-ske ønpoliti-sker om at humanisere velfærdsstaten i retning mod en større respekt for individets værdighed og selvbestemmelse (Juul Jensen, 2002).
Forståelse af
familiemedlemmers perspektiver Ifølge serviceloven § 47 og § 48 skal kommu-nen sikre, at der sker en systematisk inddra-gelse af familie og netværk.
Serviceloven § 47 og § 48
”§ 47. Kommunalbestyrelsen skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk.
§ 48. Forinden myndigheden træffer afgørelse efter §§ 51, 52, 52 a, 56, 57 a, 57 b, 58, 62 og 63, § 65, stk. 2 og 3, og §§ 68-71 og 75, skal der fi nde en samtale sted med barnet eller den unge herom.
Stk. 2. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gen-nemførelse. Kan samtalen ikke gennemfø-res, skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt.”
Formålet er at sikre en individuel tilpasning af tilbuddet om støtte og at bygge indsatsen på familiens ressourcer og muligheder for selv at tage ansvar for eget liv. Inddragelse kan derfor betragtes som en forudsætning for, at professionelle kan kvalifi cere deres indsats.
I takt med indførelse af principper om dialog og samarbejde er der kommet en stigende professionel erkendelse af, at børn, unge, forældre og professionelle har forskellige perspektiver på de samme problemstillinger.
Udfordringen i socialt arbejde består dermed ikke i at levere færdige løsninger til familier, men i at udforme indsatsen på baggrund af en forståelse af familiemedlemmernes for-skellige perspektiver på de vanskeligheder, der er i spil (Schjelderup, et al. 2005). Ind-dragelse indebærer, at professionelle lytter til børn, unge og forældres perspektiver på deres situation og inddrager dem som aktive samarbejdspartnere. Forældre besidder en unik viden om egen og børnenes situation, der kan bidrage til at øge kvaliteten i den sociale indsats (Højholt, 1993).
Samarbejde om et fælles mål
Et samarbejde indebærer imidlertid mere, end, at børn, unge og forældre oplever at blive lyttet til. Samarbejde drejer sig overord-net set om, at fl ere parter handler sammen for at opnå et fælles mål. Det fælles mål i forbindelse med et anbringelsesforløb er at fremme barnet eller den unges trivsel og ud-vikling, og det gøres bedst i samarbejde med forældre. En norsk psykolog Haldor Øvreeide udtrykker det således:
Barnets vigtigste udviklingsressource er en-gagerede forældre. Vores erfaringer, analyser og metodiske overvejelser munder ud i det princip, at alle hjælpetiltag for børn bør være organiseret som forældre-barn orienterede foranstaltninger. Det vil sige, at i tillæg til det specifi kke arbejde, som eventuelt gøres med barnet, må det også være et centralt mål at optimere relationen mellem forældre og børn, forældrenes ansvar og kompetence.
Dette kan eventuelt også ske ved at tilrette-lægge bedre sociale og materielle forudsæt-ninger for familien 1.
Formålet med, at professionelle udvikler og tilrettelægger tilbud om støtte i samarbejde med børn, unge og forældre, er at skabe grobund for, at de forskellige parter kan medvirke aktivt. Det indebærer, at parterne arbejder for at skabe en fælles forståelse af problemstillingerne i den konkrete situation.
Samarbejde om at nå frem til en fælles pro-blemforståelse har betydning, hvis forældre skal kunne understøtte, at indsatsen virker og giver mening i børn og unges liv både før, under og efter en anbringelse. Det forudsæt-ter samtidig, at professionelle betragforudsæt-ter forældre som personer, der ikke kun har problemer men også ressourcer.
1 Øvreeide & Hafstad, 2004
Når en anbringelse kommer på tale, handler det om en alvorlig indgriben i en families fælles liv. Derfor er det hverken muligt eller ønskeligt at forstå forældresamarbejde som en harmonisk proces, der er baseret på enig-hed. Professionelle, forældre, børn eller unge kan have meget forskellige perspektiver på og vurderinger af den samme situation. Det er derfor en kontinuerlig opgave for både professionelle og forældre at håndtere de konfl ikter og modstridende holdninger, der dukker op, når en anbringelse kommer på tale.
Uenigheder om fortidige hændelser og især om årsagerne til familiens situation kan ud-gøre en væsentlig barriere i forsøget på at nå frem til en fælles forståelse af den aktuelle situation. Traditionelt har de professionel-les rekonstruktion af familiens historie haft entydigt fokus på problemhistorien og på familiens dysfunktion. Der er imidlertid i de seneste år sket et skifte i socialt arbejde, hvor professionelle i højere grad vender blikket mod børn, unge og forældres nutidige ople-velse af problemerne og inddrager parternes ressourcer i formuleringen af de fremtidige handlemuligheder (Schjelderup, et al., 2005).
Serviceloven betoner tillige betydningen af at inddrage børn, unge og forældres ressour-cer i undersøgelsen af problemer i børn og unges hverdagsliv.
Serviceloven § 50, stk. 3
”Stk. 3. I sin undersøgelse skal kommunalbestyrel-sen afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. § 52 og § 76.”
Denne ressourceorienterede bevægelse i professionelles perspektiver peger på be-tydningen af, at parterne samarbejder om at udforske problemer i et udviklingsorienteret perspektiv. Denne forståelse bliver uddybet i kapitel 5 om børnefaglig undersøgelse og handleplan.
Forældresamarbejde set ud fra børn og unges perspektiver
I de seneste årtier er der kommet en stigende opmærksomhed over for, at børn og unge har deres egne perspektiver på kontakten til deres forældre under en anbringelse. Udsagn fra voksne, der tidligere har været anbragte, har bidraget med nye vinkler til forståelse af forældres betydning for deres anbragte børn og unge. Det har givet en klarere forståelse af, at forældre og børns liv er forbundne, også selv om børnene eller de unge bor uden for eget hjem.
Voksne tidligere anbragte har naturligvis meget forskellige erfaringer, der ikke peger entydigt på en bestemt måde at tilrette-lægge kontakt, samvær og samarbejde på.
Deres udtalelser kan imidlertid bidrage til at udkrystallisere en række dilemmaer og problematikker, som professionelle kan tage med i deres overvejelser, når de tilrettelæg-ger samarbejdet med forældrene2.
Om at høre til og
være en del af en familie
For mange børn og unge betyder anbringelse tab af kontakt til forældre og netværk. SFIs forløbsundersøgelse af anbragte børn fra årgang 1995 viser (Egelund, et al.,2008), at 52 procent af børnene har kontakt med deres mor én gang om måneden eller sjældnere, mens det i forhold til kontakten til fædre gjaldt for 77 procent af børnene. Henholdsvis 10 og 28 procent havde slet ingen kontakt med henholdsvis mor eller far. Tallene tyder på, at kontakten mellem børn og forældre let kan tynde ud eller falde helt bort, hvis professionelle ikke tillægger forældrenes deltagelse betydning og arbejder målrettet på at inddrage dem i børnenes liv.
Voksne tidligere anbragte giver mange ek-sempler på, at deres forældre er forsvundet ud af deres liv. De har haft en oplevelse af, at de har mistet deres historie, fordi båndene til familien er blevet svækket. Flere giver udtryk for, at de ”skulle starte forfra” som voksne (Andersen, et al., 2005).
Opretholdelsen af barnet eller den unges for-bindelse til forældrene handler ikke kun om at have en kontinuerlig kontakt. Det handler også om barnets eller den unges oplevelse af at høre til og være en del af familiens liv og historie, selv om de i en periode eller hele deres barndom eller ungdom bor uden for eget hjem. Robin, der er tidligere anbragt, udtrykker det på denne måde:
Institutionerne i dag mangler der dét med at samarbejde med forældrene. Jeg synes, man glemmer den del … Problemet er, at bagefter – hvis der ikke har været noget samarbejde med familien, og man ikke har set familien særlig meget, så står man pludselig i et tom-rum, når man kommer ud fra institutionen.
Man kan sige, at det var en dårlig familie. Ja, det var den måske. Men i forhold til slet ikke at have noget, så kunne det måske være, at man kunne bruge lidt af familien. Så havde man en eller anden form for netværk.
2 I det følgende inddrages citater fra interview med voksne tidligere anbragte, der beretter om deres livsforløb og erfaringer (Andersen, Egelund Nielsen, & KABU, 2005).